Krystallandet
A-Blue-Spot 11.02.2017 19:02
Det vrimlede med føder, fødder alle steder, føder der trådte hvor føder lige havde trådt, føder der trådte hvor der før havde været et hul, der viste Shila da kolde frostdækkede brosten. Der var ikke glat, men der var koldt, så koldt at hun helt forventede is skyde op og gribe fat i folks føder når deres skosåler ramte de kolde sten, det skete dog aldrig. Der sad hun lille og alene med hendes bagdel kun lige en millimeter for hovedgaden, som hun lænede ryggen op af en mur. Hun sad på hjørent af hovedgaden, og en halvskummel gyde der lå mellem en hattemager, og en bager. Det var egentligt en mærkelig gyde, kun to bagdøre, og så drejede den skævt til højre. Hun kunne ikke se særlig langt ned i den, men hun kunne se at den var mørk, og hun var ikke særlig glad for mørke gyder. Mørke gyder mindede hende om Benjamin, og Benjamin fik hende altid til at græde. Bare tanken om ham fik hendes øjne til at skinde fugtigt, som vintersolens stråler lige nåede hendes ansigt nede mellem de høje huse.
Hendes hoved lå op af muren, drejet så kun hendes lille næse var over hjørnekanten, og ude på hovedgaden. Hun sad og stirede på de tusendvis af føder der gik forbi hende, mens hun træk det hullede tæppe sammen om sig. Det og så den kjole hun sad i var hendes eneste eje. Hendes sko var gamle, og der var et hul i sålen på den højre sko, så hun havde lært sig selv altid at side i meditations stilling, så hendes hud ikke var i kontakt med jorden alt for længe. Sidst hun havde gjort det, var hendes tær begyndt at blive blå, og kro mutter havde skædt hende ud for at være så uforsigtig.
