Safira var draget af vejen fra Hovedstaden. Hun gik med en lille kasse under armen hvori hendes nye kjole fra sin ven Rachiel lå i. Hun var egentligt på vejen mod Kzar Mora men havde valgt at tage et smut forbi byen kendt som "piraternes by" for hun havde handel som hun ønskede at gøre. Så hun gik forbi boderne på gaderne hvor der hang ting som klart var stjålet, røvet eller blot taget fra liget af en eller anden mand på landevejen der var om kommet af kulden.
Hun så dog intet af interesse ud over da hun så masten af et skib der lagde til. Ud af ren nysgerrighed valgt hun at gå mod havnen af den berygtede by for hvorfor skulle hun ikke bare se på mændende og kvinderne der var med skibet. Man vidste aldrig var der var om hjørnet eller hvilke møder med folk man ville have, så hun tog en hver chance for at støde ind i intriger og andre spændende ting.

Hun så hvordan nogle andre folk også havde taget plads ved havnen og nogle smilede som nogle af sømændende kom ind. Dog i menneskemængden lagde Safira ikke mærke til manden der bag hende greb fat i hendes æske med kjolen i og begyndte at løbe før det var forsent til at hun ville kunne gribe fat i ham og hun kunne ikke ligefrem løbe særlig hurtigt i den kjole hun stod i med dyb kavalergang og frynset kanter.
Hun så om sig og valgte at lege frøken jomfru i nød "Oh nej! Hjælp, en tyv!" sagde hun og pegede mod manden der havde taget hendes æske.

Vinden fløj gennem skibet og fulgte skibet, langsomt ind mod Bugten til piraternes by. Hans mandskab og han selv, havde plyndret andre uheldige skibe, hvor de nu havde ting de kunne sælge det, ville være dejlig og kunne mærke jord under sine fødder. Han kunne høre, hvordan råbene blev højre, hvorefter han selv gik ud og råbte rundt til alle mændene, vi blive her et par dag, til så snart vi har fået solgt vores cargo, i kan feste og bruge, hvor mange penge af jeres bytte som i vil, efter detter her vil, vi kunne tag afsted igen." Edward tog et øjeblik, hvorefter han hørte deres svare. "Aye," blev der råbte over alt på skibet, hvorefter Edward svaret dem,  "kom tilbage til jeres opgave så sawvy."  "Aye" Lød det det fra dem i et brøl, hvorefter de fik sat skibet til og mændene, gik rundt med deres forsyninger.


Edward fulgte med, hvorefter han hørte en kvinde, måske havde han et håb om han fik en betaling da en kvinde råbte op om, hjælp hvilket fik ham til og vende sin opmærksomhed mod manden der løbe, ha fik kaste en kniv i ryggen på ham, hvorefter han gav hans første styrmand besked på at tag sig af, deres cargo. Edward gik hurtigt op til ham, hvorefter han træk kisten fra ham, hvor han bagefter rev kniven ud og lod manden ligge. Han satte derefter sin kurs mod kvinden, som havde råbt om hjælp, hvorefter han stillede den frem, "her frøken, manden vil ikke stjæle fra dem igen det kan de være sikker på nu."Lød det fra Edward, hvorefter ha tørte sin kniv af, hvorefter han satte den på dens plads i hans hyldster igen. 

Med et kort buk tog Safira mod sin æske igen "Ej hvor var det godt at du var her. Hvad skulle jeg dog have gjort uden." sagde Safira da med den mest sukkersøde stemme hun nu kunne tvinge ud af sig selv. Det var nemmere at bruge ham til at få æsken tilbage, men hun måtte vel finde en måde at give ham igen for at gøre det. Et eller andet.
"Hvad kan jeg dog gøre for at betale dig tilbage for din heltedåd?" spurgte hun så igen med stemmen. Det var ikke noget hun ville blive vant til at gøre, men folk faldt tit for tricket. Så hun brugte det af og til når hun ikke lige magtede noget, så det var vel godt at han var her til at "redde hende" fra tyven.

Hun stod der og ventede svar og med hendes stand og udseende kunne det klart ses at hun var en dame med flere penge end de fleste, så for at hurtigt klare situationen skyndte hun sig at tage et armbånd fra æsken. Båndet var af sølv der i solens lys så hvidt ud, og i midten af den hang en rød juvel.
"Ville denne kunne klare det?" sagde hun som hun fremviste den. Hun håbede at konfrontationen ville være hurtigt over hvis hun bare fik givet ham noget af værdi, men var forberedt på at han kunne risikere at sige "nej".

Edward så på hendes juvel hun holde frem til ham, hvorefter han nikket.
 "det er vel fint nok ikke at jeg har behov for det, men jeg tag det da gerne, hvis de mener jeg skal ha den, den er sikkert noget være," lød det kækt fra Edward af, hvorefter han tog imod den og så på hende.

 Inden han begynde og bevæge sig lidt længere væk, hvilket medførte et svagt smil han måtte finde ud af, hvad den værd sælge den og derefter tag tilbage til hans skib, hvilket der var, hvad han havde i sindet og gøre tilfældigheder hjælp altid og måske kunne han få sig et dejligt værelse for den, hvor han så kunne ha et fast sted, hvor han kunne bo når han ikke var på sit skib, det var den bedste ting han kunne gøre efter det ville det være over, og han ville kunne udfordre pirat lederen.

Safira trak på skuldrene som manden der havde hjulpet hende begyndte at gå væk, for hun kendte til menneskers grådighed og var også rigeligt ligeglad med hvad han havde tænkt sig at gøre med smykket, for hun havde flere af dem i Kzar Mora, blot ventende på hende til at komme tilbage til sit hjem.
"Lad være med at bruge den på noget dumt." blot et venligt råd tænkte hun. Han kende nok ikke dens værdig, men det var ikke hendes mission at fortælle ham det. Hun satte stille afsted ned gennem gaden for at komme hjem til Kzar Mora og hvile efter sin lange rejse.

Ikke meget ved at blive i en by som denne hvor alle var så grå som himlen over dem.

/Out

Afsluttet