Julian prøvede at tænke tilbage, på noget de måske havde lavet før som han kunne spørge ind til. men det eneste han kunne tænke på, var den pokkers ring. hvorfor blev han ved med at tænke på den? han burde være GLAD på Aishas vegne, men... det var han jo nok ikke rigtig. og det skammede han sig faktisk frygteligt over efterhånden. han var hendes bedste ven, han burde støtte hende og istedet borede han bare ned i det. det var okay at være nysgerrig, men der var da en grænse...?
han kom i tanke om, da Aisha faktisk ville give ham ringen. hun havde sagt noget... noget som han ikke var helt sikker på at han forstod længere...
'Hvis du har lyst til at sælge den, så er den din. Hvis ikke, så lad mig få den igen, så jeg kan ødelægge den.' hvorfor ville hun ødelægge den? det var en smuk ring, den var værdifuld, og hun havde fået den af sin kommende ægtemand... Julian himlede med øjnene. Han brød sig af en eller anden grund ikke om denne... Mand. måske, hvis man skulle analysere det hele, ville de kloge folk nok sige, at han var bange for at han ville fjerne Aisha fra ham, men der var også noget andet.
efterhånden havde Julian faktisk tegnet sig lidt af et fantasibillede af ham. høflig, en rigtig gentleman, indtil man kom i alenerum, og han blev til et monster med kæmpetænder, og kløer, og pigge, og skæl, og giftigt spyt og den brøler imod månen, imens ingen kan gøre noget da den kaster sig over sit bytte...
Julian stak sig selv sådan en lussing, at det sang for ørene et godt stykke tid efter. han blev helt rundt på gulvet, for det havde slet ikke være hans mening at slå så hårdt. men det var nok hans lille, loyale samvittighed der forbød ham at tænke så ondt og urealistisk om Aishas forlovede. selvfølgelig var han ikke et monster.
men hvem ved? han kunne være en forklædt dæmon, eller bare et frygteligt monster der forklædte sig for ikke at blive godkendt...
Julian skulle til at slå sig selv igen, men lod være. det var bizart i forvejen, og han var allerede igang med at prøve at finde ud af, hvad han skulle svare hvis Aisha spurgte ham hvad ialverden han havde gang i.

OOC: Undskyld den lange ventetid, men - som jeg vist allerede har forklaret - min computer gider ikke gå på nettet. Derfor er jeg nød til at låne en computer af skolen eller en af de andre elever, og det er egentlig heller ikke noget problem, men her i denne uge har jeg haft køkkentjans, og derfor har jeg slet ikke haft tid til at låne en computer. Jeg håber, du kan bære over med mig.

IC:
I løbet af det sidste lange stykke tid, havde Aisha bare siddet som i trance. Hun havde mistet jordforbindelsen og derved også sit indre kort over vibrationerne omkring sig. Derfor kom det som lidt af et chok for hende, da hun slog let i jorden og straks blev overmandet af Julians stærke vibrationer. Hun var lige ved at begynde at græde, da hun pludselig blev omringet af så mange intense følelser.
Men i stedet sagde hun bare: "Lad være at skade dig selv,"
Hendes stemme var sløret og hendes ord var usikre, men hun fik sit budskab frem i denne sætning. Så håbede hun bare, Julian ville forstå og rette sig ind efter ordene.

OOC: Jeg har lige noget mere at undskylde overfor: Mit skriveris korthed. Håber endnu engang, at det er noget, du kan tilgive.

OOC: det er helt fint at du svarede så 'sent', for lige meget hvad havde jeg ikke haft mulighed for at svare på det - internettet hjemme hos mig var gået ned, og ingen af mine venner bruger tid på computeren ^^" så jeg er fkatisk bare glad (eller, selvfølgelig ikke glad for at du har haft køkkentjans eller at nettet er nede) men det er rart at vide, at du ikke har ventet i tusind år Oo"

IC:
"Undskyld... Det var ikke meningen at jeg ville slå mig selv... jeg tænkte bare på noget fjollet, såeh.. undskyld.." Han rystede på hovedet af sig selv, og missede med øjnene. det lød godt nok vandet. 'jeg tænkte bare på noget fjollet, såeh... undskyld..' dumt, dumt, dumt, dumt.
"Hvad er der galt?" spurgte han så, en smule forvirret. hvorfor lød hun sådan? han vidste ikke noget om at hun ikke havde haft jordforbindelse konstant, og det undrede ham lidt, sådan som hun lød.

OOC: undskyld for kortheden, men jeg VILLE på, inden jeg skulle lave lektier xD

Hun forstod ikke hans spørgsmål, opfangede ikke hans ord. De lyde, han frembragte, blev skam båret frem til hendes høregang, ja, men hendes hjerne formåede ikke at sætte ordene sammen til sætninger; hun hørte bare det hele som én tyk tåge af lyde.
Af denne grund, svarede hun ikke. Ikke ordentligt, i hvert fald. Hun mumlede nogle usammenhængende ord frem for sig, men mere blev der ikke lagt i det.
Hun følte sig tom indeni; som om noget manglede. Hun vidste bare ikke hvad. Men denne længsel efter det, der måske aldrig havde været der, fyldte hendes tanker i øjeblikket, og det var utænkeligt for hende, at gøre plads til endnu flere tanker. Derfor registrerede hun ikke hans spørgsmål, derfor svarede hun ikke..

"Hvad?"
Julian blinkede et par gange.
Aisha? Hvorfor lyder du sådan? Var han ved at sige, men stoppede. Det lød lidt sært. Meget af det han sagde lød sært. Alt ligenu var sært!
Gid der var noget der kunne få ham på andre tanker. Han kunne tænke på, at... Han var sulten? Nej. Det hjalp ikke.
Og nu, mere stilhed.
Udenfor var det begyndt at blæse, men hytten lå i læ, så ikke særlig meget trængte ind igennem døren. En lille smule gjorde dog, men ikke nok til at Julian begyndte at fryse, og han tænkte faktisk ikke over at det efterhånden var ved at blive ret koldt udenfor.

OOC: undskyld korthed, men løb lidt tør for ideer OO"

OOC: Fair nok. Og undskyld ventetiden, men jeg boede lige i telt på Lars Tyndskids mark i et par dage..

IC:
Med et pludselig hovedryst blev Aisha bragt tilbage til realiteterne Hun følte sig meget sårbar, som hun stod der, uden helt at vide hvad der skete omkring hende. Hun følte det som om, hun slet ikke havde været til stede i løbet af de sidste mange minutter, følte, at hun lige var blevet skubbet ind midt i dilemmaet. Men der gik ikke lang tid, så havde hun fattet sig igen.
"Hvad? Hvad mener du?" spurgte hun, dum som bare fanden.
Udenfor hylede vinden. Den hule tuden fra blæsten gav genlyd mellem de mange bebyggelser. Aisha kunne godt lide lyden; hun syntes den var beroligende.

Julian hævede det ene øjenbryn.
"Jeg spurgte om der var noget galt, men jeg kunne høre hvad du svarede, og så sppurgte jeg om hvad du sagde, og... nej, ligemeget..." han smilede skævt.
En grå ungkat med lysende, grøn-gule øjne, tittede ind af døren, inden den hurtigt stak af igen med halen løftet højt i vejrs. hvad var der med den? Nej. det var også ligemeget. alligevel fulgte Julian den med øjnene, da den valsede hen over brostenene, hen til at lille træ som den hoppede op i.
Dumme kat. Men den ved nok ikke at den ikke kan komme ned i igen. tænkte Julian opgivende. katte var egentlig ret kloge, i forhold til... edderkopper? ej.
Julian så på sine hænder, og hans smil forsvandt en lille smule. han kom igen til at tænke på Aishas forlovede, og han fik det igen dårligt med at tænke dårligt om ham. Aisha ville jo IKKE have at han blev sur eller vred, eller ked af det eller skuffet eller hvad han nu kunne blive. Det var han faktisk heller ikke lige nu. nej, han var bange.
for hvis de skulle giftes...
så ville Aishas far og mor og forlovede nok prøve at finde hende.. og så ville de tage hende væk fra ham igen!

OOC: Endnu engang: Undskyld ventetiden.

IC:
Hendes tanker var igen spredt for alle vinde. Lige meget hvor mange gange hun med nød og næppe undveg et ubehageligt emne, stødte hun på et nyt. Det var som om hendes hjerne havde kasseret alle hendes gode minder, og erstattet dem med lutter mørke, kolde erindringer. Hvor hun havde al denne elendighed fra, vidste hun ikke.
Kattens tilstedeværelse fangede dog også hendes opmærksomhed. I et kort øjeblik glemte hun helt at tænke på Oscar, forlovelsen og den dystre stemning, for til gengæld at tænke over, hvad katten mon lavede hér. Men så kom hun til at tænke på, hvor glad hun egentlig var for, at hun kunne tænke på noget andet end Oscar i et øjeblik, men derved kom hun jo til at tænke på Oscar igen, og hendes humør sank igen drastisk..
"Nå," sagde hun endelig. "Du må meget undskylde, at jeg ikke talte tydeligt nok, så.."

"Det er da ikke noget man skal sige undskyld overfor." Julian drejede sine hænder, uden noget bestemt formål.
"Men ellers er du da tilgivet." Han smilede lidt mere igen, og han smil blev ligeså stort som før. Alligevel blev hans sinds horisont formørket af uvejrskyer.
Aisha SKULLE giftes. De ville jo nok ikke give op, de ville finde hende. Ville de ikke?
Nej. Ikke hvis Julian kunne forhindre det. Han knyttede hænderne kort, og hans fingerspidser blev ekstremt varme, inden han rystede kort på hænderne for at fjerne det igen. det forsvandt ligeså hurtigt som det kom, men alligevel var hans fingre stadig varmere end normalt.
Men han kunne da ikke bare sige, at nu ville han skjule Aisha, fordi han ikke ville have hun skulle giftes.
"Tænk hvis de leder efter dig?" mumlede han, højt nok til at Aisha kunne høre det. der var en bestemt klang i hans stemme. ikke sorg, ikke vrede, men bekymring. Julian lagde ikke engang selv mærke til det, for hans tanker blev ved med at kredse om, hvad der ville ske, hvis de fandt Aisha. ville de overtale hende til at tage med dem? ville hun blive? ville de fjerne hende med magt? Ville hun frivilligt tage med hjem? Ville hun stikke af? Ville hendes forlovede være med? det ville han nok. eller, måske ikke. Julian kendte ikke så meget til ham. måske, hvis han virkelig VAR et monster, så ville han nok blive hjemme for at spise et af gadebørnene i fred.
Langsomt trrak uvejrskyerne i hans sind sig tættere på, men han lagde ikke mærke til det.

"Hvis hvem leder efter mig?" spurgte hun, inden hun nåede at tænke hans ord igennem.
For kort efter, han havde talt, forstod hun godt, hvad han mente. Det undrede hende lidt, hvorfor hun aldrig selv havde tænkt over det før. For det kunne da godt tænkes, at hendes forældre for alt i verden ville sørge for at få det ægteskab, de havde arrangeret, til at gå igennem. Aisha vidste ikke, om hendes forældre på nogen måde ville kunne hive penge i land, gennem dette ægteskab, men hvis hun kendte sin far ret, ville han ikke gøre noget som helst, uden at kunne lugte penge. Men om alt, så ville de helt sikkert forsøge at få ægteskabet gennemført, for det ville kunne skade deres omdømme, hvis det slap ud, at deres datter stak af fra sit eget bryllup, og så ovenikøbet når dette bryllup skulle være med den - rige Oscar et-eller-andet. Ja, så var det ikke godt at vide, hvilken ondskabsfuld sladder der ville starte om familien Farai. Men hvis Aisha skulle være ærlig, så ragede det hende ikke en skid!

OOC: Undskyld ventetiden - igen - , og så håber jeg du kan tyde mit mærkelige skriveri.

OOC: det gør ikke noget ^^ har alligevel næsten heller ikke tid til at komme på computeren for tiden x3

"Altså, dine forældre? Og så selvfølgelig... Ham der..." Julian viftede med hånden som om 'ham der' var ligemeget, men det var nok kun for at overbevise sig selv om, at han også skulle have det sådan indeni. Og så vidste han jo heller ikke hvad han hed overhovedet. Han havde bare tænkt på ham som Aishas forlovede, og så var den heller ikke længere. Hans fingre var stadig varme, og bare ved tanken om 'Aishas forlovede', gjorde det endnu værrere. Julian pustede kort på fingrene, i et forsøg på at køle dem lidt ned. Det ville ikke være fedt hvis hans hænder brød ud i flammer hver gang han skænkede en person han ikke engang kendte, en chance.
Et monster... Bvadr! Render rundt og æder små børn i fuldmånens skær, og bruger knogler som tandstikker... Brr...
Julian vidste godt at det virkelig var langt ude at tro sådan om Aishas forlovede. Uvejrsskyerne pulserede stadig rundt omkring i hans sind, men de var ikke blevet flere, eller færrere. De var hellere ikke kommet tættere på, men de var heller ikke længere væk. De var lige hvor det nagede ham allermest - langt nok væk til at man ikke gik fuldstændig fra den, men tæt nok på til at lade sig bemærke af dem. Lige på kanten, siddene i en halvkugle - vil man tippe ned i afgrunden, eller tumle ud på den faste jord?

Hun nikkede, som om hun fuldt ud forstod hvad han mente. "Nåh, dem,"
Hendes tanker var mindst lige så forvirrende og uforståelige som Julians. Hun forstod ikke engang selv til fulde, hvad det var hendes tanker havde gang i. Hun syntes bare at stille skarpt på de samme ting, gang på gang på gang. Og ligesom Julian var hun også ved at danne sig nogle indre, rædselsfulde billeder af hele situationen.
Hvor Julian så Oscar som monsteret, så Aisha sine forældre. Hun forestillede sig dem som mørke auraer med tunge, kolde vibrationer. Som uhyrer der kun ventede på en lejlighed til at formørke de uskyldiges sjæle. Hun tænkte på dem som værende støjende, kraftfulde væsner. Individer, der med de blotte ord, ville være i stand til at forkludre selv det lykkeligste liv. For det var sådan hun så dem; som de mennesker, der havde ødelagt hendes liv.
Men hun ønskede ikke at tænke sådan om dem; de var trods alt hendes kød og blod. Hun ønskede at have en familie der stod hende nær, en familie, hun kunne være tryg ved. Men den eneste følelse hun forbandt med sin barndom og med sine forældre, var: Ubehagelig.

Julian spurgte ikke yderligere. Aisha havde godt nok ikke svaret på hans spørgsmål, men det var okay for ham. Egentlig havde han også lidt glemt hvad det egentlig var han havde spurgt om. Han vidste bare, at han havde spurgt ind til noget, der på en eller anden måde var forbundet med Aishas forlovede.
"Hvad hedder han så? Altså, din forlovede?" spurgte Julian, og rettede sig op. Hans hænder var stadig varme, men alligevel.. De havde været varmere. Faktisk, lagde han ikke mærke til det mere.
Julian bed sig selv lidt i pegefingeren, ved det midterste led. Dårlig vane efterhånden, men han lagde ikke mærke til det nu. Hvad kunne Aishas kommende (eller, nu må vi vel lige se hvad Julian kan nå at udrette!) ægtemand hedde? Lucifer? Det er jo et andet navn for djævlen. Eller måske Retsnom. Ej. Det var for fjollet. Monster, stavet bagfra. Så åbenlyst ville det aldrig blive...

Af ukendte årsager følte Aisha en instinktiv trang til ikke at fortælle Julian Oscars navn. Det var som om hun forsøgte at adskille de gode og de dårlige sider af sit liv fra hinanden. Hun ville ikke lade Julian vide for meget om de dårlige ting, i frygt for, at hun da ville komme til at tænke på de dårlige ting, hver gang hun tænkte på ham. Men hun ville heller ikke lyve for ham, fortie sandheden. Mon han ville forstå, hvis hun forsøgte at forklare ham sine følelser? Det troede hun næppe, for hun forstod stadig ikke helt selv sine følelser. Hvorfor ville hun ikke fortælle Julian om sit ægteskab? Hvorfor havde hun svært ved at tale om kærlighed i hans nærværd? Hvad var grunden til, at hun holdt ham og sin familie adskilt fra hinanden? Hun vidste det ikke, hun vidste det virkelig ikke.
"Jeg ved ikke, om du forstår, men -" sagde hun, "Faktisk vil jeg meget nødig blande dig yderligere ind i dette her. Hvis det, du siger, er sandt, og de virkelig leder efter mig, kan slutresultatet af deres eftersøgning godt gå hen og blive grimt, for jeg vil ikke følge frivilligt med. Og da jeg er sikker på, at hvis jeg nogensinde møder min familie igen, bliver det ikke nogen god oplevelse, ønsker jeg ikke at trække dig ind i det; jeg ønsker ikke at påføre dig mere skade."

Julian lyttede og prøvede at holde alting væk fra sit hovede, gøre det klart til de eventuelt nye tanker Aishas udtalelse ville sætte igang... Og ja, det satte gang i hans hjerne, måske endda mere end før, og i meget højere tempo end han brød sig om.
Han kunne godt klare sig selv, og han kunne sagtens forsare sig. SELVOM hendes forlovede måske var et grufuldt, forklædt monster der udelukkende levede af at fortære menneskekød og stange tænder med knogler, kunne han da sagtens en ting eller to, og han var da ikke bange for en eller anden opblæst nar der tror han er noget. Og Aishas forældre kunne han da godt klare. De havde smidt ham ud for pokker, han havde da også en høne og plukke med dem! Og det var jo ikke engang sikkert at de ledte efter hende. De ville jo miste og vinde på det, og nok mest af alt vinde hvis Aisha blev gift. Men han kunne ikke få sig selv til at sige det.
Og et navn - kunne det gøre så meget skade? Det kunne det vel ikke, ikke så vidt Julian vidste. Han havde aldrig set et navn flå hovedet af en, eller sparke folk i mellemgulvet. Eller hyle imod månen imens man gør sig klar til at fortære uskyldige mennesker...
To hurtige blink med øjet, og de tanker forsvandt, men de blev hutigt erstattet af nye.
Hvad skulle han svare? 'Okay' og så bare lade stilheden æde dem begge op? Det kunne han ikke. Men hvis det var sådan hun havde det, ville han ikke kæmpe imod. Alligevel kunne han ikke bare lade sig føje. Men Julian svarede inden han rigtigt fik tænkt det hele igennem.
"Jeg tror jeg forstår. Men du skal ikke tro at du har forvoldt mig skade Aisha. Det lyder nærmest som om, at det at jeg kender dig kun har været en dårlig ting, der kun har ført dårlige ting med sig. Det har altid været det bedste... ja, det bedste der kunne og vil ske. Jeg... det kan godt være at jeg ikke skal trækkes ind i det, men Aisha, du er min bedste ven! et eller andet sted må jeg jo være lidt inde i det, men okay, okay...
Du skal bare ikke tror at jeg bare vil stå i baggrunden og træde mig selv over tæerne, HVIS dine forældre pludselig dukker op. Om jeg ved noget om det eller ej, så vil jeg jeg ikke lade dem tage dig væk igen." Han trak vejret ind. Pokkers også. Det lød ikke alt for klogt, og han snublede lidt i ordene. Han havde faktisk næsten lidt glemt hvad Aisha havde sagt, selvom han havde svaret højst halvandet sekund efter hu havde udtalt den sidste stavelse. Han tænkte for meget. Når han tænkte, kunne han ikke snakke samtidig. Han vidste ikke rigtig hvorfor, han kunne bare ikke forklare sine meninger og holdninger eller sige noget der hang sammen. Men nu kunne han ikke lave det om. Han havde jo sagt det.
Fortrød han egentlig ikke hver eneste ting han sagde? Sådan havde han det i hvert fald. Hver eneste gang han svarede på noget, eller spurgte om noget, forklarede noget eller bare talte om alt og intet, så lød det dumt og uigennemtænkt. Hvis det stod til ham, skulle en samtale imellem personer foregå sådan, at når den ene havde sagt noget eller svaret den anden, skulle tiden sættes i stå indtil den anden part af samtalen havde fundet på noget fornuftigt og ikke forkludret at sige. Men så ville det måske også blive lidt kedeligt i længden.

Hun forstod ham, selvfølgelig forstod hun ham; hun havde jo selv været parat til at kæmpe med sit liv, da gældsopkræverne kom efter Julian. Men hun ønskede ikke at sætte hans liv på spil, hun ønskede ikke at lade ham kæmpe for sig. Hun så helst, at han glemte hende og fik sig et liv langt væk fra fare og had, sammen med en eller anden sød pige. Men - hun kunne bare heller ikke give slip på ham. Selvom hun vidste, at det bedste for ham ville være at komme langt på afstand af hendes dramatiske væsen, ønskede hun ikke at miste ham. Han var den vigtigste person i hele hendes liv, om han ville det eller ej. Han var den mand, hun ønskede at tilbringe hele sit liv sammen med, og også selvom, deres forhold måske aldrig ville blive andet end venskabeligt. Men hun ønskede ikke nogensinde at være skyld i hans smerte, og den eneste metode hun kunne komme på, til at lede smerten udenom ham, var helt at holde ham udenfor...
Hun kom uundgåeligt til at tænke på sine forældre, sin forlovede. Hvorfor mon egentlig hun var blevet forlovet? Hvis hun kendte sine forældre ret, ville de aldrig give penge væk, så Oscar kunne ikke være blevet lovet penge for at ægte hende. Og hun havde heller ikke udvist nogen form for venlighed overfor ham, så det kunne ikke være hendes charme han var faldet for. Hvad kunne grunden så være?
Hun havde tit hørt kvinder sladre om, hvordan mænd stødte dem fra sig, hvis bare de glemte at stadse sig ud én enkelt morgen. Hun havde tit hørt, hvordan rigmænd ægtede unge, smukke kvinder, der måske kom fra fattige familier, og derved ikke var nogen specielt god fangst, økonomisk. - Måske tænkte Oscar ligesådan; objektivt. Måske var hun i virkeligheden pæn, og det var derfor.. Men hun kunne bare ikke forstå at manden ville ægte en komplet fremmed, kun på grund af udseendet. Om det var fordi Aisha aldrig havde set, eller fordi det var et fuldkommen ukorrekt grundlag at basere et ægteskab på, vidste hun ikke.
Dog spurgte hun, ud af det blå: "Julian, må jeg spørge om noget?" Uden at vente på svar, fortsatte hun: "Hvordan ser jeg ud?"

OOC: undskyld at jeg svarer så sent, men computeren har ligget uden for min rækkevidde, da jeg nu skal slås med min lillebror om den, og samtidig skal være social ved siden af >w< sorry.

IC:
Julian lod spørgsmålet hænge i luften imens han tænkte sig om.
hendes spørgsmål havde først virket forvirrende og usammenhængende, men da han koncentrerede sig fik han sammenstykket en sætning ud af det.
Hvordan så hun ud?
Han kunne sagtens fortælle det. han kunne fortælle det i søvne. men hvordan skulle han dog kunne forklare det til Aisha så hun kunne forstå det? hvordan skulle han forklare om den gyldne glød hendes hår havde? hvordan hendes øjne var dækket af en hvid hinde? hvordan hendes kjole var grøn, og ødelagt? hvordan hendes hår krøllede, hvordan hendes hud så ud?
Det kunne han ikke bare forklare, ikke til Aisha i hvert fald. hun måtte jo se det selv, men det kunne hun ikke.
"Du er..." Julian så indgåede på hende. Smuk, det var det hun var. Det havde han faktisk aldrig tænkt over. At Aisha var smuk, utrolig smuk. Selvfølgelig havde han lagt mærke til hvordan hun så ud, og hun overstrålede alle andre han nogensinde havde set, men... Han havde aldrig tænkt 'gud, hvor er hun smuk!'
Det gjorde han nu.
"Du er... smuk?" han så op i loftet. han tænkte ikke jo ikke bare på hvor smuk hun var, og nej, intet urinstinkt eller drenget hun-er-lækker kom op i ham. kun forbavselse, over at han aldrig havde set det før.
Hun havde jo også været der hele tiden. det var måske først nu, hvor han så hende igen og hun ligefrem spurgte at han lagde mærke til det.
han havde aldrig tænkt sådan om Aisha. hans Aisha, hans barndomsven.
"Det er meget svært at forklare dig. Smuk er nok det mest dækkende." Det var underligt at sidde og fortælle Aisha sådan ligeud at 'hun var smuk'. det lød så underligt. Han håbede ikke, at Aisha troede at det var noget han gik og tænkte over hele tiden. det gjorde han jo ikke. skulle han det?

OOC: Ja, jeg må vel hellere undskylde endnu engang, både for den korte længde af mit skriveri - jeg havde lidt trævlt - og for ventetiden. Men jeg ved, at du jo efterhånden er vant til det x]

IC:
Hendes kinder blussede, men hun vidste ikke rigtig, hvorfor hun rødmede. Det var uvant for hende at tale om udseende, og hun vidste derfor meget lidt om samme. Men hun vidste, at det var en utrolig sjælden og kostbar gave at være smuk, så det måtte jo være en god ting.. Hun forstod bare ikke hvorfor hun af alle skulle sidde inde med netop dén gave. For hun var jo ikke selv i stand til at nyde godt af den; kunne ikke selv se, om hun var grim eller ej. Men måske var det netop derfor, at hun havde fået den gave, så hendes skønhed ikke skulle stige hende til hovedet.
Dog syntes tingene at give mere mening ved Julians svar. For hvis hun var pæn, eller endda smuk, så måtte det da være lidt mere attraktivt for Oscar at ægte hende. Ikke?

OOC: Jeg skal vel også liiiige undskylde, jeg har simpelthen glemt komme herind Oo" undskyld >w<

IC:
Julian var stadig nede i sine dybeste dybe spind af tanker, da han så op på Aisha, og lagde mærke til den røde glød hendes kinder havde fået. Han kunne ikke lade være med at smile, og grine lavt. skyerne i hans sinds horisont trak sig væk - ikke helt, men nok til at han ikke bemærkede dem eller hørtee em overhovedet. han tænkte kun på, at det egentlig var lidt skægt at hun rødmede.
"Du rødmer." smågrinede han, uden måske at tænke på at forklare hende hvad rødmen betyder. han kunne bare ikke lade være med at ligge mærke til det.

Hans ord fik blot kindernes unaturlige farve til at tage til i kraft. Hun vidste ikke hvorfor hun rødmede, og det var heller ikke noget der skete ofte, men ligenu var hendes kinder blussende røde; hun følte det som om, hele hendes underansigt stod i flammer.
"Åh," sagde hun, og holdt en hånd op til den ene kind, som for at skærme for farven.
Hun vidste ikke, om det var godt eller dårligt at rødme, men når Julian fremlagde det på dén måde, gav det hende et indtryk af, at rødmen var en harmløs men komisk ting. Måske?