Hun var så forvirret. Hvorfor skete det her? Hvor var de overhovedet? Og hvor var Luna?!
Og hvorfor fungerede magien ikke længere? Amber havde grædt og grædt og grædt, men ingen af mændene havde valgt at lægge sig til at skrige. Det var jo ikke normalt! Hvorfor kunne de ikke bare alle sammen skrige og græde? Mærke den samme rædsel som hun havde haft i sin krop og sjæl de sidste par uger, hvor hun havde havde siddet i dette lille bur. Hun havde et halsbånd på, der forhindrede hendes magi i at virke - et element der for Amber var ukendt - og det tøj som menneskene fra før havde givet hende. Sælskindet var væk. Hun var virkelig sulten og tørstig og et blåt mærke "prydede" hendes tinding og der var mærker efter reb på hendes håndled. Men nu hvor hun var i buret, var der jo ingen grund til at have reb om håndleddene længere.

Der var også andre i buret, men de ville ikke snakke. De var sikkert lige så bange som hun selv var, men de fleste af dem var til gengæld ikke 15 årige piger der bare blev ved med at græde i hjørnet af buret: Hvilket var præcist hvad Amber gjorde. De havde åbenbart givet hende plads for hun sad der, for sig selv. "Kunne hun dog for helvede ikke være stille i fem sølle minutter?!" en af mændene var dybt irriteret. Måske fordi han var broren til den mand, Luna i sin tid havde dræbt, og derfor hadede han hende sikkert. Han havde heller ikke været særlig flink ved hende på noget tidspunkt. 
Og nu var de her, på hvad der mest af alt lignede et larmende marked, med larmende folk over alt omkring dem. Alle folk i buret inklusivt Amber selv, blev trukket ud og fik lænker om hænder og fødder. Manden der havde snerret før, gav hende et hårdt klask over kinden fordi hun stadig snøftede let og hun kunne ikke gøre andet end at kigge på ham med en blanding af rædsel og had malet i blikket. De blev stillet op på række og hvad der kunne lyde som en auktion begyndte. Ikke at Amber vidste hvad det var for noget; Hun ville bare gerne hjem.

Luko var egentlig ikke ude på noget ballade. Han var ikke engang ude for at møde nye folk.
Et sted som piraternes by var nok et af de dummeste steder for Luko at opholde sig, eftersom det bogstavligt talt var en stor markedsplads for levende gods.
Luko var penge værd, det vidste han godt, så hvorfor var han her igen? Det brillante svar var, at det vidste han ikke. Måske for at slå noget kedsomhed ihjel? For at få sit blodtryk op under loftet? For at købe noget mad der IKKE groede på træer?
Med sin kutte trukket op over sit hoved slentrede Luko ned ad gaden. I sin hånd bar han en pose med brød, som han havde købt fra nogle små børn fra et hushjørne.
Han puttede det tørre brød i munden og bed til. Det smagte salt, men meget godt alting taget i betragtning. Mørket var lå stadig tykt over landet. Det var vel også en grund til at Luko ikke var i sin egen skov mere, det blev trættende at se på de samme mørke træer hver dag.
Der lød råb og skrigen et sted ikke langt fra hvor Luko var og han stoppede op. Hvad var det? Auktionerede de slaver nu?
Ganske rigtigt, ikke langt fra hvor han stod begyndte der at forme sig en række af folk af mange forskellige racer og aldre. Luko lagde brødet i sin taske, som han bar over skulderen, og stak så hænderne i lommen. Han beskuede scenen foran ham med en særlig form for afsky. Han havde intet tilovers for folk der behandlede andre væsner som kvæg.
"Kunne hun dog for helvede ikke være stille i 5 sølle minutter?!" lød det fra en af mændende, inden han slog en af slaverne over ansigtet. En ung pige der bar tydelige tegn på ikke at være blevet behandlet etisk korrekt. Selv Luko kunne se det, og det bragte hans blod i kog. Hvor vovede han...
En auktion begyndte.
Der blev budt på de fleste af slaverne og jo længere tid der gik, jo mindre kunne Luko lide denne situration.
Han måtte gøre noget.
Han så sig om efter noget der kunne give disse mænd en lærestreg og fik så øje på et bundt heste der stod sammen, ikke langt fra vognen med burene.
Luko smilede som et kat der har slugt en kanariefugl. 
Han sneg sig derover med den sorte kappe der bølgede om hans høje slanke skikkelse. Mørket gjorde ham en tjeneste her, og han snørede med lethed knuderne op.
Da han stod med de mange tøjler i hånden piftede han højlydt over imod mændende der vendte sig om imod den kappeklædte fremmede.
"Hey! Fedtfjæs!" råbte Luko fra under hætten. "Er de her ikke jeres heste?"
Manden der ledte deres lille ulovlige slavefirma nikkede og begyndte truende at gå imod Luko.
"Jo, de er. Og din mor har vel lært dig at man ikke rører ved ting der ikke er dine?"
Luko spidsede munden og gjorde sine øjne store i en overdrevent undrende og uskyldig grimasse. 
"Hm. Nej, sjovt at du siger det, det har hun ikke."
Luko smækkede nu den ene hest bagi, hvis vræl fik hele gruppen til at stejle og spredes til alle sider. Hestene løb vildt alle vegne og slavehandlerne løb alle efter deres egen individuelle hest imens de råbte navnene på dem.
Da pladsen var tom for slavehandlere gik Luko over til flokken af slaver. Så trak han en dolk frem og så på gruppen med sorgfulde øjne, skjult under sin hætte.
Børn... De fleste var børn... Hvad fanden tænkte folk dog på...
"Godt så, de af jer der ikke kan komme ud af jeres reb selv, I kommer herover."
Han så imod pigen med skaderne. Hende som var blevet slået.
"Pigebarn," kaldte han blidt imod hende. "Er du uskadt?"

Der skete så meget omkring hende. Amber følte sig virkelig desorienteret oven på det klask i ansigtet og al den larm. Hun var bare så forvirret og så træt. Her var ret koldt. Og ubehageligt. Hun kunne ikke lade være med at græde lidt mere som auktionen gik i gang. En blond pige ved siden af hende blev budt på, til et højt pift skar sig gennem larmen og fik Amber til at fare sammen i frygt. Det var dog et sjovt valg af ord. Fedtfjæs. Det kunne have været sjovt, men hun var bare for negativt ladet til at tage sig af det lige nu. I stedet faldt hun på røven og trak benene op til sig i et forsøg på at skjule sig selv for de mange mænd der pludselig løb efter deres paniske pelsdyr med fire ben. Amber vidste ikke at det var heste. De lignede noget.. Hun ville i hvert fald ikke kalde dem for heste. Nok nærmere sæler med lange ben.

Der gik ikke længe før mængden af slavehandlere var væk. Mange af slaverne omkring hende gik i gang med at binde deres reb op, men selv tænkte Amber ikke rigtigt over sine. I hvert fald ikke før han fornemmede af den kutteklædte mand kaldte mod hende. Hun så brat op mod ham med et sæt blodskudte øjne hvorfra tårerne stadig faldt og bare blev ved med at falde. "Jeg.. Jeg.. V-vil gerne hjem," hendes ord var nærmest en hvisken. Hun kom langsomt på benene igen, og hun overvejede lidt at stikke af både fra slavehandlerne, der var væk, slaverne, samt ham der havde sluppet slavehandlernes dyr fri. I stedet gik hun hen mod netop denne mand. "Hv-hvem er du? Hvorfor slap du dyrene fri?" hun forstod sig virkelig ikke på menneskernes samfund. Der var nogen, der var hjælpsomme, og så var der nogen der var ondskaben selv. Hvorfor kunne de ikke bare enes lige som selkierne? "Jeg... Er træt," indrømmede hun til sidst, langsomt. Tårerne trillede ikke rigtigt længere. Hovedet var tungt og hun havde svært ved at stå uden at svaje let.

Luko reagerede på pigen der svajede og lagde sine hænder på hendes skuldre. Hun var tydeligt omtåget og vist ikke i stand til at udføre de store opgaver.
Han tog et øjeblik og betragtede hende. Ganske ung, kunne ikke være over 16, kønne træk, spinkelt bygget. Tydeligvis en kidnapning.
"Mit navn er Luko, og jeg slap dyrende fri for at få de væmmelige fyre til at skride."
Luko knurrede lidt da han kom til at tænke på dem. Bastarder...
Pigen var meget omtåget, tog Luko notits af. Sikkert fra at være blevet behandlet som kvæg og efter flere slag over hovedet. Han overvejede hvad der ville være acceptabelt at gøre, taget i betragtning af at han ikke kendte denne pige, men hun havde brug for hjælp.
"Hør, jeg ved at du ikke kender mig, men jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du vil tage imod min hjælp?"
Han holdt stadig blidt om hendes skuldre og talte roligt til hende. Skulle hun falde så skulle han nok gribe hende.

Ambers trætte øjne fokuserede let mod den sorte mands. Han stod nu over for hende, og hun kunne se at hans hud var sort. Det var lidt underligt, men hun havde slet ikke det mentale overskud til at spørge ind til det, i stedet fik hun pillet det ubehagelige halsbånd af. Hans berøring af hendes skuldre samt at han gerne ville hjælpe fik et par tårer snige frem igen. 
Heldigvis for ham og mange af de andre løsslupne slaver, var hendes magiske reserver virkelig ikke særlig stærke i øjeblikket, og hvad der burde være skadeligt var egentlig blot behageligt. Folk inden for to meter ville opleve at de fik varmen relativt hurtigt.
Det var Luko også en del af eftersom at han stod lige foran hende da hendes tårer trillede ned af kinderne på hende og hun snøftede let. "Du vil hjælpe mig?" hun gentog hvad han lige havde spurgt om tilladelse til, og endte bare med at lukke afstanden mellem dem som hun trykkede sig ind til ham, ligeglad med hvem han var og hvor han kom fra. Eller hvordan han så ud. Han havde fået de klamme folk til at skride så han var fin nok for hende.
"Kan.. Kan du hjælpe mig med at finde min søster?" det var meget at spørge om, men Amber savnede virkelig Luna. Hun vidste ikke hvad der var sket med hende og var faktisk bekymret, reelt bekymret, på en måde man kun kunne være det, når man var Amber. Hvis nogen havde gjort hende noget, ville Amber i hvert fald ikke tøve med at forsøge at slå dem ihjel.

Med et overrasket udtryk i ansigtet, men med velkommne arme tog Luko imod pigens uudtalte behov for tryghed. Han lagde respektfuldt sin ene arm om hendes skuldre og den anden om hendes ryg og holdt hende tæt ind til sig. Der blev lynhurtigt varmt, men ikke så varmt at Luko følte sig truet. Det var magi, det var sikkert, men farligt var det ikke… Endnu.
Luko nikkede til hendes spørgsmål. Selvfølgelig ville han hjælpe hende. Luko havde et hjerte af smør når det kom til børn og unge mennesker, især når de blev behandlet sådan som denne unge pige.
Men om han kunne finde hendes søster… Det var jo straks det næste spørgsmål. Luko var dygtig til at finde ting og folk, så mon ikke han kunne fuldføre opgaven hun ba ham om, spørgsmålet var timing.
Pigen foran ham havde brug for hvile først.
“Jeg skal nok hjælpe dig med at finde hende, det har du mit ord på. Jeg lover at du kommer hjem, men vi kan ikke rejse når du har det sådan der.”
Luko holdt stadig en hånd om hendes ryg inden han bragte den anden arm ned og samlede hende op i sine arme.
“Er det okay med dig at vi lige finder et sted hvor du kan hvile? Så finder vi din søster imorgen.”

Det var ekstremt rart at blive krammet af den fremmede, som havde præsenteret sig som Luko. Hun blev bare ved med at trykke sig ind til ham som han også lagde armene om hende. Varmen var nok til at hun efterhånden stoppede med at græde og i stedet forblev hun blot i samme stilling, godt træt.
Hans ord virkede ret overbevisende, især fordi Amber var så træt som hun var. Hun havde hverken lyst til at rejse mere rundt i det lille bur eller på nogle andre måder. Og hun ville heller ikke kunne tage i vandet og skifte sin form, for Luna havde hendes skind. Hun var langt ude at skide. "Okay... Okay, jeg tror på dig," sagde hun mens han tog hende op i sine arme. Det var lidt sjovt at blive båret sådan. Det havde hun ikke helt prøvet før, og i sin sindsforvirrede tilstand samt den alder hun var i, fik hun lettere forvirrende følelser. Kunne ikke helt lade være med at smile bare en lille, bitte smule.
"Altså, hvis du kender et sted? Jeg aner ikke hvor vi er.. Jeg kender ikke rigtig verden under Det Store Vandtæppe," med andre ord over Havet, men hun kunne godt lide at omtale Vandtæppet - himlen for alle andre.
"Forresten.. Så.. Så hedder jeg Amber," det var vel kun pænt at præsentere sig når andre havde givet deres navn? 
Hun lagde armene om nakken på Luko fordi det bragte hende mere tryghed og lænede langsomt sit hoved mod nakken på ham også. Det var helt rart at blive båret rundt på sådan her.

Luko lukkede sine arme tæt om pigen der kaldte sig Amber, forsigtig med ikke at klemme hende.
"Amber?" sagde han idet han begyndte at gå imod et skovområde tæt på.
"Det er rart at møde dig."
Hans egen lejer var ret nem at pakke sammen, så han tænkte at det nok var den bedste plan at flytte til et lidt mere sikkert sted med pigen.
"Det store vandtæppe"?. Luko overvejede hvad det mon betød. Det kunne betyde havet, men hun lignede ikke et medlem af havfolket, så vidt han kunne se.
Pigen vejede ikke meget, så Luko kunne let bære hende imens han tænkte. 
Nu kom de til udkanten af skoven og Luko trådte forsigtigt for ikke at falde over noget. Skoven var mørklagt og havde det ikke været for hans gode syn ville han nok være faldet over noget.
Det tog ikke lang inden de kom til Lukos lejer. Han havde et lille telt, et udslukket bål og der stod en taske ved siden af et sværd der var blevet stukket i jorden.
Han satte sig på knæ, stadig med Amber i armene, og satte hende op ad et træ. Så gik han over til sin takse.
"Er du såret? Jeg har remedier for smerte og sår hvis det er?"

Det blev kun mere trygt hos ham, da Luko holdt hende tæt ind til sig. Et eller andet sted havde Amber på fornemmelsen, at hun ikke bare burde lade sig føre med på den her måde, men på den anden side, så var han jo venlig? Og hun havde ikke fundet andre venlige endnu, så det blev altså, Luko nu, og hun var alt for træt og udmattet til at kunne finde på at stikke af fra ham, som hun ellers havde gjort når det kom til overfladefolk. "Tak.. Du er også rar at møde, tror jeg," hun var stadig i tvivl, men naive del af hende vandt som sædvanligt. Der gik ikke længe før de var ude i skovagtigt område i mørket og den eneste, hun kunne sætte sin lid til, var ham. For hun kunne ikke se en pind i mørket.
Heldigvis så han ud til at have styr på det og snart kom han til sin lejr, hvor det var blevet mere nemt for hende at se, og hun fik øje på oppakning, sværdet og et sted der lignede det sted hvor der havde været sådan en sjov varm kugle af lys, lige som hos den familie hun kort havde besøgt på sin første dag heroppe. 
Da hun blev sat ned op af et træ trak hun benene op til sig og kiggede nysgerrigt på Luko. "Jeg har kun lidt ondt i hovedet. De blev ved med at slå mig dér, fordi de var bange for at jeg skulle begynde at græde," det ville være synd at kalde Amber for en god løgner, som hun bare sagde sandheden som den var. "Men jeg er mest træt og sulten.. Hvordan laver I den der... Den der lysende kugle?" med det samme pegede hun mod bålstedet, som hun vitterligt ikke forstod sig på. Hun MÅTTE bare vide det.

Afsluttet emne <3