Spike forsøgte at vinkle sværdet i en parade, men stod i en akavet position. Ikaris sværdhug var allerede indenfor cirklen af sværdet rækkevidde så våbnet var for langt til at være effektivt. Han forsøgte at trække armen tilbage, uden held. Hendes sværd skar igennem hans håndled uden at møde nogen stor modstand.
I sin givne position var der ikke meget han kunne gøre for at gribbe hånden selv, da hans anden hånd var en kniv. Hans bedste håb var at forhindre hende i at tage hans løsnede hånd væk. Han ventede til at hun greb ud efter den, og så drejede han knivsbladdet han stadig havde stukket ind i hendes hofte, for at distrahere hende. Med hele sin krops umenneskelige smidighed slangede hans hoved ud efter hendes håndled, spidsede tænder klar til at bide i hendes kød. 
Forventning om smagen havde næsten været nok til at overgive hånden - den mørke sult havde meldt sig og blev stærkere for hver stykke Ikaris fortsat skar af ham. Som det gik nu var det bare et spørgsmål om tid før han mistede kontrollen, og så kunne Ikaris sandsynligvis nemt køre cirkler om ham og til sidst vinde. Hans eneste håb var at jage hende væk før det skete.
Overfladen af det afstumpede håndled trak sig tilbage for at danne et knivsblad, men det ville tage lidt længere tid før det var klart til brug. Tænderne var hans eneste håb for at købe tid nok.

Ikaris smilede, hun kunne lugte den metalliske lugt af hendes blod, en karakteristisk stank der altid havde præget de mørke tuneller hvor hun var blevet opdrættet. Det var som om, at denne lugt var kraftigere, som var det mørke blod langt mere jernholdigt end almene menneskers. Dog løb det endnu varmt og klæbrigt, både fra hendes kind, men ligeledes hvor Spike havde fat i hende, det sved, ubehageligt. Det grådige blik blissede op som hun mærkede hende klinge skære igennem det sære materiale, som var så langt fra kød man kunne forestille sig. hun var tættere på, men endnu langt fra. Mørkelveren var ikke grådig nok til at gå efter hånden med det samme, da hun fik hans arm, havde det været en anden sag, hun havde haft legmesdelen i et jerngreb, sådan var det ikke nu, hun var nødt til at være mere snedig.
Spike langede ud efter hende i et bid, hvilket fik hende til at træde et skridt bagud for at undgå de fælt udseende tænder, en ting der medførte en langt større smerte ved Spikes klinge der endnu havde gennemtrængt hendes kød, der kort efter gav et vrid. Ikaris gav en arrig hvæsen fra sig, som en truet slange. Soldatens første plan om at skære hans arm af, som hun allerede havde gjort én gang, blev hurtigt ændret. Hun måtte få ham væk, få ham væk fra hende og fra den afskårne hånd. I en garvet bevægelse forsøgte hun at plante den metalbeslåede støvle i brystet på Spike, give ham at spark kraftigt nok til at rykke ham tilbage, dette ville give hende tid til at samle hånden op, få den pakket væk og få pusten kortvarigt. Der var ikke mange mopdstandere i dette land der gav Ikaris sved på panden, på trods af dette og den bidende kulde, viste spinkle svedperler sig nu på den mærke hud.

Han så sparket komme på måden Ikaris bevægede sin krop. Instinktivt trak han klingen ud af hendes side, og løftede armene i et forsøg på at afværge den bestøvlede fod, men han var ikke hurtig nok. I stedet fik han viklet den ene arm over hendes støvlesnude, og den anden bag hendes hæl. Da kraften fra sparket satte ind, blev han tvunget til at tage et stort skridt baglæns og væk fra hånden, der lå livløst på jorden. Han vred sin overkrop i et forsøg på at kaste hende væk fra det afhuggede lem, som hans hænder og arme langsomt ændrede form for at få bedre fat omkring hendes ben.
Efter år på gaden havde Spike lært ikke at føle frygt - det var nemt ikke at være bange for mørket, når man selv var den værste ting der gemte sig deri. I stedet havde han antaget en kølig pragmatisme, der havde tjent ham godt gennem årene. Nu fortalte den ham at han skulle forhindre Ikaris i at skære flere af hans lemmer af, da han ellers enten ville miste kontrollen eller blive taget til fange. Spike koncentrerede sig, og fordelte størstedelen af hans koncentrerede væske i kernen af hans ekstremiteter. Den øgede vægt ville gør ham langsommere, men også gøre det vanskeligere for Ikaris at skære igennem. Og hvis det lykkedes hende at skære mere fra . . . Havde han ikke lyst til at overveje konsekvenserne.

Den høje mørkelver mærkede hvordan kraften fra hendes spark plantede sig solidt imod massen foran hende, en kraft, der normalt havde afstødt fjenden og tvunget denne tilbage, men ikke Spike. Satans Spike. I stedet for at afgive kraften absorberede han den næsten, i en omfavnelse af den store slidte jernstøvle, som havde marcheret mange mange mil i tidens løb. Hvad værre var, at han nu havde fjernet klingen fra hendes hofte, det ahvde givet en fæl knasen da han trak det til sig, og efterlod nu en lind men stille strøm at det sære mørke blod, ned langs hendes ben, hvor en skygge bredte sig på hendes uniformsbukser. hun åndede ud, tungt, så en hvid sky efterlod sig i den kolde luft. De store orangegule øjne blev knebet kort sammen, om det var smerte eller et dybtfølt raseri ville nogen nok ikke ane, ikke engang elveren selv. 
Nu stående, med begge arme omkring hendes fod, efterlod det dog Spike i en fantastisk sårbar situation. På trods af hans vrid, formåede Ikaris at stå fast, med et enkelt let akavet hop. Det var nu. I en bevægelse, trukket langt bagfra, stak hun imod hans torso med sit sværd. I en lang glidende bevægelse, som kom det fra et spyd, lagde hun alt vægt imod, at penetrære massen lige under kravebenet, tilpas langt nok væk fra hendes egen fos, skulle han nu være snedigere end hun regnede med. Hendes position var dårlig til at slås fra, men hendes utallige års træning, samt den råstyrke der ikke efterlod ét gram overflødigt fedt i en rå kombination med hendes elviske smidighed, gjorde hendes chancer væsentligt bedre. Den afskårne hånd måtte hun vente med at samle ind, for nu.

Spike havde regnet med at tvinge hende ud af balance, og bruge den chancen til at få et ordentligt greb på hendes støvle. Da han kiggede op og hun stadigt var stående, var alt han kunne gøre at stå med ansigtet fanget i et chokeret udtryk, som hendes sværd gennemborede hans torso. Kraften fra stødet skubbede ham tilbage, og overraskelsen fik ham til at slippe grebet om hendes fod.

Der gik et øjeblik hvor han ubevidst forsøgte at forstå, hvorfor han skulle dø. Det virkede ikke retfærdigt- nok havde han gjort nogle onde gerninger, men hvem havde ikke det? Hans tanker løb baner om sig selv i dette uendeligt øjeblik, indtil han pludseligt kom i tanke om at intet sværd kunne dræbe ham. I stedet for smerte, følte han kun irritation med sig selv, over at være blevet chokeret. Han var blevet stukket af dødelige angreb flere gange end han kunne tælle, og hver gang havde han den samme reaktion. Angrebet, der ville havde været dødeligt på enhver anden, havde ingen effekt på sølvmanden, og han rynkede brynene som han overvejede sit næste træk.

Stødets kraft havde efterladt Ikaris åben. Selv da vidste han at hun var ville kunne stoppe et modangreb. Så i stedet for at slå ud mod hende, lænede han sig ind i stødet, og lod sværdet glide i til fæstet. Med begge hænder greb han efter hendes på skæftet. Hun ville enten være nød til at give slip på sit våben, eller lade sine hænder blive låst fast under hans.

”Ikaris, stop!”
Han forsøgte at holde et roligt toneleje, men alligevel lød ordene anstrengte når de fandt vej forbi sammenbidte tænder. Den nedtrådte sne omkring dem var rød af blod, og hun var dem eneste af dem der kunne bløde. Fortsatte de meget længere, var det lige meget om hun besejrede ham eller ej, hun ville være for afkræftet til at teleportere væk og forbløde før hun kunne få hjælp. De havde aldrig været venner, men der var død nok i hans navn for en livstid. Hvis han kunne, ville han undgå at hun blev en af dem. Han prøvede at fange hendes blik og holde det, i et naivt håb om at det ville få hende til at stoppe.

Det gav et ryk i hele Ikaris idét sværdets parerbøjle ramte Spikes bryst, klingen var gået hele vejen igennem, og alligevel stod han der, og så ikke andet end overrasket ud. Mørkelveren afgav en irriteret snerren, af alle de desserterede soldater, hvorfor skulle hun hente ham, som ikke ville dø, eller frygtede nok for sit liv til at følge med uden bøvl. Blodet fra hendes hofte afgav en klistret masse der efterhånden var løbet helt ned i støvlen og gav en sørgelig soppen. Han havde ramt noget skidt, kunne hun mærke, smerten sved og brændte. En smerte hun havde lært af ignorere til det sortnede for øjnene, desværre var dette nok ikke utroligt langt væk, hun var ved at blive kvalm.
Hendes andet ben ramte den bløde sne under hende og afgav den karakteristiske bløde knagen når det blev trykket sammen, det var behageligt, aflastende at stå der et sekund.
Hans ord kom bag på hende, det var mørkelverens tur til at se overrasket ud. "Hvad?" den hæse hvidslen kom ud mindre kraftfuldt end hun havde regnet med. Forpustet. Det kolde klima faldt hende dårligt, hun var hærdet og trænet i de varme tuneller der bredte sig under store dele af landet. Hun mærkede hvordan Spikes masse lagde sig omkring hendes sværdhånd, hun holdt spt våben i så stærkt er jerngreb som han nu holdt fast i hende. Hun rettede de pupilløse øjne direkte mod hans blik, mens hun hev et par mundfulde af den kolde luft dybt ned i lungerne.
"Er du endelig kommet... til fornuft?"
Talen blev presset ud i stød, der passede til hendes åndedrag. Hun løftede kort de hvide bryn, næsten moderligt.
"Du kæmpede bravt Spike, tag med mig... Med hjem... Du vil være velkommen der... Have er formål igen" Hun lod sin magiske evne tage fat, forsøgte at indgyde lysten. Lysten til de lune soldatergemakker, lysten til sejersrusen der blev delt soldater imellem, lysten til at have et sted at høre til.
Hun gav en grimasse, smerten nåede kortvarigt til hende, som magien trak på hendes ressourcer. Det ene bukseben klistrede til det muskuløse lår med den rødsorte tykke masse, efterlod dette endnu mere eksponeret for den bidende kulde

Spike vidste ikke hvad han skulle sige. Ikaris stod allerede med en fod tærsklen til efterlivet, men alligevel vedblev hun i sit formål. En tåget sky dannedes i den kolde luft ved hvert hårde åndedrag hun tog og understregede hvor desperat hendes situation var.
Den nostalgiske berøring af hendes magi lagde sig over hans sind, og fik ham til at tænke på bedre tider. Kammerateriet han havde følt blandt mørkets bedste havde været nok til at undskylde de ugudelige handlinger de havde udført. Han blev mindet om gilderne og vennerne han havde haft, alle villige til at dø for det blodige fællesskab, der opstod blandt krigere i feltet.
Det ville være løgn at sige han ikke var fristet til at give op og følge med hende, men før han kunne sige noget skar hun en grimmase, og magien var brudt. Delingen fandtes ikke længere. Han og Ikaris var de sidste levende soldater tilbage. De gode øjeblikke falmede tilbage i fortidens gråtoner, og efterlod de frygtelige ting de havde gjort i stærk relief.
Spikes blik hærdedes, som han betragtede sortelveren og hans mund satte sig i strenge toner.
”Du bløder.” Hans stemme var kold og kynisk. Konstateringen var en kendsgerning, og en de begge vidste. ”Jeg har dit sværd – du kan ikke skade mig. Giv op!” Spike havde tænkt sig at fortsætte, at fortælle hende at han ikke ønskede at hun skulle dø. Ordene visnede på hans tunge, og efterlod ham med et dumt udtryk et sted mellem uro og vrede.

Mørkelveren udstødte et tungt hvæs, øjnene var tunge, hun var fristet til at blinke kortvarigt, men sandheden var, at hun stolede så uendeligt lidt på, at de ville åbnes igen, hvis hun gav efter. Hun var træt til benet, forpustet endda, en ting der hørte sig sjældenhederne til. Hun skævede ned, buksebenet kendte ikke længere sin oprindelige mørkegrønne farve, det var nu næsten sort. En mørkelvers blod, en fandens potent masse. Lugten af jern var kraftigere end når normale mennesker blødte, det var grunden til hendes udholdenhed, evnen til at bære langt mere ilt rundt i kroppen end menneskene, og nu stod hun der, og manglede det. Hendes sværdarm var låst i et ukueligt greb, hun var klar over det allerede inden han havde udtalt ordene, hun ville ikke komme godt ud af denne kamp. Hjernen kørte på højtryk, alle mulige udkast for et næste træk blev vendt på få sekundter. Hun tog endnu en hæs indånding, inden hun rettede på sin benstilling. En fejl, hoftens skade havde ædt nok på kræfterne til at benet gav op under hende. De hvide bryn rynkedes kort i en bekymret mine, inden hun med sin frie hånd greb efter Spikes nakke. Så hang hun der. Kvalmen var overvældene, hun havde ikke kræfter til at gøre arbejdet færdigt. Vreden var kortvarigt alt der fik lov til at fylde, skuffelsen, nederlaget, hun hadede det, den bitre smag af et gedignt nederlag. Men én ting vidste hun, hvis en sejer ikke var mulig på stedet, måtte den komme senere, og i krig gjaldt alle kneb. Der var ingen grund til at dø en martyrs død, hvis man kunne slippe udenom, det var ikke et æresspørgsmål, ære havde mørkelveren meget lidt af, for hende handlede det hele om én ting, at opnå Herrens mål, koste hvad det ville, om så det var at bide æren i sig og leve til at slås en anden dag.
"Spike?" Stemmen lød for en gangs skyld næsten kvindelig, tynd mendog endnu hæs, ikke så underligt hvis men beskuede den akavede stilling hun hang i. Hvilende imod sølvmanden med én hånd fæstnet til massen på hans bryst, endnu knugende det smukke sværd, mens den anden, klyngede sig til hans nakke med et jerngreb, et greb med en styrke der var overraskende for kvindens tilstand.
Hun vippede hovedet en kende opad, vendte det pupilløse blik op mod ham. Huden der altid var askegrå var blegere, et sjældent syn, en bleg mørkelver.
"Du er...vel nok... dygtig!" Hun lo kort, afmålt, afbrudt af en grimasse der afslørede, at hun var i voldsomme smerter, en grimasse der blotlagde de spidse hjørnetænder der næsten gav elveren flere fællestræk med et rovdyr end med noget humant.
Kortvarigt prøvede hun at rejse sig, det gode ben sitrede under hende af anstrengelse, medførte alle muskler i kroppen kortvarigt spændtes, men gav til sidst op, og hun blinkede. Hvor var det rart, at hengive sig til mørket, bare ét øjeblik mere.
Hun kæmpede, åbn, meget mod elverens vilje gled øjenlågene op, kun en kende, til det orange kunne anes i to smalle sprækker, Spike var sløret, hun kunne ikke mærke noget mere, mens hendes jerngreb om hans nakke slap langsomt.
"For... gammelt venskabs skyld... Hytten..." Hun tog endnu en dyb sidste vejrtrækning, prøvede at lade den sidste rest af magi tale til Spikes empati. En empati han tilsyneladende havde fundet de sidste år, hun vidste, at hvis han efterlod hende her i kulden, ville det formentligt blive hendes endelige.

Spike vidste godt hvad der ville ske, hvis han viste nåde. Hvordan kunne han andet, når han gentagne gange havde udnyttet andres medlidenhed i udførelsen af de samme opgaver som Ikaris? Han mærkede hvordan hendes magi greb om hans sind i et forsøg på at vække en empati, der havde været død hele hans voksne liv. Han gjorde intet for at afværge hendes greb om hans nakke, og tillod ikke grebet om hendes hånd at slækkes.

Hvad ventede han på? Lod han hende slippe med livet, ville hun komme efter ham – det kendte han hende godt nok til at vide med sikkerhed. At gå tilbage tomhændet ville var en dødsdom for hende i samme grad som at vende tilbage ville være for ham. Så hvorfor tøve? Den tunge lugt af blodjern, der altid havde vækket hans appetit, gjorde ham nu sygere end han nogensinde havde følt sig i sit liv. Hun ville finde ham til en af dem var døde, så meget vidste han med sikkerhed.
Hvorfor skulle det være ham?

Da hendes ben gav efter, gav han slip på hendes hånd og samlede hendes form op, en hånd på hendes ryg og den anden bag hendes knæ. Med foden åbnede han døren til hytten, han med længsel indså han aldrig ville få lov til at gå ind i igen efter denne aften. Tiden var knap. At efterlade hende i hytten i sin tilstand ville ligeså meget være at dræbe hende, som stak han en kniv i hendes hjerte, så han begyndte at spænde hendes læderrustning op for at tilgå såret. Han bed ikke mærke i om hun var ved bevidsthed eller ej, som han begyndte at forbinde såret.

Ikaris kunne mærke hvordan mørket omsluttede hende, men hun kæmpede med tænder og klør for at blive ved bevidsthed, hun kunne ikke tillade sig at sunke hen i skyggerne, selv nu, hvor det sølle tunnelsyn var blevet en stor pløret plamage. Hun blinkede krampagtigt med øjnene for at holde sig vågen, den blodige masse fra de dybe flænger i hendes ansigt  var begyndt at klistre, men alligevel virkede det til, at det ikke rigtigt ville stoppe med at bløde? Hun holdt vejret kortvarigt mens Spike besluttede sig, det var enten en kniv henover struben, eller at han faktisk havde tænkt sig at redde hendes liv, nu hvor hun ellers ihærdigt havde prøvet at skære ham i stumper og stykker, så han pænt kunne overrækkes til hendes Herre.
En hæs knurren meldte sig på banen da Ikaris blev løftet op, det var lige akkurat det eneste hun orkede, der var ingen protester, men det var en sær følelse at blive slæbt rundt på, især for en som hende. Ikaris var overraskende tung, af en elver at være. Alt på hende var utrolig kompakt.
Et blødt bump var alt der indikerede at hun landede på gulvet, dét og så det faktum, at blæsten var stoppet, hun var kommet indenfor. Så gav hun et kort spjæt, hendes indre elitesoldat der forsøgte at sparke liv i den slappe krop, hun måtte op og videre. Hendes krop ville bare ikke lystre på hendes kommandoer, det var ellers nu, det var tiden til at tage Spike med et overraskelsesangreb, men intet fulgte med. I stedet blev det til en sløv hånd, som daskede op imod hendes pande, fosøgende at tørre det klistrede blod væk, væk fra hendes øje så hun kunne se.
"Du ved... Du ved vel nok... Hvorfor vi ikke... Kan lade dig gå fri... Spike?" Ikaris lød næsten fuld ved udtalen. Han begyndte at løsne hendes rustning, hun brød sig ikke om tanken, men på nuværende tidspunkt kunne det vel ikke være helt til rotterne,det han havde tænkt sig at foretage sig, eftersom han allerede havde besværet sig med at slæbe hendes slatne krop med ind. 
"Du er sgu for dygtig til at være her!" Der ville muligvis have været mere gejst, hvis hun havde haft slagkraften til det, men nu måtte han nøjes med en accantpræget mumlen.
Spike nåede til såret, Ikaris bed tænderne sammen, men sagde ikke en lyd, hun var vant til at modstå ufattelige mængder smerte, det var ikke svært at finde ud af, hvis man blot afdækkede mere en en smule hud. Ar befandt sig over hele mørkelverens krop, striber der var lysere end den askegrå hud vidnede om hendes fremavl, hendes opdræt. Især ryggen var præget af utallige piskninger, en ting de fleste krigere af Mørket havde set før, men aldrig nævnte overfor den bidske elver

Han stoppede ikke forbindingen, da hendes krop kæmpede for at vende tilbage til kampen. Han genkendte refleksen, og vidste hun ikke besad styrken. Der var ikke mange hemmeligheder mellem dem, ikke efter at have gennemgået den samme træning og tjent sammen i feltet. Man lærte først rigtigt en person at kende, når man havde kæmpet sammen med dem, også selvom de dårligt havde vekslet to ord udenfor missionerne. ”Lig stille,” hørte han sig selv sige, uden overbevisning. Det gjorde ikke den store forskel for ham, men hvis hun forholdt sig i ro, ville hun leve. Ellers, ville han være fri.

Som for at punktere hendes spørgsmål, spændte han bandagen hårdere fast end han behøvede. Han kendte alt til, hvorfor han aldrig ville kunne få et liv i fred. Grundene holdt ham vågen om natten – dét, og den knirkende lyd af spændte galgenreb. Og Ikaris ville aldrig forstå, alt hvad der var sket, efter de ikke længere var partnere. Hun havde ikke set skoven af snedkerlavede træer, med deres sprællende frugt.
Dygtig? Hvis han var dygtig, havde han efterladt hende i sneen. Han kastede sit hærdede blik på hende, og uden at tøve, greb han hende om halsen og klemte, til hun ikke kunne få vejret.

Ikaris gav ikke en mine fra sig som han spændte hendes forbinding, på trods af denne brændte som bare fanden, det var ikke første gang hun var blevet lappet sammen på feltmaner. Hendes blik blev kortvarigt fraværende, øjeblikke fra krigstiderne rullede indover hende, Spike var en fandens dygtig soldat, hun havde set ham slås flere gange end hun kunne tælle og havde ofte beundret hans evner. Hovedsageligt nok fordi at han fremstod usårlig. Intet våben lod til at bide på ham, en egenskab hun misundte noget så grueligt. Havde hun selv besiddet denne, var hun ikke endt hvor hun var nu, i en akavet nedladende position. Hun tog en dyb indånding og slog tænderne sammen med et lavmeldt smæld, inden hun begyndte kampen for at komme op at hvile på sine albuer, det første spæde skridt til at komme op at stå. Hendes rygstykker nåede dog dårligt at løfte sig fra det ru, kolde trægulv, inden Spike med en overraskende hastighed kastede sig over hende, og hans hænder lagde sig i et jerngreb omkring hendes blottede hals. Kortvarigt kom adrenalinen tilbage, Ikaris sprællede og vred sig efter bedste evne, mens hendes egne hænder famlede efter hans ansigt, i et forsøg på at presse hans øjne ind. "Ved... Zaladin" stemmen var halvkvalt og lavmeldt, som hans greb trykkede sig mod hendes stemmelæber. Efter få øjeblikke måtte hun droppe sin plan og i stedet, i ren instinktiv panik lukkede hendes hænder med en sørgelig insisteren omkring hans, prøvende at få disse fri, desværre havde Spike væsentligt mere overskud og styrke tilbage på kontoen end den blødende, hårdt sårede soldat.  "Jeg.. kan hjælpe.. fjols" stemmen var nu ikke mere end en mumlende kvækken, sandt at sige ville Ikaris kunne få hans mareridt til at stoppe med at hjemsøge ham, hun kunne ikke få ham til at glemme, hun var ingen mentalist, hun var en manipulator. Hun ville kunne få de minder der havde sat sig i Spike som hans værste mareridt, til at føles som en lykkelig erindring. 
Mørkelverens stritten imod og sprællen døde langsomt ud, det trodsige orangegule blik der var rettet mod Spike forsvandt, som hun mærkede hvordan mørket omsluttende hende. I en sidste ihærdig handling forsøgte hun at hive luft ned, men der kom intet. Hendes hænder løsnede omkring hans låste greb, hendes krop blev slap og efter få øjeblikke mistede elveren bevidstheden. 

Sandt at sige, havde Spikes eneste ønske været at få hende til at ty, men som hænderne febrilsk daskede mod hans ansigt og ledte efter noget at såre, følte han sulten igen. Grebet strammedes sig, selvom han kæmpede for at give slip. Udenfor havde han kæmpet for sit liv, men her – hænderne omkring hendes hals – kæmpede han for alvor. Hun repræsenterede alt, der stod i vejen for hans frihed. Fortidens genfærd; et spøgelse, der ville følge ham ind i fremtiden. Men hun kunne dræbes. Alt han skulle gøre, var at presse ved, lytte til de sidste falmende ord og være fri. For altid.
Men det var ikke ønsket om frihed, der klemte livet ud af mørkelveren. Der var intet praktisk ved sulten i hans blik. Hendes død var uundgåelig, for han var døden selv – som ild slugte han, ikke for at leve, men fordi det var hans natur. Han brændte, og hun var hans brændsel.

Det var gnistens forsvinden i de særsomme øjne, der brød hans trance. Hans hænder skød fri, som væmmelse kastede Spike tilbage mod vægen, hvor han krøllede sammen mod væggen. Han turde ikke hæve blikket – turde ikke at se på den bevidstløse skikkelse, der lå på gulvet, og ej heller behøvede han det. Han vidste at han havde dræbt hende, præcis som han havde dræbt alle de andre. En som en så han deres ansigter, og hørte lyden af galgenrebet, spændt til bristepunktet.
Ude af stand til at styre sig selv, gjorde han den eneste ting, han vidste var forbudt. Med hænderne begravet i sit hård og ansigtet i sine arme, græd han – hulkende, tåreløs gråd. Den stolte kriger gav efter, og lod sig sluge af mørket.

Hvor længe der gik, før han genvandt forstanden, var ikke til at sige, men Ikaris lå stadig på gulvet. Spike kom forsigtigt på benene, og gik på hug ved hendes side. Hun trak endnu vejret, men han kunne ikke bestemme sig for at om han var lettet eller ej. Alle følelser var forskellige toner af grå, sammenlignet med euforien eller skammen, han havde følt, da han kvalte hende. Hans kvælertag havde efterladt tydelige mærker omkring hendes hals, og han studsede over hvor skrøbelig hun så ud. Gennem mange år havde han set hende sove gentagne gange, men nu var første gang han fik indtrykket at hun var sårbar. Han havde ikke forestillet sig, at det overhovedet var muligt.
Spørgsmålet om hendes liv meldte sig atter, men før han kunne nå at overveje det, vendte han sig bort. Han greb en håndfuld tørret kød, svingede en sæk på ryggen, og forlod sit hjem for sidste gang. Med sværdet, som han samlede op fra jorden, tømte han Ikaris krukker for sine masse, og drog derefter ud af skoven, et beslutsomt ansigtsudtryk frosset på hans ansigt.

Hvor længe mørkelveren lå der, var der ingen sikker viden omkring, hun gled delvis ind og ud af bevidstheden, hver gang kæmpende for at komme på benene, kun for at endnu en bølge af mørke skyllede over hende. Det var en rå grov stemme som fik hende rusket ud af mørket, meget lig hendes egen, men denne kom bestemt fra en mand.
"Ikaris... Ikaris.. 264!" Det var det sidste ord der forlod hans læber som fik øjnene til at glide op, dét og så det faktum at hun blev rusket noget så grundigt. 264, hendes opdrætternavn, en ting der sad så dybt, at hvis noget kunne få mørkelverens opmærksomhed, var det hendes første navn, hvæset ud mellem tænderne på en artsfælle. Hun slog dovent øjnene op, kun for at stirre ind i et sæt magen til hendes egne, disse var blot dybrøde og fyldt med vrede.
"102... Hv.." Ikaris stemme var kun en spinkel kvækken, hun fik heller ikke lang betænkningstid før 102, som nu gik under navnet Rhancar, lukkede sin næve omkring hendes trøje og trak hende op i øjenhøjde. Han var en stor muskuløs mørkelver, de fleste ville nok mistænke, at han længere tilbage havde fået blandet ork-blod i årene, hans hoved var barbaret på den ene side og efterlod det resterende hår langt og filtret
"Hvad fanden er der foregået her? Sig mig ikke at dessertøren slap væk!" Ikaris fødder forsøgte hjælpeløst at få fodfæste på gulvet, men den store elver havde løftet hende lige nok til at kun støvlesnuderne skrabede henover det kolde støvede gulv. Det var alligevel halvhjertet, hun var for udmattet og gennembanket til at gøre en ordentlig indsats. "Han var for hurtig Rhancar" Hvis man nogensinde skulle tro at det kunne lade sig gøre, lød Ikaris stemme for en gangs skyld næsten undskyldene, skammen væltede nedover hende, det var ikke velanset, og hun vidste, at hendes omdømme ligevel gik udover den anden elver, der var opkøbt til hæren samtidig med hende, forskellen på de to var bare, at han altid havde været hendes overordnede, i tunellerne og nu, i hæren.
Den store mørkelver slap taget i hendes krave, og lord Ikaris dumpe ned på gulvet, hendes knæ ramlede imod brædderne med et voldsomt dunk, som hun sank sammen som en kludedukke, alene at sidde oprejst var en kamp, en tabt kamp vel at mærke, hun måtte støtte på håndfladerne for overhovedet at holde den knælende position.
Rhancar trak et vadeskind af skulderen og drak ivrigt et par slurke af vandet, inden han med sin perfekte rette holdning børstede håndfladerne af mod hinanden, irritationen var ikke svær at overse, hans kropsholdning var spændt som en flitsbue "Nå, lad os få det overstået!" 
Det var ikke så meget stemmen, som ordlyden der gav et gip i den yngre elvers krop, der omgående begyndte af famle efter rustningens spænder med dirrende hænder. I det mindste havde Spike dog udrettet noget godt, han havde påbegyndt arbejdet for hende. Der gik ikke mange øjeblikke inden Ikaris trak rustningen og sin trøje over hovedet, efterladende den nøgne arrede hud til frit skue. Det var intet nyt, intet skammeligt, mørkelverene opkøbt til hæren var kampmaskiner, deres kroppe var ikke beregnede til andet end krigsførsel, alt blufærdighed og drift var skurret væk fra deres simple hjerner, kvinderne tilmed steriliserede, så de ikke mistede fokus på deres kerneopgave.
"Du har fortjent 20 slag for den fejl du har lavet idag, de sidste 10 må du tage på borgen, når vi har fået dig i bedre forfatning, du skulle nødig snydes!" 
Rhancar løsnede den ellers ophængte pisk fra sit bælte og rullede den garvet ud med et enkelt vip fra håndledet, så den lange hale trak spor i støvet på gulvet, så svang han med en overraskende ro. Allerede første gang piskens ende ramte hendes rygstykker, blev lysten til at kaste op provokeret, men Ikaris kvikkede en kende op. Smerten triggerede igen hendes overlevelsesinstinkt, selvom kroppen fysisk ikke havde meget at give af. Sådan gik det, 10 slag senere trak hun igen med besvær trøjen over hovedet, enkle steder løb blodspor gennem stoffet hvor pisken havde slået hul, men hun sagde intet, hun havde knap nok givet sig under straffens udførsel. Alligevel måtte Rhancar dog trække hende ud til hesten, hvor hun blev smidt over hingstens ryg, som en kludedukke, inden de red tilbage mod borgen, hvor hun kunne få den rette lægehjælp for ikke at miste livet.