Voo styrtede igennem regnen. Dråberne piskede imod hendes ansigt.
Hun løb langs stien og var gennemblødt. Helt og aldeles gennemblødt. Hun var så våd at man kunne vride hver centimeter af hendes krop, og få mindst ti liter vand ud. (Overdrivelse fremmer forståelsen!)
Hun var dækket af mudder og jord, hvilket var et bevis på at hun, med hendes uheld og kluntethed, var faldet utallige gange, på turen igennem skoven. Hendes ansigt og hår var lysebrune og hendes øjne lukkede. Hun havde armene foran sig, for at sikre at hun ikke løb ind i et eller andet, som f.eks. et træ. Hun søgte ly undet et af disse, på den anden side af stien, end hvoraf Caine stod. Hun tørrede lidt mudder og jord væk fra ansigtet og snøftede en enkelt gang. Det var koldt, syntes hun. Meget koldt. Og nu, ganske tilfældigt, fordi hun kun skævede dén vej, opdagede hun Caine.
Hun stod og stirrede på ham i nogle sekunder, før et kæmpe smil bredte sig over hendes læber.
"CAINE!" råbte hun højlydt og styrtede over stien og kastede sig med åbne arme imod ham, for at give ham et hilse-kram.
Det er ikke for at være nice, men...
Krystallandet
