Giryana smilede og nikkede annerkendene igen til Vlads gestus. Hun traskede stille hen til Nearyn, hvor hun placerede sig på hans højre side. Hun så tavts til, mens de 2 herre skulle til og diskutere deres sag.
Hmmmm.... yders behagelig mand, den kære Hr. Constatine tænkte hun, mens hun betragtede Vlad.

Et blimt af tilfredshed kunne ses i den unge forretningsmands øjne. Hans lange sorte hår lå dovent ned og over det venstre armlæn og svejede få centimeter over gulvet. Hans øjne blev smallere, da han i sandhed kunne huske hvorfor Vladimir var kommet i dag. For at aflevere en fejl fra evolutionens side, og for at diskutere et eller andet. Noget med nogen personager som kunne være gavnlige... Eliane? navnet sagde ikke Nearyn noget, men det var der.

Nearyn dristede sig til et lille smil der kunne ses som et vrik af mundvigen. Han rettede sig op i sit sædde og gjorde en mild bevægelse for at indikere at Vlad kunne sætte sig ved bordet for tronens fod eller forblive ståene. Nearyn virkede som den samme person han havde været før, men der var også noget andet over ham. Somom han havde haft mere at tænke på, på det sidste end han normalt havde.

Dette var rent faktisk tilfældet.

Lige siden Elizephs angreb på Nearyn havde hans kræfter arbejdet på højtryk. Det var ikke et spørgsmål om hvorvidt hans greb var ved at løsnes, men snarere et spørgsmål om intensiteten af hvad han så og hørte. Nearyn tvang det ud af sit hoved, men en kraftanstrengelse der ikke var synlig som mere end et par øjne der et kort øjeblik blev smallere og mere intense. Hans divination lagde sig til ro, ved den befaling. Nearyn følte et stik af lykke ved det, men var bevidst nok om sin egen forbandelse til at vide at det ville komme igen, som en jack-in-a-box.

"Storartet. Jeg så, så nødigt mine gæster ilde behandlet. Men, Constantine. Du havde noget du ville dele med mig?"

Netop i det øjeblik Nearyn fremsagde sit spørgsmål, så sænkede Vladimir hovedet lidt. Hans øjne var stadig rettede mod Nearyn, så dette kunne sagtens opfattes som et ganske almindeligt nik. I virkeligheden burde det opfattes anderledes. Havde han været i en hunds skikkelse, så ville ørene have lagt sig tilbage. Et enkelt blik blev rettet mod Giryana, inden han rettede sin nakke igen. Dette var misbilligelse. Naturligvis intet der skulle tages personligt - den gamle vampyr var endnu ikke vant til kvindens selskab, for slet ikke at tale om hendes selskab med hensyn til vigtige sager som disse. Men hvis den unge hr. Darkstar stolede på hende, så måtte Vladimir også gøre det.
Gammel vane. Gammel paranoia. Måtte skaffes af vejen i fornemt selskab.

"Som det er dig bekendt, så har jeg snuset rundt... nogle steder mindre attraktive end andre, er jeg bange for. Talash Keaf var et spørgsmål om før eller senere. I næsten to år har jeg ventet på den rette ejer skulle dukke op til ham. Andre dæmoner... vil naturligvis være sværere at anskaffe. Dén jeg har fået interesse for, rygtedes at være Krystallandets mægtigste."
Han tog sig ene pause, for at lade informationen synke ind. Det havde intet at gøre med, at han betragtede disse mennesker som stupide... jo, måske en anelse, men det var typisk for vampyrer. Efter nogle korte sekunder, fortsatte han uhæmmet:
"Hendes navn er Icaricia. Selv har jeg kun været i hendes selskab én gang. Snedig gammel dame, ikke helt til at spøge med. Men på trods af jeg ikke mødte hende personligt siden, har jeg husket hendes lugt. Den har jævnligt dukket op på Kyoshiro... og... personen jeg kom for at diskutere. Hun går under navnet Éliane Molenko og tilhører en race der ikke er mig bekendt. En form menneskelig reptil, jeg er ikke helt sikker, men det er måske heller ikke så vigtigt. Det er nærmere hendes attributter der er interessante: Ser du, hun er i stand til at læse tanker, ganske så automatisk som dig selv. Men som et plus, så er hun... udødelig. Selv har jeg forgæves prøvet at myrde hende førhen, men hendes healende egenskaber formår altid at sætte hende sammen. Siden hun har haft Icaricia's duft på sig, går jeg stærkt ud fra, at hun muligvis har fået fat i hendes navn, uden at forstå vigtigheden af det. Hvis ikke, så kan hun alligevel altid få det. Ikke helt ringe at have en usårlig hjernegraver ved sin side eller hvad mener du?" klukkede han venligt, inden han atter fortsatte:
"Selvom hun nok ikke vil tjene nogen herre, medmindre dine tilbud vil behage hendes stolthed."

Nearyn lagde hoved en anelse på sned og lod dets vægt hvile midlertidigt på to fingre, idet hans blik fik en munter, legende glimten at se. Nearyns skuespil var efterhånden så integreret en del af hans offentlige fremståen, at han spillede rollen selv i selskab, hvor det intet betød.

"Icaricia siger du, - det kunne være jeg skulle få en snak med Kyoshiro om hende."

han så tænksom ud et øjeblik

"Og den anden kaldte du Eliane, - og hun vil kun tjene en der kommer med et tilbud der appelere til hendes stolthed? javel ja..."

Nearyn fandt at tanken huede ham. Det var længe siden Nearyns forretningstallent havde været andet end en gentagen tvang fra hans kræfters side. Dengang da han havde haft fuld kontrol over sine kræfter. Det havde været den ene købmand efter den anden, hvis viljeg var blevet revet i små stykker og sat sammen så den tjente Nearyn, men nu, hvor hans handelsimperie, snart ikke kunne blive større, havde han ikke haft brugt sine talenter for handel og manipulation på mere mundant basis. En ting han fandt at han glædede sig til at gøre igen.

"jeg takker for informationen Constantine. Fortæl mig, hvad måtte prisen for en sådan information være?"

Nearyns øjne blev smalle og glimtede mystisk og muntert idet hans læber krusede i et smil der bedre end noget udtrykte et absolut minimum af bekymring for en eventuel pris.

Og nu var øjeblikket, hvor Vladimir tillod sig at smile igen. Hans smil var blot så gennemtrængende og skinnede, at det burde regnes for vanvittigt. Der var ingen ro i det smil og øjnene lyste af en morderisk frihed. Men han havde ikke tænkt sig at være nedladende. Ikke så meget igen. På nuværende tidspunkt, så havde han for længst glemt alt om Giryana's tilstedeværelse - når Nearyn ligefrem tilbød ham noget, så følte Vladimir sig underligt tilpas. I sin tid med sin Mester, så var spionage og opsporing af fjender et led i hverdagen. Belønningen var udeladelse af tæsk og hån, eller... irettesættelse, som det nu blev kaldt dengang. Nok var metoden hård, men den fungerede da. Så ønskede man ikke at fejle.

"Som jeg tidligere nævnte, så er jeg ikke en mand der kan købes for penge." sagde Vladimir, fortsat smilende, men med et nu roligere blik. Der var ingen grund til at te sig som en tosse.
"Til gengæld vil jeg dog have den frihed, at kunne bede om noget, hvis jeg nu føler, at jeg har brug for det. Er det fornuftigt nok?"

Hvis han skulle være helt ærlig, så syntes han ikke, at det lød fornuftigt overhovedet. Det var det selv samme, som at have en gæld der skulle indbetales når som helst det skulle være. Men Vladimir tvivlede dog på, at Nearyn havde den slags problemer. Han lod til at være en mand der var i stand til at tilfredsstille de fleste behov.
"Indtil videre... så ville jeg sætte pris på... dit blod. Det er ganske enkelt faldet i min smag."

Nearyn bemærkede hver musketrækning i vlads døde ansigt. Hørte hver tanke og hver underlæggende tanke. Så vampyren havde erfaring med at skaffe information, i forvejen. Han lyttede opmærksomt til sin nye partners ord, inden han efter en kort overvejelse, fandt at der var noget han ønskede at vide. Et spørgsmål han ønskede besvaret. Han var sikker på at hvis han havde ladet sine evner søge dybt nok i vlads forstand ville han finde svaret, men som landet lå nu, var der en nemmere måde at få spørgsmålet besvaret på.

Nearyn's øjne spillede muntert, og et skælmsk udtryk faldt over hans ansigt. Han stragte sine arme fri fra jakken. Han havde så godt som aldrig armene i ærmerne på den rødvinsrøde jakke. Han rakte sin skjorteklædte arm frem bydene, og fjernede de to machetknapper fra det fremstragte ærme. Han rullede ærmet tilbage og blottede sit håndled, og rettede sine glimtende isblå øjne imod Vladimir, med et afventedne udtryk, idet han indviterende ragte det blottede håndled frem, med pulsåren vendt opad.

Modig lille knægt, hvem tror han, at han er?
Vladimir blev ærlig talt så charmeret over denne opførsel, at han måtte sende Nearyn et helt ægte smil af glæde og varme. Så arrogant! Så sikker på sig selv? En mand af Nearyn's position kunne umuligt stole på en vampyr han for nylig har mødt. Det stak langt dybere end blot tillid - han måtte have ét eller andet i baghånden, og det var netop hvad det var så spændende ved Nearyn. Han havde altid noget nyt. Altid noget... mærkeligt og spændende. Gad vist om hans levende blod også smagte således? Vladimir var erfaren nok til at vide, at intet var så herligt som blod direkte fra kilden. Der var intet der fik hans ellers så døde hjerte til at svæve højere, så derfor nærmede han sig med meget omhyggelige skridt.
Det var som om han planlagde at jage Nearyn ned og intet mindre... åh, hvis den knægt hev sit håndled væk i sidste øjeblik, så ville Vladimir visselig gnave hensynsløst i det, til han ikke mærkede andet end knogle.

"Lad mig så høre, Hr. Darkstar..." hviskede han ubehageligt, inden han blottede sine frygtindgydende hjørnetænder. Disse var et sandt imponerende syn og kunne slet ikke sammenlignes med et menneskes. De var lange og stærke, beregnede til at punktere.
Ganske blidt og forsigtigt, så tog han fat om Nearyn's håndled
(Åh, sikke tyndt det er... hvad ryger du, knægt?)
og hævede det op til sine læber. Han tog sig sin tid, for han havde tænkt sig at nyde dette til punkt og prikke... Læberne skilte sig en anelse.
"... vidste du godt, at blodårene rent faktisk er utroligt elastiske? Hmm?"
Smilte, kiggede op en enkelt gang, inden en hjørnetand blidt strejfede Nearyn's hud.
"Mange folk regner dem faktisk for at være sarte.. men hvis du nogensinde har prøvet at tygge i sådan en blodåre, så ville du straks vide, hvor seje de små sataner er. Derfor skal et bid være fuldkommen korrekt... for at kunne trænge igennem. Men... mhmhm. Det ved du sikkert godt i forvejen."
Læberne blev slikket en enkelt gang, inden Vladimirs hænder strammede brutalt om Nearyn's håndled, for at forhindre både tøven og flugt. Han var ikke blid da han bed i ham, han var ikke behagelig da han sugede til sig, men derfor opførte han sig stadig ikke som et hungrende dyr. Hver eneste gang en dråbe undslap Vladimir, så lod han tungen forlænge og glide efter, graciøst og i et smagfuldt tempo.

Nearyns frygt for at komme til skade var betragteligt mindre her i hans hjem, hvor han vidste at hvert et sår kunne lukkes med en tanke og hver fjende udslettes lige så let, men det ændrede stadig ikke på at skar en grimasse da Vladimirs tænder rev sig gennem hans tynde hud og skuppede kød og nerver til side for at nå til prisen. Hans blod, der kort derefter piblede ud af det åbne sår.

For et år siden ville nearyn have skreget og tømt hans lommelærke med helende eliksir ud over det åbne sår, allerede nu, hvor Vlad stadig havde tænderne dybt begravet i såret. Nu... tjah... han var langt mindre bekymret. Smerten var der, men han fandt at han ikke frygtede den så meget som han plejede. Han vidste jo at han var sikker. Her var der intet der kunne nå ham. Sågar udenfor hans hjem kunne han rive sin sjæl fri og lade den finde hjem i en af de andre kroppe Giryana havde lavet til ham.

Hans grimasse, forblev men de sammenbidte tænder forvandledes til et smil, der der fik ham til at se en anelse grotesk ud, da smerten var malet på hans ansigt. Hans isblå øjne så ned på vampyren der lappede til sig af hans blod. Man bør ikke bide den hånd der fodre en. Var der mon en værrer omgang vrøvl i verden for vampyre?

Nearyns vejrtrækning blev tungere. Ikke pga af blodmangel, for til det skulle der gå væsentligt længere, men fordi at til trods for den jernvilje hans dominans, ubevidst gav ham, var Nearyn stadig skrøbelig nok til at smerte som denne, prikkede i ham, og gjorde ham en anelse stakåndet. En kombination af at prøve at få vejret og at stønne en klage ud samtidig.

Han tog sin venstre hånd i at klamre sig til armlænet, og tvang den til at holde op.

"nok..."

stønnede han svagt protesterende, knapt højt nok til at det kunne høres. Det kom absolut ikke ud som han havde tænkt sig.

Og medens Nearyn kæmpede mod smerte og skræk, befandt Vladimir sig i den mest luksuriøse himmel man kunne forestille sig. Dette blod, så friskt og først og fremmest rent, gjorde ham helt og aldeles lykkelig. Øjnene var lukkede og verden eksisterede ikke længere omkring ham. Der var kun den alt for tydelige lyd af Nearyn's hjerteslag, den kraftige, salte lugt af blod og den kobberagtige smag, der fyldte hans gane. Det gav brystkassen en let, flyvende fornemmelse, gjorde hovedet blytungt og fjerlet på én gang. Det var som at være på euforiserende stoffer, blot bedre, meget bedre. Det var længe siden, at Vladimir havde fået en kapun som denne, så derfor sørgede han alligevel for at labbe til sig, presse og suge, for at tvinge mere og mere blod ud af ham.
Normalt benyttede han sig af mesmerisme, for at få offeret til at slappe af. Bedøve det, så at sige, for at undgå skrigen og modstridende bevægelser. Men han havde lyst til at se, hvad Nearyn kunne stå model til. Han ville se, hvor langt denne mand kunne gå, selv i dette stadie, hvor bevidstheden var et meget flydende begreb.

Dog var det enkelte ord nok til at hæve begge hugtænder. Det var en øjeblikkelig reaktion på noget Vladimir betragtede som en ordre, men han gjorde det ikke af loyalitet - blot af instinkt.
Han holdt stadig håndleddet forsvarligt, men mindre kraftigt end før. Nu stirrede han blot, med et tomt, kvæg-agtigt udtryk, inden han blinkede en enkelt gang, så op på Nearyn og rettede en fugtig, varm tunge mod de to sår. De var faktisk mindre end hvad folk normalt forventede. Blot fine punkteringer, måske lidt flosset hud hist og her.
Næsten ømt, så slikkede han Nearyn's håndled rent for blod, lod tungespidsen vrikke lidt i sårene, inden han hævede hovedet helt. Der var en særlig glød i hans øjne nu. Han havde lyst til mere, men nøjedes med at gnubbe Nearyn's sår faderligt, inden han slap hånden helt, som et pludselig fald af interesse.
(Hvad er den af, Nearyn?) hviskede det i hans hoved, gennemtrængende og med en helt og holdent ondskabsfuld nysgerrighed.
Ansigtet var mildt og rart.
(Blev du.. bange?)
"Jeg takker. Nu blev du vel ikke forskrækket?" spurgte han omsorgsfuldt, men med en tydelig kæk undertone.

Nearyn var oprigtigt lettet da Vlad slap ham. Den tomme følelse i armen blev langsomt erstattet med følelsen af kontrol og liv igen, og ved Nearyn vilje gendannede vævet i de åbne huller sig omgående. Det var ren reflexiv tænkning fra Nearyn, hvis opmærksomhed nu var andetsteds. Så vlad smurte sødt når han talte, men det var snarere hans tanker der havde vakt Nearyn antipati. Hvor vovede han.

Den Nearyn, Vlad stod over for var ikke den Nearyn, Vlad kendte. Det var Nearyn i hans sandeste skikkelse. Enhver gisning om skuespil var faldet og Nearyns øjne og kropsholdning var så kolde at det kunne give frostbid. En sær følelse af at se verden i sort og hvidt ville nå vlads øjne som Nearyns kropsholdning og indre følelsesløshed gav en følelse af at suge farverne ud af hans omgivelser. Dette var ingen kræft, men ren udstråling.

Nearyn ragte ud mentalt. Han ville vride vampyrens hjerne til den gik itu som en våd svamp. Han ville vise ham illusioner. Billeder fra hvad Nearyn havde set, mod sin vilje. Han skulle få lov til at se hvad det ville sige at være bange.

Nearyn proverbiale, mentale hånd stoppede lige ud fra Vlads tindinger... Han var ikke en slave Nearyn kunne straffe pga hans tanker. Han var en allieret. At reagere sådan overfor ham ville knække båndene der bandt dem. Nearyn trak sine kræfter til sig, selvom de ivrigt ønskede at dominere vampyren. De fik ikke lov. Det var NEARYN der bestemte.

Han fornemmede tydeligt at det var de flere om at bestemme, som hans kræfter lagde sig til hvile i hans sinds dybder igen. Hans blik som havde skåret sig ind i Vladimir's med en kulde der meget ambitiøst forsøgte at nå 0 kelvin, blev mere roligt, og en smule varme vendte tilbage til de blå øjne. Vampyren kunne ikke straffes for sine tanker..... endnu...

"Ingenlunde"

sagde Nearyn stramt.

"Jeg brød mig bare ikke om fornemmelsen. Det er længe siden Mithras har feed'et direkte fra mig, og selv der plejer jeg at lade ham bede for det."

Nearyn rettede sit ene ærme til, uden at give tegn på interesse, velvidende at de ord let kunne sætte en kædereaktion af tanker gennem vlads hoved. Tanker der kunne være alt fra fornærmelse, til beundring, til forsigtighed eller frygt. Nearyn havde ikke selv de fine åndelige sanser en vampyr kunne prale af, men han havde set mindre vampyre end Vladimir falde om i katatoniske kramper alene ved Mithras tilstedeværelse. Han vidste at vampyre anså deres ældre for at være noget særligt og derfor var Vlad's reaktion et interessepunkt for Nearyn.

Uanset tid, uanset rang og uanset alder.. så ville mænd trods alt forblive mænd. Og disse to mænd havde vist virkelig sat sig for at afmåle hinanden.
Vladimir var ikke fuldkommen sikker på, hvad det var der foregik med Nearyn, men hvad han kunne mærke, det var direkte imponerende. Selvom Nearyn ikke bevægede sig en tomme tættere på, så kunne han alligevel mærke hans tilstedeværelse på sig selv, på sin hud, under sin hud. Havde vampyren haft et hjerteslag, så ville det hamre for fuld udblæsning nu, men dette havde intet at gøre med frygt. Nearyn havde endnu ikke formået at jage en skræk i livet på Vladimir, men han følte iver. Han ville ikke indrømme det, men han følte sig imponeret, idet denne unge mand gav en udstråling fra sig der visselig kunne tvinge de fleste i knæ. Han kunne ikke helt sætte fingeren på det, men det fik hans tænder til at blotte sig i et ubevidst smil og øjnene til at stirre på en helt hypnotiseret vis.

Vampyren havde fået sig en svag anelse om, hvad Nearyn egentlig var i stand til - allerede da han lod ham se den vision tidligt i introduktionen, så følte han, at der var en vis respekt på sin plads. Vampyren nægtede at lade sig underkue på noget tidspunkt, men især dette havde overbevist ham om, at Nearyn ville have været en formidabel fjende, hvis han var blevet tilnærmet på en anden måde. Nok var Nearyn Darkstar ung, men han var bestemt ikke talentløs.
Af nysgerrighedsgrunde, så blev Vladimir direkte skuffet, da Nearyn alligevel ikke valgte at plage og pine ham - han vidste naturligvis ikke det kom, men inderst inde, så kunne han sagtens regne ud, at tilstrækkelig provokation kunne slå det sidste slag. Vladimir eksperimenterede og han følte sig sikker nok til at gøre det. Et ældgammelt væsen som han selv, havde kun lidt at frygte og hans sind var allerede hullet i forvejen.

Men ligeså fortræffeligt, som Nearyn havde formået at imponere ham, så havde han nu formået at forvirre ham, ved at nævne Mithras' navn. Blot navnet var nok til at slå ham ud af den resterende ekstase og han følte en kuldegysning løbe over rygraden. Småubehagelig. Ikke just skræmmende, men det afslørede alligevel en hel del. I modsætning til Nearyn, der måtte arbejde for at vinde Vladimir's respekt, så behøvede Mithras blot at kaste et enkelt blik på ham, før han blottede nakken for den langt ældre artsfælle.

Vladimir var så småt ved at falde ned på jorden igen, i takt med at smagen af Nearyn forlod hans gane.
"Jaså." svarede han blot lakonisk. Det var ikke fordi han ville være uhøflig - men Mithras havde blot sat en øjeblikkelig stopper for al tankegang i hans hoved og det tog adskillige sekunder for ham at fortsætte. Det var næsten en morsomhed at se på.
"Han er en beundringsværdig mand. Hvis han beder dig om noget som helst, så må der jo være noget om sagen." tilføjede han, uden nogen form for følelse i stemmen. Den var rolig, uden at udvise høflighed eller det modsatte.
Men han lod øjnene afsløre sin respekt. Sin milde undskyldning for ydmygelsen, men et løfte om, at Nearyn med sikkerhed ville blive testet en anden gang alligevel.

Nearyn som håbefuldt havde regnet med en sværm af tanker han kunne gnave i som stegeben, blev ikke så lidt skuffet. Straks efter gled en mørk tilfredsstillelse dog over ham, ved hans konstatering at han havde fået vlad ud af balance kun ved ords magt. Nearyn var overrasket, men alligevel ikke så. Hvis nogen kendte ords magt var det ham.

Et langt øjeblik gik hvor Nearyn forblev tavs. Vlads blik sagde mere end tusind ord og inde i Nearyns hoved sad der en meget træt planlægger og gned sine tindinger. Mithras forhold til ham var et af små tests. Mithras var hans tjener, Nearyns arrogance lod ingen tvivl herske om det faktum, men han vidste kun alt for godt at vampyren testede ham fra tid til anden. Nearyn havde fundet de små julelege intressante, men med TO gamle støvede magtbunker til at trække i deres seler, vidste Nearyn ikke om det ville gå fra leg, til irritationsmoment.

En opdagelse der måtte gøres med tiden, forsikrede han sig selv, inden han lagde hoved en anelse på sned og sendte vampyren et matter-of-fact'ly blik.

"Jeg antager at der ikke var andet?"

sagde han, med en høfligt, bydene tone i stemmen der indikerede at hvis der faktisk VAR andet, så var han ganske velkommen til at sige det, og hvis ikke, så kunne Nearyn godt bruge noget alene tid.

"Det var alt." svarede han, så høfligt som det spørgsmål der blev ham stillet. En ro var faldet over ham, men det var en påtvungen ro - noget der kun var til stede af nødvendighed. I stedet for at berolige ham, så havde Nearyn's blod formået at ophidse ham og han længtes efter at bruge sin energi på ét eller andet. Nok var han en gammel mand, men han havde på ingen vis glemt hvordan man morer sig. Det var ikke vin og hygge foran pejsen han havde lyst til nu - nærmere havde blodet været som et adrenalinskud og vampyren havde den største lyst til at løbe i én eller anden spændstig dyreform, indtil han faldt om. Indtil videre, så blev al denne energi undertrykt på sit groveste. Han ville ikke udvise den foran Nearyn. Ingen grund til at skræmme knægten, bestemt ikke.

Afsluttende, så bukkede Vladimir sig høfligt og gav et oprigtigt smil fra sig. Der skulle ikke engang et sanseligt geni til at regne ud, at Nearyn behøvede lidt tid for sig selv. Vampyren kunne godt lide at presse sin skæbne til det yderste, men han var på ingen måde dum.
"Så hvis du ville have mig undskyldt."
Forvandlingen var hurtig fordi Vladimir havde brug for at komme ud. Fra en voksen mand der tog sig lange, fejende skridt til en slank skikkelse der listede ud på sjakalpoter.
Han havde gjort sit arbejde og nu trængte han til fritid, så han kiggede sig end ikke over skulderen, for at se om Nearyn så efter ham. Det var ham lige meget hvis han gjorde. De ravfarvede øjne var fokuseret forud og lidt efter lidt, så blev lyden af trippende kløer svagere og til sidst helt borte.

Nearyn så efter vladimir, også efter at vampyren havde forladt hans synsfelt. Han så tænksomt ud i luften i et langt stykke tid. Al denne information kunne næppe være kommet på et bedre tidspunkt. Disse personer Vladimir havde nævnt, kunne i høj grad blive fordelagtige kort at have i ærmet. Nearyn greb et af de dalende brune blade mellem fingrene og vendte det kort, imens han tænksomt kiggede det nøje igennem. Han lod bladet antænde med en kold blåhvid flamme, og holdt det mellem fingrene indtil det var brændt til aske, alt imens han stirrede tænksomt på det.

Som den sidste rest af aske landede på gulvet, for dernæst at forsvinde som dug for solen, rettede Nearyn sit blik halvt imod Giryana. Stadig fuld af tanker ænsede han knapt nok hendes tilstedeværelse, men havde snarere bare et behov for en 3. persons holdning til den nye information.

"hvad mener du?"

spurgte han Giryana.

Giryana stirrede eftertænksomt ud i luften, mens hun granskede sin hjerne for alle hendes tanker. den lile forstilling var hende ikke uvant, med at en vapyr drikker andre menneskers blod, men det var dog stadig en kvalmende oplevelse. Det var uhørt at en fin mand som Hr. darkstar skulle dele sit noble blod med en vapyr, uanset om han var rig eller fattig, magtfuld eller svag.
Hun bed i sin finger.

"Hr. Constatine ville være en udemærked alliered. Han har magten og indflydelse til at hjælpe os i denne mørke tid, min herre. Og desuden..." hun holdte en lille pause, mens hun kikkede på det tomme sted hvor Valdimir havde stået, som stod han der stadig og kikkede på hende. "jeg kan lide ham. Der er noget over ham der gør mig tryg.... der gør dem tryg"

Hun kikkede på sin herre med spørgende øjne.

"det ville være en fejl at lade ham glide mellem vores fingere"

Nearyn nikkede. Som altid var giryana observant nok til at inkludere det vigtige og ærlig nok til at inkludere ting der kunne få kritiske udslag. satte en hånd ved hagen og strøg sig eftertænksomt under underlæben nogle gange. Han ville ikke lade Vlad løbe mellem fingrene på ham. Vampyren var allerede langt inde i nettet, men med sådanne væsner var der altid en chance for at de reagerede spontant og fandt ud af at de alligevel ikke ville være med i legen. Derfor den lille udfordring. Nearyn kiggede på sit håndled. Der var end ikke spor af vlads tænder længere, men nearyn havde følt det. Han vidste at vlad havde feed'et fra ham. Nearyn smilede for sig selv. Så havde han da en nødløsning hvis vlad skulle ende med at være tvær. Nearyn vendte sit blik imod Giryana og nikkede anerkendende af hendes ord.

"Du kan gå"

sagde han og gav sig til at se tænksomt fremad, i den store sal. Der var mange træk at foretage nu. Hvordan uførtes de bedst?

giryana bukkede og gik med lange svejende skridt mod døren.
hun vendte sig om og kikkede på nearyn en sidste gang, hvorefter hun sagde "Vi lever i en mørk tid min Herre, lad ikke denne allierede smutte ud af nettet"
Hun vendte sig atter om og traskede ud gennem døren.

//out\\