Med en skefuld mad i munden klar til at blive sunket, var Frederik lige ved at få maden galt i halsen ved Vektors ord. Det blev dog - heldigvis - blot til en halvkvalt lyd, et kort host og en meget svag varme i ansigtet. Tænderne blev bidt lidt hårdt sammen, inden han fnøs og afvisende viftede med skeen i Vektors retning. 
 " Jeg ved ikke hvad du snakker om.. " Det mørkeblå blik var vendt mod Vektors lyseblå, men kun for at kort øjeblik inden Frederik slog det væk. Han ville aldrig indrømme hvad de havde lavet den forrige nat - og da slet ikke at han havde deltaget i det frivilligt! Han havde været forvirret og omtåget, og det havde Vektor misbrugt!

 " Jeg er et morgenmenneske! " kommenterede Frederik selvom det nok ikke rigtig passede. Han ville bare ikke give sølvelveren ret! For at skabe lige lidt ekstra afstand, selvom det virkede totalt unødvendigt, tog Frederik skålen i den ene hånd, som han lænede sig tilbage på stolen. 
 " Jeg er bare ikke til dig... Du er irriterende.. " Frederik pegede lidt på ham med skeen inden han vendte tilbage til at spise grøden. Inderst inde vidste Frederik godt at det var en løgn. At han ikke var til Vektor. Han var mere til Vektor end han var til Claudia. Men mænd skulle ikke være sammen med mænd. Det kom der ikke børn ud af. Det førte ikke familien videre. 

 Stilheden lagde sig over rummet, og Frederik lod den ene mundvig trække sig en smule tilfreds op. Det var da selvfølgelig tilfredsstillende at vinde, også selv Vektor måske ikke var enig. Desuden var stilheden en velsignelse for den unge oliesælger. Frederik slappede mere af i skulderne og spiste i ro og bag. 
 Selvom Frederik ikke sagde noget, var det alligevel som om, at som stilheden varerede ved blev han mere og mere urolig. Det ene ben blev lagt over det andet, inden det blev sat tilbage på gulvet og han lænede sig frem til bordet igen. Hvorfor blev Vektor ved med at være stille?

 Grød blev spist og til sidst blev stilheden brudt. Selvfølgelig ikke af Frederik, for det skulle jo ikke virke som om at han faktisk ikke havde noget imod når Vektor snakkede der ud af. Frederik så mod sølvelveren og hans blik fik Frederik til at skulle lidt til ham. 
 " Jeg skal bare skifte trøje, " Frederik rejste sig fra stolen. Mens han gik over til trøjen hav havde vasket den forrige aften begyndte han at spænde knapperne op på skjorten han havde på. Med ryggen til Vektor trak han skjorten af og afslørede arret  på skulderen. Skjorten blev smidt over på sengen, og Frederik rakte ud efter den anden trøje for at trække  den på og begynde at knappe den. 
 " Så, hvor skal vi hen? " I brev udvekslingen havde Frederik bare fået at vide at bare skulle vente på kroen, så han tilbud fra Vektor vidste hvor de skulle hen. 

 Det lidt pjuskede bryn løftede sig lidt. Kattesmilet? Frederik kendte godt lidt til det, men havde ikke været der selv specielt tit. Det var ikke fordi han synes det var helt skævt, at de skulle derhen, men han kunne alligevel ikke helt lade hver med at føle at det var et eller andet lidt skævt ved hele den her aftale. Bare det at han havde fået en babysitter var i sig selv super mærkeligt. Og snakken med Vektor om Frederiks far, havde også været lidt sær. Frederik brummede kort.
 " Javel ja.. " mumlede han som han vendte sig rundt mens han knappede den sidste knap i skjorten.
 " Jeg kender det godt, " Et kort øjeblik overvejede Frederik om det ikke næsten ville være mærkeligt hvis ikke han kendte til Kattesmilet, når han var vokset op i Azurien. Blikket gled over Vektor som han stod der lænet op af væggen. Hvorfor så han også så.. irriterende ud.. 

 Frederik hev blikket væk fra sølvelveren, og han vendte sig rundt for at finde den grå vest han havde haft på da han ankom. Han stoppede dog midt i bevægelsen da Vektor spurgte ind til det sidste brev. Han havde det med, men han kunne ikke se hvad Vektor skulle med det.
 " Og hvad hvis jeg ikke har? " Frederik så på Vektor og løftede det ene bryn. Det mørkeblå blik flyttede sig dog kort efter ned på de få knapper på vesten, som han gik i gang med at knappe. 

 Blikket blev på knapperne, selvom Frederik havde gjort bevægelsen så tit at han kunne gøre det i søvne. Han brummede kort til Vektors konklusion, uden stadig helt at vide hvad brevet havde noget at gøre med det hele. Pergamentet der blev fundet frem fra en inderlomme, fik Frederik til at fjerne blikket fra knapperne, og han så lidt mod det med det ene bryn løftet. Knappe-arbejdet gik lidt i stå, mens han lyttede til sølvelveren da han endelig gik i gang med at forklare. Det lød en smule lusket. Frederik fandt det en smule underligt, at det ikke var noget han var blevet informeret om. 
 " Hvis det er dit job at sørger for jeg møder op, burde det få ikke være dig der skal finde på noget..? " Frederik greb ud efter pergamentet  i et snuptag, i tilfælde af at Vektor kunne finde på at hive det til sig, så Frederik ikke kunne få det alligevel. 

 Frederik tog bæltet hvor der sad en lille taske fast op fra sine ting, og satte det fast om livet. Distraheret fra knappe-arbejdet, blev den sidste knappe glemt, og med pergamentet Vektor havde haft, begyndte Frederik at gå mod døren, mens blikket skimmede ned over dens indhold. Han var ikke i tvivl om, at det var de samme som havde sendt brev til ham. 
 " Skal vi? " Frederik åbnede døren og så op fra pergamentet og hen på Vektor. Selvom Frederik godt kendte til Kattesmilet og vejen derhen, kunne sølvelveren lige så godt føre an hvis de skulle ind et bestemt sted eller noget. Pergamentet rakte ham frem mod sølvelveren så han kunne tage det tilbage. Han kunne vel godt lige tro lidt endnu, at Frederik ikke havde sit brev med.

Et yderst sjældent tilfælde af overraskelse fik kortvarigt elverens smil til at falme en smule, og blev erstattet af et lydløst lille ’oh’ ved mandens kommentar. Mest af alt fordi at den ramte hovedet lige på sømmet, og et eller andet sted… havde han ikke forventet det. Fordi joh, det var egentlig hans job. Et enkelt sekunds anerkendelse kæmpede imod overraskelsen, inden at han med et hurtigt lille heh forsøgte at skjule begge dele, og han lod ham gå forbi ham med pergamentet. ”Touché" mumlede han. Det her kunne meget vel blive et ’ham’ problem. Forbandet!


Mens Frederik ikke kunne set det, dansede der dog et smil over læberne idet han samlede sine ting. De ru hænder rettede med dovne rutiner de vigtigste ting, våben, pung, ekstra tasker (med indhold) og andre nips-smykker, inden han endelig snurrede omkring støvlehælen. "Jah, lad os”.
 
Kattesmilet lå heldigvis ikke alt for langt væk. 
Da det stadigvæk var morgen, kunne man næsten fornemme hvordan Fristavn ikke… havde sine mest aktive timer på dette tidspunkt. Ulig andre havnebyer, var morgenen mest brugt på at vade hen til det sted man nu engang kaldte hjem, og de kunne derfor se skikkelser stavre afsted, tydeligvis stadigvæk påvirkede efter natten. Andre var dog på vej til hvad de kaldte ærligt fisker- eller sælgerarbejde, og fik af og til et lille nik med sig, hvis det var nogle man kendte. I takt med at gaderne blev lidt pænere, blev lugten heldigvis også lidt mildere.
Hen ad vejen gled hånden over inderlommen for lige at være sikker på at han stadigvæk havde brevet, og stilheden lagde sig i nogle perioder over drømmesælgeren da han overvejede hvordan han skulle forklarer sig ud af det her med brevet. Midt i det, vandrede tankerne dog hen på det ar der havde lyst op på den lyse hud tidligere på morgenen, og undrende drejede han endelig blikket imod ham, noget spørgende i de himmelblå øjne. ”Hvor… hvor kommer det ar du har hen over skulderen, egentlig fra?”

Der var en ligefrem uforbeholdenhed i spørgsmålet, der mest af alt kom som interesse. Han lignede ikke typen der... ville leve en livsstil, hvor det var en risisko. Men alligevel var det lavmælt nok, til at nogen næppe ville bemærke den henkastede bemærkning imens blikket atter gled frem foran vejen. 

 Det var ikke tydeligt at Frederiks ord havde ramt et eller andet hos sølvelveren, men der var alligevel noget over den lille pause før Vektor sagde noget og det mumlende svar der fik et selvtilfreds glimt frem i de mørkeblå øjne. Han vidste ikke hvorfor det var så tilfredstillende at sætte Vektor i en mere kompliceret situation. Måske fordi Vektor var så irriterende..? 

 Så snart krodøren ud til med åbnet foldede Frederiks ansigt sig i mere stramme folder. Det var måske ikke fordi fiskelugten var så intens, men Frederik havde det som om der var nogen der stod med en fisk lige op i ansigtet på ham. Med en rynke på næste brummede han, og fulgte ellers efter Vektor med raske skridt. Jo hurtigere de kunne kommen indenfor igen, jo bedre. 
 Vektors spørgsmål fik Frederik til kort at flytte blikket hen på ham med et bryn løftet. Hvorfor virkede han så.. tilbageholden? Uden at give et svar med det samme, slog Frederik blikket frem igen, og lod spørgsmålet hænge lidt i luften.
 " Da jeg brændte mine forældres gård ned, faldt en bjælke med ild i ned på mig.. " Løj han udtryksløst, forsatte med at gå. Det var ikke det ar han fik den dag..

 Kommentaren fik lov til at hænge lidt i luften, inden en fnøs og rystede på hovedet med et skævt smil på læberne. 
 " Jeg faldt ind i et blå som barn.. " sagde han med en mild latter i stemmen, og så hen på Vektor og løftede brynet igen.
 " Hvad tror du om mig?  " Han rystede lidt på hovedet og så frem for sig igen. Spørgsmålet havde været så forsigtigt, som om Vektor troede det var farligt at spørge.

Der var en tavs pause efter Vektors spørgsmål, der (hvis den var fortsat meget længere) nok havde været et svar i sig selv. De himmelblå øjne betragtede ham skjult ud af øjenkrogen, ledende efter tegn på en tvær grimasse, eller et sarkastisk øjenrul. Nogle af hans signaturmoves, ville Vektor næsten sige. Men da der faktisk kom et svar, kunne man næsten fornemme hvordan nysgerrigheden dansede i de lyse øjne. 
Han hvad? 

Løgnen var til at tro på, i sekunderne efter, og Vektor sprang næsten et skridt over, da det gik op for ham hvad han sagde. Alle havde deres skelletter gemt i skabet, og Frederik var nok ingen helgen på det punkt. Men da han (heldigvis? desværre?) forsatte med en anden historie, kom der et fnys fra sølvelveren, der leende himlede med øjnene. "Dét vil du ikke vide, Musling" halvelverens stemme havde en snert af mørkt drilleri, blandet med lidt mere uskyldig overdrivelse. Han troede mange ting, og afkræftede sjældent sine fordomme. 
Så blev man lidt oftere skuffet; men det var en pris han gerne ville betale for sin lidt vildere fantasi. 

Vektor tog nogle vimsende skridt op til Frtederik, og lagde en stærk arm om den høje mands talje, for at trække ham ind i et drillende lille klem. Hvis han ikke kæmpede for meget imod, selvfølgelig. "Du er en underlig en, mr. Ludvik, det må jeg sige" lo han sagte, men mente det faktisk idet at han kiggede op på den højere mand. "Det her møde skal nok blive... spændende" fortsatte han optimistisk, idet de gradvist bevægede sig længere og længere op imod Kattesmilet. 

 Det lille smil spillede stadig på de spinkle læber da Vektors ord fik Frederik til at rolle med øjnene og ryste lidt på hovedet. Nej, han ville nok egentlig ikke vide det. Og om det var fordi Frederik var ved at have vænne sig til kaldenavnet, eller han vidste det ikke gjorde en forskel hvis han rettede sølvelveren, var ikke til at vide. Uanset hvad kom der ingen bidende eller spidse rettelser fra olieforhandleren. 

 Det kom noget bag på Frederik da Vektor pludselig lagde armen om ham, og begge arme løftede sig lidt op i luften som om det var noget ulækkert han ikke ville røre vil. Overrasket og en kende chokeret gik der lidt før Frederik fik reageret, og han prøvede at skubbe Vektor væk fra sig. 
 " Urgh, slip mig! " brummede han, utilfreds. Det var da ikke sådan to mænd burde opføre sig! Og hvad mente han med at Frederik var underlig!? Hvis der var nogen af de to der var underlig, så var det da Vektor! 
 Frederik tog de næste tre-skridt i lange, hurtige træk - lidt for at komme væk fra Vektor, men kort efter gik han normalt igen, og da Vektor nævnte mødet, blev Frederik mindet om at Vektor stadig troede de manglede den anden del af koden. Selvom det kunne være sjovt at se Vektor forsøge at finde en løsning på problemet, der aldrig rigtig var et problem, tænkte Frederik at det var det nok var for det bedste at give han brevet. Derfor stak han hånden ind under vesten og holdte det godt krøllede brev ud til siden, så Vektor kunne se det, og tage det hvis han ville.
 " Det er dig der er den underlige her, Vektor... "