Hans første sætning forvirrer hende, og hendes hale slår. Selvfølgelig er det det eneste, hun vil have ... Men hendes hormoner siger noget andet, og da han smiler til hende, sætter han en rus igennem hende, der er svær at kontrollere. Meget svær. Men for Makis skyld må hun bevare fatningen i sit heat. Det er en svær kamp, men hun må. Han står meget tæt på, så tæt på, hun har måttet rette sig op for ikke at støde snuden mod ham, og hun kikker op på ham.
"Ja, hvad skulle jeg ellers være her for?" siger hun, hendes stemme stadig en halv spinden, og hun ser op på ham, hendes øjne fyldt med ting, der ikke er til at tyde. Lidt farlighed, lidt dristighed og en hel masse andet utydeligt.
"Lad os få det overstået, Maki har ikke langt igen," siger hun så en smule mere fast, og lægger så armene om halsen på ham i en pludselig bevægelse og trykker sine læber mod hans. Hun har skam ikke glemt hvad, han havde forlangt, og efter nøje lektioner tror hun, hun har forstået omsider, hvordan hun skal gøre. Det har taget hende det meste af to dage at få fundet en, der ville lære hende det, og manden var afskyelig, men det lykkedes for hende, og det er alt, der betyder noget. Hun holder afstanden på tredive centimeter med fødderne og kæmper for at holde balancen, for kommer hun først for tæt på ham, er hun ikke sikker på, hun kan kontrollere hormonerne længere.
Lige nu er det vigtigste og eneste i hendes hoved at få overstået kysset, få blodet og komme langt, langt væk, før der sker noget, hun vil irriteres over resten af sine dage.
Base: autumnpixels doll af mig
Krystallandet
