Skuffelsen ville have været svær at skjule, havde den sorthårede unge mand fået kolde fødder og valgte at trække sig, fremfor at træde nærmere. Grebet om dørens håndtag strammede til inden døren ind til kroværelset gled op.
Højdeforskellen havde hele tiden været mærkbar, men med afstanden mellem dem lukket virkede han pludseligt som et mørkt tårn der kastede en mørk skygge af sig, men i stedet for at lade sig skræmme af mørket lod hun sig drage.
Mørke hænder bevægede sig over de dyre klæder, fra mellemgulvet op til brystkassen, videre til skulderne, den ene videre op over halsen om til nakken til fingerspidserne svandt væk i hårkanten. Vægten blev flyttet frem på forfoden, i det hælene slap kontakten til plankegulvet. Let på tå strakte prinsessen sig nærmere hans ansigt, lagde an til endeligt at lade læberne om farve hinanden ”Godt.” hviskede hun lavt i en spinden med de bløde læber strejfe hans. Et lusket smil dansede sig frem i mundvigene.
I samme sekund blev nakken sluppet, hånden på brystkassen flyttede sig nærmere den ene skulder, hvor hun i et bestemt pres mod den skiftede deres position, så Athelstan var den med ryggen ind til værelset. Bevægelsen omkring ham var ubesværet, smidigt og stadig elegant, havde det været en lille dans hvor hun var den ledende. Uden at fjerne hænderne trådte Meena tættere, guidede adelsønnen insisterende helt ind gennem døren, i retning mod sengen i rummet.

Sandsirenen kom til ham, endelig. Hun smøg sig ind mod ham, lod hænderne vandre op ad hans kostbare tøj, skuldrene, halsen, nakken. Hendes læber mod hans i så kort et øjeblik, at det næsten ikke kunne kategoriseres som et rigtigt kys. Som respons gav Athelstan omsider efter for det naturlige behov han hele tiden havde holdt tilbage.
Hænderne lagde sig om hendes liv, inden den ene hånd bevægede sig længere ned. Lagde sig på hendes bagdels runding, klemte til og sikrede sig at hun ikke kunne komme alt for langt væk, da de pludselig drejede om hinanden og Athelstan – med ryggen til – lydigt blev ført mod sengen, han havde bemærket over hendes skulder.

Da sengekanten ramte bagsiden af underbenene, satte Athelstan sig på sengekanten. Han havde endnu ikke sluppet sit tag i Meena, syntes tværtimod at intensivere styrken en smule – en ubevidst reaktion på det voksende begær, som hendes krop – og udsigten til at se den nøgen – for alvor havde vækket. Med benene på hver side af hendes stående skikkelse, lod han sig kortvarigt tilfredsstille.

”Tag dit tøj af.” kvækkede han så ud mellem sit påvirkede åndedræt og løsnede sit greb, så hun kunne efterkomme hans ord. Måden det blev sagt på havde ikke lagt op til diskussion. 

Den kontrol, der overvejende havde hvilet i hendes hænder, forsvandt som sandkorn mellem fingrene, i det øjeblik hun mærkede varmen fra hans hænder gennem kjolestoffet. En kontrol fyrstedatteren glædeligt afgav i bytte for den forventningsfulde rislen, der løb langs rygsøjlen.
Et veltilfreds suk lød fra hendes læber ved det faste klem. Han havde ingen gang rigtig rørt hende endnu, alligevel stod hun med let adskilte læber, som afslørede den tungere vejrtrækning.
Da han tog plads på sengekanten, var det med et greb der ikke uden videre lod til at ville give hende muligheden for at slippe, havde det været ønsket. Muligheden havde hele tiden været tilstede, at alt dette, jagten om man ville, havde været tilfredsstillende nok for prinsessen. Det modtryk hun lagde mod hænderne, var i på igen måde et forsøg i at komme fri, det var for at komme nærmere det klem, der fik hjertet til at slå hurtigere i brystkassen og et nyt suk til at tilslutte sig det første.

Med en finger følgende sortbjørnens skrapt skåret kæbelinje, hele vejen frem under hagen trådte prinsessen tilbage, ud af hans greb og kun lige præcis uden for rækkevidde.
Det var med fuldt overlæg da hun lagde sine hænder om livet på sig selv, samme sted hvor hans havde hvilet inden de var søgt om bag hende. Herfra bevægede de sig kælent op over silken og broderierne, som dækkede den brune krop.
Den sorte kjole lagde sig tungt om anklerne, da sidste knap fingernemt blev åbnet og lod hende stå tilbage i den kortere og noget tyndere underkjole, med samme dybe udskæring som kjolen på gulvet.
Begge hænder lukkede sig om hver sin håndfuld af under kjolens stof, afslørende mere og mere hud jo længere armene blev trukket op, den ene side mere end den anden. Et glimt af den ene hofte var alt de blå øjne fik, inden fyrstedatteren drejede omkring sig selv. Med ryggen til Athelstan fjernede hun det sidste stof og lod også det falde til gulvet, til hun kun var iklædt guldkæden og håret fortsat opsat med løvehovedet i guld, der næsten brølende udfordrende ad den mørkhåret mand.

Han slugte hende med sine akvamarin-øjne. Et glødende, mørkt begær voksede sig til og voksede sig større, i takt med at beklædningsgenstandene endte på gulvet og blotlagde den gyldne prinsesse. Først med ryggen vendt mod Athelstans siddende skikkelse blev det sidste stykke stof fjernet. Nøgen. Hun var nøgen. Omsider. Han havde forestillet sig det siden deres første øjenkontakt. På de mere nordlige egne ville det have krævet månedsvis af galant bejleri, men her, under sydens bagende sol, var folket opstemte og allerede tændte. Athelstan betragtede den brølende løve i det mørke hår. Smilede som respons.
Bukserne strammede. Den unge herre åbnede sit bæltespænde.

Egentlig havde han haft til sinde at befale, at hun at komme hen til ham, men synet af Meena uden tøj på gjorde den unge herre for rastløs og utålmodig. Med bæltet efterladt på sengen, rejste han sig uden ord. Adelssønnen trådte om bag hende, hvor han lagde sine hænder på hendes blottede hofter, drejede hende om så hendes front blev vendt mod hans. Den ene hånd blev løftet op til hendes nakke, for at presse hendes hoved nærmere og endelig kræve hendes læber.
Hvis Meena ingen indvendinger gjorde, ville Athelstan samtidig føre hende tilbage mod sengen.

Utålmodighed manifesterede sig i lyden af bæltets metalspænde, der åbnede sig og hvordan læder blev trukket fri og hen over stof. Sengens madras der rejste sig sammen med Athelstan af Erneyll, og fik den mørklødet prinsesse til at tilbage over den ene skulder, følge hvordan han med få lange skridt afkortede afstanden.
Den sorthåret adelssøn var ikke den eneste med en efterhånden tyndslidt tålmodighed. Hjulpet på vej af hænderne på hofterne, lod hun sig dreje med fronten til hans.
Den ene arm løftede sig over hans skulder, hvor fingrene blev begravet dybt ind i de tætte sorte lokker. Med neglene strejfende over den sensitive hovedbund, lukkede hånden sig om håret tæt ved roden, uden at trække i det – lige nu var det blot for at have et fast holdepunkt, under kysset. Kysset blev intenst gengældt, med den afklædte krop trykket mod hans, alt for påklædte skikkelse. Hungrende efter at ville mærke det hele.
Den frie hånd lagde sig mod nederste del af hans torso og greb om det tynde stof for at trække det fri af bukselinningen, mens hun lod sig føre baglæns mod sengen. Uden at trække læberne helt fri fra hans ”Jeg vil ikke behandles om en skrøbelig prinsesse.” talte hun dæmpet og skakåndet mod læberne, inden hun med lige så stor intensitet og grådigt gjorde krav på hans læber, som inden hun havde snakket i det første lys. Hvis ikke han ville eller kunne give hende hvad hun ville have, så ville mindet om lidenskabelige kys være alt han ville gå herfra med.
Hånden der havde arbejdet med at få skjorten fri, fandt vej ind under stoffet og hvor den kælent og udforskende vandrede over musklernes kontur. Taget i håret slap da Meena ikke længere kunne vente, med at blotte ham for hendes blik såvel som hænder. Buksernes lukning blev åbnet med en fingersnilde, der afslørede hun havde gjort sig i at åbne herreklæder før.

Det var kun Athelstans egne kostbare klæder der adskilte dem, da han trak Meena ind til sig, og samtidig mærkede hvordan hun begravede sin hånd i det sorte hår. Følelsen af opstemthed steg i styrke. Pulsen fulgte efter, bankede mod brystbenet, rytmisk og intenst. Begæret ville tydeligt kunne mærkes.
Hendes ord blev kvitteret med et hævet øjenbryn og mørkt smil. Åh, hun skulle bare vide.. 

Uden at kunne finde hvile, bevægede adelssønnen hænderne over den nøgne krop. Klemte hende, befølte hende, lod fingrene løbe ned langs hendes arme og krop. Meenas berøring fik ham til at gyse. Buskerne blev åbnet og som reaktion puffede den mørkhårede adelssøn sirenen ned på sengen.
Athelstan fulgte med; satte knæene på hver side af hendes liggende krop og greb instinktivt ud efter hendes håndled. Ligesom Meena var adelssønnen øvet; I et snuptag havde han grebet det frigjorte bælte, der lå på madressen og bundet det om hendes hænder. Mens han besvarede hendes kys, nappede hende i læben, fik han snoet bæltets frie ende fast til sengegærdet og strammet til; fikseret hende til sengen, med armene samlet over hendes gyldne hoved –

Først der løftede Athelstan sig, løsrev sig fra sit foretagende og betragtede sin fangst. Grimassesmilet var tilbage på det mælkehvide ansigt. De blå øjne skinnede af fryd.
”Se så, det var meget bedre. Lig nu stille, ikke? - Du skulle nødig ende med at skabe en scene.”

Velvidende at Meena ville skulle bruge en hel del energi på at komme fri fra sin tilfangetagelse, rejste han sig fra sengen, vandrede hen til døren og råbte ud ad den vidtåbne dør:
” Jeg har brug for betjening! Kom!”
Ingen ville kunne undgå at se prinsessen eller se bort fra hendes nøgenhed.

Huden sitrede under hans berøring, så kildende gåsehud fik hårsækkene til at trækkes sammen. Hænderne efterlod sig et brandspor, som varede ved længe efter de var videre, til den næste uudforskede del af den nøgne krop. Hvor hud rørte hud spredte varme sig ikke kun ud gennem nervebanernes forgreninger. Den satte sig som en fugtig varme, hvor hvert af de opstemte hjerteslag gav genlyd, i hårde lystne dunk.
Guld piercede brystvorter blev hårde og fik de faste bryster til at strutte endnu mere. Kroppen vred sig for at møde hænderne.

Med sengen i ryggen, krøb solkyssede fingerspidser tirrende indenfor underbenklædernes stof, strøg mod den tynde hud, så tæt ved roden uden at røre. Lyserøde streger trak op over nederste del af den trænede mave, i det hun uden større modstand lod hænderne bindes og blive ført over hovedet. Neglene havde ikke kørt hårdere over huden, end den stadig var intakt under stregerne.
Det bløde læderbælte manifesterede at hun var hans at eje, til han ønskede andet. Fæstnet til sengegærdet, mistede ørken løven den sidste rest af kontrol hun ellers bildte sig ind hun havde haft.

Under af akvamarin laguner gjorde fyrstedatteren sig til, havde hun været intet andet end en kælen tamkat. Med tungespidsen kørende mod læben, Athelstan for få øjeblikke siden havde markeret med tænderne og kun fodret begæret efter ham yderligere.
”(…) du skulle nødigt ende med at skabe en scene.” ordene fik ikke lov til at hænge længe mellem dem. Med målfaste skridt trådte den unge herre nærmere døren og kaldte ud, så ingen i kroen ville kunne sige sig fri for at have hørt hans befaling. Døren blev åbnet til den stod på vid gab og det lod på ingen måde til at sortbjørnen havde i sinde, at lukke den inden forsyninger blev bragt ”Athelstan..!” selv med ryggen til ville han ikke kunne undgå at høre hvordan en panik sneg sig ind på Meena’s stemme.
Kun få ting havde vist sig ikke at falde i den grænsesøgende prinsesses smag, at være til fuldt skue for fremmedes blik faldt uden tvivl ind under den kategori.
Til ingen verdens nytte hev og sled hun i bæltet, så læderet nev i huden. Hun forsøgte endda uden større besvær at strække det ene ben op, for at få en fod til hjælp. Fodtrin var ikke længe om at kunne høres og benet faldt ned langs madrassen igen. Benet nærmest døren bukkede i knæet, så låret om ikke andet kunne skærme bare lidt af for det nysgerrige blik der unægtelig ville glide over den blottede krop.

Hendes berøring var et fysisk ekko i adelssønnens legeme. Meena havde tegnet røde streger på den følsomme hud, røbet sin hunger efter hans væsen. Det ville have været så nemt at lade hende få, hvad hun siden deres første øjenkontakt, mere eller mindre eksplicit, havde gjort krav på.
I stedet havde han fastgjort hende til sengen, med den klare intention om at undersøge, hvordan ørkenløven ville håndtere det. Nøgen tilfangetagelse blev af visse personer tolket som den ultimative ydmygelse – særligt med udsigten til at blive uønsket skueplads for en ligegyldig havnekros medarbejderstab. Noget tydede på at Meena heller ikke var synderligt begejstret for det lille påfund.
Lyden af sit eget navn sagt med panikkens skarpe kant fik det til at trække voldsomt op i grimassesmilet. Athelstan så sig over skulderen fra sin position ved døren. Bag ham lå Meena forstsat hjælpeløst fikseret til sengegærdet. Synet sammenblandet med lyden af hastige fødder der nærmede sig, blev næsten for meget for den unge herre.

”De kaldte?” Tjenerindens stemme var høflig. Hænderne holdt om en bakke hvorpå der stod en glaskaraffel med orangerød sommervin og lilla frugt i en skål. Athelstan slog ud med armen, ”Vær så venlig at sætte det hen på bordet.”
Tjenerinden nikkede, trådte uforberedt gennem døråbningen, hvor synet af den nøgne prinsesse bød hende velkommen (Et yderst indbydende syn, spurgte man adelssønnen).
Tjenerinden udstødte et gisp. Koksrød i ansigtet slog hun omgående blikket ned; Athelstan havde et øjeblik frygtet at hun ville tabe bakken, men staben var heldigvis godt opdraget her – vinen dirrede kun en smule. ”Prægtigt syn, ikke sandt? Har du set prinsessen sådan før?” Den unge herre blinkede til Meena, inden han uanfægtet forsatte: ”- Bare sæt bakken dér” Den mørkhårede adelssøn pegede på det anviste bord. Tjenerinden vaklede forfjamsket hen til bordet, satte bakken fra sig, fortsat med øjnene limet til gulvet: ”Er – er der andet?”
”Nej, gå bare.”
Athelstan, der imidlertid havde fæstet sine blå øjne til Meenas krop, syntes først nu for alvor at bemærke smykkerne af guld. Synet fik det til at trække i ham.
”- Nej, vent. Luk døren og kom herhen. Hos min familie gør vi en dyd ud af at hilse på vores folk. Jeg er sikker på at prinsessen også vil hilse på dig.”

Med ønsket om ikke at blive behandlet som en skrøbelig porcelænsfigur, der ville gå i stykker under det mindste pres, havde det ikke været dét hér hun havde ment. Fikseringen til sengen var. Med udsigten til at han uden større problemer kunne efterleve hendes behov og uden tøven give hende lige præcis hvad hun sultede efter. Det havde endda fået en forventningsfuld rislen til at løbe langs ryggen. Endnu ikke opgivet at komme fri på egen hån, flakkede det opspærrede blik mellem de bundne hænder og Athelstan’s ryg.
Da hun endelig holdt stille, var det med en brystkasse der hektisk sænkede og hævede sig, som når hun i de tidligste morgentimer, begyndte dagen med at løbe gennem Balzera’s sand støvede gader.
Brune øjne brændte sig fast på den sorthåret skikkelse. Fristelsen var stor for at tigge ham om at lukke døren på klem, stille sig i vejen som en blokade for kropigens blik – kunne det ikke være nok for ham at vide et enkelt skridt til siden og hun lå til fuld skue?

Læberne nåede kun at skilles, men ord nåede aldrig længere end til strubehovedet. Intet kunne forberede synet der mødte tjenerinden. Trækkene på sine erfaringer i at navigere gennem en stuve fuld kro, uden at spilde kostbare promille dråber, forhindre hun bakken og dens indhold i at falde mod gulvet.
Tjenerinden havde til Meena’s held fornuft nok til at sænke blikket mod gulvet, frem for at stirre som en opskræmt hjort.
Hvad prinsessen fornøjede sig og med hvem bag lukkede døre, vedkom så bestemt ikke resten af Balzera’s befolkning eller nogen andre for den sags skyld. Nok havde folkene på denne kro aldrig løbet med sladder, men de havde så sandelig heller aldrig set, hvad der gemte sig under kjole skørterne. Nøgen og fikseret, det kunne selv de mest tætte munde fristes af at dele ud af…
”Nej, nej det er fint… Dét behøver jeg ikke, vi har hilst tak.” afviste hun små desperat og skarpt forslaget. Varme steg op i kinderne der hastigt blev til røde plamager, af flovhed? Følelsen var uvant, svær at sætte en konkret finger på.
En ting var dog sikkert, Meena ville have krotjeneren ud og det var nu! Bedende fæstede Meena’s blik sig på det skarptskårne ansigt, med øjne der lovede at han kunne få lige hvad han ønskede, hvis bare adelssønnen lod den anden kvinde forlade værelset.

Der var øjeblikke, hvor Athelstan følte sig så tæt på at være en guddommelig eksistens, at han kunne se, hvordan verden fysisk bøjede sig for hans fødder. Dette var sådant et øjeblik.
Han betragtede Meena med slet skjult nyfigenhed; tillod sig selv at dvæle ved visse dele af hendes blottede krop, før opmærksomheden blev ført op til hendes bedende ansigt og det spinkle forsøg på at bevare kontrollen.
Synet fik adelssønnen til at bide sig i læben, for at kvæle en latter affødt af ren triumf.
”Pjat med dig, nu ikke så uhøflig”, viftede han af ørkenprinsessen og knipsede drillesygt til hendes ene brystpiercing.

Derpå vendte han sig rundt, for at betjene sig selv med et glas sødmefuld sommervin. Med ryggen til tjenerinden og Meena, tænkte han højt. Tonen var afslappet, selvom spøgfuldheden ikke var helt til at høre bort fra:
”For os er det ikke kun vigtigt at kende sit folk. De skal også hilse på en ordentlig måde. Der er en helt bestemt måde at hilse på, som jeg er særligt glad for. Skal jeg sige hvilken en, det er?”
På trods af det stillede spørgsmål gav Athelstan ikke Meena muligheden for at svare, men drejede sig i stedet rundt så han havde fronten mod det behagelige syn igen. Et fyldt glas blev holdt i den ene hånd.
Tjenerinden sagde intet.
”Jo, ser du.. det er den hilsen, hvor tjenerinden skal kysse herskabets smykker.” Han sendte dem begge et stort smil, afventede reaktionen og nikkede opfordrende til tjenerinden, der lignede en som skulle til at besvime.
”Jeg vil gerne se det - ” slog han fast. ”Nu.”
Stemmen havde fået selskab af en mere bestemt klang, der ikke lagde op til at tjenerinden skulle komme med indvendinger.
Med mindre Meena protesterede voldsomt ville tjenerinden bide sine egne følelser i sig og bukke sig over den piercing, der sad nederst på prinsessens venusbjerg.
Og Athelstan? Han ville nærme sig Meenas overkrop, for at nærstudere hendes ansigtsudtryk og drikke af sit bæger med vin som den gud han var.

Naturligvis havde han ingen planer om at lade Meena slippe så let ud af den kattepine, som hun selv så frivilligt havde sat sig i. En pine som selv ikke de største dådyrs øjne kunne hjælpe hende ud af, selvom hun i den grad forsøgte sig ganske i ihærdigt med lige netop dem. Athelstan valgte i stedet at fastholde kontrollen i et jerngreb. Knipset fik kroppen til at gippe og fik et små ufrivilligt suk til at danne sig, der endte med at blive en halvkvalt ’hng’-lyd, under forsøget for at bremse det.
Da hun havde ønsket at adelssønnen skulle behandle hende som alt andet end en prinsesse, så var det ikke dét hér hun havde ment; at være til fuldskue for en uskyldig tjenerinde, der ganske ufrivilligt var blevet en del af en leg hun helst gerne så sig fri for.

Så snart ryggen var vendt til, hev og sled hun på ny i bæltet. Hvis bare den ene hånd kunne komme fri så ville den anden automatisk følge med, gene den overflødige gæst ud og så kunne hun… Athelstan’s ord standede hende midt i et ryk. Med måbende mund løftede hovedet sig en anelse fra sengen. Dét mente han vel ikke helt alvorligt? Gjorde han?
Skiftevis flyttede blikket sig mellem den sorthåret mand og tjenestepigen, der mest af alt lignede en der kunne styrte mod gulvet når som helst. ”Athelstan se på hen-” resten af ordene blev afskåret af hans stedfæstende ”Nu.”.
Overgivelse er magtfuldt, kæmp er svaghed. Som et lyn fra en klar himmel, skød sætningen sig op i kranieskallen. I stedet for at protestere højlydt eller voldsomt, mod det næste der skulle ske, lå prinsessen med en imponerende ro over sig, så til hvordan den ligblege kvinde tøvende nærmede sig. Et glimt af noget nysgerrigt satte sig i de mørke øjne, nysgerrig på om hun faktisk ville føje sort bjørnen eller ville hun spørger ørken løven om lov først? Varme, bløde læber ramte guldsmykket og huden omkring. Om end det ikke var de forventede læber, fik kysset alligevel hårsækkene til at trække sig sammen, så gåsehud piblede frem.
Tydeligt skete et skifte. Fra at have ønsket tjenerinden ud af værelset hurtigst som muligt, så var Meena pludselig langt mere nysgerrig for, hvor langt kunne hans få hende til at gå – hvornår ville hun ikke længere tillade sine grænser at skubbes eller overskrides?
”Hvor mange af smykkerne skal de kysse, Nådigherre?” spurgte Meena uden at tage blikket fra den kønne kvinde, som havde haft travlt med at ranket sig fra den foroverbøjede stilling. Alt mens en trækning til et lille smil, fik mundvigen til de mørke læber til at sitre.

Forandringen var mærkbar. Det bedende blik var væk, pludselig erstattet af noget som kun kunne tolkes som stoisk ro. Var det erkendelsen, som var skyld i denne synlige ændring? Havde ørkenløven accepteret sin skæbne? Var det overgivelsen der fik hende til at indfinde sig med situationen i en sådan grad, at hun med ét lignede en som nød det? Athelstan af Erneyll bed eftertænksomt i glasset, ikke helt sikker på om han foretræk dette skift af karakter. Der havde været noget grusomt betagende ved Meenas paniske udtryk.

Omvendt kunne han ikke andet end respektere at prinsessen ikke lod sig slå ud. Der var intet så uappetitligt som uhæmmet gråd. Desuden var det sært appellerende at hun, trods behandlingen -udstillingen, ydmygelsen, dominansen - /stadig/ higede efter ham.
Med den ene hånd fortsat om glasset, rakte han ud efter Meenas blottede hals med den anden. Hjerteslagene pulsede mod håndfladen, idet han foldede fingrene omkring. Han kunne kvæle hende på stedet, og Athelstan var sikker på, at hun vidste det. Presset blev øget. Blikket spillede mod hendes udsatte position.
”Hvorfor er du ikke mere bange?” Forundringen var tydelig, stemmen lav.

”- Du kan gå,” Det sidste blev sagt til tjenerinden, som ikke var sen om at følge ordren. Hun forsvandt bag døren, der lukkede i med en dæmpet lyd.




//OOG: Beklager det virkelig, virkelig sene svar, Xen. Hvis jeg har været for langsom og lysten til tråden er væk, må du gerne lukke den. :D Håber du har det godt!

Lyserøde læber strammede til de ikke var meget andet end en lige linje i den unge tjenerindes ansigt. De selv samme fløjlsbløde læber, som for få øjeblikke siden nænsomt havde presset imod det glinsende guldsmykke, efter den unge adelssøns ønske. Udtrykket fik hende mest af alt til at ligne en, der havde smagt noget bitter og som nu tappert forsøgte at forhindre ansigtet i at trække sig sammen, stimulerende en valnød.
Tavst bevægede øjnene sig skiftevis mellem sortbjørnen og ørkenløven, ikke længere i stand til at finde den samme medlidenhed hos prinsessen som tidligere, da den jagede havde vendt sig til at blive jageren.

Magtbalancen var blevet forskubbet. Med en imaginativ finger på vægtskålen formåede Meena at genvinde bare lidt af den kontrol, der i en klam panik havde været ved at løbe ud mellem fingrene på hende, som det glohede sand der hvilede udenfor Balzera’s murer. Tilfredsheden ved sin egen lille sejer var kort livet. Lange stærke finger smøgede sig omkring den slanke hals.
Med stoisk ro slap de mørke øjne tjenerindens forsvindende skikkelse, drejede sig op, hvor de mødte elektriske blå. Et vedholdende pres, mere skulle der ikke til før det ville sortne for bestandigt, for hendes øjne, en vished Meena var frygtelig bevidst om. Tanken fik det til at risle koldt ned ad ryggen.
”Du kan lide frygten. Den får dig til at føle kontrol - en magt, ikke sandt? I så fald ved du også den stadig er der. Du kan mærke den.” Der var ingen grund til at benægte det åbenlyse. Allerede da fingerspidserne strejfede imod den følsomme hud, have følelsen straks fået hjertet til at takte hurtigere. Som en vild fugl fanget i løvens brystkasse, bankede hjertet med en pulsering, der insisterede på at kunne både mærkes og for hende høres.
Alligevel var det nærmest instinktivt at baghovedet gled længere tilbage, blottede halsen yderligere for hans greb. ”Fordi kun en imbecil ville slå en prinsesse ihjel i hendes egen by, efter at være blevet set sammen med hende af et dusins øjne.” Svarede hun med tiltagende let prikken i læberne. Hun kendte måske ikke meget til hans kløgt, men selv han kunne ikke være så underbegavet.


//OOG: Ey livet rammer, så det skal du slet ikke tænke på! Lysten til tråden lever i bedste velgående ;) Lige over, håber ikke hverdagen er alt for hård ved dig <3

Det vibrerede under fingerspidserne, da Meenas stemme blev vækket på ny. Hendes ord syntes i lige så høj grad at nå ham gennem håndfladen som gennem ørene. Det vækkede smilet frem; den grove trækning ved mundvigene, lidt mere i den ene side, som et skib med slagside. Tænderne blev delvist blottet.
Prinsessen tog fejl. Det var ikke frygten han nød – eller jo, naturligvis, frygt havde en vis appel, det ville kun en idiot benægte (og Athelstan var ingen idiot). Men det var ikke frygten som drev ham. Frygt var ikke andet end en kærkommen følgesvend.

”jeg er ikke interesseret i at se dig være bange,” svarede den kompulsive løgner derfor med en vis oprigtighed: ”- Det er så nemt.” Hun havde selv netop påpeget det; trods modviljen, accepten, eller hvad end der fik Meena til pludselig at udvise en eller anden bizar form for overskud, var hun stadig bange. Hjertet slog så hurtigt; som prøvede den at indhente de mange år, som adelssønnen nu truede med at stjæle.

Med et fornøjet fnys løsnede han grebet, kun for at bevæge hånden en tomme højere op, så fingrene kunne flugte med den blottede kæbelinje.

”Du er så dramatisk, prinsesse. Du får mig til at lyde som skurken i de små sandeventyr, du har fået fortalt som barn.” Han ville kunne klemme livet ud af hende, og hun ville sikkert være for stolt til at skrige.

”Er du tørstig?”

Selv en blind ville have bemærket den sorthåret adelssøns skønhed. Han var som en statue hugget af den fineste marmor krystaller kunne betale. Intet mindre end et kunstværk.
Han fremstod ligefrem hjertevindende og henførende, når mundvigende kravlede nærmere de tungt hængene øjenlåg, så længe man ikke granskede minespillet nærmere. Godt skjult bar smilet en på en foruroligende katastrofisk karakter, der kunne få blodet til at isne i årene.

Var dette den karmiske pris som Meena måtte betale, for med fuldt overlæg at have prikket til hvad hun havde anset som en sovende bjørn? Som en forkælet huskat havde hun leget med Athelstan af Erneyll, havde han været intet mindre end en hjælpeløs spurveunge. Til for hendes egen fornøjelse frem til hun måtte have set sig mæt.
Prinsessen havde været sejrssikker på at hun havde regnet ud hvad der drev ham. Det havde måttet være frygten. Men det var nøjagtigt som han selv pegede ud - frygt var for nem en følelse at fremkalde, og var der noget Meena havde regnet ud var at bjørnen nød at lege på lige fod som hun selv gjorde. En leg der blev alt for kort, hvis man ikke stillede højere end blot at nøjes.
I et tungt suk tømte lungerne sig fra resterne af den sparsommeligt luft, der havde fyldt dem, hvorefter de lige så hurtigt fylde sig ny frisk luft, idet presset mod halsen ophørte.
Øjnene havde lukket sig tæt blev nu tvunget åbne "Et spørgsmål om perspektiv. Indtil løven fortæller historien, vil jægeren altid blive herliggjort."Svarede hun med dirrende mundvige, vibrerende af en galgenhumor.

Hæmmet af det bløde læderbælte, lykkes det alligevel prinsessen at se forbi den halvnøgne mandeskikkelse, i retning af karaflen med den sødmefulde krydder vin "Lidt." svarede hun små nikkede, mens nøddebrunt faldt tilbage til sit udgangspunkt: Athelstan.
Tankerne knagede og bragede, undrende overfor den pludselige opstået omsorgsfuldhed. En tanke der blandede sig med den forrige, der insisterende kredsede imod den fregnede pande driften; hvad var hans drivkraft?

Egentlig havde der ikke været en specifik plan med spørgsmålet. Måske udsprang det af, at Athelstan, som han stod der med Meenas liv i sin hånd, pludselig selv følte en voldsom vintrang. Muligvis var det også afstedkommet af et skjult ønske om at se, hvordan prinsessen ville opretholde sin nyfundne ro, hvis han tyllede krydret druesaft ned i hendes mund i en lind, uophørlig strøm; de fleste holdt ikke længe, når de følte druknedøden tæt på.

Med noget der kunne minde om uvant eftertænksomhed, bevægede han åndsfraværende tommelfingeren langs løvekillingens kæbelinje, lod den dvæle ved hendes hage. Med et hovent blik veg øjnene ikke fra hendes. Hun havde svaret. ’Lidt’ havde hun sagt. Lidt. Lidt. Bare lidt. En smule, ikke meget, lidt. Moder havde advaret ham om denne slags ydmyghed: 'adlen er ikke ydmyg, det der derfor de er adlen. Mød det med skepsis, min søn, for der ligger altid noget under. Ydmyghed er den snedige fyrstes skalkeskjul. Lad ikke den slags gå ustraffet'. De blå øjne blev tændt, da erkendelsens lys ramte dem. Prinsessen havde forsøgt at bevæge sig på den tynde ’både og’-linje. Et udspekuleret valg, hvis formål var hvad? At efterlade adelssønnen handlingslammet eller i tvivl? Athelstan brød ud i kortvarig, helhjertet latter. Glæden var også oprigtig, da han krummede sine fingre om hendes hals i aggressiv begejstring. Meena havde netop fjernet al tvivl; handlingslammelse kunne ikke ligge fjernere. Vinglasset i den anden hånd blev tabt på gulvet, men adelssønnen syntes ikke at bemærke lyden af knust glas.
Athelstan af Erneyll havde med ét en plan.

Lige så hårdt han pludselig havde klemt om hendes luftveje, lige så hurtigt syntes han nu at slippe halsen helt. Med en rask bevægelse hev han i stedet en lille flaske frem.
”Lidt sagde du? – hvor heldigt. Jeg har den helt rette mængde til dig her!” Han plirrede på flasken med en finger, betragtede hende indgående og nysgerrigt imens.
”Den indeholder Thatos’ urt,” betroede han hende, inden øjenbrynene blev trukket ned mod næsen: ”- eller vent.. Var det Dæmon-nælde…? Elverrod måske?” Blikket spillede lystigt, et grumt smil hev insisterende mundvigende opad. Der blev trukket på skuldrene.

”Det er jo egentlig også lige meget, ikke? Du ville alligevel kun have lidt, det kan næppe gøre stor skade – se hvor lille flasken er! Vær sød at åbne munden, min kære. Så skal jeg slukke din tørst.”

Den pludselige fratagelse af ilt tændte med ét en ærlig panik i ørkenprinsessen, en der modsat frygten ikke bar skyggen af tvivl. Med fornemmelsen af at strubehovedet knust under hans hånd, var Meena af overbevisningen at hun måtte blive efterladt livløs på sengen. Blottet og kværket til hornhinderne skiftede til mælkehvide tåge pletter.
Kampen for luft, for livet og sin værdighed fik hver en muskel i ørkenløvens lille ramme til at spændes op. Vride sig i en flugt fra fingrene, så det hev og sled i skuldrene - til ingen verdens nytte. Et kort øjeblik syntes hjernen at registrere lyden af det splintrende glas, som knasende brusk. Opspilede øjne stirrede febrilsk op i blåt, der kunne gøre selv de mest stormfulde have til skamme. Luften brændte i halsen, hvis luftveje der med et blev gjort fri og efterlod Meena hostende. Desperat efter få tyngde i sindet der var blevet let af luftmangel.

"Nej." Afvisningen urokkelig, trods stemmen ru, havde bjørnen hældt sand i munden på hende. Meena havde været tålmodig med adelssønnen, men det var på tide at han blev mindet om, hvis hule han havde valgt at træde ind i.
Som havde det været mølædt silke der holdt hende til sengen gav, hvad der engang havde været velplejet og slidstærkt, bælte af fineste kvalitet efter. Begge armene summede efter at have været trukket over hovedhøjde så længe. Ildrøde mærker farvede arrigt den tynde brune hud omkring håndleddene, hvor det bearbejdede skin havde gnedet og gnavet. Men det stod intet match for det opslugende inferno, der var blevet antændt i prinsessens blik.
 
Styrke havde aldrig været Meena's force, et faktum hun selv var mere end klar over, men hvad hun manglede i styrke opvejede hun for i smidighed, fart og sin viden om kropens mange trykpunkter. Bevægelsen var en sandkobra værdig, idet en knyttet hånd uden tøven blev sendt i retningen af sit mål; nerve-samlingen brachial plexus, lokeret mellem skulder og kraveben. Et velplaceret tryk med lidt kraft bag, mere skulle sandløven ikke bruge for midlertidigt at blokere for nervebanernes elektriske impulser til muskulaturen og tage førligheden fra armen. Med et knæ klemt sammen på hver side af hans hofter benyttede sit momentum til at lade Athelstan af Erneyll mærke senges bløde lag mod sin ryg.
"Hvad med at du smager på det først, hm?"

Athelstan af Erneyll havde forventet en slags modværge. Han havde forventet at se trods i blikket og en sammensnerpet, tynd mund. Måske et par rusk, vrid og skingre verbale udbrud, når proppen blev taget af den lille flaske. Han var da også ved netop at frigøre væsken fra sin beholder, da en pludselig smerte (og efterfølgende følelsesløshed) fik armen til at falde livløst ned langs siden.
Overrasket glippede adelssønnen med øjnene. Han opfattede derfor sig selv falde mod sengen i afbrudte billedsekvenser. (Arm – blink – seng – blink - nøgen krop – blink – loft – blink – flammeøjne).

Bjørnen sank, mens han forsøgte at tilpasse sig til den nye, vertikale situation med den nøgne, guldbehæftede ørkensirene over sig. Den lille flaske havde mirakuløst overlevet faldet, blev krampagtigt holdt fast mellem de velplejede fingre.

”Du kunne jo bare have sagt nej,” forsøgte han sig i en upåvirket tone, mens han prøvede at få overraskelsen over hendes vilde reaktionsevne kvalt. Forhåbentlig var hun ikke så rasende som det gyldne blik ellers gav udtryk for; ørkenadlen var avlet med varmt blod og fyrigt temperament.

Mon det var fuldkommen urealistisk at Meena ville ride ham? Kunne hun lokkes? - det skulle eftersigende være en fabelagtig måde at afreagere på.

"Du vil have mig til at tro på at du ville acceptere et nej?" fnys hun hårdt ud.
Et nej havde ikke afholdt ham fra at bede tjenerinden om at træde ind på værelset, hvor hun havde ligget til fuldskue. Det havde ikke stoppet Erneyll sønnen, trods det tydelige ubehag at kommandere hende til at sætte sine læber mod hendes prinsesse. Meena af Kazimi ville være årtiers fjols, hvis hun havde troet et millisekund på at sortbjørnen ikke ville have tvunget hendes mund åben, hvorefter han til sin egen fornøjelse sejers rigt ville have set til, mens hvad end skvulpende væske han bar på sig forsvandt ned i svælget på løven.
 
Med en forurolig ro lænede Meena sig ind over sit bytte, i takt med en hånd strøg sig vej nedover hans lammede arm med flakonen som mål. Beslutsomt blev den lille flaske lirket fri og løftet op mod de smalle læber i det hvide ansigtet. "Hvordan var det nu? Nå ja, vær sød at åbne munden - som en god lille mundskænk, når nu du alligevel ikke har tænkt dig at bruge den til noget fornuftigt." Det ene øjenbryn skød sig udfordrende til vejrs. Til filede negle prikkede mod den skarpe kæbe, truede med at borer sig ind i kinderne og tvinge de smalle læber fra hinanden.
Sortbjørnen havde i sandhed vakt prinsessens interesse. Gjort hende mere nysgerrig på det mørke han glimtvis havde vist hende. Han holdt hende på dupperne, modsat så mange andre og efter alt hvad der var blevet hende budt var hun stadig lige så ildfuld som da de var trådt ind gennem krostuens dør.

Meena havde en pointe, indså Athelstan og smilede skamløst til svar, selvom situationen muligvis ikke lagde op til denne overskudsagtige adfærd. Han lå trods alt nederst.
”Naturligvis ville jeg det,” modsagde han hende alligevel, selvom det var en åbenlys løgn. Bare for at se, om det kunne sætte mere ild i det blik hun sendte ham. ”Du er alt for fordomsfuld, at du ved det. Jeg troede fyrsten havde opdraget dig bedre end det.” han fnyste fra sin liggende position, prøvede at bevare det hovne, bedrevidende udtryk i ansigtet.
Det kom ikke bag på adelssønnen at ørkenprinsessen gik efter flasken. Det ville være dumt andet; hun havde netop undveget en uvis skæbne – selvfølgelig lod hun den nu tilfalde ham. Forskellen var blot, at Athelstan af Erneyll vidste hvad flasken gemte på.

”Din sadistiske ørkenrotte,” brummede adelssønnen, uden helt at skjule en morbid morskab i blikket. Der var noget utrolig dragende ved sandsirenens adfærd. Denne grumme tilgang var som at stikke fingrene nær ild; på den ene side velvidende at berøring ville være smertefuldt, og på den anden side for lokkende til at kunne modstå det.
”Bare kom,” udfordrede han Meena og tilføjede så med selvsikkerhed: ”-  Jeg tvinger noget tilsvarende i dig bagefter.”

Villigt åbnede bjørnen munden.