Devyn kiggede på ham og smilte blot. "Du behøver ikke være uhøflig, jeg sprugte blot pænt. Det er da bedre end slet intete navn og så sige de eller du." hun kiggede på ham og lod hendes hale lege lidt med vandoverfladen. Da han begyndte at nævne noget med hendes hale vendte hun sig om og kiggede på den. Hun rystede blot på hovedet og vendte blikket op på ham igen.
"Det er en hale. Hvad ligner det ellers, en eller anden fisk? Kan du ikke se at det er en hale.. Eller også er der godt nok noget galt med dine øjne." sagde hun og rystede på hovedet af ham. Hun svømmede lidt tilbage og dykkede så nede under vandet og svømmede hurtigt op. Et spring kom fra hende da hun kom til overfladen og en form for skæl sad på hendes barm så man intet kunne se. Hun svømmede hen imod ham igen og smilte så kort.
"Jeg sagde jo jeg kom fra havet, ja så har jeg altså sådan en her." hun rystede lidt på hovedet og lod et blik gå op på hans hår.

Han rejste sig op. Hans ben var stadig helt våde, så sandet klistrede nærmest til hans hud. Han sukkede, da han så det. Det var lige præcis når den slags skete, at han allermest hadede at bade ved stranden eller en oase som denne her.
Han rettede blikket op - eller det vil så sige, han rettede det faktisk bare lidt fremad for at kunne stirre havfruen lige ind i øjenene.
”Hvorfor skulle jeg måske ikke tro, at det var en fisk? Det er da ikke normalt at have sådan en… ting siddende for enden af sin krop!” udbrød han nærmest helt hysterisk og sparkede til en bule i sandet. Der viste sig at gemme sig en sten under bulen, men han kæmpede imod trangen til at ømme sin fod, og fortsatte blot med at kigge ned på hende, som hun svømmede rundt i vandet.
"Du ligner jo en fisk," sagde han og fnøs.

Devyn kiggede på ham og kom med et kort grin da hun kunne se at han havde lidt ondt. Hun blinkede lidt med øjne da hun fik sand i dem. Vandet følelse godt for hendes hud og hendes hale. Vand var noget af det bedste hun vidste, det var bare ærgeligt at hun ikke kunne leve i det så længe.
"Undskyld mig men hvis det ikke er normalt, så er det heller ikke normalt og have ben som de hedder. Det er lige så unormalt som en hale, alt på en krop er unormalt. Sådan er det bare, du har det ikke godt med at nogen har noget du ikke har, på en eller anden måde. Du skulle tage og vende dig til det." sagde hun blot og dykkede nede under vandet.

Hun kunne tydeligt høre hvad han sagde selvom hun var næsten ende på bunden. Hun samlede en musling op og kiggede lidt på den, inden hun smed den igen. Hun svømmede op til overfladen og kiggede lidt på ham. "Jamen så synes du bare det. Så mener jeg noget andet." sagde hun lidt koldt. Det lignede hende aldrig at snakke sådan til en person. Hun svømmede hen for at tage sit våde tøj og lagde det op på land.

Caine knyttede sine næver ganske let. Hvor vovede hun at tale sådan til ham? Som om det var unormalt at have ben... hah! Det var mere unormalt at have en hale, også selvom hun selv syntes, at det var ganske normalt. Men nu var hun jo også den unormale, den med halen, så hvad vidste hun om den slags? Intet! Ingenting overhovedet!
"Skal jeg vænne mig til det?" spurgte han køligt. "Har jeg det ikke godt med, at nogen har noget, som jeg ikke har? Hvis du ikke snart holder din mund, så har du hverken arme, ben eller hale, og så er det dig, der kommer til ikke at have det godt!"
I starten havde han bare syntes, at hun var irriterende, senere var han blevet træt af hende og nu var han ligefrem blevet vred på hende.

Han sparkede til sandet, hvorefter han gik hen til det tøj, hun netop havde lagt op på bredden, og sparkede ligeså til det, så det faldt ned i vandet igen.
"'Jamen så synes du bare det'," gentog han og fnøs. "Jeg synes bare, du skal holde din mund nu!"

Devyn kiggede op på ham men gjorde intet andet end at sende et svagt smil. "Jeg håber da ikke jeg skal gentage mig selv. Det lyder nemlig som om du vil have det andre har. Som om du er midsundelig." sagde hun og holdte blikekt på ham. Hun var ikke bange for ham, men hun vidste at hun ikke havde nogen evner til at beskytte sig. Måske kunne fiskene hjælpe hende lidt men det ville ingen hjælp have. De var jo kun små og han var så stor. Hun vidste dog at hun var hurtigere i vandet end han var.
"Jeg er ikke bange. Du vil ikke kunne overvinde mig i vandet, der er jeg klart hurtigere. Men hvis du virker truenden så virker det slet ikke." sagde hun blot koldt til ham og knep øjne lidt sammen.
Hun kunne mærke at hun blev lidt andspændt i kroppen, hun vidste at det var en form for vrede, men hun havde aldrig nogen sinde haft den siden hun var hjemme.

Da han sparkede til hendes tøj kiggede hun blot på ham og lod tøjet flyde forbi hende. Dog var der et stykke tøj der hang fast på hendes skæld. "Du kan ikke tvinge mig til at holde min mund. Meget kan du sige til mig, men det er mit eget valg om jeg vil tage det på mig eller ej. Jeg siger at du ikke kan bestemme om jeg skal sige noget eller ej. Det er mit valg og ikke dit. Hvis du har et problem hvorfor er du her så. Måske trænger du til lidt kærlighed eller noget andet, men det får du da slet ikke på den måde." sagde hun og holdte stadig sine øjne gnebet lidt sammen.

Caine kiggede på hende med et par smalle øjne, der nærmest skød lyn. Hvad bildte hun sig ind? Hun svømmede rundt dernede i vandet og opførte sig, som om hun ejede det hele, som om hele oasen blot var en del af hendes kongerige. Det kunne hun også sagtens, når hun var nede i vandet, for hun vidste jo udmærket godt, at han ikke ville springe ned i søen og risikere at blive våd blot for at banke hende sønder og sammen.
"Jeg er aldeles ikke misundelig," sagde han. "Hvorfor skulle jeg være misundelig på en fisk som dig? Du er skællet og ulækker. Godt nok kan du trække vejret under vandet, men det hjælper dig ikke meget, hvis ingen bryder sig om dig."
Der var heller ikke mange, der brød sig om ham - men det behøvede hun ikke at få at vide.
Ved hendes næste ord, himlede han blot med øjnene.
"Hvorfor skulle jeg også gide kæmpe med dig nede i vandet?" sagde han. "Hvis du vil slås, så kom herop og slås som... hvad du nu er for en."

Hans blik var fæstnet ved det tøj, han netop havde sparket i vandet. Da det blot flød forbi havfruen uden at hun lod sig mærke af det, blev han ikke engang ærgerlig over, at hun hverken blev vred eller ked af det, for han havde travlt med at komme med et lille triumferende "ha!" da et stykke tøj hang fast på hendes skæl. Se, så praktisk var skæl heller ikke endda!
"Skal vi vædde om dét?" spurgte han hende.
Han kiggede ned på vandet. Hvis bare han kunne få det til at forsvinde på en eller anden måde, så ville hun måske ikke længere være så rapkæftet. Men, til hans fortrydelse, var han ingen troldmand, der kunne få en hel sø til at forsvinde blot ved jælp af en trylleformular og et enkelt fingerknips.

[list]Devyn kom med et kort fnys. Han kunne sige hvad han ville, men intet hvad han sagde vill få hende til at skifte meninge om noget.
"Hvis du ikke er midsundelig hvad er du så? Der må være noget siden du reagere sådan over for folk. Jeg spurgte om en lille ting og straks bliver du sur. Det hænger ikke sammen at du skal være sådan. Men det er så også okey. Bare du kan leve med at være sådan så er det helt iorden." sagde hun og blinkede nogle gange med øjne før hun så normal ud med alt. Hendes smil kom frem på hendes læber og hun kunne ikke lade vær med at grine kort. "Det ser faktisk ret nuttet ud når du er lidt sur. Men nu må man hellere passe på hvad man siger så du ikke bliver sur over det." Hun blinkede kort til ham og begyndte at løsne tøjet fra hednes skæl.

Da hun havde løsnet det lod hun det blot flyde afted. "Jeg har ingen grund til at slås eller udøve nogen form for vold. Det er der ingen grund til. Det virker forkert på mange måder at gøre det." sagde hun og kiggede blot på ham.
Hun lagde hovedet ligt på skrå og blinkede nogle gange mere. Hun tog fat i sit pande hår og lagde over til den ene side.
"Der er ingen grund til et grin over det. Tøjet er ikke gået i stykker før, men det kan det gør. Hvis det var gået i stykker ja så havde det været et Ha." hun kørte sin hånd igennem håret en gang inden hun rettede hovedet op igen.
"Der er ikke nogen grund til at væde. Jeg har heller ikke noget at væde for, så det ville være spild af tid." hun nægtede at svare på et af hans spørgsmål. Hun anede ikke om der var nogen der kunne lide hende. Hun havde aldrig rigtig snakket med folk eller også skræmte hun dem væk. [/list:u]

Hver gang hun smilede, blev Caines øjne lidt smallere. Hvordan kunne hun smile over sådan noget? Men selvfølgelig, det var igen dét der med vandet. Så længe hun var der, så kunne hun sige lige præcis hvad der passede hende, for der kunne han nemlig ikke nå hende. Iih, hvor det irriterede ham lige nu, at han ikke havde nogen magiske angreb, der virkede på afstand. Det ville ellers være dejligt befriende, hvis han kunne få en af de høje palmer til at lette med rødder og jord og sætte kursen lige direkte imod hendes ansigt. Han sukkede opgivende og lod en hånd glide igennem sit hår. Den slags var vist bare ønsketænkning.
"Det er da klart, jeg bliver sur, med alle de åndssvage ting du lukker ud," sagde han gnavent. Han gad ikke engang besvære sig med at svare på det første hun sagde. Hvornår gad hun indse, at han ikke var misundelig? Af alle væsner i verden ville han ikke være en fisk som hende. Fisk kunne kun svømme rundt og kede sig for til sidst blive fanget i en fiskers net og ende på et spisebord hos en eller anden middelmådig familie, de rikke havde råd til andet mad end fisk.
Da hun sagde, at han så nuttet ud, knyttede han sive næver endnu hårdere. Hvis han knyttede dem bare en anelse hårdere, ville hans håndflader sikkert snart begynde at bløde. Han tog tre lange skridt fremad, og i et sekund havde han glemt alt om vandet. Han kom først i tanke om det lige i sidste øjeblik, og han måtte svinge med sine arme for ikke at få overbalance og falde i.
"Af alle de ting du har kaldt mig, så er det dog det værste du har sagt endnu. Jeg er i hvert fald I-K-K-E nuttet når jeg er sur!" nærmest råbte han til hende.

Han tog et skridt tilbage igen, så han var uden for fare for igen at falde i vandet.
"Du har måske ingne grun til at udøve vold, men jeg har al grund til at banke dig!" hvislede han. "Kom nu herop og slås!"
Han følte sig næsten som en kat lige nu. En stakkels vandskræk kat, der ikke turde vove sig ud i vandet for at fange den fisk, den havde udset sig, og nu sad på bredden af søen og blev mere og mere frustreret. Tanken gjorde ham blot endnu mere vred, og han fnøs endnu en gang.
"Jeg er ligeglad med, om dit tøj er gået i stykker eller du ikke har noget at vædde for! Bare du kommer op fra det forbandede vand, så bliver jeg glad!" sagde han, selvom han nu tvivlede på, at hun ville komme op fra vandet, bare for at gøre ham glad.

(undskyld jeg svarer så langsomt >___< Jeg laver nemlig lektier samtidig, så jeg er lidt sen til at opdage, når du har svaret ^^;; )

[list]Devyn kiggede på ham og rystede så på hovedet. Der var godt nok et eller andet over ham når han var sur. Men han virkede så voldlig, måske lå det bare til ham. Men i hendes hovede var det forkert, vold kom jo aldrig nogen steder. Der kom altid balade ud af det, og hvorfor skulle hun også slås med ham? Det ville ikke være rigtigt.
"Lukker hvilket ud? Jeg siger hvad der falder mig ind uden at tænke over det" hun smilte til ham og blinkede så. Måske var det bare for at provokere ham, men hun vidste det ikke. Det ville bare være lidt hyggeligt hvis han smillede bare en gang. Bare mens hun kiggede eller når hun så væk. Der kom jo heller aldrig noget godt af at se sur ud altid.

Hun rystede lidt på hovedet og lagde hovedet så lidt på skrå. "Jeg synes altså du er nuttet. Men det er min mening det er ikke din. Jeg kan sige hvad jeg mener eller jeg kan lade vær. Jeg valgte at gøre det fordi jeg mente det." sagde hun og kiggede blot på ham. Hun fugtede sine læber lidt med tungen da hun kunne mærke at de var begyndt at blive tørre.
"Desuden så behøver du heller ikke at råbe jeg er lige foran dig. Måske er jeg en fisk men jeg kan godt høre, jeg er bestmet ikke døv." et kort grin kom over hendes læber og hun dykkede ned under vandet. Lidt efter kom hun op igen og smilte blot.

Hun skulle lige til at svømme hen til ham da han var ved at vælte men gjorde det dog ikke. "Du må hellere passe på kanten hvis du ikke vil mærke det våde vand. Det kan gå galt hvis du ikke kan svømme." Et grin kom over hednes læber igen. Først nu havde hun fundet ud af at hun var lidt provokerende.
"Du har alt ret til at banke mig når jeg kommer op af vandet. Men så må du vente, jeg nyder ellers vandet lige så dejligt. Jeg vil heller ikke slås med dig, jeg har heller ikke nogen grund til det." hun gneb øjne kort sammen med rystede så på hovedet.

((Jeg skal også snart til at lave lektier. Men det bliver nok først i næste uge hvor jeg starter i skole :P
Men super afsnit af Desperet :D))[/list:u]

(Ja, selvom jeg havde set afsnittet en gang før XD)

Caine himlede med øjnene.
"Ja, det kan jeg høre, du gør. Måske burde du tænke lidt mere over det, du siger, før det kommer ud af munden på dig," sagde han.
Da hun stadig holdt fast i, at han var nuttet, og hun åbenbart havde ret til at mene, hvad hun ville, blev han igen grebet af den største lyst til at springe ned i vandet og vride halsen om på hende. Men han formåede med nød og næppe at afholde sig selv fra at gøre det og trådte endnu et skridt væk fra vandkanten. Vandet slog klukkende imod bredden og så ikke ligefrem indbydende ud, men måske, måske kunne det godt endnu med, at han alligevel sprang i.
"Jeg synes ikke, at jeg er nuttet," mumlede han gnavent. "Og det synes du heller ikke, for sådan noget har du ikke engang lov til at synes når jeg er her. Jeg synes, at du bare skal holde din mund, ellers går det galt til sidst."

Han sukkede og satte sig ned på jorden i skrædderstilling. Hvis ikke hun havde tænkt sig at komme op fra vandet lige foreløbig, så måtte han jo bare vente på, at hun ombestemte sig - hvis han da vel og mærke kunne vente så længe. Han havde stort set ingen tålmodighed, i hvert fald ikke når det kom til at skulle vente på andre mennesker, men hun havde jo eftersomhånden svømmet rundt i vandet i et godt stykke tid snart, så mon ikke hun snart blev træt af at svømme og kom op derfra? Godt nok vidste han ikke meget om havfruer - eller fisk for den sags skyld - men de blev da også trætte af at svømme på et eller andet tidspunkt - ikke? For det gjorde mennesker jo. Mennesker blev trætte af at bruge deres ben for meget, så havfruer måtte også blive trætte af at bruge deres haler. Men måske var de mere ligesom fisk, måske kunne de svømme rundt i havet hele dagen lang uden at blive den mindste smule trætte af det.
Han sukkede. Han håbede ikke, at havfruer var ligesom fisk, for så kunne det godt ende med, at han alligevel blev så træt af at vente, at han sprang i vandet, om han så ville det eller ej.
"Du kan snakke så meget du vil, når du er nede i vandet, for du ved, at jeg ikke kan nå dig, men at komme herop og stå ved siden af mig og gentage alt det, du netop har sagt, dét tør du med garanti ikke!" sagde han.

[list]Devyn kiggede på ham og smilte lidt. Et blik landte nede i vandet og så på ham. "Hvorfor skal du bestemme hvad jeg må sige og hvad jeg ikke må sige? Hvis jeg har lyst til at sige til dig at du er nuttet, når du er her så gør jeg det. Jeg kan også mene det jeg vil, bare fordi du ikke vil høre det, så kan du bare lukke ørene." sagde hun og grinte ganske kort. Hun kiggede lidt på hvordan vandet stille lavede ringe i vandet fra hendes våde hår. Hun blinkede ikke me øjne eller rørte sig. Man skulle tro hun var under en eller anden form for trance. Til sidst rystede hun på hovedet og blinkede så nogle gange.

Hun drejede hovedet nogle gange fra side til side og smilte så blot kort. "Hvis du har tænkt dig at sidde der hele dagen så kommer der til at gå lang tid. Jeg skal ikke op fra vandet før om ca. Lad mig se 15 timer eller sådan noget." hun blinkede til ham og grinte ganske kort. Hun begyndte stille at svømme tættere på kanten og smilte blot. "Hvorfor skulle jeg ikke turde det? Jeg har brug for vand og jeg har brug for luft." sagde hun og smilte til ham. Et blik gik lidt frem og tilbage før hun lagde hænderne på kanten af breden og smilte blot.[/list:u]

Caine placerede sine hænder på sine knæ, og lukkede langsomt sine øjne i. Hvor mange gange skulle han blive nødt til at gentage det? Han var IKKE nuttet. Men hun lod ikke til at høre efter, den stædige fisk. Hun blev ved og ved og ved med at sige ham imod. Hvis ikke hun var i vandet, så havde han for længst vredet nakken om på hende. Men det var jo lige netop det, der var problemet: vandet.

Da hun sagde, at hun havde tænkt sig at blive i vandet i femten timer eller derover, kunne man lige ane en svag trækning i hans ansigt. Femten timer...? Så lang tid havde han altså ikke! Der var også andre ting, han skulle nå, som foreksempel at spise aftensmad eller... et eller andet.
"Hør nu, lille ven," begyndte han. Hans stemme var så sukkesød, som den kunne være, hvilket ville sige, at den ikke var så sød endda. Nærmere lidt hæs og mørk, ligesom hans normale stemme, bare med en unormal undertone, man ellers ikke normalt hørte fra ham. "Kan du ikke komme han til mig, bare et lille øjeblik? Så skal jeg nok forklare dig, hvad en hårbørste er... Det var det du gerne ville vide, ikke sandt?"

[list]Devyn kiggede lidt på ham og smilte så. Der var et eller andet over ham, han virkede så vred men alligevel så vasr han det ikke. Der var bare underligt at han ikke kunne smile. Et smil kunne gøre en hel masse godt, men sådan et kunne ikke komme fra ham. Det var ret underligt.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og blinkede nogle gange. Et blik gik ned i vandet og dykkede så. Hun gled stille gennem vandet, vandet var hendes element og det kunne tydeligt ses.

Hun kom op af vandet og hun lod en hånd køre igennem hendes hår. "Lille ven. Jeg er ikke lille, jeg er heller ikke din ven, slet ikke sådan som du taler til mig. Du virker så sur og er slet ikke glad, så du skal ikke kalde mig ven på den måde." sagde hun og klemte øjne lidt sammen. Hun rystede lidt på kropppen af hans stemme, den var alt for hård og mørk, den var slet ikke noget hun kunne lide. "Jeg vil gerne vide hvad en hårdbørste er." sagde hun og svømmede lidt tættere på ham. [/list:u]

Caine himlede med øjnene, da hun sagde, at hun hverken var lille eller var hans ven. Var det virkelig livsnødvendigt for hende at sige ham imod, hver eneste gang han åbnede munden?
Han måtte bide sig selv i læben for at forhindre en masse bandeord i at ryge ud. Hvor kunne han kvæle hende lige nu… Men hun var for langt væk til, at han kunne nå hende. Godt nok kom hun ham nærmere, præcis som han havde bedt hende om, men ikke nær nok. Hun tøvede, og det irriterede ham inderligt.

Han gned sine tinderne. Hvorfor var det så svært for folk bare at gøre det, man bad dem om? Hun skulle bare slå et par slag med halen for at komme fremad. Sværere var det ikke.
"Jeg er komplet ligeglad med, om du selv synes du er min ven eller ej, dumme fisk!" sagde han.
Så kom han til at tænke på noget - godt nok kunne han ikke nå hende med sine hænder, men måske hans ben kunne nå hende? Det var da forsøget værd.
Han rykkede lidt tættere på vankanten, drejede sig lidt og rettede et velovervejet spark ud efter hende hoved, så hurtigt han kunne i håb om, at hun så ikke ville kunne nå at opfatte hans fod før den allerede havde ramt hende.

[list]Devyn kiggede lidt på ham. Han var lidt underlig, eller også var det bae hende. Hun trak lidt på skuldren og anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun svømmede blot tættere på ham da hun virkelig gerne ville vide hvad en hårdbørste var. Da han satte sig ned blev hun endnu mere ivrig efter at få det af vide.

En fod ramte hende i hovedet og hun opdagede den slet ikke komme. Hun kunne stille mærke lidt blod køre ned fra næsen og en smerte gå op igennem hovedet. Det gjorde så ondt at man ikke kunne drømme om det. Flere tåre pressede på, hun havde jo aldrig haft denne her smerte før. Det var helt underligt at have den. Hun dykkede ned under vandet og kunne ikke holde tårene tilbage. Det var så uvirkeligt det her, det hang slet ikke sammen noget. Hun prøvede bare at være sød og så var han så ond. Hun svømmede helt ned til bunden og kunne se en tråd af blod fra næsen og som gik op imod overfladen.[/list:u]

Caine kiggede dumt på hende, da han opdagede, at tåre begyndte at løbe ned af kinderne på hende. At hun ville begynde at græde, dét havde han ikke lige regnet med. Hvor gammel var det nu, hun var? Hun var i hvert fald ikke noget lille barn.
Men nåja, han havde ramt hende, og det var det vigtigste. Så da han så, hvordan vandet antog en rødlig farve der, hvor hun var dykket ned, kunne han ikke holde et tilfreds lille smil tilbage. Selvom hun selv sagde, at hun var hurtig i vandet, havde hun ikke været hurtig nok.
"Dumme fisk!" fnøs han. "Du er så naiv, at man tror, der er løgn."

Han rejste sig op og trådte nogle skridt væk fra vandkanten, for hvis nu, hvis hun nu besluttede sig for, at hun ville have hævn, så var det nok bedst, at han holdt sikker afstand, så hun ikke trak ham med sig ned på bunden af søen.
Han satte sig op af et lavt palmetræ med ryggen hvilende op af den ujævne stamme.

[list]Devyn som sad nede på bunden kiggede op imod overfladen. Hun vidste ikek om hun skulle svømme op eller hvad hun skulle. Hun ville gerne op på land, men den dumme dims var der sikkert stadig. Hun kiggede ned i sandet og så op igen. Stille svømmede hun op imod overfladen.
Da hun kom der op havde hun kun lige hovedet så meget oppe at øjne var oppe over vandkanten. Stille kiggede hun rundt og så at han stadig var der.

Hun havde lyst til at råbe et eller andet til ham, men hun vidste ikke hvad det skulle være. Han var en kylling at han ikke turde komme i vandet, var han bange for det eller kunne han bare ikke svømme? Hun blinkede nogle gange med øjne men tørede så næsen for noget af det sidste blod.
"Du er ret dum at du ved det. Sådan en rigtig dum, dum ting som bare burde gå." sagde hun sårret da hendes mund var kommet op over vandoverfladen. [/list:u]

Caine blev siddende under palmen og kiggede fortsat efter hende nede i vandet. Han kunne ikke få øje på hende, fordi han hele tiden blev distraheret af det røde blod, der havde blandet sig med vandet og flød som tråde i vandoverfladen. Var hun helt forsvundet? Nej... for kort efter dukkede hun frem igen, selvom det kun var lidt af hendes ansigt, han kunne se.
”Som om jeg vil give dig den tilfredsstillelse at gå min vej,” sagde han efterfulgt af noget, der kunne lyde som en blanding af et fnys og et grin.
Han sendte hende et skævt smil, selvom han bestemt ikke så glad ud.
"Hvis du så gerne vil være fri for mig, hvorfor går du så ikke bare selv - hvis du da ellers tør," grinede han.
Hun turde garanteret ikke at komme op fra vandet. For hun var bange for ham, det vidste han godt. Men måske hun ville være naiv nok til igen at komme tættere på ham, hvis han igen fortalte hende en løgn? Han skubbede hurtigt tanken væk. Han havde jo allerede skadet hende, han havde sparket hende i hovedet og dermed fået hende til at holde sin mund, og det var nok for ham - i hvert fald lige indtil hun igen åbnede sin mund.

[list]Devyn anede ikke hvad det var han snakkede om. Snakkede han i tåger eller hvad var det lige han gjorde? Hun var helt forviret og anede ikke hvad hun skulle sige.
Der gik et stykke tid før hun vidste hvad hun skulle sige. "Jeg bliver ikke tilfreds over at du går. Jeg bliver øm efter at du sparkede mig i hovedet, hvilket var rigtig fejt gjort." hun kiggede på ham og klemte øjne lidt sammen så de blev smalle. Man skulle ikke tro at hun kunne se noget imellem dem men det kunne hun.

Stille svømmede hun hen imod sit tøj som flød i overfladen af vandet og samlede det op. Hun svømmede så hen til breden og lagde tøjet op på den.
Et blåligt skær kom fra vandet og man kunne lige ane hvordan hendes hale blev lavet om til ben.
Det så ud som om der var en skygge af skæl hen over hende, der hvor halen sidder. For hvert cm der forsvandt dukkede der hud op, på hendes barm skete det samme. De fleste ville mene at det var helt forkert at sådan noget skete lige foran dem. Hun hoppede op på breden og holdte sig for barmen da hun satte sig skråt på breden. Hun satte sig sådan så man ikke kunne se noget. Hun sad ikke ret langt væk fra ham hvilket også var meningen fra hendes side af.

((Jeg mener ikke at barm skal skrives med censur. Men hvis det skal for din skyld vil jeg gerne gøre det ;) ))[/list:u]

Caine himlede med øjnene. Som om det ikke var nok med at hun lignede en fisk, så havde hun minsandten også hukommelse som en. Hun kunne sikkert kun huske tre sekunder tilbage i tiden. Alt, der var foregået mere end tre sekunder forinden, var sikkert blevet sløret af en hvid tåge i hendes hoved.
”Du har lige sagt, at jeg bare er en dum ting, som burde gå sin vej,” sagde han og sukkede opgivende. Havde hun allerede glemt det?
Da hun sagde, at det var fejt, at han havde sparket hende i hovedet, smilede han bare.
”Og hvad så hvis det var fejt? Det fik lukket munden på dig, og det er det vigtigste. Det er bare ærgerligt, at din næse ikke også brækkede.”

Det var blevet varmt nu. Det vil så sige… det var jo altid brændende varmt her i ørkenen. Men det var blevet endnu varmere end for to minutter siden. Nu kunne man næsten ikke holde ud at være her længere.
Han rykkede tættere end til palmetræet. Træets skygge var så lille, at lige meget hvor tæt han sad på stammen, kunne skyggen ikke nå helt ud til hans fødder, og hans sorte bukser føltes brændende i solens stråler.
Han overvejede stærk, om han mon ikke snart skulle gå sin vej. Der var ikke noget at blive her for. Her var varmt, og havfruen var ikke særlig underholdende. Det eneste hun gjorde, var at svømme rundt i vandet og glemme, hvad hun netop selv havde sagt. Og dog…
Da Caine igen vendte sit blik imod vandet, var hun væk. Han kiggede rundt og fik øje på hende et stykke længere henne af bredden. Så hun var her altså stadig – øv. Nu havde han lige troet, at hun var kommet på bedre tanker og var gået sin vej.
Han fnøs og vendte sit blik bort fra hende.