Hvis ikke han havde elsket hende, hade han aldrig kysset hende andres teder end på hånden.
En så blid engel som Eaz, skulle ikke besudles af nogen hun ikke elskede.
Mak bed sig lidt i læben, han tanker var pludselig blevet mindre behaglige.
Bidet havde lavet et lille fint huld i hans læbe, så blodet begyndte af ligge sig på hans hage og læbe som små røde perler.
Han havde selv besudlet denne skønhed, han elskede hende af hele sit hjerte, men alligevel ville han ikke tilbringe tid med hende, sådan rigtigt.
Og han havde heller ikke vidte om hun elskede ham, han havde bare kysset hende.
I en lille lomme lå et lille slidt parpir.
Mark satte sig op, og tog prpiret op af lommen.
Der var både blod dråber og tåre på. Højest to eller tre bloddråber, fra hans læbe da han skrev had der nu sod på parpiret.
Og tårene var der så mange af at det ikke kunne tælles.
På parpiret stod der:
Jeg hører dine smukke ord
Sommjeg også hørte den ang i fjord.
Jeg hører i vindens hvisken din stemme
Jeg føler mig lam i vert et lemme.
Ønsket om at holde dig i mine arme er stort,
Og slukke lyset så alt bliver sort.
Dette digt er noget være lort!
hvorfor skal jeg vride min hjerne,
Det plejer at komme fra mit hjertes kerne.
Jeg sidder heralene der hjemme,
prøver at få ordne frem fra mt hjertes gemme.
Min kærlighed til dig, må du aldrig ta' forgivet
Jeg elsker dig højt.
Men du må leve livet.
Kærligheden er ikke ovre endnu.
Men intil videre kan vi ikke være sammen.
Jeg og du.
Hans inspiration havde forladt ham, s det var noget af det vrste han havde skrevet i lang tid, men også noget af det han havde langt flest følelser i.
Han rejste sig, lagde parpiret og en tegning af ham selv, der lignede på en prik, på hendes skød.
Mark vende om uden et ord og gik i tavshed bort, med håb o at brevet kunne forklare hans ølelser.
OUT// typisk Mark 8P
Krystallandet
