Da han ikke tog hendes hånd falmede smilet en smule. Voo så på sin hånd med et vurderende blik. Måske var den beskidt? Hun vendte atter blikket imod Caine og smilte så igen.
"Hej Caaine." gentog hun og smilte roligt. "Uhm. Hvad laver du herude? Kan du også godt lide blomster?" spurgte hun og pegede ned på den blomst-befyldte eng. Hun bukkede sig kort ned og plukkede en tilfældig gul blomst. Hun betragtede den og holdt den ganske forsigtigt imellem hænderne, som var den ekstrem dyrebar.
"Eller måske kan du bar' godt li' at gå? Jeg kan godt lide at gå. Så holder man sig i form!" Hun lo kort og løb en lille ring rundt om Caine. Meget spontant.
"Eller hvad?"


( Argh! XD Der røg en tast af mit keyboard. Skal lige sætte den på )

(Hvordan kunne den ryge af?! XD)

Caine betragtede hende med et dovent blik, da hun begyndte at løbe i en ring rundt om ham. Noget sagde ham, at hun måske bedre kunne lide at løbe end at gå.
"Nej, jeg kan ikke lide blomster," sagde han.
Som for at understrege sine ord, sparkede han til en høj lupinblomst, der stod lige foran hans fod. Den gav sig lidt og væltede bagover, men ellers skete der ikke noget med den udover, at et par blålilla blomsterblade dryssede langsomt ned på jorden.

"Jeg kan heller ikke lide at gå," sagde han. "Jeg kom vel bare forbi her."
Og det var vel rigtigt nok, selvom han ikke vidste, hvor han var på vej hen til.
Han lod en hånd glide igennem sit røde, strittende hår. Det blev det ikke ligefrem mindre strittende af, tværtimod blev det lidt mere uglet i nakken.

(Argh, jeg svarer langsomt D: )

( Den sagde bare... POW! Og så fløj den tværs igennem rummet o: )

Voo hvinede da han sparkede til blomsten. "Neej! Hvad er det du gør!" peb hun og kastede sig ned ved siden af blomsten. Hun tog blidt fat om blomstens stilk og forsøgte at få den til at stå lodret igen, men til ingen nytte. Kronbladende dalede stille ned. Voo stirrede hjælpeløst på blomsten.

"Hvo.. Hvorfor gjorde du det? Blomster har også ret til at leve!" klynkede hun og så på ham med store blanke øjne. Hun snøftede en anelse før hun rejste sig igen. "Du skal være sød ved blomsterne! De har jo ikke gjort dig noget!" brummede hun og lagde armene over kors, for at understreje at hun fandt det upassende at sparke til blomster.
"De gror jo bare!" forsatte hun i en surmulende tone.

Han betragtede hende med et hævet øjebryn, da hun kastede sig ned ved siden af blomsten og tog blidt fat om den, som om det var en rigtig levende person, han netop havde sparket til og ikke bare en dum og ligegyldig blomst.
"Du gror da også bare, men derfor behøver jeg da ikke at være sød imod dig," sagde han, for børn og blomster kunne vel være det samme. De var begge irriterende, selvom en blomst aldrig havde gjort ham noget. Blomsternes flotte farver der gav én hovedpine og det, at de var over det hele, irriterede ham bare.
Han lagde sine arme over kors og så ned på hende over sin næse.
"Og tag dig lige sammen, den dør ikke af at jeg sparker til den. Den visner jo alligevel på et tidspunkt, men den kommer jo igen hvert forår... uheldigvis."

(Det blev... alt for kort.)

"Jamen du går da ikke rundt og sparker folk." klynkede hun og tog et skridt baglæns fra ham. Hun snøftede kort og knugede hænderne. "Du må da ikke gå rundt og skade det der ikke kan forsvare sig! Det er jo ondt." hun missede med øjnene og rystede på hovedet. "Det er ikke fair." brummede hun med et suk.

"Eh?" hendes sure ansigtsudtryk forsvandt da han sagde at blomsten jo alligevel visnede og voksede op igen. Hun vendte blikket imod plantet og tyggede lidt på det han havde sagt. "Er det rigtigt?" Sådan havde hun aldrig tænkt på det. Hun vendte igen opmærksomheden imod Caine. "Gør jeg så også det? Når jeg også gror ligesom en blomst?" Et smil bredte sig over hendes læber. "Altså... Blive gammel og så vokse op igen." sagde hun gnidret og viftede med armene. Hun smålo igen. Så hurtigt kunne vrede være overstået.

”Det ved du da ikke noget om,” sagde han og kiggede på hende, da hun tog et skridt baglæns. Selv blev han bare stående uden at røre sig, i hvert fald lige på nær hans ansigtsudtryk der blev mere og mere irriteret at se på.
”Blomster kan godt nok ikke forsvare sig, men de kan heller ikke mærke noget. Så jeg kan sagtens sparke til dem hvis jeg har lyst, for det gør jo ikke ondt på dem."

Da hun spurgte, om hun også ville blive gammel og vokse op igen ligesom en blomst, sukkede hun. Hvor var hun dog dum. Troede hun virkelig selv, at hvis hun blev gammel og døde, så levede hun bare op igen?
”Du kan jo selv prøve at finde ud af, om du gør det. Men jeg ville råde dig til at lade være,” sagde han.

Voo skar en grimasse. "Det ved du da ikke noget om! Måske kan de også høre!" Hun hævede en pegefinger af ham. "Nemlig! Måske kan de høre hvad vi står og snakker om lige nu, og så vil de komme midt om natten og spise dig! Der findes kødædende planter, ved du nok." Hun satte armene i siden og nikkede for sig selv.

"Eh? Du tror ikke man kan? Har du prøvet det? Nej det har du jo så ikke." hun trak på skuldrene. "Men det er også fint! Jeg kan også bedre lide at være lille, i stedet for at være gammel som dig." sagde hun muntert og lo. Ganske harmløst. Hun så ned i jorden og betragtede blomsterne.
"Men, hvorfor kan du ikke lide blomster? Uhm! Er du allergisk? Eller måske har du slåsset med en kæmpe kødædende plante!" Voo blev en smule bleg og stirrede forfærdet på ham. "Har du det? Er de ikke farlige? Jeg er bange for sådan nogle..." mumlede hun og slog blikket ned på engen, blot for at sikre sig, at der ikke kom en farlig plante snigende.

”Jah, men de har jo hverken øjne eller ben, så hvordan i alverden skulle de kunne finde mig og komme hen til mig? Har du måske nogensinde set en blomst gå? Hvis du gik, ville deres rødder knække. De ved heller ikke hvor jeg bor, for blomster er så dumme, at de ingen hjerne har!" sagde han. "De har heller ingen øre, så hvad er din forklaring på, at de skulle kunne høre os?”
Han vidste egentligt ikke, hvorfor han gad blive ved med at diskutere med hende om hvorvidt blomster var levende eller ej. Hun var jo kun en lille pige og han var ældre og meeeget klogere end hende, så selvfølgelig havde han da ret. Mente han i hvert fald selv.

Han skar en grimasse over hendes kommentar om, at han var gammel.
”Jeg er da ikke gammel! Jeg er bare voksen!" sagde han tvært.
Så skød hans øjenbryn igen i vejret.
"Hvorfor tror du, at jeg har kæmpet imod en kødædende plante? Sådan nogle er ikke spor farlige. De spiser ikke engang mennesker. Kun børn."

Hun hvinede højlydt. "Kyaah! Spiser de børn?! Er jeg så ikke noget menneske?!" hun drejede rundt og så sig forvirret om, som kunne disse såkaldte børne-ædende-planter dukker frem, hvor som helst. Alt andet han havde sagt om, at planter hverken kunne høre eller se, var forsvundet fra hendes tanker, som dug fra solen. Hun løb hen til Caine og gemte sig bag hans ben. Hun holdt fat i hans høj og spejdede omkring. "Du ved meget, voksen-Caine." Hun så op på hans hoved, og måtte nærmest knække nakken helt bagover for at kunne se helt derop.

"Men men men... De angriber vel ikke alle børn, veel?" klynkede hun med blanke øjne og en grædefærdig grimasse. "Hvordan klarede du dig da du var barn? Kan du huske det? Du er jo så gammel så..." Det sidste var en svag mumlen.
En fugl ruskede i græsset lidt ved og dette fik atter Voo til at hvine af skræk. Hun klamrede sig febrilsk til Caines ben. "DRÆBER PLANTER! EEK!"

"Slip mit ben!" hvislede han.
Han forsøgte at ryste hende af sit ben, ikke ligefrem på nogen blid måde. Nu fortrød han, at han havde fortalt hende, at der fandtes kødædende planter der spiste børn. Men alligevel kunne han ikke helt holde op med at lyve for hende.

"Nej, de angriber kun små irriterende og naive piger!" sagde han. "Så det var let nok for mig at klare mig imod dem, for jeg er jo hverken irriterende eller naiv, og så er jeg heller ingen pige. Men det er jo laaaang, laaaaaaaaang tid siden, for jeg er åbenbart gammel."
Det sidste mumlede han tvært, og han måtte næsten tvinge sig selv til at spytte ordene ud. Selvom hun var en dum og uvidende unge der ikke vidste bedre, blev han alligevel irriteret over at hun kaldte ham gammel.
"Hvis jeg er gammel, hvad er planterne her så ikke? Tænk på, hvor mange år de bare er visnet og kommet frem igen."

Voo slap hans ben da han fægtede rundt med det for at få hende af. Hun landte på ryggen imellem blomsterne. Der gik ikke mange millisekunder før hun kom på benene. "Det tror jeg ikke på! Jeg tror de angriber alle og enhver! Du var bare stærk og sparkede dem når de kom for tæt på. Derfor sparker du til blomster nu! Fordi du ikke vil have at det sker igen." sagde hun muntert og nikkede for sig selv, som havde han aldrig havde talt ned til hende eller noget. Hun var ganske fredelig.

Voo viftede jord, græs og sand væk fra sit tøj og vendte atter blikket imod Caine. Hendes ansigtsudtryk havde nu et præg af nysgerrighed. "Hvad betyder naiv?" Hun vendte igen blikket imod blomsterne, da han påpegede at de også var gamle. Hun nikkede. "Jeg har aldrig sagt at blomsterne ikke var gamle. De har altid været der. Ligesom græs og skyer og og og..." hun tav i nogle sekunder og tænkte sig om efter endnu en ting hun altid havde set. "Alt muligt andet!" Hun lo og nikkede. Derefter pegede på selvsikkert på ham. "Det kan godt være at de er gamlere (lol) end dig, men du er gamlere (dobbelt lol) end mig!" sagde hun henrykt og nikkede igen. "Så du er gammel." konkluderede hun med et nik.

Caine satte sig ned i græsset og blomsterne nu, hvor han endelig havde fået viftet hende af sit ben.
”Åh, så du tror altså, at jeg er blevet bange for blomster nu bare fordi jeg blev angrebet af en kødædende plante engang?” sagde han og himlede med øjnene. "Så må du hellere passe på at du ikke også bliver angrebet af sådan en, for så kan det være, at du også begynder at hade blomster. Og måske begynder du endda også at sparke til dem."

Han satte sine hænder i siderne og rullede med øjnene.
"Naiv betyder, at man er ligeså dum som dig og tror på alt, hvad man får fortalt - ligesom dig," sagde han.
"Nogle af blomsterne er måske nye, så du er nok 'gamlere' end dem. Så du er også gammel."
Også selvom hun kun var, hvad var hun, seks-syv år? Men han selv jo var "kun" atten, så han var da heller ikke gammel.

Voos øjne blev igen blanke og hun så atter grædefærdig ud. "Ne-NEJ! Jeg kan ikke hade blomster ! De kan ikke gøre mig noget. Nejnejnejnejnej-" klynkede hun og satte sig med et lille bump foran ham. Hun snøftede en gang før et smil igen prægede hendes ansigt. "Måske er jeg allerede vokset lidt nu! Så... Som du siger så er jeg også gammel! Så angriber blomsterne mig ikke!" sagde hun muntert og løftede armene over hovedet. "Yai!"
Hun rejste sig og vendte ansgitet imod engen, hun pegede imod blomsterne og trampede en gang i jorden. "Bare kom an, børne-ædende-blomster! Mig og min ven Caine skal nok vise jer at vi ikke er bange for jer." sagde hun højrystet og selvsikkert. Hun stod i nogle sekunder og pejede tavst ud på blomsterne, før hun igen satte sig foran Caine.
"Hej igen. Nu gør de os ikke noget!" hun holdt en kort pause og smilte venligt til Caine.
"Du ved meget voksen-Caine," mumlede hun, med henblik på hans definition af ordet naiv, og rakte hånden ud imod ham. "Vil du være min ven?"

Caine sukkede. Han satte sin albue på knæet og placerede sin hage i hånden, alt imends han betragtede hende. Først græd hun, og så pludselig var hun glad igen og slet ikke bange mere. Sikke hurtigt hendes humør skiftede. Det var jo slet ikke til at følge med i.
”Selvom du er ældre end blomsterne, er du altså stadig lille. Så de kan stadig æde dig," mumlede han. Han sagde det ikke særlig højt for nu, hvor hun ikke længere var bange for de børneædende planter, var de vist kommet over emnet, og han ville helst ikke tage det op igen.
"Du kunne lige så godt lade være med at sige det der, for de har ingen øre og kan ikke høre dig. Det troede jeg, vi var blevet enige om."

Da hun rakte sin hånd ud imod ham, kiggede han bare på den med et sløvt blik. Han var lige ved at sige, at han da ikke gad være venner med en lille møgunge som hende, men han holdt sin mund, for pludselig kom han i tanke om noget andet.
"Hvad hedder du egentligt? Det har du vist ikke fortalt mig endnu."

Hun overhørte hans kommentar om, at blomsterne stadig kunne æde hende, hvilket engentligt også var godt. Da han mindede hende om at blomsterne ikke kunne høre noget, pegede hun på sit ansigt og lavede en fjoget grimasse. "Nåja, ups. Men.. Hvordan ved blomsterne egentlig at man er blevet så gammel at de ikke skal spise en? Og hvordan ved de at man er en pige? Åh nej de ved det slet ikke!!" Hun rejste sig op og stilte sig bag ved ham imens hun spejdede rundt efter eventuelle børne-ædende-blomster. Hun sukkede og rystede på hovedet. "De er nogle snu nogle, de planter." konstaterede hun for sig selv.
Da Caine mindede hende om at hun heller ikke havde præsenteret sig, smuttede hun igen op foran ham og satte sig. "Hej voksen-Caine. Jeg hedder Jinx Brager. Folk kalder mig Voo på grund af mine venner." hun så sig om før hun lænede sig lidt tættere på ham og hviskede: "Men du må ikke gøre nar af dem, de er meget flinke og kloge. Men de ser nu sjove ud." så lænede hun sig væk igen og satte sig op med et smil.
"Undskyld jeg ikke fik sagt mit navn før." lo hun og slog ud med armene. "Men jeg skulle jo lige sikre at der ikke kom nogle planter og angreb os. Selvom du er gammel, så vil de jo stadig spise mig, selvom jeg nok er gamlere end dem." hun holdt en pause, før hun igen stirrede på ham. "Kan man egentlig blive for gammel?"

"Jo, de ved så," modsagde han hende.
Han lagde armene over kors og kiggede op i himlen, mens han tænkte lidt over det. Han måtte være ved at løbe tør for fantasi og gode ideer, for han vidste ikke helt, hvordan han skulle forklare det.
"Det er vel bare noget de kan mærke," sagde han så endelig, men tøvede kort før han fortsatte: "Ligesom at de kan mærke varme og vender deres kroner imod solen. Så du kan aldrig være sikker på, at de ikke kommer og æder dig - levende!"

Han så opgivende på hende, da hun præsenterede sig. Hun sagde "hej" igen. Det måtte være tredje gang, hun sagde det ord. Og de havde jo overhovedet ikke været væk fra hinanden på noget tidspunkt, så der var da ingen grund til at hilse hele tiden.
"Hej, Jinx," sagde han alligevel. Et nysgerrigt smil dukkede frem på hans ansigt, da hun nævnte sine venner. "Hvad er det nogen venner, du har?"
Da hun spurgte, om man kan blive for gammel, måtte han igen lige tænke lidt.
”Man kan vel godt blive for gammel. Du ved, ligesom med mad. Når det bliver for gammelt, begynder det at rådne og smage dårligt. Så planter gider ikke at spise gamle mennesker.”

Voo lyttede interesseret til alt han sagde. Så lærte hun jo noget. "Har de kroner?" sagde hun forundret og så på blomsterne med store øjne. Hun betragtede dem indgående, prikkede lidt til dem og rynkede næsen. Var de så kongelige? Hun var ikke helt sikker på hvad han mente, men valgte at lade det ligge.
"Kan de mærke solen? Det kan jeg også." hun holdt en pause og så op i himlen. Da han hilste hende med et 'hej' og så hendes navn, vendte hun straks opmærksomheden imod ham og smilte som et lykkeligt lille barn. "Hej!" gentog hun og smile endnu mere da hun så ham smile.
Hun satte hovedet på skrå da han spurgte til hendes venner. "De er ikke så glade for at jeg snakke om dem." hun holdt en pause. "En af dem blev så sur engang da vi legede, at han spiste mig!" Hun rejste sig, stilte sig på tær og løftede armen over hovedet. "De er nemlig sååååh store. Nej større! De er også større end dig." hun satte sig igen. "Og så har de en kæææmpe mund, og de spiser alt!" sagde hun og bed lidt i luften, for at demonstrere. "Men de siger ikke noget. Men de er mine venner. De hjælper mig når jeg har problemer." hun nikkede for sig selv og smilte forsat.
Hun så på Caine med et indgående blik. "Rådner gamle mennesker så også?" hun så sig om og forsatte hviskende: "Er det derfor de lugter?"

"Jamen, heeeeej med dig," sagde han ironisk i et tonefald der var så lyst, at det slet ikke passede til hans tvære og irriterede ansigtsudtryk, efterfulgt af et påtvungent smil.
Han så undrende på hende. Hvad var det for nogen venner hun havde? Det kunne i hvert fald ikke være mennesker, for de var ikke så store - de fleste var i hvert fald ikke - og de åd ikke andre. Det kunne være dyr, måske... Men de havde jo lange hugtænder og spidse kløer, så hun ville da have fået en masse sår og rifter af at lege med dem. Og hvordan i al verden kunne hun blive ædt uden at dø af det? Måske var hun i virkeligheden en lille gul blomst, der kunne dø og leve op igen.
"Hvis du ikke er bange for dine venner, der er så store og æder dig, hvorfor er så du bange for små kødædende planter?" spurgte han. "Og hvorfor spiste han dig? Hvordan kan han det... jeg, mener du burde da være død nu, ikke?"

Han kiggede på hende med et alvorligt blik, og nikkede så
"Ja, det er derfor gamle mennesker lugter så meget. De begynder så langsomt at dø inden i før de dør, sådan rigtigt. Du ved, når de ligger helt stille og ikke længere kan bevæge sig," sagde han. Han talte langsomt, for han ville være sikker på, at hun forstod hvad han sagde, for han gad ikke forklare alting for hende igen.

Reegina var ude og færdes på egen fod. Hun havde ladet sit barn gøre hvad hun ville i dag, da hun tilsyneladende ikke var med at gøre, og hun trængte simpelthen, kort sagt, til at få noget frisk luft. Lupi, hendes kamæleonlignende dyr som sad på skulderen, kiggede ligefrem mod de to skikkelser længere fremme. Reegina havde ingen horn ude, og så egentlig bare ud som et almindeligt menneske. I sin hånd, holdt hun sin stav med en kugle for toppen, og den havde alle mulige mønstre omkring - utrolig flot at se på. Det lignede bare en tom sten, da der ingen magi gav sig til kende inde i den.
Reegina lod sin finger glide over kamæleonens ryg, inden hun lod sin arm falde ned langs siden igen, og lod sit ærme gå ned over sin hånd.
Hun bar utrolig mange smykker. Man kunne nemt tro, at hun var en dronning med alle dem, men det kunne man ikke ligefrem kalde hende.
Hun nærmede sig krystalisianerne, og hørte deres snak om 'gamle' mennesker. Hun hævede forfærdet et øjenbryn, men tog det alligevel ikke så tungt. Reegina's enorm høje alder, nok den ældste her i landet, en af de første udviklede mennesker i menneskeheden på denne klode, som havde solgt sin sjæl senere hen til djævlen, til fordel for sin familie. Hendes alder var udover det sædvanlige man stødte på. Reegina var ikke uhøflig, så hun brød ikke ind i deres samtale, uden at have noget videre at sige.

Hun rystede på hovedet og lo. "Nejnejnej. Mine venner er ganske harmløse for mig. Det er kun de andre de er onde imod. Du ved... Dem der driller mig." mumlede hun og trak på skuldrene. Hun smilte og pegede på ham. "Det er fordi, de er så flinke. Han åd mig fordi jeg fortjente det. Jeg kom ikke til skade, sådan da." hun holdt en pause og tænkte det igennem. Det var egentlig lang tid siden: Lige da hun lærte sine evner at kende.
"Men jeg tilgav ham og nu er alt okay igen! Sammen med mine venner er jeg uovervindelig! Så jeg er slet ikke bange for blomsterne mere." sagde hun lettet og smilte. Hun satte sig på knæene og betragtede indgående Caine, da han fortalte om gamle mennesker og deres forrådnelse. Hun blev en anelse bleg og lagde sig ned i græsset og stirrede op i den blå himmel. "Så vil jeg aldrig være gammel. Jeg vil ikke lugte."

Apropros lugt, så fik hun færden af noget. Det duftede af blomster, men stærkere end de blomster der omgav dem. Hun drejede rundt og satte sig på hug, da hun så en ældre dame komme imod dem. Hun lo og styrtede imod kvinden. Hun stoppede lige foran hende, så hendes blonde hår stod til alle sider.
"Heeej!" sagde hun højrystet og rakte hånden frem. "Jeg hedder Jinx!" sagde hun åbent. Voo var ikke en person der havde noget at skjule. Hun lænede sig lidt ind til damen og snusede til hende, så drejede hun rundt, før kvinden overhovedet fik en chance for at tage hendes hånd. "Hun lugter altså ikke rådent, hende her, Caaain~e! Hun dufter faktisk godt."
Så vendte hun sig igen imod kvinden. "Er du gammel? Du ser gamlere ud end voksen-Cain, men du lugter jo godt." påpegede hun og smilte uskyldigt. Man måtte jo spørge for at lære.