Livs ansigt ændrede sig straks fra blidt og smilende til stramt og tillukket. Hun sukkede og gik hen mod det store vindue i køkkenet for at stirre ud af det. Det skete næsten med alle hendes børn, men hun forstod virkelig ikke, hvorfor de ville vide noget om deres fædre.
"Hvorfor vil du vide noget om ham?" spurgte hun, og hendes stemme rystede en smule fra den gråd, der allerede trængte sig på. "Har jeg ikke været en god mor for dig? Har du manglet noget? Har jeg ikke givet dig alt, hvad jeg kunne give dig? Hvad vil du med ham? Har han nogensinde givet dig noget? Er det ham, der har båret dig i flere måneder i sin krop? Er det ham, der har født dig i ulidelig smerte? Som har brødfødet dig med sin egen mælk i årevis? Hvad er det, jeg har gjort galt, Castien? Fortæl mig det, så jeg kan gøre det godt igen."
Under denne tale vendte Liv sig om for at stirre på Castien. Tårene trillede frit ned ad hendes kinder og dryppede ned ad hendes kjole.