Da drengen bad Valtor om at stoppe, var det kun som om, han lod pisken smælde hårdere. Han havde absolut ikke tænkt sig at lade drengen bestemme, og det viste han til fulde.

Nappet fik dog Valtor til at knurre ildevarslende, og han trykkede sig et øjeblik så langt ind i munden som muligt, mens han trak i håret. Samtidig satte han neglene fra den anden hånd i såret ved skulderen. Planen var at fremkalde så meget smerte, at drengen havde lyst til at skrige og derved åbne munden på fuldt gab.

Valtor modstod lysten til at blive ved til sit klimaks, og han sørgede for at trække sig ud, inden Zamir blev helt kvalt. Så løsnede han igen lænkerne, og betragtede ham et øjeblik. Hvis drengen væltede, ville han bede ham rejse sig og så vente tålmodigt, til han lystrede ordren. Hvis han ikke rejste sig inden for et minuts tid, ville han hive ham på benene.

"Tilfredsstil mig, til jeg er færdig" beordrede han og lod igen tålmodigheden råde, som han ventede på, at drengen skulle følge ordren. "Hvordan bestemmer du selv."

At bide sammen så meget som han nu turde, havde ikke helt den effekt, som Zamir havde håbet på. Tværtimod fik han præcis det modsatte ud af det og selvom han formåede ikke at udvise sit ubehag over det ekstra træk i håret, ved andet end at knibe øjnene sammen og pibe, kunne han ikke holde skriget tilbage, da han mærkede neglene mod såret i skulderen. Det hjalp ikke ligefrem på de mange anstrengte, halvkvalte lyde.

Zamir gav sig til at hoste og hakke så snart Valtor trak sig og han fortsatte, selv efter at have ramt gulvet igen. Stadig stortudende, skulle Zamir lige til at slæbe sig hen ad gulvet, længere væk fra Valtor, men ordren om at rejse sig, fik ham til at lade være. Han vidste jo godt, at han ikke ville slippe for at adlyde. Men han ventede så længe han kunne, fordi han selvfølgelig helst ville undgå og endte med at blive hevet på benene. Det gjorde så ondt i hele kroppen, at han ikke orkede at gøre modstand længere.

Frygten, der endnu engang spredte sig i hele hans ansigt, var ikke til at overse, da Valtor bad ham tilfredsstille. Zamir nåede at blive panikslagen, på det korte øjeblik mellem ordren og den næste kommentar, fordi han var rædselsslagen for at han ville blive bedt om at gøre det på en bestemt måde. Selv efter han fik valget om hvordan, forsvandt panikken ikke fra hans ansigt, for nu var den sluppet løs.
Zamir sørgede for at stille sig så langt fra Valtor som muligt, så han stadig kunne række armen frem. Mere rystende end før, tog han meget forsigtigt og løst fat om Valtors lem, og begyndte at rykke hånden op og ned. Meget langsomt. Han var rimelig sikker på at det umuligt kunne være særlig tilfredsstillende for Valtor, men han havde fået lov til selv at vælge hvordan, så han håbede at det alligevel ville være nok. Han gjorde jo som der blev sagt. Han vendte bare blikket mod gulvet igen, for han havde ikke i sinde at se på imens.

Valtor smilede først forventningsfuldt, da Zamir lod til at gøre, som han sagde. Smilet blegnede dog, da det ikke ligefrem var det, han havde bedt om. Drengen pirrede jo kun, det var da aldeles ikke at tilfredsstille. Han rettede derfor en baghånd mod drengens kind med målet om, at knoerne ramte kindbenet. "Jeg sagde tilfredsstille, ikke pirre!" hvæsede han skarpt. Så trådte han et skridt frem og rakte ud efter drengens nakke og klemte til. Så trak han ham først med hen til skabet, så Valtor kunne nå det med sin frie hånd, så han kunne åbne det. Her fandt han en noget kortere pisk, men til gengæld med gevaldigt flere haler. Hvis drengen på noget tidspunkt begyndte at kæmpe imod, ville Valtor stramme grebet om nakken og ikke løsne det igen. Han sørgede dog omhyggeligt for ikke at klemme sammen om drengens luftveje, så han kun påførte ham smerte.

Valtor trak Zamir lettere brutalt hen mod sengen, så han kunne plante ham på maven med ansigtet nede i madrassen og benene ud over kanten. Så gav han ham først et hårdt svirp med pisken på bagdelen, inden han lagde den fra sig, så han kunne bruge hånden til at styre, så han kunne trække sig op i ham. Med det samme bevægede han sig så langt op, som han kunne komme. Så samlede han pisken op og for hvert stød, han lavede med underlivet, lod han pisken svirpe mod drengens bagdel eller ryg. Slagene var denne gang betydeligt hårdere end med den første pisk. Valtors støn var dog ikke til at tage fejl af, og han ville have, at Zamir hørte hans nydelse.

Zamir nåede ikke at registrere hånden, der var på vej mod kinden, før knoerne kolliderede med kindbenet og nærmest straks forårsagede en hævelse. En hævelse der påvirkede det ene øje en smule og gjorde det lidt sværere for Zamir at se ordentligt. Som han havde forventet, var hans ynkelige indsats langt fra godt nok, men før han overhovedet fik tænkt på at flytte sig, blev der grebet fat om hans nakke. Zamir hvinede og forsøgte med det samme at trække hovedet til sig, men det resulterede kun i, at Valtor greb endnu hårdere fat og fik ham til at skrige lidt mere.
Han havde ikke i sinde at give op og stoppe med at kæmpe imod, men smerterne over hele kroppen og Valtors faste greb i nakken gjorde det umuligt. Derfor fulgte han uden problemer med Valtor over til skabet og selvom man tydeligt kunne høre på hans gråd, hvin og skrig, at han frygtede den flerhalede pisk, så gjorde han stadig intet for at flytte sig.

Selv i det lettere brutale træk hen mod sengen, fulgte Zamir så godt med han kunne, ikke fordi han ville, men fordi smerten ville blive langt værre, hvis han ikke gjorde. Ansigtet ramte madrassen og det sveg noget så grusomt i hele det hævede kindben, så han forsøgte at dreje hovedet lidt, bare nok til at kindbenet i det mindste ikke ville ramme madrassen.
Pisken smældede mod bagdelen og i samme øjeblik greb Zamir fat i madrassen med begge hænder og holdt vejret. Han samlede sig kun lige nok til at tage en enkelt indånding, før han mærkede Valtor trænge ind og han igen måtte holde vejret i smerte. Han forsøgte at tigge Valtor om at stoppe igen, men lige som han skulle til at danne det første ord, var det kun endnu et skrig, der lød fra ham, som pisken smældede hårdere mod bagdelen.

Stødende og piskeslagene fortsatte og Zamir følte, at han gjorde alt han kunne for at slippe fri, men i realiteten rykkede han ikke det mindste på sig. Han var også sikker på at han hele tiden skreg lige så højt, som han hele tiden havde gjort, men skrigene stilnede hurtigt af, som han også løsnede sine greb om madrassen, da det begyndte at sortne for hans øjne. Det alt for intense smertehelvede, fik ham til at give op og efter et kort øjeblik besvimede han. Det var ikke meget liv, der var tilbage i drengen og trods adrenalinen, der lige var blevet pumpet rundt i kroppen, så var pulsen faldet gevaldigt nu.

Selvom Valtor var optaget af sin egen nydelse, kunne han godt mærke, at Zamir endte med at ligge stille. Mon han bare havde accepteret sin skæbne? Lidt prøvende lod Valtor grebet i nakken svække. Der skete ikke noget. Så slap han helt for at lade hånden gribe om hoften, så den kunne hjælpe til med stødene. Da orgasmen kom, skubbede han drengen helt ned over sig, som han tømte sig i hans indre med et dybt og langtrukkent støn. Et triumferende smil var at finde på hans læber, som han trak sig ud.

Valtors smil blegnede dog, da Zamir blev liggende, og han vendte ham om. Ingen reaktion. Drengen var helt slap. Hurtigt lagde han et øre ned til drengens bryst. Ingen vejrtrækning. Så lagde han to fingre på siden af halsen af ham. Der var heller ikke puls. Et fnys kom fra ham. Så svagelige mennesker dog var. Deres kroppe gav alt for nemt op. Han testede en ekstra gang for livstegn ved at lade pisken svirpe over drengens underliv, men intet skete. Så lagde han alt, han havde brugt ind i skabet igen og gik hen for at låse døren op. Så kaldte han på Jasmina og bad hende sørge for at bortskaffe liget. Det skulle helst ikke kunne knyttes til ham. Uden et yderligere blik på drengen forlod han værelset. Tøjet skulle brændes, men det lod han også slaven ordne.