"...3 timer... Stille... Levende..."
"Sgu... Tøs... Dødtræt... Ligeglad..."
Cherry lyttede omtåget til ordene der flød i luften omkring hende. Hun kunne intet se, der lå stadig et mørkt og tungt filter over hendes øjne så hun måtte vente med luksusen af at SE hvad der foregik. Hun kunne dog mærke at der var nogle ting i vejen da hun forsøgte at bevæge sig. Det første hun bemærkede var hendes bagbundne hænder. Det sendte en kold kriblen ned ad hendes ryg. 
Hvad var... Hvorfor var hun bundet? Forvirret forsøgte hun at dreje sin krop, men måtte så udstøde et lille klynk af forskrækket smerte. Hendes hænder var bundet til hendes horn, så idet hun forsøgte at dreje sin krop før sit hoved, protesterede hendes nakke voldsomt. Nu hvor smerte var introduceret til hendes system igen, kunne hun mærke at hendes nakke var det mindste af hendes problemer. Tårer vældede op i hendes øjne da hun kom til den omtågede konklusion at hun var blevet kidnappet.
Men... Hvorfra? Hvorfor? Endnu et klynk undslap hendes strube da panikken satte ind. Nu da hendes ansigt var i bevægelse kunne hun mærke tørret blod ned ad hendes kind og hendes ene knæ var bestemt ikke til at stå på, hvis hun så kunne stå lige nu.

"Hva saaaatan." blev der så sagt og Cherry stivnede. Hvem var... Nu blev der taget fat i hendes gevir og hun blev trukket op fra mørket hun havde ligget i. Fra en sæk af almindelig størrelse blev hun trukket ud til lyset af et lejrbål. Hun skreg højt da manden hev op i hendes gevir. De var så følsomme og ikke umulige at brække af så smerten var gennemsyrende.
"Jeg var begyndte at tro at du aldrig ville vågne, prinsesse." lød stemmen fra før. Cherry skævede til hendes tilfangetager. Et menneske vidst, men et stort et. Der var tre af dem, alle sammen siddende om bålet. Inden Cherry kunne drage flere konklusioner blev hun smidt på den støvede jord og skreg i smerte og panik. HVAD SKER DER?! HVEM ER I?! HVAD VIL I MIG!?
Alle disse spørgsmål blev til angste skrig, som hun fortvivlet udstødte da hun kom i kontakt med smerten og angsten ved at vide at hun var i tre, fremmede mænds vold.
"Nåeh... Hvem vil først?" sagde en af mændende så og Cherry nåede kun lige at høre sine skrig blive højere før de døde helt ud, kvalt af et tørklæde.
Cherry sprællede og spjættede, men hun kunne intet gøre da en grov hånd greb fat i hendes hår og trak tilbage i det. "Hold så kæft, din horeunge!"
En anden hånd begyndte at trække ned i hendes nederdel og Cherry kunne mærke hvidglødende rædsel der åd hende op indefra. Hun troede ikke det kunne blive værre, før de faktisk gik igang og hun i bed ind i lommetørklædet imens hun hulkede hjerteskærende. Det gjorde så allerhelvedes ondt og det føltes som om det foregik i timevis.
Hver eneste individuelle celle i hendes krop skreg på dem at de skulle stoppe og lade hende være, lade hende heale, lade hende LEVE, men det enste hun kunne få ud var halvkvalte skrig og smertesklynk, blandet med en formidabel mængde af tårer.
"Welp, jeg er færdig. Din tur," blev der så sagt og Cherry sparkede så godt hun kunne, men stoppede brat da nogen bragte deres mund tæt på hendes øre.
"Nu håber jeg du er klar over at jeg ikke er ligeså blid som ham, tøs. Lig så for helvede stille eller jeg lover dig at du ender dine dage i sækken vi trak dig op fra!"
Nu begyndte den næste og Cherry kunne allerede mærke at hun ikke kunne tage det længe. Hvert stød gjorde mere ondt end det sidste og hun var sikker på at dette var det sidste hun ville mærke: Ydmygelse, rædsel, magtesløshed og smerte ud over enhver grænse.

Store skikkelser brød nattens stilhed med råb og skrig. De var alle forvredne, havde horn på hovederne og store spyd i deres hænder. Foran dem løb en bunke af et stort rod. Man kunne ikke se hvad det var, andet end at det ikke ville mere. Ynkeligheden var stærk i dets væsen. De forvredne store monsteragtige skikkelser lo højlydt som de stak til bunken med deres spyd og bunken skreg op. Skovens træer blev højere, dækkede den allerede sorte, døde himmel og grinede og græd samtidig. Deres tårer blev til skygger der omhyllede de allerede mørke skabninger der nu omringede bundtet for deres fødder.

Med et sæt vågnede Skadi fra sit mareridt. Hun satte sig op, rasende. Nu måtte det kraftedme være nok! Kunne man ikke få bare EN nat i fred?! Hun tog en gren som hun havde ligget ubehageligt op af og kastede den væk fra sin lejr, ind i mørket. Et vredt udbrud fulgte efter og hun kørte en hånd gennem sit uglede hår, kiggende på sit lejrbål. Det var ikke engang så småt endnu, faktisk var det næsten som om at hun kun havde fået få timers søvn. Fantastisk. Hun forberedte sig på en søvnløs nat, da hun syntes at kunne høre et skrig længere væk. Det blev hurtigt dæmpet, men hun havde en retning, og havde ingen intentioner om, at lade sin egen fred blive forstyrret yderligere. Hvem end der skreg skulle hun fandme give én på sinkadusen!

Mens hun gik hørte hun mænd der lo og grinede og et koldt gys gled ned af hendes ryg. Drømmen? "Jeg smadrer dem fandme," mumlede hun for sig selv mens hun trak sin økse. Hun havde ikke fået skjoldet med, men det var sgu også bare pisse lige meget! Mens hun gik begyndte hun også at høre gråd. Det lød lige så ynkeligt som bunken hun havde set i sin drøm. Virkelig? Skulle den absolut gå i opfyldelse nu?

Hun fik øje på lys længere fremme. Fra et bål? Med en irriteret bevægelse gned hun sine øjne og gabte, trætheden var stor, men hendes vrede var endnu større. Især da hun så mændene tage en kvinde på skift? Eller det så i hvert fald sådan ud, for den ene var lige gået væk fra hende og var i gang med at knappe bukserne, mens en anden trak sine bukser ned og bøjede sig ind over hende. Blodet kogte i Skadi's krop og hendes greb om øksen blev så hårdt at knoerne blev kridhvide. Ganske vidst var hun typen der lod folk gøre hvad de ville, men hun kunne sagtens se sig selv i hendes situation og bare tanken om, at de tre mænd gjorde dette var nok til at sætte hende i et hvidglødende raseri. Hun var nu ligeglad med hvad fanden de så end gjorde når hun kom trampende, for det var nemlig lige akkurat dét, hun gjorde. Direkte ind mellem dem hvor at hun skubbede med al sin kropsvægt til manden der var i gang med at tage kvinden. Han væltede af og hun stillede sig hurtigt i vejen. "Jeg river jer fra hinanden. Jeg tager den ene, og putter ind i den anden," det var ingen tom trussel. Hun understregede sit ord da hun hakkede øksen direkte ned i skulderen på én af mændene der satte i et hyl af smerte.

Ham der var blevet skubbet var åbenbart mere modig da han så at det blot var en lille kvinde, og han trak sin kniv. Den ramte hende i siden og hun greb fat om hans hånd, kun for at trække kniven ud af sig selv med et mindre støn over den velkendte smerte. "Det der redder dig ikke," hendes stemmen var en sammenbidt snerren. Hun kastede sig omgående over manden og hakkede løs i hans ansigt med øksen, til ansigtet var væk. De andre forsøgte virkelig at hjælpe deres kammerat. Én af dem huggede en økse lige ned i hendes skulderblad og Skadi gav slip på manden med et udbrud af smerte da han trak sin økse fri og gjorde anløb til endnu et hug. Hun afblokerede det med sin arm. Øksen bed sig ind i kødet, men det stoppede ikke Skadi fra at hamre sin egen økse direkte op i nosserne på manden der skreg i vilden sky. Den sidste forsøgte med et kvælertag. Det var lidt mere problematisk. Indtil hun fik adgang til at bide ham i armen til der gik hul på ham. Han slap uvilkårligt og hun vendte sig med et smil. Det blodtørstige smil, der også havde været på hendes læber som hun havde dræbt sin egen broder. Hun væltede ham ved at tackle ham og placerede sine tommelfingre i hans øjenhuler. Da de var godt placeret pressede hun til. Han skreg og vred sig og hendes tommelfingre gravede sig ind i hans øjenhuler, til der kom blod ud. Hun var tilfreds da han virkede til at klynke, og tog hans kniv. Gentagne gange stak hun den gennem hans strube, de gurglende lyde blev mere og mere svage, og til sidst lå han stille. Men Skadi blev ved, til hendes raseri dalede og blev erstattet med trætheden der altid fulgte efter når hun blev stukket ned fra alle mulige vinkler. I forbifarten havde hun fået endnu et knivstik, så da hun rejste sig for at finde kvinden, lød der endnu en sammenbidt lyd af smerte. Hun flåede kniven ud af sit lår og væltede ned ved siden af kvinden.
Uden at tænke videre over det, skar hun de reb over der holdt hende bundet og væltede derefter ned at ligge med et træt suk.

Cherrys smertehelvede kom til en brat ende, da manden blev revet fra hende med et brat ryg. Med en dyrisk frygt som kun kunne beskrives som den en kanin på flugt fra en jagthund føler, forsøgte hun at vride sig væk fra hendes spot, men uden held. 
Hele hendes krop var opspændt og bundet godt sammen, så det eneste hun kunne gøre var at ligge og hulke videre. Tankerne svømmede lige så meget som hendes blik gjorde, blændet af tårer racede de: Hvem var det nu? Endnu en fjende? Nej, det kunne det ikke vare, de havde reddet hende. Ville de hende noget nyt eller var de godhjertede folk der ville hjælpe?
Cherry var ikke sikker på hvad der var mest logisk, men hun var også sikker på at hun kun var ved bevidsthed grundet adrenalinen og smerten i hendes krop, så hun ville ikke spilde sin tid på meningsløs grublen. 
Bevægelse var dog heller ikke en mulighed, så hun måtte stille sig tilfreds med at lytte efter hvad der skete bag hende, trods hendes hulken der lagde sig ovenpå.
Det lød brutalt. Hun kunne høre vreden i hvert hug og i hvert slag og det blandede sig alt sammen med smertesskrigende, mest fra hendes overfaldsmænd. Efter hvad der følte som en evighed af at lytte til hvad der lød som "juledag i grisestalden" blev der endelig stille. 

Cherrys klynken var nu døde ud til en stille gråd der bare piblede ned over hendes kinder og hun gispede overrasket da hendes redningsmand faldt ned på jorden ved hendes side. Cherry fik ikke meget tid til at betragte vedkommene, før hendes reb blev skåret over og hele hendes krop syntes at sukke af lettelse. Hun fik med møje og besvær viklet sine hænder ud af rebene og sad nu tilbage, fri, men dækket af sved, blod og sine egne tårer.
Hun gemte kort sit hoved i sine hænder. Hun- Hun troede det ikke. Hun ville ikke. Det kunne ikke være sket. En bølge af angst skyllede ind over hende igen og hun så sig forskræmt omkring. Det første syn der mødte hende var ikke ligefrem trøstende. 
Mændene fra før var blevet splittet af i hvad der kun kunne kaldes en stor, blandet gryde af sammenmast, blodigt snask. Der var en arm der, et helt ANSIGT der og Cherry krøb forskræmt tilbage.
Hun så så på sin redningsmand igen. Det var en kvinde, en meget smuk en af slagsen, dækket af blodet fra hendes ofre og sikkert også fra hendes selv. På enhver anden dag ville Cherry have bekymret sig mere om hende end sig selv. Hun ville have fundet en healer så hurtigt som muligt og bekymre sig om sit eget skind senere, men... Lige nu var der ikke mere af voksne, fornuftige Cherry tilbage. Lige nu var Cherry blot et lille barn, der mest af alt havde brug for tryghed og kontakt. Omtåget, forvirret og skræmt for vid og sans, krøb Cherry tættere på den anden kvinde og lagde sig tæt på, rystende af angst.
"T-t-t-t..." hendes stemme ville ikke, den rystede for meget. Hun sank engang og prøvede igen. "T-tusind tak, je-" hun hikstede.
"Jeg-jeg beklager at du ko-kom til s-sk-skade..."

Skadi måtte vel bedst kunne betegne kvinden foran sig som en ung pige, som hun hørte gråden. Det var voldsomt og hun bemærkede også at pigen kravlede hen tæt på sig. Selv var hun i øjeblikket optaget af smerten fra de forskellige sår der dog begyndte at lukke sig. Det hele blev erstattet af træthed oven på den træthed hun allerede havde i kroppen. Samtidig løb adrenalinen stadig rundt i hendes blod og fik hende til at trække vejret hurtigt og overfladisk med et vildt blik rettet mod trækronerne. Et eller andet sted kunne hun høre pigen stamme en tak og et undskyld, men hun tog i starten ikke af det som hun bed tænderne sammen mens sårene lukkede sig. Da de endelig var lukkede rettede hun blikket mod det blodige svedige grædende bundt af en pige. Bundt. Hun blinkede et par gange og sukkede dybt, før hun med anstrengelse satte sig op. Hun trak pigen med sig op og kiggede kort på hende, forvirret, før hun gjorde noget hun aldrig havde troet at hun ville kunne finde på: Hun trak pigen ind til sig i et kram. Ganske vidst var hun blodig. Men det var pigen også, så det gjorde absolut ingen forskel.

"De er døde nu," sagde hun overraskende roligt mens hun tog al den erfaring hun havde fra sin mor, da hun aede pigen over håret og bare sad stille med hende sådan. Der var ingen grund til at lade pigen kigge mere på massakren omkring dem, så efter længere tid hvor de havde siddet sådan, brød hun stilheden. "Kan du gå? Så ta'r vi hen til min lejr, der kan de døde ikke glo på os," hendes stemme var lidt hæs af træthed og hun lod egentlig ikke pigen svare før hun rejste sig, trak pigens arm om skulderen og begyndte at bære hende halvt med sig. Ganske vidst var pigen meget let, men Skadi var også ekstremt træt og havde ikke rigtig energien til at bære helt på hende. De måtte hjælpes ad.

Heldigvis var hendes lejr ikke langt væk og da de endelig var ved den var hun ved at segne af træthed. Alligevel fik hun placeret pigen ved sine tæpper og fandt et vandskind frem. Hun satte sig ved siden af pigen med vandskindet og tog en skål som hun fik hældt noget af vandet i. Hvis de bare kunne rense blodet lidt væk ville det være ret rart. "Rens dig selv," sagde hun uden omsvøb og uden rigtig at være vildt omsorgsfuld. Det var hun bare alt for uvant med.

Cherry følte sig omtåget, men også varm da den anden kvinde tog om hende. Midt i al forvirringen og frygten og blandet med hendes rysten, begyndte et frø af tryghed at spire. Stadig småt og ikke stærkt nok til at holde hende sammen, men det var mere end rigeligt for nu følte hun sig ude af farezonen.
Da kvinden førte hende videre til sin lejr gjorde Cherry sit bedste for at støtte sig selv og for at gå lidt selv, men hendes ben havde andre planer. De var usamarbejdsvillige og snuplede flere gange, tydeligt rystende og stadig i chok. Efter en lille gåtur blev Cherry sat ned på nogle tæpper og så sig om. Det var en lille lejr, ganske hyggelig syntes hun selv og mest af alt var den alene. Hun lyttede til noget vand der blev hældt op et sted i nærheden og gik ud fra at det tjente et hygiejnemæssigt formål.
"Rens dig selv." kom det så fra kvinden, idet Cherry blev rakt en våd klud. Hun tog imod den med rystende hænder og begyndte at gnide sig ren. Snavset var primært på hendes ben så hun gjorde sit bedste for at få fjernet blodet, sveden, støvet og andre ting som hun IKKE ville tænke på, der kunne være på hendes ben. Bagefter tørrede hun det tørrede blod af sit ansigt og rørte såret på siden af sin tinding. Avs, det gjorde ondt...
Hendes puls havde efterhånden fundet et stabilt tempo og hun så på kvinden der havde reddet hende. Hun rensede kluden i vandet ved sin side og rensede sit ansigt for en sidste gang inden hun talte.
"Tak igen..." hendes stemme rystede endnu og hun kunne mærke hvordan hver en lyd gjorde hende nervøs. Hun rømmede sig kort inden hun prøvede igen.
"Je-jeg er Cherry. Hvem er du?"

Skadi valgte, ikke at se til mens pigen rensede sig selv. I stedet gik hun hen til den lille beholdning af brandeknuder og samlede nogle op for at placere dem i bålet, så det ikke gik ud. Hun gjorde sig lidt i dét og endte med at gå hen til den tønde af øl hun altid havde med sig. Det var en lille tønde, men nok til at blive fuld på. Og Skadi havde virkelig lyst til at drikke sig fuld oven på sit raserianfald som hun sådan hadede og frygtede at få. Og nu var det sket. Hun havde blod på hænderne, blod på tøjet, sprøjt af det i ansigtet, selv håret var ikke sluppet billigt oven på dette anfald. Kort rystede hendes hænder da hun hældte et krus op af øllen til sig selv, men hun kiggede stædigt ned på dem og tvang sig selv til at stoppe med det chok hun var tæt på at træde ind i. Der var ikke tid til det, ikke når pigen i hendes lejr havde det sådan, som hun nu engang havde det.

Hun tømte det første krus i ét drag og fyldte det igen. Efter at have tømt kruset to gange, fyldte hun det op tredje gang. Denne gang bare for at tage en enkelt tår og derefter gik hun tilbage til pladsen ved siden af pigen der nu så ud til at være færdig med at rense sig. Vandet i skålen var heldigvis rent nok, så Skadi tog bare kluden og fik tørret sit ansigt og hænder af. Resten måtte vente.
Hun fik endnu en tak, men rystede bare på hovedet, lidt kortfattet. "Mange ville ha' gjort det samme. De mænd fik hva' de fortjente," sagde hun med en mørk undertone i stemmelejet. Men gjorde de virkelig det? Det mindste hun kunne have gjort var, at give dem en ren død. I stedet havde hun begået den rene massakre. Præcis som på sin storebror. Tanken gjorde hende både vred og selvtilfreds. Og derefter mere vred.
"Mig? Skadi, det' mit navn," hun kiggede kort undersøgende på pigen. Ville til at spørge om hun var okay, eller bare ind til hvordan hun havde det, men det ville bare være et dumt spørgsmål. "Øhm.. Jeg ved godt det er et dumt spørgsmål, men ehm.. Klarer du den? Har du brug for noget? Jeg ved ikke hvordan man håndterer sådan noget her," hendes indrømmelse var så ærlig som den kunne være. Hvorfor lyve? 

Efter længere tids inaktivitet i denne tråd har jeg besluttet at lukke for den.