Det var umuligt for hende ikke at sidde med en stor portion ærgrelse over kysset var blevet brudt, og så så hurtigt efter det overhovedet var påbegyndt. Nok havde det været dybt uanstændigt af dem begge at indlede til det, og måske var det gudernes indblanding de var endt i åens vand? Ikke desto mindre ville det have været et fejt træk fra deres side, og indvendigt kunne hun heller ikke helt holde sig fra at forbande dem lidt.

Det var udelukkende hans fortjeneste, at hun ikke havde lidt anden skade end at blive gennemblødt helt ind til benet, ja selv det opsatte hår var ikke sluppet, og de enkelte lokker der hang frit til at indramme det fregnede ansigt, klistrede nu i stedet tæt til den brune hud.
Havde han ikke nået at korrigere sit fald på vejen, så hun ikke endte med at få hans fulde tyngde ned over sig, så havde det meget vel været en helt anden sag.
”Jeg ville lyve, hvis jeg påstod det var den afslutning som jeg havde håbet på” smilet der fulgte med hendes ord var trukket skævt, afslørende den ærgerlighed hun havde følt og som stadig havde en rest af sig tilbage. Samtidigt tale resten af hendes udtryk for at hun så sandelig havde tænkt sig at tage revanche, på et senere tidspunkt, hvis han da ville tillade det.

Spørgsmålet om hun var okay blev først mødt af en let nikken ”Ja, umiddelbart er jeg okay.” Der var intet sted på hendes krop som skreg af smerte, men nu havde hun heller ikke ligefrem haft travlt med at rejse sig. Først da han bød hende sin hånd og hun havde været lige ved at tage imod den, da den røde farve sprang hende i øjnene.
En svag streg tegnede sig hen over panden på hende ”Men det er du ikke, din hånd Alfie.” Ikke for at være uhøflig greb hun ikke fat om hånden, hvis våde hud trak blodet ud og fik det hele til at se noget værre ud, end det måske lige var.
I stedet kom hun selv på benene, før hun greb ham ganske blidt om hånden, for at trække den tættere på. Undersøgende tog hun skaden i nærmere øjesyn, og skønt hun ikke var nogen healer, konstaterede hun alligevel at flængen nok ikke ville kræve mere end lille forbinding til at holde pres på, og så ville han nok blive lidt øm de næste par dage ”Vil du have det tilset af en healer?” først nu løftede hendes blik sig fra hånden op til hans grønne.
Han fremstod ikke ligefrem som en der hverken var sart eller pivet, men han kunne overraske.
Det ville ikke være første gang at Meena ville have oplevet at forventningerne ikke blev mødt, om så det var rent piben eller bare forfængelighed, som fik selv den mest hårdføre mand til at tilkalde en healer for at ordne hvad der mest kunne beskrives som en større skramme.

Hendes udtryk der afslørede en intention om den senere revanche, gik bestemt ikke hans opmærksomhed forbi. Måske han burde have lagt bare lidt skjul på sit svar, i form at et let løftet øjenbryn og et sigende smil, der ligefrem bad om det, men smilet blev bredere end hvad der kunne anses for høfligt. Dermed gav han også selv udtryk for, at han næsten ville blive skuffet hvis de ikke tog det op igen senere, og forhåbentligt ville de ikke blive afbrudt næste gang.
Han havde været for optaget af at tilbyde hende en hånd til at komme op, men rynkede lettere uforstående på brynene, da hun tog imod den.
”Hm?... Åh,” mumlede han, da hun gjorde ham opmærksom på den røde hånd og han endelig lagde mærke til den lette svigen i håndfladen. Han skulle til at trække hånden til sig, børste den ubetydelige skade væk uden et ord, men nåede det ikke før hun allerede var kommet på benene og havde taget hans hånd som gidsel i et blidt greb, som hun undersøgte flængen.

Alfie smilede og en let latter over hendes bekymring lød fra ham, som hans blik mødte hendes.
”Det er ikke nødvendigt, det er bare en lille skramme. Den er helet af sig selv igen, inden vi ved af det.” Hendes bekymring var kær, men vel ikke helt ved siden af når vandet fik det til at se meget værre ud, end det egentlig var. Han ventede til hun havde sluppet igen, og så knyttede han hånden for at stoppe blodet i at flyde. Så kunne han få orden på det når de kom tilbage.
”Lad mig følge dig tilbage til huset, så du kan komme ud af de våde klæder. Jeg vil ikke tillade at du ender med at blive småsyg, mens du er her.” Trods det måske ville give ham mulighed for at være lidt omsorgsfuld og vise sig fra sin bedste side, så havde han lige sagt, at hendes velbefindende var vigtigst og det måtte stadig gælde. Vejret var da også varmt nok, men han måtte gå ud fra at hun måske stadig kunne føle det lidt køligt, når hun var vant til den tunge hede i Rubinien. Han holdt den anden arm ud, så hun kunne lægge sin hånd om den og han kunne følge hende tilbage.

Den lille streg af bekymring i panden forsvandt, som hun fik gransket hånden nærmer og det stod klart at det bare var tale om en mindre flænge. Det betød dog ikke at den bare skulle fejes hen til at være ligegyldig, for selv de største og stærkeste af mænd ville kunne falde til en blodforgiftning, hvis ikke man var opmærksom nok.
Han afviste pænt hendes spørgsmål om han mente det krævede tilsyn fra en healer, og hun kunne kun stole på, at det ikke var et forsøg tåbeligt forsøg på at virke som en vaskeægte machomand.

Omsorgen og bekymringen for hendes velbefindende var ganske sød, men lige så unødvendig som hendes bekymring for hans hånd. Nok var varmen i Medanien ikke den samme som Rubiniens. Den største forskel var den konstant behagelige brise, som strøg kælent forbi dem, men luften holdt så en behagelig varme som trods det våde tøj ikke efterlod hende frysende.
Hans ord blev derfor også afvist med en understregende hovedrysten ”Nej” startede hun lidt kort og kontant, trods den stadig blide varme i hendes stemme ”Der skal mere til før end at jeg sådan dratter syg om” lød det lattermildt, som fandt hun det lidt morsomt at lidt vand og et lidt mildere klima skulle ende med at korte hendes ophold. Nok så hun ikke ud af meget, ja måske ligefrem ganske skrøbelig ud, men hun kunne ærligt ikke huske hvornår hun sidst havde været rigtig syg, eller bare haft lidt snue.

Uden tøven greb hun ham om den modsatte hånd, den som ikke var kommet til skade og førte ham længer væk fra åens bred. Kursen var lagt mod et stort og knudret oliventræ som kastede nok skygge af sig til at de ikke ville befinde sig direkte i solen, men samtidigt lod nok sol skinne gennem sine grene til at kunne tørre dem og deres tøj.
Kjolens mange lagt var blevet tungere af vandet, og gjorde det små besværlig at bevæge sig i den. ”Vil du?” Spurgte hun efter at have sluppet hans hånd igen, kun for at dreje ryggen halvt mod ham, som en invitation til at knappe kjolens ryg op, så hun kunne komme ud af sit røde fængsel.

Nej? Det lettere overraskede udtryk var tilbage, dog ikke af samme grund som før. Den var ikke smedet af en vrede, som blev lagt skjul på, men af pudseløjerlighed over hendes hurtige, om end blide afvisning på hans tilbud. Hun ville altså ikke følges tilbage til huset, og Alfie måtte i et smil indrømme, at han egentlig heller ikke havde lyst til at gå tilbage. Han mente også selv at det ville være synd, hvis deres tur alene skulle afbrydes af lidt vand, men han havde samtidig været nødt til at sørge for hende og ikke sig selv. Det var et sjældent syn at en kvinde af hendes stand ville nægte at blive fulgt tilbage, til tørt tøj og en varm pejs, efter en kold og våd tur i en å.

Endnu sjældnere var det at den kvinde bagefter ville føre ham med ind i mere skygge, hvor Alfie uden den mindste klage fulgte med, og derefter pænt bad ham om at knappe op.
”Selvfølgelig.” Hvilken mand ville han være, hvis han sagde nej til at hjælpe en ung, smuk kvinde ud ad sin kjole. De fleste ville argumentere ’en anstændig én af slagsen’, men der var vist ikke megen anstændighed tilbage mellem dem alligevel. Så han førte den raske hånd op til kjoleryggens knapper, hvor han ubesværet og roligt gav sig til at knappe op, noget der fortalte at det bestemt ikke var første gang, han gjorde det.

Som han lige så stille førte hånden ned over hendes ryg, fandt blikket vej til hendes mørke, slanke hals, der kun blev dækket lidt af de våde lokker, som var kommet på afveje. Når man nu stod der og var i gang med at pille tøjet af en kvinde, var det umuligt ikke at få lidt andre tanker. Det var så fristende lige at bukke sig lidt ned og lade læberne ramme den mørke, bløde hud foran sig. Lade dem vandre fra skulder til hals, fra hals til kæbe og videre. Der var ingen tvivl om at det ville være utrolig upassende af ham at handle på sine lyster, ligesom han havde gjort før åen afbrød dem. Men nu hvor ingen af dem havde været helt gode til at følge de uskrevne regler for sådan et møde i forvejen, kunne han alligevel ikke lade være. I det samme han fik åbnet den sidste knap, bukkede han sig nok ned til at lade læberne ramme hendes hud, hvor han placerede nogle helt blide kys. Efter hvad han havde set, var hun kvinde nok til at bede ham om at stoppe, hvis hun helst ville være fri, og ellers ville han fortsætte præcis ligesom han havde haft i tankerne for et øjeblik siden.

Det ville være at lyve hvis hun benægtede at det ikke var en lettelse at han ikke insisterede på at følge hende tilbage til huset, som hun noget uventet havde afvist muligheden for at komme i noget tørt tøj, stå foran en optændt pejs og måske endda slænge sig i et varmt karbad, som kunne vaske åens vand af hendes krop. Det havde været mindst lige så uventet som hendes nej.
Havde han været en hver anden adelsmand ville hun næppe have meget at skulle have sagt, som hun ville blive eskorteret tilbage, og deres møde ville være slut indtil der ville blive kaldt til middag.

Havde han sagt nej eller på anden vist forsøgt at tale sig fra at hjælpe hende af med den våde kjole, ville en skuffelse have sat sig i den lille kvindeskikkelse. Forventningen var at han uden tøven ville gribe tilbuddet, begyndte at åbne kjoleryggen, til den sidste knap lige over lænden var knappet op. En forventning han levede helt op til. Knap for knap, blev mere af den lige så våde elfenbens farvede underkjole af silke synlig, fra sit skjul under det bordeauxrøde stof.

Et stjålent blik blev kastet hen over en ene skulder, tilbage på ham, til det blev for anstrængende at stå sådan. Uden skyggen af utilfredshed, jalousi eller andre negative følelser kunne hun ikke lade være med drillende at konstatere på, hvor fingernemt han fik åbnet de små knapper op. ”Det har du prøvet før.” trods for at hun stod med ryggen til ham, og han ikke kunne se det voksende smil var selvsamme smil tydelig at høre i den melodiske stemme. Smilet nåede med lethed hendes øjne, der forventningsfuldt funklede i spænding; Ville han trække sig væk så snart den sidste knap var åben?
Den ene side af den buttede underlæbe blev suget ind mellem de hvide tænder, givende smilet en skæv karakter. Tanken skulle ikke rumstere længe før hans varme læber mødte hendes brune hud, startende på den ene halv nøgne skulder.
Hun kunne nærmest mærke hvordan hvert lille kys efterlod sig en sitren under huden, selv når læberne var vandret videre. Givende hende en kildende fornemmelse ned langs rygraden, og følelsen af en voksende varme af det begær de begge bramfrit havde pustet til, som var det små gløder i bunden af et bål der med rette behandling kunne vokse sig til en altædende ild.
En hånd søgte op om bag hans nakke, hvor den kælent greb blidt fat, afværgede ham i at trække hovedet til sig og afbryde de kys der dansede langs kæben. En veltilfreds lille brummen forlod hende, før hun ved at dreje hovedet fangede hans læber i et denne gang insisterende og krævende kys. Taget om hans nakke slap, så hun uden at afbryde kysset alt for meget, kunne dreje halvvejs omkring hende selv, til de stod tæt, front mod front.
Søgende gled de slanke hænder ned over hans våde tøj, til de fandt hvad de søgte, kanten af bukselivet hvor de lukkede sig om kanten, med fingerspidserne på indersiden.

Alfie kunne vel ikke andet, end at tage hendes drillende ord som en kompliment, selvom de, trods manglen på den mindste smule negativitet i tonen, sikkert stadig ville kunne fornærme nogle. Men selv hvis det havde været til at ane, fyldte hans ego for meget til at lade sådan noget ramme.
”Så kan du vel bare være sikker på, at du er i gode hænder,” kommenterede han tilbage og smilede lige så selvsikkert, som ordene var sagt. Det var jo kun en hentydning til at hun kunne være sikker på, at han vidste hvad han lavede.
Alfie var stadig en ung mand, da han første gang fandt ud af at det han havde gang i nu, med en kvinde han knapt kendte, ikke ville ende i andet end en hård håndflade mod kinden. Det var selvom selv samme kvinde havde bedt ham om at knappe kjolen op, for det betød åbenbart ikke at han derfra kunne gøre hvad der passede ham. Trods han ikke forventede at tage samme konsekvens denne gang, ville det alligevel ikke være kommet bag på ham, hvis det skete. Det var dog ikke tilfældet, for hans kys blev budt mere end velkommen, som han mærkede den kælende hånd i sin nakke, som sørgede for at han ikke ville stoppe lige med det samme og det havde han bestemt heller ikke tænkt sig. Måske der alligevel var noget om de mange rygter der lød om hende, og de mange mænd hun skulle have givet sig selv til. Måske de alligevel var bygget på mere sandhed, end han lige havde troet.

Et veltilfredst suk forlod hans læber, lige som hun drejede hovedet så deres læber kunne mødes på ny, og kysset blev gengældt lige så krævende og insisterende, som det blev givet. Mens hun fik vendt sig, sørgede han for at føre det ene skjorteærme over den skadede håndflade, bare for at fjerne den værste farve. Så kunne han føre hænderne om mod kjolens åbning og lige så stille trække den over hendes skuldre, lade fingerspidserne stryge ned over den bløde hud mod armene, til de begge var blevet befriet af det bordeauxrøde stof. Først der trak han sig fra deres kys, men kun nok til at hun stadig ville kunne mærke hans skæg strejfe hendes hage.
”Venter du på at få lov til at tage hvad du vil have?” Han skævede hurtigt ned mod hendes hænder, hvor fingrene var blevet stukket ned i kanten af hans bukser, før han rettede et næsten udfordrende blik mod hende. Det var en direkte flabet måde at give hende lov til virkelig at tage præcis hvad hun ville have. På den måde kunne han vel også finde ud af, om hun virkelig havde i sinde at tænde lige så meget op i bålet, som han uden tvivl gerne ville. Finde ud af, om hun heller ikke kunne nøjes med gløderne i bunden, som kun blev pustet mere og mere til, for hver berøring.

Det var altid langt mere værdsat, når den anden part ikke var helt så uerfaren eller genert, noget der bestemt ikke kunne tilskrives Alfie. Hans hænders arbejde med kjolen, selvsikkerheden der dryppede fra hans ord, afslørede alt sammen at den unge Kazimi prinsesse ikke var den første kvinde han havde haft mellem de kyndige hænder. Hænder der truede med at kunne gøre hende blød som ler, formbart for hans vilje.

Pirreligt blev kjolen skubbet ned af først skulderne, afslørende den røde guldsmede tatovering ved højre kraveben mod skulderen, næst efter gled stoffet ned over armene, hvor han med lidt hjælp fik trukket ærmerne helt af. Da der ikke længere var noget til at holde den våde kjole oppe, faldt den tungt mod jorden, for at lægge sig omkring hendes ankler, så snart Alfies hænder ikke længere havde kontakt med den.
Silke underkjolen klæbede tæt mod den våde krop, og selvom den ikke var gennemsigtig afslørede den næsten alt. Den smalle talje som kjolen så fint havde fremhævet, de lidt breder hofter og den lille, men struttende barm, hvor det var tydeligt at begge brystvorter var piercerede.
Tænderne lukkede sig om hans underlæbe, ikke så det ville gøre ondt, bare lige nok til at som han trak sig fra kysset, ville hans underlæbe blive trukket lidt ud i, den smuttede fri igen. Ordene, holdt op mod det udfordrende blik var nok til at skubbe hende helt ud af den rest af anstændighed, som var blevet noget tyndslidt efterhånden.
Som havde hun ombestemt sig slap hun bukselivet igen ”Sig mig Alfie af Isenwald, står du og opfordre mig til uanstændigheder?” havde det ikke været fordi at den påtaget foragt flød i en flabet undertone havde det været let at tro, at hendes næste træk ville have været at trække sig væk fra ham, hanke op i kjolen og fornærmet sætte kursen tilbage til huset.
I stedet havde hun sluppet buksernes kant, for at begynde at spændene læderremmene hen over hans brystkasse op. Så snart de var åbnet, lod hun skødesløst læderet følge tyngdekraften, og allerede før det havde ramt jorden var hun i færd med at skubbe skjorten op, med hænderne kørende op langs hans overkrop under skjorten.
Han var endnu ikke afklædt, men alligevel kunne hun ikke holde en veltilfreds lyd tilbage, som hænderne udforskede trænede krop der gemte sig under tøjet. Den sidste vej for at få skjorten af måtte han hjælpe hende med, som højdeforskellen blev lidt af en udfordring at få den trukket over armene og hovedet på ham.
Uden skyggen af skam tillod hun sig at lade hendes øjne se, hvad hendes hænder havde følt, nej hun var stadig ikke den mindste smule skuffet over ham. Hvad så hvis han skulle have haft en finger med i sin mors forræderi, hvis det rygte skulle være sandt? Det var jo næsten tilgiveligt når man kunne få selv guderne til at blegne i sammenligning?
Hun strakte sig frem mod hans læber igen, placerede et kys mod hans hals, lige under kæbelinjen.
Hænderne søgte igen mod bukserne, men denne gang begyndte de fingernemt at lukke dem op, mens hendes kys bevægede sig ned over halsen, brystkassen og videre ned over hans overkrop i retning af hvor hendes hænder havde befundet sig, kun brudt af små pirrende nap.

Læben slap fri fra sit kortvarige fængsel mellem hendes tænder, men bare det fik ham til at ville have mere. Han ville mærke hendes tænder på samme måde hen over sin hud, og hendes bløde læber stryge hen over sin krop. De opfordrende ord blev sagt og derefter lagde Alfie ikke skjul på hvordan han betragtede hendes krop, der trods underkjolen ikke bar på mange hemmeligheder længere. Smilet om hans læber afslørede, at han helt bestemt kunne lide hvad han så og et blik der passede, rettede sig mod hendes, da han hørte hendes stemme.
”Det gør jeg,” indrømmede han straks, i samme selvsikre tone som før, men dryppende af samme flabede undertone som hun havde spurgt i. Alfie løj jo ikke, kun når det var for at beskytte sig selv.
”Kan du bebrejde mig?” Det var ikke ment som et direkte spørgsmål, men mere som en lettere pervers kompliment til hendes nydelige former. Det lod da også til at virke, for der gik ikke længe før læderremmene var fjernet og hun allerede var i gang med skjorten og huden under. Et behagende suk gled over hans læber, som hun gav sig god tid til at udforske den bløde hud og musklerne under. Hun behøvede ikke engang at give den mindste hentydning, før Alfie allerede havde fat i skjorten og trak den resten af vejen op over skuldrende og hovedet, inden den også ramte jorden.

Derfra kunne Alfie ikke dy sig fra at lægge hænderne mod hendes hofter. Han skulle da også røre og det kunne han sagtens mens hun fik åbnet hans bukser. Så han lod hænderne stryge op over hendes sider, men lige inden den ene hånd nåede at lægge sig mod et bryst, var hun og hendes kys på vej ned over hans overkrop og derfra kunne han ikke nå. Hvor ærgerligt. Til gengæld gik han ud fra at få noget meget bedre om et øjeblik, som hun lige så stille nærmede sig de åbne bukser med de blide kys og pirrende nap. Han stak et par fingre i buksekanten og skubbede dem ned til midten af bagdelen, nok til at afsløre det lidt opstemte lem, der dog stadig blev gemt væk af de mørke permissioner.
”Så uanstændig du er, opfordrer du nu mig til det samme.” Det lidt forventningsfulde smil om hans læber blev kun bredere, som de drillende ord forlod hans mund. Nu var det jo tydeligvis ikke ham, der lokkede længere, men hende. Hun måtte vel være klar over at de fleste mænd ikke ville kunne sige nej, når en kvinde var på vej til at sætte sig på knæ foran dem.

Han ingen gang forsøgte at skjule eller pakke det ind, at han som hende ønskede lige så meget at træde det sidste skridt, og bare give efter for hvad de begge to i en usagt sammenhørighed ønskede, at give hinanden den anden helt og fuldkomment.
Det var næsten med en fortrydelse, at hun var begyndt at sænke sig ned på knæ foran ham, da det samtidigt forhindrede hans hånd i at søge hendes bryst. Ja faktisk forhindrede ham i at udforske hendes krop, med andet end bare sit blik.
Alt i hende skreg efterhånden på ham, og alt havde alt havde lagt op til at hendes knæfald skulle føre noget langt mere spændende med sig. Uden at trække hovedet fra hans bløde hud, søgte blikket op mod hans, hvor hun fastholdt det tilpas længe nok at kunne få de små hår i nakken til at rejse sig i en forventningsfuld kuldegysning, men også tilpas kort til at det ikke blev en stirren, før hun forsatte med hvad hun var i færd med.
Mundvigene trak sig op i et lille smil, som han grænsende til utålmodigt skubbede buksernes kant halvt over ballerne.
Et ”Mmhm.” lød viberne ind mod den ene iliac-fure lige over kønsbenet. Som havde det været svar nok på hans korrekte kontering. Hun opfordrede mindst lige så meget til ham, hvis ikke mere? Det var jo hende selv der havde startet. Hovedet blev trukket lidt væk så hun bedre kunne se op på ham ”Er man lidt utålmodig?”. Fingrene lukkede sig omkring de våde buksers kant, og trak dem det sidste stykke ned. Læggende an til at forsætte hendes afklædning af ham, lagde begge hænder sig på hans hofter lige ved kanten af de mørke permissioner, men hun trak aldrig ned i dem så den kunne frigøres i alt sin pomp og pragt.
I stedet lagde hun vægten tilbage mod hælende, og i en glidende bevægelse stod hun igen rankt foran ham ”Vi må nok hellere hænge tøjet op, så det kan blive tørt.”. Hun var fuldt bevidst om hvor skuffende det måtte være for ham, som hun bukkede sig ned efter bunken af bordeauxrødt stof. Trådte nærmere en lavt hængende gren på oliventræet, der nu måtte agere tørresnor for hendes kjole.

Hendes blik fangede hans og selv efter hun brød den kontakt, blev hans fastholdt. Han skulle da ikke gå glip af noget, når hun lige om lidt fortsatte den leg, som de begge ønskede at deltage i, det hun hele tiden havde lagt op til. Hendes let brummende lyd mod hans hud, farligt tæt på hvor han håbede at mærke hendes læber om et øjeblik, gjorde ham kun mere opstemt.
”Med en smuk kvinde på knæ foran mig? Selvfølgelig er jeg utålmodig.” Nej, det var han da heller ikke bleg for at indrømme. Alt andet ville være umuligt for ham i dette øjeblik, endnu mere da hun ikke længe efter fik trukket de våde bukser det sidste stykke ned, hvor de snart lagde sig krøllet sammen om hans ankler. Med hendes hænder mod hans hofter forventede han at det sidste stykke stof ville blive fjernet, men det var et noget skuffet støn der lød, da hun i stedet rejste sig og brat satte en stopper for deres uanstændigheder. Hvad foregik her?

Det var så sandelig ikke ofte at Alfie blev behandlet på den måde, og han var bestemt heller ikke vant til det. Derfor forblev han tavs, mens han så hende hænge kjolen op over grenen.
”Jeg havde nu håbet at tøjet kunne vente lidt.” Det lød mere som et forslag end noget andet og i det samme trådte han ud af de våde bukser, for stille og roligt at kunne bevæge sig hen bag hende. Han stillede sig helt ind til hende og lagde så den ene arm omkring hende, så han kunne lade hånden hvile mod hendes mave. Der lå den kun i et lille øjeblik, før han lod den stryge op over det våde silkestof, op mod det bryst han ikke fik mulighed for at røre før, men uden at nå helt dertil endnu.
”Men jeg skal da nok stoppe, hvis du beder mig om det,” sagde han lavt, næsten hviskende. Han sørgede for ikke at holde hende fast, så hun hele tiden havde mulighed for at flytte sig og af samme grund var det kun den ene arm, der var blevet lagt om hende. Han var tydeligvis ikke klar til at hælde vand på det glødende bål endnu, men hvis hun direkte bad ham om at lade være, så skulle han da nok lytte.

Skuffelsen var tydelig hos ham, om ikke andet hvis man bedømte alene på det dybt skuffede støn han gav fra sig. Ikke at hun bebrejdede ham den mindste smule, som havde det været ham der var sunket i knæ foran hende, kun for at trække sig, ja så havde selv hun nok været lige så skuffet, hvis ikke også lige dele frustreret.

Den stadig våde underkjole, blev trukket tættere ind mod den nøgne krop under, da hun stillede sig med overkroppen drejet lidt, så hun kunne kigge tilbage på ham. Forslaget om de kunne lade det våde tøj vente, fik overvejende det ene af de velplejede bryn til vejrs, mens læberne blev klemt mod hinanden i et forsøg på at skjule et lidt for sigende smil. Hvor godt det faktisk lykkes hende var hun ikke helt overbevist om selv. Nok havde hun rejst sig, brudt hvad hun havde været så tæt på at give efter for, men det betød ikke at lysten til det, til ham, var forsvundet.
Hvor hun havde noget mere kontrol over hendes udtryk i ansigtet, lod hun kroppen reagere efter egen vilje, næsten, for havde hun ønsket det ville hun nok godt kunne have lagt bånd på sig selv igen. I stedet pressede hun sig mere tilbage mod hans tårnene skikkelse bag hendes lille.
Selvom han ikke aktivt trak i underkjolens stof, flugte lidt af det med den strygende hånd, ikke så den blev trukket forfærdeligt meget op, bare lige nok til at kanten i stedet for at stoppe midt på underbenet, nu truede med at blotte knæet.
Intet lagde an til at hun havde i sinde at stoppe ham, bede ham om at fjerne hånden eller at hun selv ville trække sig væk igen, og mindst lige så modstridende ville hun hvis han tillod det gribe om den frie hånd, før den blev ført til hendes hofte. Herefter ville hendes egen mørke hånd lagde sig over hans lyse, og begyndte at fører den i samme retning som hans anden hånd.
”Du tror sikkert jeg giver mig til en hver mand jeg støder på, på min vej?” Det var faktisk et spørgsmål hun gerne ville have svar på, et sandfærdigt svar på!
Hun havde jo givet udtryk for tidligere, at hun så bestemt ikke var urørt, hun havde i hvert fald ikke afvist det da han hentydede til det. Måden hun havde bevæget sig ned på ham, understregede det også kun, at han ikke var første mand til at have hende mellem hænderne eller kælende foran sig.
Rygterne om hendes løse omgang med mænd bar altså på nogen sandhed, men de var langt fra helt sande, selvom det ville være fristende at tro andet som hun stod her og lod ham befamle hende.

Lige som han selv gjorde, gik han ud fra at hun havde håbet på lidt andet, end at de bare skulle hænge tøj til tørre. Ikke lige fra da de mødtes i pejsestuen, men lige siden de begge havde lagt op til at denne tur kunne føre til mere end bare almen snak. Han gættede på at hendes sammenklemte smil måtte være bekræftelse på netop det, da han mere end én gang havde set samme forsøg på at skjule et smil før hos andre.
Derfor lod han hånden fortsætte længere op over hendes krop, som det ikke lod til at hun havde nogle indvendinger og inden længe førte hun selv hans anden hånd samme sted hen. Han tøvede ikke det mindste med at lade begge hænder omfavne hvert sit bløde, runde bryst, hvor han klemte en lille anelse til og samtidig trak hende endnu tættere ind mod sin egen halvnøgne krop.

End ikke hendes spørgsmål fik ham til at trække hænderne til sig, ikke når han nu endelig fik lov til at røre som han havde lyst. Et lille smil viste sig i mundvigen. Han var ikke i tvivl om at hun måtte hentyde til de rygter der lød om hende, at hun skulle give sin krop til næsten hvem som helst. Han var da heller ikke i tvivl om at hun ikke havde delt seng med nogen, for en urørt kvinde ville sjældent falde så selvsikkert på knæ for en mand, som hun havde gjort for et øjeblik siden. Ej heller ville en sådan kvinde lade en så godt som fremmed mand røre hende, som han gjorde nu.
”Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde hørt rygter.” Indtil videre havde Alfie været helt og aldeles ærlig, han havde ikke lagt det mindste skjul på når hun havde spurgt om noget, for han var ikke flov over at vise sine lyster. Man kunne måske fristes til at tro, at det ikke ville være det samme nu, fordi det omhandlede et langt mere ømt punkt, men det var ikke tilfældet.
”Men jeg af alle ved, at man ikke kan stole på rygter. Jeg tror ikke du giver dig til enhver mand. Jeg tror du giver dig til hvem du mener kan tilfredsstille dig, når du har behov for at blive tilfredsstillet.” Med de ord slap han lige så stille det ene bryst og lod den hånd stryge ned over den våde underkjole, ned mod lige det sted, han hentydede til. Det var en diskret hentydning til at han mente, at han sagtens kunne være den der tilfredsstillede hende nu. Hvis han altså ikke ubevidst var endt med at fornærme hende med sine ord i stedet, for det havde bestemt ikke været meningen.

Hendes fornemmelse havde ikke været at han endnu havde løget overfor hende, når hun havde stillet spørgsmål eller sagt noget, så havde både hans ord og kropssprog virket ægte og sande.
Hånden der havde ført hans, fjernede sig ikke med det samme, i stedet forblev den liggende over hans, som afventede hun svaret på hendes spørgsmål, som skulle afgøre om hun ville trække hånden væk igen fra kroppen, givende hende en åbning til også at lægge afstand til ham.

Hånden blev dog ikke liggende ikke fuldkommen passivt, særligt længe. Med lidt pres fra hende egen hånd, blev klemmet om det ene bryst en smule fastere. Øjnene lukkede sig tæt sammen med et nydende suk for hans berøring, og selvom hendes krop helt på samme måde kunne afsløre hende, som hans kunne, skulle der ikke herske nogen tvivl, hendes krop reagere på hans og hændernes færden. Denne gang ville kun ikke flytte sig væk, hvis det her skulle stoppes, måtte han være den anstændige.
Hovedet faldt lidt bagover, til baghovedet stødte hvilende mod hans brystkasse, mens øjnene forblev lukkede. Afslørede hvordan hendes smil voksede for hans ord. Han havde ramt sømmet på hovedet. Den lille mørklødet kvinde gav kun sig selv til dem der havde fortjent det, til dem hun instinktivt vidste kunne give hende lige hvad hun ville have, eller som hun kunne tage fra hvad hun behøvede.
Flyttende på sig, gav hun hans hånd mere plads mellem hendes ben, men med blikket op på hans ansigt. Underkjolen havde allerede sladret om de piercerede brystvorter, som den havde klæbet til kroppen, men den havde ikke afsløret det piercede venusbjerg. Noget han helt selv for egen hånd ville opdage, inden ganske længe og reaktionen på det ville hun ikke gå glip af, selvom den ikke tjente andet formål end pynt.

Det lod til at hans ord havde ramt præcis hvor de skulle, som han ikke kunne undgå at lægge mærke til det voksende smil om hendes læber, da hun lænede hovedet tilbage mod hans brystkasse. Det var nu alligevel praktisk at være en god del højere, og alligevel ikke da han var nødt til at bukke sig mere for at kunne få hånden længere ned. Den ene hånd klemte stadig til om brystet, mens den anden lige så stille nærmede sig hendes ømmere punkt. Når hun nu så villigt flyttede på sig og gjorde mere plads til hans hånd mellem sine ben, havde han da helt bestemt ikke tænkt sig at stoppe. Man kunne ikke give sig sådan til en grådig mand, og ikke forvente at han ville tage imod med alt han havde.

Alfie havde lagt mærke til smykket i hver brystvorte, han kunne stadig mærke det ene mod sin håndflade.
”Åh,” lød det alligevel lidt overrasket fra ham, da et par fingre strøg hen over hendes venusbjerg og samtidig hen over smykket deri. Et helt behagende smil bredte sig på hans læber, som han et par gange mere strøg fingrene nysgerrigt hen over smykket. Det var vel forventet at han derfra ville flytte hånden bare det lille stykke længere, så hun endelig kunne få lov at mærke hans fingre ramme helt rigtigt, men i stedet lukkede han forsigtigt hånden om det våde silkestof.
”Du giver mig jo ikke andet valg, end at gøre mere end bare at røre,” hviskede han lokkende halvt mod hendes skulder, og så begyndte han at trække op i underkjolen. Han kunne da ikke lade chancen gå for at se nærmere på hendes nøgne krop, specielt ikke nu hvor hendes valg af udsmykning næsten inviterede ham til at gøre det. Så han trak længere og længere op, indtil han kunne få trukket den hele vejen over hendes hoved og af, hvis hun da lod ham. Det kunne ikke undgås at underkjolen på vejen tog lidt imod den røde farve, som hans hånd stadig afgav, dog ikke i alarmerende mængde. Det var kun grundet vandet fra tøjet, at der overhovedet kunne ses noget. Men det havde hun forhåbentligt ikke for meget imod.

Tippende hovedet til den ene side, gav hun ham en anelse mere plads til at bukke sig noget nemmere ned over hende. Man skulle jo være et skarn hvis ikke man udnyttede, at hans ansigt, øre for at være eksakt, var så tæt ud fra hendes eget.
Hans overraskede reaktion blev suget til hende, som havde hun været en plante i ørken der havde gået længe uden vand. Hvad hans fingre havde mødt, blev udforsket et par gange. Imellem tiden søgte hendes mund hans øre i et blidt kys, først bag øret, dernæst på øret, før tænderne nappede ham markerende, men legesygt i kanten. Hviskende, helt blødt og kælent ”Det var vel nok ærgerligt.” som hun snakkede strejfede læberne hans øres kant, samme sted som hun have nappet.
Hun var ikke den mindste smule ærgerlig over, at han så sig nødsaget til at gøre mere end at røre. Hans lukkede hånd, og der ved også hendes mulighed for at mærke ham, det helt rigtige sted havde fået hende til at holde vejret i få sekunder, ærgerlig over at gå glip af det. Det var vel på sin plads, at han om så det var ubevidst, gav hende lidt tilbage af hvad hun selv havde udsat ham for, for ganske få minutter siden.
Armene blev strakt op, så underkjolen kunne komme helt fri af hende, men i stedet for at lade dem falde ned langs siderne, forblev de oppe, men læggende sig omkring hans nakke.
Blodet på underkjolen var ikke meget, men det var nok og hun ville med sikkerhed komme til at blive udspurgt om det af Kisra senere, med et udtryk fuld af bekymring og sikkert fordømmende tanker mod Alfie. For hvad kunne han ikke have gjort ved hende, den tid, den sorg. Lige nu var Meena begyndt at mærke, hvor tyndslidt hungeren efter ham havde gjort hendes tålmodighed.
De guldbeklædte slanke fingre slap nakken, da hun drejede omkring sig selv, ligesom hun havde gjort før, denne gang lagde hænderne sig skubbende mod hans nøgne brystkasse. Tillod han hende det, ville hun med skubbet skubbe ham tilbage, til han stod med ryggen lænet op mod oliventræets stramme ”Fortæl hvad du vil have.” Det var ikke bare hans præferencer hun fiskede efter, om han kunne lide det ene frem for det andet. Nej, hun var ude efter, hvad han ville have fra hende; hvad hun skulle gøre ved ham.
Hænderne kærtegnede ham ned over kroppen, til den ene forsvandt væk ind under de mørke permissioner, hvor hun begyndte at kæle for den.

Han forsøgte virkelig at være tålmodig, selvom han egentlig havde været fuldkommen ærlig, da han havde indrømmet at han bestemt ikke var specielt tålmodig. Det var ikke let at skulle afholde sig fra at give efter for de lyster, som efterhånden skreg efter at få hende med det samme. Som om de af en eller anden grund skulle have travlt, men det bare ikke tilfældet. Kunne de slippe afsted med det, uden at blive afbrudt af hverken tjenestepige eller vagt, ville Alfie hellere tage sig god tid med den kønne kvinde foran sig. Et nydende brum, efterfulgt af en lydløs latter gled over hans læber. Ja, hvor var det dog ærgerligt, at han nu ikke have andet valg, end at trække resten af hendes klæder af.
Som hendes hænder blev lagt mod hans nakke, smed han underkjolen fra sig. Han havde bestemt ikke hverken tid eller lyst til at hænge den til tørre. Hans hænder søgte grådigt hen over hendes krop igen, denne gang ned mod trussekanten, hvor han stak et par fingre ned og kun lige nåede at skubbe en tomme ned i dem, før hun vendte sig rundt. Uden den mindste modstand lod han sig skubbe tilbage, indtil han mærkede barken fra træets stamme mod sin ryg.
Hvis det ikke havde været for hendes kærtegnende hænder, der strøg ned over hans krop, hvoraf den ene udnyttede muligheden og gled ind under det sidste stykke stof som dækkede ham til, ville han selv have stukket fingrene tilbage i hendes trussekant og fortsat med at skubbe ned. Af samme årsag svarede han heller ikke med det samme. Han skulle da lige nyde hendes pirrende kæl mellem benene i et øjeblik. Han førte en rolig hånd op mod hendes ansigt, og strøg en finger blidt hen over hendes underlæbe.
”Jeg vil mærke dine læber hvor jeg blev snydt for at mærke dem før. Derefter vil jeg have at du lader mig falde på knæ for dig.” Han ville ikke kun leges med, han ville da også have lov til at lege med hende. En lidt dybere indånding blev draget og et lavt, næsten utålmodigt støn lød da han pustede ud igen.

Der var altid en chance for at de ville blive opdaget, hvad enten det var af en vagt, tjenestepige eller sågar en af hans familiemedlemmer, som havde valgt at i dag var en fortræffelig dag til at spankulere lidt rundt udenfor, enten det ville være alene eller ifølge af en eller begge af de først nævnte. Chancerne var endda forhøjende en anelse når det blev klart for hans søster, at hendes bror var slentret afsted med en ugift ung prinsesse, og så uden at have hverken en vagt, en anstændighedsdame eller prinsessens personlige slave. Det var jo stik imod reglerne for sådan et møde, dybt uanstændigt! Hvis bare at mødet var forblevet ved en harmløs gåtur. Hvilken skandale det ikke kunne give, hvis de blev optaget nu, afklædt og med udforskende hænder på hinanden.

De store hænder var bløde, ikke ru som det kunne forventes. Han lignede ikke ligefrem en typisk adelsmand, hvis dage gik med stillesiddende papir nusseri. Nej Alfie Isenwald, lignede en mand som var vant til at bruge sine hænder, sin krop ofte, hvis ikke dagligt.
Sukkende for den grådige berøring, havde hun ikke haft alt for travlt med at dreje rundt om sig selv, hun ville have det hele med, næsten; Der var stadig noget ved at bare lige en sidste gang, at afholde ham fra at få sin vilje ved at fjerne den sidste beklædningsgenstand på hendes ellers nøgne krop.
Hånden under stoffet trak sig, så hun kunne skubbe det sidste stof på ham ned til at falde om anklerne på ham. Hvad han ønskede, skulle han få.
Nøjagtigt som tidligere bevægede hun sig ned på knæ foran ham, med læber der dansede sig vej ned over ham. Hun tog sig sin tid med de mange pirrende kys og lette bid, hænderne gled nussende hen over hofterne, ned over lårene kun for at vandre retur op af inderlåret, mens hun lod de mørke læber lukkes omkring ham.

Man kunne ligefrem se forventningen brænde som ild i de grønne øjne, da hun endelig befriede hans underliv fra dets fængsel af vådt stof, som klæbede til den opstemte manddom. Han fulgte hende med blikket, mens hun gjorde præcis som han havde ønsket og faldt på knæ for ham på ny. Denne gang ville hun forhåbentlig ikke snyde ham og rejse sig igen, lige inden han fik lov til at mærke hende lukke læberne om ham.
Endelig. Et næsten helt lettet støn, men ikke forladt af den dybe nydelse, gled over hans læber. Efter deres pirrende berøringer var dette skridt kærkomment. Det var fristende at gøre som han ville med enhver anden, der altså ikke besad samme titel som hun, og tage fat i det opsatte hår og tvinge bevægelserne frem. Det kunne han vel næppe tillade sig nu, men han var stadig lidt for utålmodig, så han begyndte selv at rykke hofterne let frem og tilbage. En hånd blev alligevel placeret mod hendes fugtige lokker, men han tog ikke fat. Det var kun for stadig at kunne røre, siden det af gode grunde ikke var muligt at lægge sine hænder bedre steder.

Lige så stille blev hovedet lænet tilbage mod træet, men inden han kunne nå at lade øjnene glide i også, blev hans næste støn så uhøfligt afbrudt af en vred, skinger stemme.
”Markus Alfie Isenwald! Er det en måde at behandle en respektabel kvinde på?! Tænk at du kan bede hende om at falde på knæ for dig, og så i fuld offentlighed! At du ikke skammer dig.” For hun gik selvfølgelig ud fra, at det var hendes bror som havde startet denne uanstændige opførsel. Alfies søster var dukket op, ikke alene, men med sin egen tjenestepige, Meenas slavekvinde og to vagter, efter hun havde fået nys om at de var gået fra huset uden eskorte.
”Så vend jer dog om!” Befalede hun straks til hendes lille gruppe, der straks gjorde som hun sagde, men inden da havde stået og stirret, de fleste med kæberne hængende nede om knæene. Det var også først i samme øjeblik, at den vrede søster vendte ryggen til. Alfie var ikke blufærdig, heller ikke når fem mennesker havde udsyn til hele hans nøgne krop, men han havde da alligevel fået et mindre chok, da hans navn var blevet råbt så skingert. Han sørgede for at give Meena en hjælpende hånd, så hun kunne komme på benene og stillede sig endda ind foran hende, så de andre mere eller mindre kun kunne se hans ryg og bagdel.
”Godeftermiddag til dig også, kære søster. Jeg kan se du har taget publikum med.” Et smil var plantet på hans læber, som han lige så sig over skulderen og skævede mod de mange folk, der stod med ryggen til. Han var sikker på at hun havde gjort det med vilje, bare fordi de virkelig skulle vide hvor forkert det havde været, at de var gået afsted alene. Da han rettede blikket tilbage mod Meena, var det med tydelig ærgrelse over at de var blevet afbrudt.
”Det var da kun på sin plads, når du ikke kan holde fingrene for dig selv!” Svarede hun med et fnys.
”Det beklager jeg virkelig, Deres Højhed. Jeg håber ikke min broder har behandlet Dem alt for uværdigt.” Hendes tone var straks blevet utrolig blød og venlig, når hun nu måtte forsøge at rette op på hvad hun mente var en fejl fra Alfies side.

Langsomt begyndte hun at bevæge hovedet, og derved munden ned over ham. De brune slanke fingre strøg let hen over den lyse lyske i små cirkulære bevægelser, før den ene hånd søgte videre op og forbi hoften, til den ene af de to faste baller i et tag der var en anelse fast, men uden at negle eller fingre borede sig ind i huden; hun kendte jo ikke alle hans præferencer, og ville nødigt ødelægge momentet lige nu.
Den anden hånd søgte roden ved skaftet, lukkede sig i omkring for derefter at følge mundens rytmiske bevægelser. Følelsen af hans grønne græs hav hvilende på hende, fik Meena til at åbnede øjnene igen efter at have lukket dem i, og i stedet søge blikket op mod hans, som hun fastholdt uden at stoppe sin behandlingen.
Tiden ikke spildt, men hun forhastede sig så bestemt heller ikke, målet var jo ikke at han skulle gøres færdig for hurtigt. Med små tillærte tricks, som en vibrerende nynnen eller tungens kunstfærdige kælen og skiftende tempo, forsatte hun selvsikkert. Hans nydende lyde som følge af hendes behandling, fik det til at dunke tungt i den lille krop.
Følelsen af hans hånd mod det stadig fugtige hår, fik forventningen om at han ville tage fat og fastlægge tempoet til at sprede sig, men forventningen blev kun halv mødt. Det var ikke helt hvad fyrstedatteren havde håbet på, men med hofternes bevægelse styrede han alligevel tempoet lidt.

Hun havde været så optaget af Alfie og gøre det godt for ham, at det ikke var før en tydeligt vred, skinger stemme, skar gennem luften og fik det til at gibbe i Meena. Hovedet blev overrasket trukket tilbage og hænderne slap hvad de have haft fat i, som havde hun brændt sig. En hurtigt voksende rød kulør, der ihærdigt forsøgte at konkurrerer med den solbrune farve om hvilken der kunne være mest fremtræden, frem over ansigtet.
Normalvis var Meena ikke særlig blufærdig, men hun havde heller aldrig prøvet at blive taget på fersk gerning, i at sidde på knæ foran en mand, og da slet ikke af hans søster!
For første gang i hendes liv havde hun mest af alt lyst til at grave sig ned, som hun ikke helt vidste hvad ben hun skulle stå på. Ved alle Guder og Gudinder! Hvorfor skulle hans søster også komme anmassende nu, af alle tidspunkter, og så med et lille følge?! Naturligvis fik Alfie alt skyld, selvom sandheden var at det var Meena selv som havde startet det hele, men som mand med hans alder var det naturligt at det var ham, der have lokket en fin uskyldig prinsesse i fordærv.
Den måbende mund hos Kisra kom sig ikke af at se Meena afklædt, som hendes personlige slave, der blandt andet hjalp med både bad, på- og afklædning af prinsessen havde hun set den brune krop flere gange som den var kommet til verden, nøgen. Hvad hun ikke havde set før, var fyrstedatteren kælende foran en mand, mens hun havde ham i munden!
Da ørkenelveren endelig havde fået samlet sig selv lidt igen, og var lige ved at træde frem mod Meena, for at svøbe hende ind i det simple sjal, Kisra havde hængende skråt over brystkassen ned til hoften, men stoppede op ved kommandoen at de alle skulle vende sig om.
Hjertet bankede hårdt mod den tynde brystkasse, mens Meena kom på benene ved hjælp af Alfie, hvorefter hun lod den ene arm lægge sig dækkende hen over sine bryster, også selvom Alfie var så venlig af sig at træde afskærmende ind foran hendes skikkelse.
Rødmen havde ikke lagt sig det mindste, men nåede efterhånden helt ud til toppen af ørene. Uden at vide hvad hun skulle gøre af sig selv, stod hun i stedet bare og stirrede op på Alfie. Han tog det så afslappet... Det virkede i hvert fald sådan. Et lille skævt smil, som kun han kunne se begyndte at danne sig over de mørke læber, som lydløst mimede et ’undskyld’ til ham. Ikke fordi hun fortrød hvad de havde haft gang i, men mere at det var ham som fik alt sin søsters skæld ud.
Endelig henvendte hans søster sig til Meena, nu med en venlig og blød stemme, stik modsat den hun havde talt til Alfie med. ”Det skal De ikke tænke på, han har ikke behandlet mig på en måde jeg ikke selv ønskede at blive behandlet på.” Det var med sikkerhed ikke de ord som Henriette Isenwald ønskede at hører, men om ikke andet kunne de da berolige hende med at hendes bror trods alt ikke havde forgrebet sig på Meena.

Der var da ingen tvivl om at prinsessen vidste hvad hun lavede. Enhver berøring fra hendes bløde fingre gjorde det kun bedre, om end det faste tag om hans balle godt måtte have været endnu strammere. Havde de haft tiden, ville han også have givet det udtryk, og samtidig gjort noget for at finde ud af, om han kunne tillade sig at gribe fat i det opsatte hår. Han ville have mere, men stemningen blev grusomt ødelagt, da de blev afbrudt.
Det var ikke første gang Alfie var blevet taget med bukserne nede, endda ikke kun af sin søster, men også et par tjenestefolk, men dog aldrig så offentligt. Efter de første par gange hvor den samme skingre stemme havde fanget ham midt i noget, begyndte han at kunne holde roen over sig, når det skete flere gange efter.
Han smilede skævt tilbage til hendes mimende undskyld og trak let på skuldrende, for at vise at han mere eller mindre var vant til det. Han var jo manden og i de flestes øjne var det kun dem, der havde magten til at lokke de unge kvinder i fordærv og ikke omvendt. Alligevel blev hans skæve smil pænere, da hun svarede søsteren igen ved at forsikre hende om, at det bestemt ikke var en fejl fra Alfies side. At hun selv havde været lige så meget skyld i det her, som han var.

Hvis Henriette ikke havde stået med ryggen til de to nøgne mennesker, ville de kunne se den blodrøde farve, som straks fæstnede sig i hendes ansigt. Hvad var det dog prinsessen stod og sagde?! At hun selv havde lagt op til denne uanstændighed?! Hun var forarget.
”Nå… Jamen så.. Så vil jeg lade jer vende tilbage til… Ja, dét… Kom så, så går vi!” Hun var tydeligvis dybt flov over at skulle gå derfra igen nu. Det havde jo egentlig været meningen at få sat en stopper for det her, fordi hun havde været helt sikker på at Alfie havde fået lokket prinsessen til noget, hun egentlig ikke ville. Men nu hvor hun kendte sandheden, kunne hun vel ikke bestemme hvad de skulle bruge deres tid på, selvom hun virkelig stadig gerne ville.
”Vi ses ved middagsbordet i aften,” lød det provokerende fra Alfie, der lige skulle gøre det lidt værre for sin søster med den kommentar. Man kunne lige høre et fornærmet fnys fra damen, som hun begyndte at puffe sin lille gruppe afsted og medmindre Meena havde en grund til at stoppe dem, ville de snart være væk. Det skulle nok blive en dejlig akavet middag i aften.