Trods den unge dreng altid havde været særligt god til at smide spydige kommentarer efter andre, og ovenikøbet moret sig mere end han nok burde over deres halvfornærmede udtryk efterfølgende, var det ingen selvfølge, at Darkhan tog det lige så pænt, når han selv var i den modtagende ende. Han blev hurtigt mere muggen og straks fløj paraderne op. Det var ingen undtagelse denne gang, når han ikke spildte tiden, og gav smerterne skylden for det drengede klynkeri.
Man kunne næsten se den lille snert af tilfredshed i de helt blå øjne, da han fik sin søsters stolthed tilbage over hvor godt han selvfølgelig klarede det.

Det var bare ikke længe hverken stolthed eller tilfredshed fik lov at blive, da han blev distraheret og straks slog ud efter healeren. Det klemte om hånden, ikke nok til at gøre decideret ondt, bare nok til at sætte ham på plads, og alligevel rettede han et bidende blik mod Meena, idet en overdrevet lyd af smerte forlod hans mund.
"Men det var ikke med vilje!" Skyndte han sig at forklare, tydeligvis en dårlig undskyldning, fordi han ikke ville ende med at skulle sige undskyld til healeren. Det var jo ikke hans skyld!
Han kunne vælge at svare igen. Komme med en af sine sædvanlige, hårde kommentarer, som et forsøg på at gøre Meena irriteret nok til at sende healeren ud, så hun i stedet kunne råbe af ham. Det var oftest ikke en løsning han foretrak. Han hadede, når hun hævede stemmen, og sandsynligvis ville hun bare hente healeren tilbage senere.

Stilheden lagde sig over dem for et øjeblik, mens han brugte tid på at tænke. Så slap han endelig hendes hånd. Han lænede sig frem, greb fat i de klæder han havde smidt tidligere, og gav sig til at trække dem på igen. Hvis han skulle smide andet tøj, ville han ikke være mere nøgen end højst nødvendigt.
Men intet tøj blev smidt efterfølgende. I stedet lænede han sig endnu tættere på Meena, tog fat omkring hendes arm og hviskede;
"Men Isa... Så skal jeg smide mine benklæder." Det havde været slemt nok for den unge dreng at afklæde overkroppen for den ældre kvinde, så Meena kunne vel kun forestille sig hvor slemt det måtte være for ham, at skulle afklæde den nederste del af kroppen. Han ville ikke engang se hende i øjnene mens ordene blev hvisket.
"Behøver jeg virkelig?" Det måtte være det allersidste forsøg på at slippe. Måske han var heldig at det rent faktisk ville virke, nu hvor hun vidste hvorfor han ikke ville?

Blikket var strengt, da det mødte Darkhans bidende. Det svagt hævede øjenbryn fortalte ham skjult at hun ikke købte hans undskyldning, ikke så meget som et sekund, men hun tillod ham at slippe denne gang med den dårligt købte løgn. Det var ikke en kamp hun ville tage med ham her og nu, udelukkende grundet omstændighederne der gjorde energien blev lagt andet sted, som at få ham til at gøre som beordret.
Troligt sad Meena urokkeligt og afventede endnu en beklagelse fra den unge Kazimiprins, men protesten udeblev da Darkhan i stedet valgte at trække de klæder på, som havde måtte fjernes så healeren kunne arbejde frit. Samarbejdsvilligheden var dog kort livet, da han ikke gjorde mine til at fjerne hverken bukser eller benklæder, så snart overkroppen var tildækket igen. Sukket var tungt, nærmest træt da han lænede sig nærmere i en hvisken ”Sabar… Det her er mindst lige så pinefuldt for mig, som det er for dig. Jeg ville aldrig bede dig smide så meget som dine sko, hvis ikke det var nødvendigt.”  forklarede hun med rolig stemme, men gjorde der dermed også klart, at hun ikke havde i sinde at lade ham slippe.

Slippe gjorde Darkhan ikke. Benklæderne endte til sidst med at blive fjernet. Meena havde haft svært ved at holde et gisp tilbage, der truede med at slippe hendes læber ved synet af… Piskeslag?! Vreden nåede kogepunktet på ingen tid, men hun var blevet siddende med lille brorens hånd i sin, til healeren havde gjort sit.

                                                      ***----***

Henne fra døren drejede Meena omkring sig selv og lænede sig tilbage mod det det dekoreret træ, så hænderne hvilede bag lænden. I et langt øjeblik syntes hun at stå fanget i sit eget tankespind, med blikket fjernt selvom det var rettet i mod Darkhan ”Du bliver nødt til at give vores fader en beskrivelse af mørkelveren, så hans spioner kan finde den og give en retmæssig straf…” sagde hun endeligt og skubbede sig fri fra døren for at træde nærmere sengen igen ”Jeg lover intet at sige til hverken Jontar, Dain, Jamilliah eller nogen af vores andre søskende, men du bliver nødt til at fortælle fader alt og selv. Før sladderen løber på gangene.” alvor trak sig ind over det fregnede ansigt, men under den lå en varme og bekymring, der tog lidt af den hårde kant.
”Vil du vide hvordan det gik hos den tidligere Isenwald arving?” spurgte hun med mundvigene der sitrede for at trække op i et smil.

Det var ikke svært at se hvor træt hans søster efterhånden var. Han blev ved med at trække tiden ud, men det ville jo være meget lettere, hvis hun til sidst blev så træt, at hun ville give op. Havde Darkhan været i Meenas position, ville han ikke have været så tålmodig. Han var ikke god til følelser, ikke engang sine egne, selvom han virkelig gerne ville udnytte at have dem, også når han ikke burde. De fleste gange var det langt lettere at få sin vilje, hvis man lige pressede en krokodilletåre ud. Men tårer virkede ikke denne gang, heller ikke selvom der intet falsk var over dem.

Han vidste, hun talte sandt. Meena var dén, der kendte ham bedst, og hvis hun havde ment at det kunne undgås, ville hun ikke insistere. Så lidt modvilligt gav han sig endelig til at smide benklæderne.
Det tog ikke healeren længe, at ordne det hun skulle.

------------

Det tog heller ikke Darkhan mange øjeblikke at få tøjet på igen, så han kunne sætte sig helt krøllet sammen på sengen. Den røde farve i ansigtet var kun blevet mere synlig. Man kunne narres til at tro, at det var grundet vrede, kun ud fra det surmulende udtryk i ansigtet, men det var kun for at skjule den flovhed, der havde siddet i hver eneste del af den lille krop, siden han havde været tvunget til at vise mere hud, end han ville.
Det samme udtryk sad stadig fast, da han rettede blikket mod Meena. At skulle have den samtale med deres fader, ville han egentlig også helst undgå. Han var dog klar over, at det var bedre hvis fyrsten hørte det direkte fra sin søn.
"Jeg skal nok. Det lover jeg," mumlede han og nikkede let. Han skulle bare tage sig sammen først. Og indtil da kunne han lige netop høre om hendes tur til Medanien. Han åbnede munden, men tøvede et kort øjeblik med at sige noget, da han udmærket godt kunne ane det smil, som hun forsøgte at holde tilbage.
"Jeg ville sige ja, men jeg kan se det på dig." Han begyndte efterhånden kun at se mere muggen ud, men kun fordi hans gæt gik direkte til værste scenarie;
"Du har allerede sagt ja til at gifte dig med ham, har du ikke?! Jeg vidste det. Om lidt fortæller du mig, at du flytter herfra om en uge, og aldrig kommer tilbage igen! Jeg vil ikke høre det. Du får ikke lov," lød det anklagende fra den unge dreng. Han ville ikke være med til det.

”Jeg holder dig op på det. Hvis ikke han ved det senest i morgen, så fortæller jeg Fader det selv.” pointerede hun, og fjernede der med en hver mulighed for at forsøge at skjule hændelsen for fyrsten.
Henne ved sengen tog Meena pladsen ved siden af den surmulende lillebror. Han lignede mest af alt en forslået hund ud fra måden han havde indtaget en sammen krøllet position, efter at være blevet fuldt påklædt igen.
Hun rettede lidt på sin egen siddestilling og lod en hånd klappe indbydende mod hendes lår, som invitation til at han kunne hvile hovedet der, hvis han ønskede det. Valgte Darkhan at lægge sig, trods sin utilfreds ville Meena med bløde strøg stryge ham over det blåsorte hår.
”Han har ikke spurgt om min hånd i ægteskab, endnu. Det skal han trods alt have Faders accept til først, det skal gøres ordentligt hvis han agter at vågne op ved siden af mig igen.” et var at de ikke have fulgt reglerne under hendes besøg, men at ægteskab eller i hvert fald skabelsen af det havde den ældre Kazimi datter tænkt sig skulle gå efter bogen. Ikke en finger måtte være at sætte på, rygter skulle der nok komme rigeligt af så der var ingen grund til at fremlægge brandet til bålet, for dem der ønskede at tænde op i det.
”Men hvis Fader giver ham lov, så har jeg ikke tænkt mig at afstå et frieri. Han er alt det jeg kun turde drømme om i en mand, Sabar. Han ønsker ikke en der bare er et kønt ansigt, men en der kan være hans ligeværdige i et ægteskab.” fortalte hun og kunne ikke længere undertrykke det smil, som havde siddet og spillet i mundvigende, der endelig måtte give efter for sitren.

Nogle gange var det utrolig irriterende at have så overbeskyttende en søster. Så stædig en søster. Det var hendes måde at tvinge ham til at gøre det, og gav ham ingen chance for at trække tiden længere ud, end til dagen efter. Tanken strejfede ham dog. - Det ville vel være en mulighed bare at lade hende fortælle det til deres fader. Så kunne han undgå den pinlige situation, at skulle forklare sin fader hvordan han var blevet udnyttet, ikke kun af en stinkende mørkelver, men også af en simpel tyv. Men det ville hurtigt føre til at han måtte undgå fyrsten helt, lege en lidt for alvorlig omgang gemmeleg, for ikke at skulle have den samtale. - Hvorfor sagde Darkhan det ikke selv?! Nej. Det kunne han ikke.
"Okay, Isa. Fint," sukkede han lettere irriteret, som kun en typisk teenagedreng kunne, når noget ikke lige passede ham.

Darkhan skævede mod søsterens klappende hånd, med rynkede bryn. Det kunne uden tvivl se ud som om han afviste hendes tilbud, med intet mere end et blik. Men efter hendes første ord, der hurtigt fik skudt hans dramatiske gæt ned, møvede han sig alligevel lidt tættere på og lagde sig, kinden hvilende mod hendes lår og stadig helt krøllet sammen. Han så næsten mindre ud, end han egentlig var.
Det tog ikke mere end et øjeblik for det surmulende udtryk at ændre sig. I stedet blev han langsomt en anelse bedrøvet at se på, mens Meena fortalte. Han vidste det måtte komme. Dagen, hvor hun ville finde en at gifte sig med, om det så var den rette eller ej. Og lige meget hvad, så betød det også at han på et eller andet tidspunkt ikke ville have hende i nærheden hele tiden. Den person, han stolede mest på, hende, han følte sig mest tryg hos. Men det ville han ikke indrømme. I stedet blev han lige så spydig, som man kunne forvente;
"Jeg troede ikke, du var naiv nok til at tro på sådan noget, Isa. Hvordan kan du vide, han ikke bare har sagt det, han tror, du gerne vil høre? Så snart I gifter jer, vil det blive anderledes. Du vil aldrig blive hans ligeværdige." Trods den lidt skarpe mening, kom ethvert ord ud i en helt rolig tone. Han ville være forblevet lige så rolig, hvis det ikke havde været fordi han lige vendte tilbage til noget hun havde nævnt før; Igen...
Straks rettede han sig op igen og rettede et direkte dømmende blik mod Meena.
"Vent, hvad mener du med 'igen'?!"
Havde hun allerede delt seng med ham?! Ham, der ikke engang havde været mand nok til at invitere hende selv!
Hun havde da slet ikke været på besøg længe nok, til at kunne tillade sig, at dele seng med en fremmed mand. Om så den mand måske var en fremtidig ægtemand, så var det da helt forkert.

Det var svært ikke at se den lille dreng, som Darkhan havde været den gang deres moder måtte flygte ud af ørken paladset, sådan som han lå her med hovedet hvilende mod Meenas lår, krøllet så meget sammen det var ham fysisk muligt. Den ene hånd forsatte med at stryge de mørke lokker væk fra de blå øjne, igen og igen som de stædigt faldt tilbage foran hans pande. Den anden hånd havde lagt sig mod hans skulder, hvor hun med lige så blide strøg beroligende flyttede hånden frem og tilbage.
Ude af lille brorens synsfelt, gled tungen over fortændernes facader, bag læben. Det eneste fysiske tegn på, at hans ord havde ramt hende helt som de var tiltænkt, og hun havde forventet intet mindre af ham. Med hænderne trukket op i luften, forsøgte hun ikke at forhindre Darkhan i at fare op i en siddende stilling. ”Jeg mener nøjagtig det mine ord instruer, Sabar.” svarede hun kort, men sendte ham et skarpt blik, der advarede ham om at vægte sine næste ord meget nøje. Hun ville ikke finde sig i at blive talt nedværdigende til for hendes valg og slet ikke af hendes brødre, de var ikke deres fader og hun ville derfor kun finde sig i så og så meget fra deres side.
”Hvilket grunde skulle han have til at hviske mig søde ord i øret? Jeg fortalte ham, at det ingen gang er sikkert jeg kan bære de børn som det forventes i et ægteskab. Havde hans intentioner været en kone der kunne sætte ham bedre i adlen, så havde han fundet på en undskyldning for at sende mig på vej igen, men han blev.” hænderne sænkede sig og lagde sig i hendes skød, mens ryggen blev ranket en anelse klar til at tage imod hvad end verbale lavt satte slag, som han ville møde hendes med.
”Han er slet ikke som rygterne maler ham til at være, han er så meget mere og så meget bedre end mand, hvis moder har haft taget de forkerte valg her i liv. Ved du overhovedet hvad der hviskes om os, takket være vores moder?” spurgte hun og drejede hovedet mod ham, med et indgående, næsten sjæle brændende blik.

Uden den mindste tøven, indrømmede hun straks, hvad der i Darkhans øjne, var direkte forkert. Det var vel ikke forventeligt, men alligevel brugte han lige et kort øjeblik på at se efter bare lidt skam i hendes blik. Det var selvfølgelig med intentionen om at plante et lille frø af skam hos hende, eller i hvert fald forsøge, da han åbnede munden og tydeligvis skulle til at komme med en uønsket kommentar. Men hendes skarpe blik, fik ham til at skifte mening, inden et eneste ord overhovedet fandt vej til hans læber.
Han vidste det godt. - Det var ikke hans plads at have en så larmende mening om hendes valg. Skulle der lyde dømmende ord, skulle de komme fra deres fader, bestemt ikke fra en yngre bror. Langt de fleste gange, handlede det mest om at kunne more sig lidt på bekostning af sine søskendes irritation, måske endda vrede, men ikke denne gang. Darkhan havde ikke skiftet mening siden deres sidste samtale; Han ville ikke give hende lov til at forlade ham på den måde. Det var bare lettere at tale dårligt om den fremmede adelsmand.

Det dømmende blik var uvilligt skubbet til side, og i stedet blevet erstattet med det samme, mugne udtryk, som så ofte blev set i drengens ansigt.
"Med alle de rygter der går om den mand, vil et ægteskab med hvilken som helst kvinde, sætte ham i bedre lys. Men det behøver jo ikke at gå ud over dig." Ville det måske hjælpe, hvis han indikerede, at det ville skade hendes ry, at ægte sig med sådan en type? Nok ikke, men det var forsøget værd.
Han rettede på sig, ikke kun for at kunne rette ryggen i en ordentlig siddestilling, men også for at rykke sig en lille anelse væk fra hende, i en barnlig form for protest af hendes ord. Brynene rynkede sig lidt mere, da blikket faldt ned mod hænderne, der uroligt gav sig til at pille ved kanten af et bukseben.
"Det er ikke det samme," mumlede han, velvidende at det ikke var sandt. Men hans forklaring på hvorfor det ikke var, kom lige så stille snigende;
"Vi er ikke kujon-agtige adelige, der ikke kan invitere folk selv, men alligevel prøver at stjæle andres søstre, så jeg kan blive efterladt helt alene." Kom det som en overraskelse, at han stadig kunne finde ud af at få de fleste situationer til at handle om ham selv?
"Og vi ved, at rygterne om os ikke passer," skyndte han sig lige at mumle med, kun for ikke at virke alt for selvoptaget. Ikke at det gjorde hans pointe mindre valid, for hvor meget vidste de egentlig om adelsmanden i Medanien? Lige meget hvad, så kunne ingen vel være sikker på, at han ikke bare løj sig igennem det hele.

Han sagde det aldrig højt, men blikket der mødte den ældre søster talte sit eget klare sprog. Hendes var om at dele seng med Alfie var ikke kun kontroversiel, det var direkte imod alt hvad prinsessen nogensinde havde fået tudet ørene fulde af. Mens mændene i familien næsten var opfordret til at samle sig mest mulig erfaring indenfor samme felt, ja ligefrem tage at en elskerinde eller fem selv når de havde viet en kvinde, så fik kvinderne modsatte af vide.
Men Meena nægtede at sænke hovedet i skam overfor sit valg, og da slet ikke for sin lillebrors egen underholdning. Det skarpe blik mildnede derfor også først, da Darkhan's læber lukkede tæt sammen i stilhed. Man skulle vælge sine kampe og denne gang lod den yngre Kazimi til at træffe det eneste rigtige valg, der kunne sikre familie freden mellem søskendeparret.

I stedet måtte Alfie se sig som målet for prinsens oprevne følelser, og Meena kunne ikke fortænke ham i at gå efter det mest oplagte og pointere alle rette grunde ud for, hvorfor han af alle var en ulige kandidat for løvinden. Hun ville have gjort selv samme, hvis rollerne havde med omvendt fortegn.
"Sabar," lød det i et let suk "han stjæler mig ikke fra dig. Jeg vil altid være din søster, uanset hvem jeg ægter eller hvor jeg måtte bo og Medanien er trods alt tættere på dig end nordlandet." forsigtig rakte hun ud og skubbede det ravnsorte pande hår væk fra hans øjne, med et mild smil "Det lover jeg dig, liges så sikkert som at solen vil rejse sig igen i morgen." det var klart at modstanden ikke kom sig af andet end kærlighed til søsteren, og en frygt for at det tætte bånd der var blevet knyttet da deres moder var forsvundet ud i ørkens til sandede hav.
"Vi ved måske at rygterne ikke passer, men der er stadig folk der ude som sluger dem som var de gyldent nectar. Derfor burde vi om nogen vide bedre end at lade os lede af rygter, frem for at drage vores eget indtryk og ikke mindst lytte til vores mave fornemmelse." den ene hånd lagde sig kortvarigt mod Darkhan's mave, hvorefter den lukkede sig sammen til en prikkende finger.
"Jeg tror jeg kunne blive lykkelig med ham, betyder det ikke noget?" spurgte hun og trak hånden til sig, efter at have prikke mod hans maveskin.

I stilhed lyttede Darkhan til sin søsters ord. Med blikket vendt mod det bukseben, som fingrene sad og rodede ved, kunne man næsten tro at han ikke hørte efter. Det var den blide måde, hun skubbede pandehåret væk fra de blå øjne, der fik ham til at ændre den fysiske holdning. Nu kunne man tydeligt se på det næsten bedrøvede blik, at han lyttede, men måske ikke helt troede på, hvad hun sagde.
Hun ville altid være hans søster, men hvis hun forlod Kazimi paladset, hvem skulle han så betro sig til? Hvem skulle være der for ham, som kun hun kunne? Det ville aldrig blive det samme.
Han havde vel altid været forberedt på at det skulle ske, men det var selvfølgelig aldrig den rette tid.
Overvejelse begyndte at sløre det lettere bedrøvede udtryk. Hun havde vel ret. Han burde ikke dømme adelsmanden fra Medanien, i hvert fald ikke uden, som det mindste, at have set ham an selv først.

Der lød et suk, der let kunne lyde som om han var irriteret over, at hun endnu engang havde ret. Han klemte læberne sammen, som om han lige skulle bruge et sekund på at tage sig sammen til at svare, men hendes sidste ord afbrød straks hans typiske, lidt for smarte attitude. Straks efter prikket mod maven, som enhver anden gang havde formået at få et lille smil frem på hans læber, greb han ud efter hendes hånd.
"Selvfølgelig betyder det noget!" Skyndte han sig at svare. Det var ikke ukendt blandt deres søskende, at Darkhan ikke havde let ved at tale om andre end sig selv, og slet ikke når det gjaldt andres følelser. Empati havde aldrig været hans stærke side. Man kunne tydeligt se på de rynkede bryn, at det næste ikke var helt let at få sagt;
"Du fortjener at være lykkelig, Isa. Og jeg er ikke kun bange, fordi jeg ikke vil miste dig..." Han skævede ned mod hendes hånd og klemte lidt ekstra om den.
"Men hvis du tager fejl... Hvis han ikke gør dig lykkelig... Du kan ikke skifte mening, når I først er gift. Jeg vil ikke være tvunget til at give slip på dig her, hvis du ender med at blive ulykkelig og helt alene." Ikke at det ville blive nemmere med en garanti for andet, men måske han ville føle sig en anelse mere rolig.
"Han kommer til Rubinien for at møde far?" Det lød som et spørgsmål, men var nok mere en konstatering, for han gav ikke Meena tid til at svare;
"Jeg vil med. Jeg vil have lov til at møde ham," nærmest kommanderede han.

Meena lod ham fange den prikkende finger og holde den som gidsel, så længe som han havde brug for. Sandheden var at hun ikke nænnede at trække den fri. Det var mest af frygt for at den overdramatiske lillebror ville tage det alt for personligt, og som en fysisk manifestation på den fremtidige flytning fra "Balzeras Gyldne Perle" eller endnu værre som om, at hun allerede nu var på vej til at trække sig væk fra ham. 

Hun var sikker sikker i sin overbevisning om at Alfie var den rette til at stå ved hendes side, at alt det hun følte for kronhjorten var ægte. Det var anderledes end alle de andre gange, hvor hun tidligere havde følt en betagelse eller en flygtige forelskelse. Det var derfor med et forsikrende smil at Meena kommenterede: "Hvis ikke han er i stand til at gøre mig lykkelig, så findes der ikke en mand på denne jord med den egenskab." Blev næsten selv helt kvalm af hvor sukker sødt det hele lød. Hun holdt en lille pause og sendte ham et skævt der fik hendes næste ord til at virke som om de var sagt i spøg. "Jeg skal nok finde en vej ud, hvis det bliver nødvendigt. Om så jeg skal dryppe gift fra en skorpions brod ned i hans mad, hver morgen." Lovede hun dog alligevel.
Søsteren trak sin hånd fri, da klemmet løsnede op, kun for at lægge begge hænder omkring brorens brune ansigt "Hvis far giver lov, så kommer han her til for at overtale ham til at måtte tage min hånd i ægteskab." Hun strøg ham blidt over kindbenene med tommelfingrene, inden hun slap hans hoved. "Derefter så skal du nok møde ham," Et varmt smil voksede sig frem på hendes læber. "jeg bliver jo nødt til at være sikker på, at I kommer godt ud af det med hinanden. Så jeg ikke skal gå og bekymre mig når du kommer på besøg, om det så bliver hos os i Medanien eller den vinterbolig vi kommer til at skulle have her, til når vinteren trækker ind over Medanien." Ikke på vilkår at hun skulle bruge tiden bundet foran et af husets pejse i flere måneder, fordi hun var flyttet fra de sydligste varme himmelstrøg.
"Men for nu er alt du skal bekymre dig om, at få hentet lidt af det søvn ind som jeg er sikker på du har forsømt." Det stod ikke til diskussion om det var et forslag eller et påbud. Inden han kunne nå at komme med for mange protester skyndte Meena sig at tilføje: "Vi begge ville have godt af en lille lur.".

Det var uden tvivl en påstand alle kunne lyve om. Var han ikke helt sikker på andet, kunne man nemt tro, at Meena kun sagde alt det, for at gøre ham bedre tilpas. For at få ham til at bruge bare lidt mindre energi på at prøve, at overtale hende til ikke at gifte sig med den slaskede adelsmand fra Medanien.
Men Darkhan kendte sin søster langt bedre end det. Når hun udtalte sig sådan, så mente hun det, og det fik ham faktisk til at være bare lidt roligere, også selvom det lød næsten ulækkert sukkersødt. Hendes forfriskende, beroligende smil hjalp til. Det var hendes smil, der oftest fik ham til at falde ned, ikke kun når det gjaldt nervøsitet, men også vrede. Fornuften røg ud af de besmykkede vinduesrammer når følelserne flød højt, men søsteren kunne som regel få den til at liste sig ind igen. Som regel.
Hendes løfte fik endelig et lille smil til at snige sig frem på de mørke læber, efterfulgt af en let latter, der fik det til at lyde som om, han kun tog hendes ord som en spøg. Han kunne dog alligevel ikke lægge helt skjul på glimtet i øjnene, der nok afslørede at han var glad for, at hun faktisk ville kunne gøre det, hvis hun ville.

Darkhan fulgte hendes brune hænder med blikket, indtil de lagde sig så betryggende om de næsten fedtløse kinder. Der rettede han igen de helt blå øjne mod hendes næsten sorte. Trods et lille utilfredst rynk med næsen, idet hun ytrede ordet ægteskab, forsikrede blikket i hans øjne hende om, at deres fader ikke ville sige nej. Meena havde vist sjældent endt med ikke at få sin vilje.
"Du behøver da ikke at bekymre dig det mindste. Vi ved jo begge godt, at jeg aldrig vil komme godt ud af det med hvilken som helst mand, du vælger at gifte dig med." Smilet havde bredt sig lidt mere, til nu at se en smule lusket ud, som om han allerede nu havde planer om at gøre livet bare lidt surt for adelsmanden, der skulle på besøg. Og det havde han så sandelig også. Trods hans lille størrelse, skulle han nok sørge for at den slatne Isenwald skulle føle sig en lille smule truet af Meenas yngre bror.

"Men hvad med..." Han var ikke selv helt klar over hvor den sætning skulle føres hen, han ville bare gerne komme med en undskyldning på hvorfor, han ikke skulle sove. Det var mest fordi han var bange for mareridtene. Men endnu engang kom søsteren ham i forkøbet, og sørgede for at lægge dagsordenen fast. Efter de sidste dage, havde han egentlig heller ikke vildt meget overskud til at diskutere, eller skændes, hvis han valgte at trække den så langt, som han ofte gjorde. Så han gav sig og nikkede let.
"Ja, okay. Men jeg bliver her," valgte han hurtigt selv at fastlægge. Hvis han skulle give efter for trætheden også, ville han ikke være alene.

Meenas tørklæde, som han havde haft med sig til Medanien, blev krøllet sammen i en hånd og knuget tæt ind til kroppen, da han lod sig vælte ned at ligge i sengen.

Det kom ikke som nogen større overraskelse, da Darkhan pointerede at ligegyldigt hvilken mand der ville stå ved søsterens side, så ville han ikke være blid ved ham. Når sandheden skulle frem så kunne hun ikke for tænke ham i det, for hun ville selv gøre det samme. En kommende svigerinde måtte affinde sig i at blive testet af prinsessen. Kun det bedste var godt nok til hendes brødre, kunne en kommende kone til dem ikke vise sig stærk nok overfor lidt modgang, så var hele familien bedre tjent uden de gener.
"Jeg forventer intet mindre fra din side." Kommentere hun mere muntert end hun burde. En mental huske note blev dog taget om at advare Alfie om lillebroen, og utvivlsomt også resten af hendes søskende. Tilliden og troen på at den skæggede adelsmand nok skulle stå stand var dog ikke til at slå skår i.

 De begyndende protester standsede brat, som Meena ikke gav ham meget mulighed for at tale dem til ende. Beslutningen var taget, om han var enig eller ej. Darkhan var heldigvis til at acceptere sin skæbne uden større indvendinger.
"Kun fordi du er for stor til jeg kan bære dig til din egen seng." Drillede hun, inden hun lagde sig ned ved siden af ham, hvor den samme sang fra tidligere blev nynnet til de begge faldt hen.