Isis strøg sig gennem det nu tørre krøllede hår, stadig med dyb facination over synet, sådan stod hun længe, opslugt, hun havde helt glemt at tænke over at holde balancen, hvilket gik det hele til at gå meget bedre, hendes krop var ligeledes træt hun havde svømmet umenneskeligt langt den dag, men hele Qeos menneskelighed og hans liv havde optaget hende for meget til at tænke på hendes egne behov, men nu, som hun stod der, betaget af synet kom det pludselig til hende, og hun åbnede munden i et naturligt gab der tydeligvis kom bag på hende, hun rynkede brynene for sig selv og så kort over på Qeos men så ned i jorden, hvad var det for noget? Hun havde aldrig gabt før, nok fordi hun ikke var vant til at trække vejret, men hendes menneskekrop ligesom krævede det.
Hurtigt gned hun sig i øjnene, og vendte sig mod Qeos da kun solens allersidste spinkle stråler skinnede "Hvordan hviler i heroppe?" sagde hun spørgende og så på ham med et lille smil, hun ahvde ingen anelse om hvordan de kunne få ro, hun havde endnu ikke oplevet måder de kunne hvile, andet end hvis de sov på hårde genstande, hvilket for Isis ville være umuligt, med hendes tilvending til at sove i vand, der aldrig blev hårdt på nogen mulig måde.
Qeos så også træt ud, de fællestræk hvade racerne dog, det var klart når man var afkræftet, selvom det ikke var så tydeligt hos Qeos, han virkede derimod mindre træt end hende, ellers skjulte han det bare ualmindeligt godt

Qeos sukkede i en nydelig ekstase af undring, over hvad han enelig lavede. Tidligere samme dag havde han aldrig noglesinde kunne forstille sig at stå ved siden af en skabning som hende. Han kikkede smilende på hende, og opserverede hendes beundring af solnedgangen som han enelig ikke fandt det store i længere, han havde set solen gå ned så mange gange før, men kunne godt sætte sig ind i, hvordan det måtte være for hende. Da hun forundret gabte trak lo han kort, det var et lille sødt syn, han grinte nu mere af hendes overraskede ansigtudtryk, da hun havde gabt for første gang. " Vi sover på lærreder, oftes iform af noget vi kalder senge, eller for mit vedkommende, en lille madres. " Sagde han kæmpende med at få sit smil til at forsvinde men uden held.

Da solen efterhånden var gået helt ned, trak han i et fast, stærkt greb, sit spyd op fra stenen og lande det vandret i hånden, og lod det dingle passivt. " Skal vi gå ind, det bliver snart koldt. " sagde han og smilede. Han havde etableret et form for gardin over hullens åbning, så han kunne afspære den kold havvind, fra at komme ind i hulen, så han ville kunne få en varm tempretur derinde, mere eller mindre ivertifald. Han stragte ryggen og knækkede med nakken, hans muskler var som mørbanket kød, helt ufunktionelt, de tiggede om hvile, og han selv kunne ikke klare at være udholden så meget længere, når nu at han ikke stod i en Arena, og hvor der lå en madras af uld inde i hulen.