På nuværende tidspunkt var hendes sind og kontrol vendt tilbage til et stadige af en lille pige. Ikke at hun nogensinde havde været nemt medgørlig lille pige. Det kunne alle og enhver se på hendes personlighed, men hun havde altid respekteret en hvis form for autoritet. Hun havde altid beundret de personer der bare kunne beslutte noget, som var det det eneste rigtige. De virkede så sikre, så bevidste om alting og hun havde som lille prøvet at efterligne dem. Det havde hovedsageligt været smeden der tog sig af hende. Ham havde han respekteret dybt. Hvis han sagde noget, bad hende om noget, eller forbød hende noget, ville hun have prøvet at efterleve hans krav bedst muligt.

Selvom det var en lidt uforudsigelig del af hendes personlighed, reagerede hun godt på konkrete kommandoer og til dels autoritet, hvis hun stolede på den autoritære. Denne del af hende var blevet mindre dominant gennem årene, men pludselig brød den nu frem. Hun rettede sig forbløffende hurtigt op på hans påbud. Hun undredes kort over sin egen reaktion, men kunne ikke dvæle ved det. Generelt kunne hendes tanker ikke dvæle ved noget ret længe af gange lige nu. Den rettede holdning hjalp på hendes midlertidigt meget svage udseende, men hendes blik var stadigvæk underligt fjernt. Fjernt, men tomt og hun havde ikke umiddelbart kraft nok til at se ham i øjnene. Nogle af de tanker der dog fandtes sted under hendes tomme øjne, vendte og drejede hans ord. Prøvede at finde et modargument. En udvej måske? Men der kom intet.

Han har jo ret… Jeg er alene… Helt.. Helt.. Alene Det var en frustrerende, men på sin vis selverkendende tankegang. Havde hun været i en bedre tilstand, var hun nok kommet til at tænke på Ekko. Ekko den der lille alf, der ikke havde været bange for hende. Der havde været ligeglad med hvad hun var. Men ikke nu. Nu kunne hun kun se sig selv som helt alene. Alzeid fremstillede det så konkret og elementært nu, og i hendes svaghed kunne hun ikke se andet. Havde han bare ret? Var det hende der var besværlig og urimelig? Han var måske den eneste der forstod hende, og ærligt talt, så vidste hun ikke hvad hun skulle stille op uden ham. Hun var kommet til krypten af egen fri vilje, for han var den eneste der kunne gøre noget. Der kunne hjælpe hende og fortælle hende hvordan hun fungerede nu. Hun vidste det ikke selv. Havde han ikke sagt noget, havde hun nok givet efter sin trang og kastet sig ud i sollyset, hvilket jo ville have ført til ophørelsen af hendes eksistens.

Den udstrakte hånd lå frem mod hende. Det gjorde den et godt stykke tid endnu. Hun vidste hvad hendes muligheder var nu, men hun vidste ikke hvad konsekvenserne for afslag var. Han måtte jo miste tålmodigheden på et tidspunkt? Hun stirrede bare på hånden i lang tid. Det var et underligt syn. Hendes ranke slanke krop, i stor modsætning til hendes tomme håbløse blik og tavshed.

Pludselig lukkede hun øjnene hårdt i, og man kunne se en lille fin – men anstrengt – rynke mellem hendes bryn.
Gå væk. Stop! Lad mig være En indre kamp med hendes viltre tanker. Den fortsatte i et par minutter og så. Så blev der stille. Hendes viltre tanker var væk. Alt kaosset, forvirringen, væk. Fortrængt i en kort stund. Bytte for ro.
Hun kunne ikke i sin tilstand overskue konsekvenser, hun kunne ikke overskue at skulle blive efterladt af den eneste der muligvis forstod hende.
Hun tog hans hånd...

Alzeid smilte velkommende. I hans tanker, brølede han triumferende brøl, der aldrig ville forlade hans hoved. Brølene ville sikkert ramme siderne, og deres ekkoer ville uden tvivl tumle sammen. Det ændrede intet. Hans hoved var et fængsel, hvor hvert et minde blev sendt frem og tilbage, fra endevæg til endevæg for aldrig at forsvinde. Efter de første ti år, var han blevet klar over hvor larmende det ville blive. Efter tohundrede år var han nød til at brøle for at blive hørt.

Således blev det en stille sejr, han endnu engang blev nød til at fejre for sig selv. Ikke at der var noget galt med det; Alzeid var blevet stedkendt i ensomhedens labyrint, og det var endda lykkedes ham at beholde en del af sin sanitet. Naturligvis er det svært at beholde meget sanitet, når man er et så logisk modsættende væsen, som normale dødelige har muligheden for at lade som om de ikke tror på.
Lige meget hvor tvivlsom hans mentale tilstand var, stod han nu med Cathrines hånd i sin, som et tegn på overgivelse. Det var nu tid til at starte hendes oplæring i hendes race, sågar som hendes potentiale. Og hun havde et stor potentiale, som Alzeid bestemt havde tænkt sig at bruge. Når tiden var rigtig selvfølgelig. Han kiggede på hende med at gammelt blik, der fortalte hele hans tankers historie, og om den uendelige rejse i hans hoved. Hans iriser, røde som de nu var, gav udtryk for hans længsel, og hans pupiller gav stemme til hans tanker. Han kiggede på hende med et talende blik, af den slags ingen mængde sort magi eller magt kan give. Kun alder.
Mens han stirrede, udvidede mørket i hans pupiller sig, til et punkt hvor de begyndte at opsluge den naturlige dunkelhed i krypten. ”Tillykke Cathrine, du har netop taget det første skridt i den rigtige retning,” Med ord tunge af magisk energi, hævede han sin stemme igen. ”Sov nu mit barn, og i morgen begynder din træning.” Det var ikke en formular, ej hellere en besværgelse. Han påtvang hende intet med magisk magt. Han talte med ord, der dryppede af mesterlig autoritet, men som hun havde kommanderende effekt, fordi hun var hans skabning, skabt af hans ånd og sjæl. Hun havde sin egen krop og hjerne, og i hjernen lå der minder om hvem hun havde været, men hendes sjæl tilhørte ham. Hun ville falde i søvn, fordi han kommanderede det.

Med en hurtig hånd på hendes skulder, greb han hendes livløse korpus, og holdt det oprejst. Med langsomme velovervejede bevægelser, tog han hende hen til hendes kiste, hvor han fik puttet hende ned. Da Alzeid ikke kendte kontrasten mellem en kiste og en seng, ville han ikke kunne bedømme hvad var bedst, kun beskrive hvad han kendte. At sove blandt de døde, var som at flyve blandt fisk. Det gav ingen mening, og skulle heller ikke gøre det.

(Hope it’s okay an’ all. Vi fortsætter bare hvor hun vågner op ? )

Hånden på hendes skulder føltes underlig normal. Slet ikke død eller kold. Så kom hun til at tænke på, at de jo begge var kolde. Begge døde. Hun havde stadigvæk den tomme underlige fornemmelse, men hun kunne godt mærke, at den ikke var der for at blive. Der var stadigvæk uro tilbage i hende, men det veg tilbage for hans ordre og autoritet. Hun følte sig meget træt. Meget svag og træt. Da han fik lagt hende nænsomt ned i kisten, protesterede hun ikke. Først da kistelåget lukkede i over hende blev hun grebet af en svag panik. En panik Alzeid ville kunne se i hendes blik, hvor hendes pupiller trak sig sammen.
Og så blev der mørkt. Helt mørkt. Klaustrofobi kravlede ind i hendes tomme sind, og hun prøvede at bevæge sig lidt. Det var ikke meget man kunne. Hver gang hun rykkede på sig, stødte hun ind egetræskisten sider og loft. Der lugtede af jord. Af våd of fugtig muldjord. Hun gøs og ønskede sig til en seng. Det virkede selvfølgelig ikke. Til sidst lukkede hun øjnene hårdt i, i et forsøg på at få de klamme fornemmelser væk og i under et split sekund, faldt hun i søvn.

Cathrine åbnede øjnene igen. Havde hun ikke lige lukket dem? Hvor meget tid var der gået? Hun havde igen anelse. Hun følte sig helt helt anderledes end hun havde da hun var blevet lagt her. Så frisk. Så energisk, og dog. Der var stadigvæk noget tomt. En slags underlig smerte som ikke rigtig gjorde ondt, men bare var der og gjorde hende rastløs. Hun kunne ikke blive liggende her.
Hun skubbede på indersiden af kistelåget. Hun vidste ikke om det var hægtet fast, eller om det bare sad løst, men op gik det (med lidt besvær) og det sparsomme lys i krypten strømmede ind. Efter at have ligget i kistens mørke, virkede lyset forfærdeligt skarpt, og hun missede med øjnene og klemte dem sammen.
Hun sad stadigvæk i kisten, for hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hvor var Alzeid henne? Hun huskede tilbage på før hendes søvn. Hun havde givet ham sin hånd. Hun bed sig svagt i læben over sin dumhed. Nu var det gjort, nu havde hun accepteret ham som en højere stående og i Cathrines underlige opfattelse af autoritere og hiraki, var der var ikke så meget at gøre ved det nu.

Alzeid havde ikke hvilet sig, men holdt sig kørende på den rå, dæmoniske energi, der drev hans krop, men ikke fordi det var at foretrække. Han havde bare ikke haft lyst til at lukke øjnene igen, selvom han vidste det var tåbeligt for en som ham, hvor tvivl ikke var en mulighed. På magisk vis var det lykkedes den flere hundrede år gamle skabning, at blive træt, uden at energi kunne vedligeholde ham. Han sad roligt og gennemlæste den samme side i en den samme bog, ved det lille skrivebord inde blandt reolerne. Han følte sig tom og lemlæstet, så på det punkt havde intet ændret sig de sidste 180 år.

I sine tanker blev han ved med at køre den samme fornemmelse igennem. Fornemmelsen af at han havde oplevet det hele før, og ikke bare gjort det flere gange. Den paradoksale fornemmelse af at tiden ikke længere løb i en lige linje, men havde fundet det i sin værdighed at dreje sig rundt om sig selv, bare for hans skyld. Ikke at noget menneskeligt svar kunne havde været meget bedre. Mennesker talte altid for meget til rent faktisk at sige noget.
Det var let at høre at Cathrine var vågnet, selv hvis han havde været et menneske, og begge hans øre havde været hugget af. Lydeløshed var uden tvivl ikke et begreb pigen havde stillet bekendtskab med i sit korte liv, men nok noget han skulle få hende lært. I sit hoved opsummerede han tidens gang. Sidste gang han stak hovedet op taget i betragtning sammen med hvor mange sekunder, der var gået, måtte mørket være ved at falde på, halvandet døgn efter at han havde lagt hende i kisten. Det var kortere tid end han havde forventet, men det kunne selvfølgelig være at hendes væmmelse ved sin nye tilværelse, havde ledt hende til at stå tidligere op. Om det var muligt, var Alzeid til gengæld ikke klar over. Der var så mange ting han ikke forstod.

”God eftermiddag,” hans stemme havde sit sædvanlige forførende toneleje, der var specielt fremstillet til at være sådan. Det lå slet ikke i hans magt at forandre standarden, og at tale anderledes, krævede en selvkontrol han på nuværende tidspunkt ikke beherskede. ”Jeg stoler på at du er blevet udhvilet?”

Den pludselige lyd i form af ord der pludselig gik gennem rummet, fik Cathrine til at vende hovedet lidt forskrækket i Alzeids retning. Hvor hun før havde været svag, træt og uopmærksom, kompenserede denne tilstand hun var i nu, tilstrækkeligt for det. Hendes sanser og reflekser arbejdede på et uhyggeligt højt plan. Faktisk et lidt for højt plan, der fik hende til at reagere for kraftigt på alle sanseindtryk omkring hende. Hans stemme havde, for hende, lydt meget højt og rungende i hovedet på hende, og da hun heller ikke havde set ham, var dette også en del af chokket. Hun kunne mærke hvordan hele hendes krop var spændt til bristepunktet, og hun var ikke rigtig sikker på, om hun turde bevæge sig selv det mindste.
Cathrine havde en fornemmelse af at den mindste håndbevægelse, ville føre til et stort slag ud i luften. Om hun havde det bedre eller dårligere end før hun havde sovet, kunne hun ikke umiddelbart afgøre, men udhvilet var hun vel.

“Eftermiddag?” hendes stemme lød usikker, og spørgsmålet var egentlig mest ment til hende selv. Hun plejede altid at vågne tidligt om morgenen. Eller... Det var før hun blev vampyr. Hun spejdede rundt i rummet uden at bevæge hovedet - som stadigvæk vendte i retningen af Alzeid - for meget. Hun kunne ikke se nogle tegn på lys - eller mangel på samme - der kunne give et hint om hvad klokken var. Hvor længe havde hun sovet? Det havde føltes som få sekunder, og hun havde ikke drømt noget som helst. Til trods for det var hun udhvilet. Hvordan kunne dette lade sig gøre? Hvor lang tid var der egentlig gået? En hel nat, eller bare nogle timer. Hvis man fuldte hendes ansigtsudtryk var det nemt at se, at hun tænkte på noget i den stil.

Det tror jeg at jeg er...” Sagde hun og rynkede brynene. Hun følte sig som sagt meget underligt til mode. Så lagde hun mærke til Alzeid. Hun havde set ham selvfølgelig, men han så træt ud. Hun vidste ikke helt hvordan hun kunne se det. Det var bare et eller andet over ham, der var anderledes end som han plejede at se ud. Hun havde altid været den der var træt, såret eller i det hele taget før alt dette begyndte, dødelig. Hun havde ikke set ham være trættere end hende før. Det kunne også være han ikke var og hun tog fejl. Hun var trods alt ret ung. Både i menneskelige -og så sandelig især - i vampyristiske standarter.


(Undskyld den lange ventetid. Jeg var ved at læse op til eksamen, og derefter glemte jeg det lidt. Ups...)

(Helt i orden (: Jeg har selv brugt ret lang tid på at læse op)

Han kiggede ned i sin bog igen, og konstaterede vemodigt at det stadig var den samme side. Med en anstrengelse lagde han hånden på sidens hjørne, og vendte den over. Han kunne vel bare ikke få sig selv til at læse den en eneste gang mere, måske fordi at der nu var publikum på. Hvis han på nogen måde blev fanget i at gøre en gentagende handling, der på nogen måde kunne tolkes på et tegn af svaghed, ville han hellere selv kaste sig i sollyset. Specielt hvis denne person var Cathrine.
Da han sad og tænkte over dette, gik det op for ham at handlingen at kaste sig ud i solen, ville være et større tegn på svaghed end ikke at gøre det. Det eneste der ikke ville være et tegn på svaghed, ville rent faktisk være slet intet at gøre, men intet at gøre ville svare til at underkaste sig sindssyge, eller anerkende nødvendigheden af svaghed. Det bedste at gøre var at handle, efterligne svaghed for på den måde at strække tiden ud. På et eller andet tidspunkt, når krypten smuldrede eller verden forsvandt, ville hans liv vel ende. Det var bare et spørgsmål om tid.

Han havde læst siden 103.451 gange, men forstod stadig ikke hvad der stod på den. For ham forsvandt ordene bare et sted i det tidløse intet, der markerede hans formål som væsen. Der var ingen tid. Der var ingen mening. Der var kun siden, der ikke kunne forstås.
Uden at gave nogen form for tegn af sin indre uro, kiggede han op på Cathrine. ”Ja, eftermiddag. Du har hvilet dig i lidt over tredive timer, skulle jeg mene,” Roligt løftede hans øjenbryn sig til et niveau, hvor man ikke var i tvivl om at det ikke hørte hjemme. ”Er du da i tvivl? Så hvidt jeg husker, er selv mennesker i stand til at føle den nasale energi, der er nødvendig for at drive dem; ellers ville det være betydeligt sværere at fange dem!” Efter en kort pause blev det klart, at han ikke havde tænkt sig at uddybe på det emne, han næsten havde sagt noget om. Han vidste at det var ’off-topic’ med Cathrine, i hvert fald til han fik hende til at se på sig selv om anderledes end flokken. Før eller siden måtte hun komme til forståelse af hvem hun var, og tid havde hun masser af. Hun havde faktisk så meget tid, at det samme problem opstod for hende, som Alzeid led under. Hun havde uendeligt tid, men da tid var en finit størrelse, ville hun ende med det samme problem: Heller ikke hun havde nogen tid.

Han vidste at hun havde givet sig en smule for at give sig selv lov til at hvile, og han vidste at en del af hendes menneskelighed var forsvundet i den kiste. Hun var langsomt begyndt at overgive sig til ham. ”Hvordan har du det så?” Endnu en af hans opsøgende spørgsmål. Han var ikke så meget interesseret i hendes svar, som i måden hun svarede på. Den måde ville fortælle en del om hvor hun stod, og hvor han skulle stille sig. Der var stadig massere af tid.

Tredive... Tredive timer? Så længe. Hvordan kunne hun sove så længe? Som menneske sov hun nok omkring 6-7 timer, fordi hun altid havde været typen der stod tidligt op og gik ordentligt i seng. Hun rynkede brynene atter en gang. Skulle vampyrer have mere søvn end mennesker? De som ellers var overlegne på alle andre punkter? Hun reflekterede lidt over dette. Måske gav det mening. De levede jo meget længere, ja faktisk levede de jo evigt. Ikke? Nu hun tænkte over det blev hun faktisk i tvivl. Hun vidste ikke ret meget om vampyrer. Ironisk ikke? Hun vidste ikke noget om sig selv mere... Måske var det alligevel godt at Alzeid var der...

“Jeg er ikke et menneske mere...” Svarede hun bittert med blikket på de fine gamle tæpper, der med deres sirlige mønstre og forhenværende kraftige farver - nu falmede - dækkede en del af gulvet, og lyste svagt op i den dunkle krypt.
Cathrine kikkede ned af sig selv. Jord sad fast i små klumper på hendes tøj, hud og at dømme efter lugten, hendes hår.
Jeg har sovet i en.. En kiste... Cathrine rystede svagt på hovedet. At hun havde gjort det fortrød hun. Hun havde givet en lille del af sig til ham, og hun vidste det ikke kun var hendes opfattelse af det. Han så det som en sejr, og hendes nederlag.

“Jeg har det be...” Hun skulle lige til at sige bedre, men så blev hun alligevel i tvivl.
“Anderledes” sagde hun efter en lang pause. Hun kunne ikke forklare den følelse hun havde som god eller dårlig. Hun kikkede hen mod ham og afventede svar. Hvad ville han? Hun vidste ikke engang rigtig med ham mere... Hun vidste ikke, om hun hadede ham så meget og så inderligt mere, som hun umiddelbart ville havde sagt ved første indskydelse.

Alzeid kiggede endnu en gang op fra sin bog, og fangede hurtigt hendes blik. Hans øjne udstrålede viden og lattermildhed i en sådan kombination, at han ikke regnede med at Cathrine kunne få sig selv til at kigge væk, i hvert fald ikke lige med det første. Forhåbentligt ville kraften fra hans koncentrerede stir ligefrem give ham tid nok til at sige hvad han havde på hjertet, eller rettere sagt: Hvad hun havde på hjertet.
”Vær nu ikke så beskeden, min kære,” han rejste sig roligt, men medmindre hun havde brudt fortryllelsen hans øjne havde lagt på hende, ville hun næppe opdage det. ”Jeg kan se energien i dine øjne, den pulsere med liv og skriger efter at få afløb.” Hans stemme antog et stemmeleje, som han havde brugt på hende flere gange før. Det var meningen at stemmen skulle være så flydende let og elegant, at hun slet ikke opfattede den. Den skulle bare glide gennem hendes mentale forsvar og direkte ind i hendes underbevidsthed. ”Jeg har aldrig set det før i andre, men det er egentligt et smukt syn at se så meget energi i en krop.” I hendes øjne havde han dog fra starten kunnet se den konflikt der rasede i hende. Hun var stadig bange for at overgive sig til ham, og samtidigt bange for at benægte hvem hun var. Hun var stadig for menneskelig til at blive vampyr, så det han havde brug for var at overbevise hende om at det var bedre at være død; han skulle vise hende fordelene, der kom med at være en vampyr.

Mens han havde talt, havde han bevæget sig mod hende, og nu var han tæt nok på til tydeligt at lugte hendes stank af jord, menneskesved og gammelt blod. Alle tre lugte irriterede ham, men på forskellige måder. Sveden, som hun ikke havde været i stand til at producere siden hun blev en vampyr, måtte være fra før han transformerede hende. Han afskyede alt menneskeligt med størstedelen af sit hjerte, og lugten var ingen undtagelse. Jord var en normal lugt hos en vampyr, der lige var vågnet. Ikke desto mindre brød han sig ikke synderligt om den; den mindede ham om det fysiske behov, deres art trods alt var underlagt, og samtidigt om en begivenhed, der var hændt for længe siden. En begivenhed, der var et resultat af at en vampyr var svagest mens han sov.
Det gamle blod irriterede ham af en helt anden grund. Selv om det var indtørret og gammelt, var det stadig blod, og det mindede ham om at han ikke havde været ude at jage i omkring en uge; han følte sig afkræftet og da han heller ikke havde fået nogen hvile i flere dage, havde han det ikke godt. Til gengæld havde han så meget erfaring med ikke at have det godt på disse grundlag, at han sagtens kunne skjule det et stykke tid endnu.
Pludseligt klappede han hænderne sammen og kiggede væk fra hende et kort øjeblik, således at fortryllelse burde brydes, havde Cathrine da ikke været i stand til selv at bryde den tidligere. ”Derfor forslår jeg at vi tager ind til byen,” han løftede hånden for at fortælle hende at hun skulle være stille til han var færdig med at tale, men da hun sjældent talte og aldrig sagde meget, regnede han bestemt ikke med at hun kunne finde på at afbryde ham. ”Før du siger noget, så nej; vi skal ikke ind for at jage mennesker. Vi skal derind af tre grunde: Et, du trænger til at blive vasket. To, du kan ikke blive ved med at gå rundt i mit tøj! Og tre, så kunne du vist godt tænke dig at prøve dine nye kræfter, har jeg ret?” Han smilede gennemskuende til hende, og vidste at han havde ramt et ømt punkt dybt i hendes sind. Det kunne godt være at hun agerede nobel og afholdende, men som alle andre væsner vidste han at hun havde en trang til magt. Hun havde midlertidigt fået skænket mere magt og hurtigere end hun kunne forarbejde mentalt, så det var kun passende at hun havde brug for en fysisk demonstration. Og det var hans krypt slet ikke stor nok til.

((Undskyld at jeg skriver som en brækket arm ^^'))

Cathrine der ellers havde kikket ned i gulvet, følte nu hendes blik blive draget op og ind i hans øjne, som en anden magenetisk kraft. Hun ville ikke se ham i øjnene. Hun ville ikke lytte til hans bløde indsmigrende stemme, men hun kunne ikke bryde blikket, og hun kunne ikke standse stemmen i at trænge tæt ind på hende. Hun kunne mærke hvordan hun fik et lille - meget kort - sus af glæde idet han nævnte den stærke, smukke energi hun åbenbart udstrålede. Hun vidste godt det ikke var en ros af hende. Det havde faktisk meget lidt med ros at gøre, og var mere en konstatering fra hans side. Selvom hun vidste det, følte hun dette lille bitte sus. Som et lille barn, der får ros og anerkendelse af en voksen. Hun gyste kort i sit sind. Var det det han var ved at blive i hendes øjne. En voksen? En mentor?

Han klappede og hun missede lidt med øjnene. Hvad var det lige? Trolddom? Eller havde han bare en underlig magt over hende? Hun huskede tilbage på den gang han havde svækket hende, og sat hende i så stor smerte at hun ikke kunne bevæge sig, ja knap tænke klart. Hun mindedes hvordan han havde nærmest trukket alt energien ud af hende, som var det hans - hvilket det nok også egentlig var.
Det glippede i hende da Alzeid nævnte at jage, og hun havde da også været lige ved at protestere da han sagde de skulle til byen, men hvis det nu ikke var det de skulle? Det ville være rart at komme ud af den her krypt. Hvor længe havde hun efterhånden været her? Hun vidste det ikke med sikkerhed mere... Nyt tøj lød godt. Det her lugtede og var hullet, slidt og blodigt efter alt det hun havde været igennem. Af den grund lød et bad også godt, men det sidste. Det sidste fik hende til at tøve lidt. Hvad mente han med det?
Cathrine valgte at lægge det til side lidt endnu.

“Jeg har ingen penge...” sagde hun mere ud i luften end til ham. Hun havde hverken råd til tøj eller bad.
“Desuden har alle butikker vel også lukket når der er mørkt og nat...” hun måtte igen erkende den bitre kendsgerning at hun ikke kunne befinde sig i dagslys... Hun sad stadigvæk i kisten, men overvejede lidt at rejse sig op. Hun tøvede fordi hun var bange for at lave for stor en bevægelse, med al den energi hun besad på nuværende tidspunkt.

((Du skriver da ikke som en brækket arm :P, og det er godt du lige skrev det var hans tøj.. Jeg ville have beskrevet tøjet bedre i sidste emne, men jeg kunne simpelthen ikke huske hvad hun har på, og hvordan det ser ud :S))

((Så hut jeg visker er det kun en skjorte han har givet hende, det vil sige en let silkeskjorte. Og så selvfølgelig nogle busker, der svare til hans.))

Han kunne ikke lade være med at smile over hendes naivitet. Det var bare noget kært ved den, på samme måde som når et barn spørger om noget, man som ældre for længst har taget for givet. Alzeid havde ikke set en åben forretning i meget, meget lang tid, og hvis endelig han gjorde, var det sjældent at der var nogen til stede i den. I hvert fald ikke efter at han var gået derind. Som vampyr (og sikkert også som person) havde han den magiske evne til at skræmme alle væk, så snart han kom i nærheden. Både en praktisk, og upraktisk egenskab. Det praktiske aspekt var at det havde lært ham værdien ved at være alene, mens det upraktiske aspekt var at han så var nød til at jage folk. Ikke at dette var svært, han var trods alt en jæger, så hvis ikke der var noget at jage, ville han vel komme ud af træning. Sådan var det muligt at vende alting til et positivt synspunkt.
Han trak kort på skuldrene, tilsyneladende uden grund. Hun kunne jo næppe vide hvad det var han tænkte på, og selv hvis hun havde vist det, var det ikke sikkert at hun ville kunne forstå hans neurotiske tendenser; at trække på skuldrene af sine egen tanker, eller at tælle hvert sekund. Mens han tænkte, havde han helt glemt at smile, selvom det ikke var meget mere end et sekund eller to. Endnu en gang smilte han til hende, men denne gang på en mere forsonende og venlig måde.
”Du er med mig, kæreste,” han bukkede kort mens han lavede en gestus med hånden. Denne gestus endte med at han holdt håndfladen vandret opad, som en åben invitation til at hun skulle tage den, og følge med ham til byen. ”Der er intet behov for åbne butikker i vores verden, og badet? Hvis du ikke har lagt mærke til det, så er min krypt placeret under omkring en meter permafrosen jord, så jeg skulle mene at temperaturen hernede ligger på omkring frysepunktet. Undskyld mine søforklaringer, og lad mig gøre en lang historie kort; fryser du?” Han løftede hovedet og kiggede på hende. Man kunne se i hendes øjne at deres ’samtale’, uanset hvor ensidet den nu var, underholdt ham. ”Vores slags har ikke brug for varmet eller rent vand; hvad vi ikke kan føle, er vi resistente overfor. Bevillig nu blot, og jeg vil tage dig med ind til byen.” Han sænkede endnu engang hovedet, stadig med hånden rakt frem mod hende, som gammel tradition havde tillært ham. Det var midlertidigt en tradition, der var uddød for mange årtier siden, så Cathrine havde nok ingen idé om hvorfor det var han rakte hånden frem på sådan en måde.

Cathrine overvejede et øjeblik hvad han mente med at der ikke var behov for åbne butikker i deres verden.. Hun var måske nok lidt naiv, men hun var trods alt ikke ret gammel, og oplært af en meget hæderlig og ærlig mand. Hendes tanker fløj ikke så nemt i luskede og uhøviske baner.
Hun så ikke sig selv som naiv eller barnlig, og det var der vel i grunden heller ikke mange mennesker der ville gøre. Hun havde en masse egenskaber, som var på linje med mange voksne og meget ældre menneskers behændighed og evne, både i kamp og til håndværk. Hun var næsten altid alvorlig og - lige for tiden - temmelig deprimerende.
Det var hvad hun var i et menneskes øjne i hvert fald. I en vampyrs, sikker noget helt helt andet. Hun frøs ikke overhovedet. Faktisk havde hun det helt tilpas. Det var ikke noget hun havde skænket en tanke før nu, men hun kunne godt huske, hvordan hun også tidligere havde badet i en sikker iskold sø - lige efter hun var blevet vampyr - uden at havde frosset eller være blevet syg.
“Nej.. Jeg fryser ikke..”gav hun ham stille ret. Hun begyndte at blive mere og mere irriteret på lugten af sig selv. Hun ville lugte selv med en menneskes næse, og de var begge vampyrer og derfor med forstærket lugtesans. Det fik hende til at rynke lidt på næsen, og hun fik mere og mere lyst til det bad og nyt tøj. Hun glemte næsten den trejde ting de skulle.

Den fremstrakte hånd fik lov at blive ved kun at være det et stykke tid. Hun var ikke sikker på hvad han faktisk ville med den, men hun mindedes svagt noget af den sparsomme historie undervisning, hun havde fået gennem smeden. Kombineret med det, og den erindring at hun tidligere havde taget hans hånd - dog i en helt anden sammenhæng - fik hende til endelig at tage den, og trække sig let op af kisten. Ikke at hun behøvede at trække overhovedet. Faktisk gik det nærmest alt for stærkt, og da hun fik rejst sig helt, fik hun overbalance og væltede fremover.

(Jeg er lidt rusten :S
Fedt billede i øvrigt )

Da han følte kontakten mellem deres hænder, smilede han behaget, men da hans hoved stadig var bøjet, ville hun aldrig komme til at se det. På et eller andet plan var det rart at vide at han ikke kun gjorde ting mod hendes vilje, men at hun også bevilligede hans tilstedeværelse – til dels i hvert fald. Fra starten af havde hun naturligvis behandlet ham med den væmmelse, der kom ham til ret, men at hun var holdt op med det nok til frivilligt at røre hans hånd og acceptere tilbuddet, bragte det sidstnævnte smil frem.
Han kunne mærke at hun hev sig selv op, da hun trak i hans hånd for at gøre det. Han forstod ikke hvorfor hun brugte hans hånd på den måde; i hans tid, hvis tid da overhovedet var et begreb der galt for ham, var det simpelt ment som en inviterende gestus. Enten accepterede eller afslog man, men at hun brugte hans hånd som en knage eller knast til at hive sig op med, sendte forskellige signaler. I værste tilfælde kunne det tolkes som at hun havde udnyttet ham, og sådan var ilde tilset. Alligevel vidste han at hun havde accepteret, men ikke fordi hun havde taget hans hånd. Det var måden hun havde taget den på. Selve berøringen havde oplyst ham om tusind ukendte sanser, der alle forsvandt i samme øjeblik som de blev skabt. Flere verdner, hvor nogle blev styret af tanker, drømme eller ønsker. Det var gennem disse verdner at Alzeid så hvad han havde brug for at vide. Vrede, had, overgivelse, selv kærlighed var bare sanseindtryk, der bare skulle registreres, arkiveres og glemmes. Og i den uvirkelige verden de levede i, betød sanser intet.

”Selvom solen stadig er oppe,” sagde Alzeid mens han rettede sig op ”garantere jeg for at rejsen bliver yderst-” midt i sin sætning blev han pludseligt afbrudt. Han var først begyndt at rette sig op midtvejs, og da meget langsomt, således at hans hoved befandt sig omtrent det samme sted som Cathrines, mens hun faldt forover. Det eneste problem var at det var hans hårdbund, der var på kollisionskurs med hendes ansigt, og han derfor intet havde set. Han ville kunnet have reageret på lydene alene, men han var træt og hendes overbalance kom så uforventet som en klovn i en badeanstalt.
Deres kranier hamrede larmende sammen, og chokket og den pludselige kortlivede smerte kostede ham hans overbalance, så han ligeså faldt bagover.

((Din rustenhed er ikke til at fornemme :) Og tak. jeg synes også det er et godt billede ))

Cathrine havde taget hans hånd af flere grunde. Et; Den lå udstrakt foran hende, og hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. To; Når man strakte en hånd til andre i menneskenes verden, var det enten som en hilsen, eller en hjælp. Hun kendte kun denne måde, da det var den tid hun nu engang var fra. Derfor tog hun også hans hånd, i opfattelsen at det var en hånd han hjalp hende op med.
Tre; Der var en del af hende, der gerne ville vise at hun ikke altid var imod ham. En lille underbevidst del af hende selv. Det der opholdt sig i hendes id. En lille del der accepterede ham som hierarkisk leder. Denne lille del opstod blandt andet, fordi hun underbevidst var lettet og glad for at have hvilet ud. Havde hun ikke sovet og var blevet i den tilstand hun var i før søvnen, var hun blevet mentalt skadet og vanvittig. I hendes underbevidsthed, havde han altså “redet” fra dette. Noget helt andet var hendes bevidsthed. Der var hun arrig og skuffet over at symbolsk have underkastet sig ham, ved at tage hans hånd og undlade søvnen.
Denne tredje del af hende, der fik hende til at tage hans hånd, var altså lille og svag.

Cathrine kunne godt mærke hun var på vej ud af balance på vejen op, men hun nåede ikke at gøre noget. Denne nye og forbedrede styrke var ukendt og ny. Hun havde ikke regnet med den, og hun vidste ikke hvordan hun skulle styre den. Derfor hamrede de også hovederne sammen og faldt begge bagover, ned på det hårde stengulv. Hun var ikke sikker på at hun havde regnet med at han havde undveget hende let og elegant, men sammenstødet var ikke forventet. Han havde ikke været så uopmærksom før. Han havde hele tiden kunne gøre alt så let og stærkt. Hvad var der galt. Tankerne fløj kort gennem hovedet på hende, men forsvandt og hurtigt og blafrede væk fra hendes tankegang. Nu sad hun bare på gulvet og gned sig mod panden, undrende og forbavset, med et hovedet der dunkede under hendes hånd. Cathrine kikkede frem gennem fingrene og fik øje på at Alzeid så mindst ligeså chokkeret ud.
“Undskyld..” fik hun mumlet, med et lille smil på læben. Hvad hun smilte for vidste hun ikke. På en måde var det bare så komisk. To som dem, der nærmest altid var i kamp. I tankerne, i virkeligheden og i ord. Nu sad de begge klodsede på gulvet, som to små børn der ikke ser op når de går, og derfor støder ind i alting. To vampyrer som dem. Det burde ikke være muligt at falde klodset på den måde.

Smilet var der lidt endnu. Hvis Alzeid kikkede på hende, ville han kunne se det med sine skarpe øjne, selvom det var svagt. Det var første gang hun havde smilet ja i flere måneder. Siden hun blev overfaldet af den første vampyr, og derefter Alzeid, havde der ikke just være meget at smile af. Men nu var der et svagt lille et på hendes læber. Det var uden tvivl første gang hun havde smilet overfor ham, og hvis hun havde bemærket det, var smilet stoppet omgående, og hun var vendt tilbage til sit alvorlige jeg igen. Hun bemærkede det derimod ikke, dog var smilet der kun kort.

((Så! Nu kan du være glad og fro :P Nu har jeg rettet den lille svipser "under jeg". Jeg har selv psykologi, men jeg kunne ikke komme i tanke om hvad det hed på "dansk" Så jeg skrev "under jeg"....Doh.... foolish little me O_x ))

Verden forsvandt under hans fødder ligeså pludseligt som den dukkede op da han var blevet født. Han beskuede tilmed hele situationen ud fra et absurd tredjepersonsperspektiv, selvom han godt vidste at hans sjæl ikke kunne forlade hans krop, da han ingen sjæl havde. Det var en oplevelse, han kun havde oplevet en enkelt gang før i sit liv. Han følte sig utilstrækkeligt tilpasset til at være mentalt fastgjort til virkeligheden, men uden at kunne give afkald på sine virkelighedsillusioner. Med andre ord, så følte han sig tilstede, som en forståelig del i et større perspektiv, der ikke kun omkredsede muligheden for at der ingen muligheder var. I det splitsekund han så på dem begge falde, var han så menneskelig som han mentalt kunne blive.

Fornemmelsen forsvandt hurtigt da han ramte gulvet. Den flade smerte der trængte sig gennem hans lastfri krop, mindede ham om situationens alvor, elle rettere sagt; situationens mangel på alvor. Der var intet alvorligt i det han lavede. Intet umiddelbart eller vigtigt. Det havde aldrig været nødvendigt, og bestemt heller ikke forsvarligt. Alligevel gjorde han det. Han rodede sig ud i livets cyklus med nogle hundrede års mellemrum, længe nok til at få bekræftet at han ikke tilhørte blandt noget levende, hvorpå hans forvirring på ny blusede op. Hvordan kunne noget være dømt til at leve et evigt liv, når det så tydeligt var dødt til kernen? Var det monstro hans ultimative straf; at se hans sind fordærve med den råd, der skulle have ædt hans krop? Spørgsmålene forsvandt så hurtigt fra hans hoved som de var kommet, men forvirringen de fulgte med sig vedblev, og for første gang i den tid hun havde været hos ham, manglede han ord at sige. Ikke at han ikke kunne tale. Sproget var hans mindste problem, men samtidigt hans største; han havde talt så meget og så længe i sin tid alene, at ordene han udtalte og vendinger han brugte, mistede al formål. De blev ord, og ord der bare blev sagt for deres egen skyld.
Denne gang tvang han tankerne ud af sit hoved. Han vidste at det var en nødvendighed, hvis han skulle forblive en fornuftig skabning, selvom absurditeten var en svær fornemmelse at kæmpe imod. Det handlede om at være stærk, men han kunne mærke sin vilje og sin styrke langsomt forsvinde udi det sand, der udgjorde hans forstand. Han havde brug for næring, og han havde brug for det hurtigt, hvis han da nogensinde ønskede at kigge på en stjernefuld nattehimmel uden blod i ansigtet igen. Det var et spørgsmål om død eller død.

Inden det lykkedes ham at åbne munden for at ytre ord, så han Cathrine, og synet af hende forstummede ham igen. Hun smilte. Bevars, det var ikke meget, næsten ikke nok til at man kunne kalde det et smil, men alligevel var det der, i så stærk kontrast til hendes normale ydre, at det skreg lys fra sig som kaminens udslukkede flammer. Det var en kønt syn, men alligevel også bizart. Det lyste hendes skikkelse op til et udseende, var det på sin hvis handlede om mere end udseendet, hvilket fyldte Alzeid med en fornemmelse af at det var forkert. Når han kiggede på hendes smil, så han sin egen frygt for at han var begyndt at vinde, og spillet snart ville være slut. Og hvad var der så tilbage bagefter?
Han rejste sig pludseligt, og samlede sin fatning igen. Hans selvsikre udseende var forsvundet, og selvom hans ansigt ikke var i stand til at afsløre svaghedstegn eller udmattelse, bevægede hans pupiller sig hastigt omkring i hans vædede øjne. Han vendte ryggen til hende kort efter at han var kommet på benene. ”Vi må hellere se at komme af sted. Følg mig.”
Med disse ord begyndte han at bevæge sig mod rummets fjerne væg, der var modsat den væg hvori døren ud var placeret. På intet tidspunkt stoppede han for at tjekke om hun fulgte efter ham. Det var ikke længere hans prioritet.

Cathrine nåede lige netop at bemærke Alzeids mangel på ord, men da hun ikke havde været opmærksom på sin opadvendte lille trækning ved mundvigen, forstod hun den ikke og undrede sig over den. Hun havde aldrig set ham sådan. Han havde aldrig manglet ord. Hvorfor nu? Var han kommet til skade? Havde han slået sig? Hvordan hun i det hele taget hun var stødt ind i ham, forstod hun ikke. Hun gnubbede igen sin ømme pande, der nu var ved at blive mere til en dundrende hovedpine. Trods dette følte hun sig stadigvæk enormt stærk og energifyldt. Alt virkede meget kraftigere, måske endda kraftigere end da hun først blev gjort til vampyr. Også smerten i hendes pande...

Hun rejste sig igen da han endelig fandt ord og begyndte at gå. Netop da følte hun sig splittet. Skulle hun gå med, eller ej - og hvorfor skulle hun, hvorfor ikke? Som mange gange før følte hun kort hadet til denne mand brænde i sit sind, men det svindede ind og blev til en fortvivlelse. En fortvivlelse hun også havde oplevet nogle gange. Han var jo den eneste hun kunne tale med nu, den eneste der kunne forstå hende. Hun blev stående i krypten et stykke tid efter han var gået, og overvejede om hun skulle blive her for at trodse ham, eller gå med. Hun kikkede ned af sig selv. Det lånte tøj var begyndt at lugte mere og mere, det sad dårligt og var blevet slidt.

Cathrine tog sig til den højre hofte, mærkede efter om hun stadig havde sit sværd, og begyndte at gå op af kryptens trappesten. Da hun kom til døren, tog hun en dyb indånding, greb fat i håndtaget og hev til. Et kort sekund blev hun ræd for om solen var oppe, for lyset der kom ind virkede utroligt skarpt, men døren gik helt op, og natten udfoldede sig foran hende. Nervøst og relativt ængstelig for hvad der ville ske, om dette var en fælde, og om de ville møde mennesker, gik hun efter Alzeid.