I mørket der havde sænket sig over landet kunne det være svært at se noget som helst. Man skulle have en fakkel eller et bål for at opnå en belysning man kunne være tilfreds med.
Medmindre man var Noctis. På denne mørklagte sene aften, steg hun op at en sø, i en lille lysning, nær landevejen. Hun satte sig på kanten af søen og så sig om i mørket. Hun havde ikke noget synderligt imod det, hun beklagede bare at hun ikke kunne se skoven når der var sådan et mørke.
Så pludselig fløj et lille lys ind foran hendes ansigt. Dens varme glød blandede sig med det kølige lys, som den del af hende der stadig var en vandbaseret masse, stadig havde.
Det var en ildflue, og der var en del af dem der kom flyvende og som satte sig i træerne og i græsset. Noctis genkendte dem selvfølgelig ikke som ildfluer, eftersom hun ikke kunne vide hvad de var for nogen, så hun rakte bare ud efter dem, og rynkede forvirret sine bryn da de fløj væk fra hendes blege fingre.
Med dette nye lys så Noctis sig om. Hun så på træerne, buskene, græsset, alt sammen ting som hun ikke kendte navnet på. Hun vidste ganske enkelt ikke hvad de var.
Men pludselig fangede noget nyt hendes opmærksomhed. Det bevægede sig et sted nede i vandet.
Da Noctis så ned foran sig for at finde det der havde fanget hendes opmærksomhed, så hun en forvirret udseende pige. Noctis rynkede brynene, og det gjorde pigen også.
Hvad lavede hun der? Undrende rakte Noctis ned efter hende, og hun så ud ti at gøre det samme, men da Noctis´ hånd rørte overfladen, forsvandt pigen i en forstørrende cirkel.
Hun dukkede op lidt efter igen, med et endnu mere forvirret udtryk i sine blå øjne. Noctis forstod ikke konceptet af spejlbilleder. Hun overvejede om pigen i vandet havde en stemme?
Noctis sang en tone eller to, og de klang rent og stille hen over søens rolige vand. Noctis kunne se, fra ildfluernes lys, at pigen i vandet også prøvede at synge, men der kom ingen lyd.
Noctis var så optaget af denne nye pige i vandet, at hun ikke hørte lyden af nogen bag sig.

Victor havde været på en patrulje af landevejene. Dog grundet vejret og mørket var han ikke sikker på hvornår dagene og nætterne startede og sluttede. Han havde besluttet sig for at det måtte være nat nu. Det passede normalt også med at man havde gået det stykke han havde.
Victor var iført sin uniform fra byvagten som var til minimum beskyttelse ifølge Pithan. Som dagen var gået havde Victor valgt at han ville sætte et lille bål op i et lille stykke skov som han før havde været i. Her havde han mange gange før sat et bål op og sovet under stjernebilledernes beskyttelse, men idag var der nogen andre derinde.

Victor blev nysgerrig og søgte ind forbi busk og sten som han begyndte at høre det der kunne lyde som sang, men ikke kreeret af et sprog han have kendskab til. Men som han kom tæt nok på til at se en pige som sad ved vandet gik han stille nærmere. "Undskyld mig? Men er det ikke et lidt usikkert sted at begive sig for en pige som dig i disse dage?" spurgte han som en lille kæk bemærkning for at trække pigens opmærksomhed hen til ham uden at virke skummel eller truende.
Som hans blik mødte pigen var det ham dog klart at hun ikke var hel normal. Noget af hendes krop så ud til at flyde i et med vandet som hun var nær og godt nok havde Victor ingen ide om hvad det betød men Pithan skreg nærmest i hans hoved at det måtte være en elemental.
Victor tog et skridt tilbage med bemærkningen og ventede at pigen svarede ham på en eller anden måde.

Noctis så op da der blev talt på et sprog hun ikke forstod. Pigen i vandet måtte vente til hun havde undersøgte det nye der nu kaldte hendes opmærksomhed.
Hun vendte sig om og startede med at stirre blindt på et par knæ, indtil hendes blik fortsatte op til et væsen som hun endnu ikke havde set før.
Væsnet var ligesom hende, men på samme tid anderledes. Det var mørkere i huden og havde mørkere hår, og var iført mystiske beklædningsdele af noget materiale som skinnede.
Efter et kort øjeblik forvirret stirren kom der pludselig en bølge af frygt over Noctis. Hun vidste ikke hvem det var, hvad det var eller hvordan hun skulle svare den. Den talte med en fremmed tunge, som hun ikke kendte.
Med et nervøst ansigt gled hun hurtigt ud i vandet, godt en meter ud, før hun standsede for at se den fremmede an. 
Vandet omkring hende reagerede på hendes nerver og bevægede sig i små skvulp omkring hendes hofter. Hun snoede en lok af sit hår. Væsnet foran hende var højt og lignede ikke noget hun havde set før. Måske bortset fra et par træk fra pigen i vandet...
Noctis fik pludselig en tanke. En ide, eller en teori om man vil.
Med en hurtig bevægelse der tegnede sølvstriber i vandet, svømmede Noctis ind til breden igen og kravlede op fra søen. Hun stod nu foran væsnet med de mystiske træk og rakte med barnlig nysgerrighed en hånd frem for blidt at røre ved væsnets kind. Med den anden hånd rakte hun op og rørte sin egen kind.
Var de... Det samme?

Som pigen gled ud i vandet tog Victor et skridt frem og satte sig ned på sit ene knæ med en udstrakt hånd. "Jeg gør dig ikke noget. Jeg er en af Hovedstadens byvagter." han tog fat i et lille emblem på hans tøj og fremviste det. Men som pigen kom ud af vandet igen rejste han sig og hun lagde sin hånd på hans kind. Han var forvirret. Især da han så hende an og var sikker på at det var forkert da hun så langt yngre ud end ham og hendes krop ikke var tildækket.
Victor tog blidt ved hendes hånd og lod den ligge på hans kind. "Se. Intet at frygte."

Victor slap stille pigens hånd igen. Hvorfor virkede hun som om hun aldrig havde været nær andre folk? Hvad var der med den her pige? Og hvorfor var hun upåklædt? Der var så mange spørgsmål i Victors hoved, men bagerst knagede Pithan og den huskede det. Den havde haft det på samme måde da den først var blevet skabt af Chance. Måske var denne pige også skabt? Måske var hun en af de berygtede elementaler som de fleste mennesker stadig ej kunne li' efter deres lille krig.

Noctis stirrede fortsat på væsnet foran hende, imens hun undrende lod hendes kolde fingre glide ned langs dens kind og hals. Den var ret meget højere end hende, men deres stemme lød ikke truende, og den trak ikke væk fra hende.
Hun så undrende på hvert eneste af væsnets træk. Øjnene, næsen, lyden af deres stemme...
Hun forstod den ganske enkelt ikke, den så utrolig underlig ud, men vældig spændende. Noctis gik meget tæt på og gik en runde eller to om den. Hun lod sine hænder glide hen over dens tøj, røre håret og følte temperaturer. 
Så gik hun om foran den og så på den med et blik der bare lyste af forvirring.
"Intet... Frygte..." sagde hun så, men en skæv trykfordeling og et tydeligt uvidende udtryk i sit blege ansigt. Det lettere blå lys der kom fra de dele af hende der stadig var vand, oplyste den lille scene med det kølige skær. 

Victor så forundret på pigen. Hun var klart en elemental og født af Valeria, vandets og havets gudinde, ligesom han selv var født af Chance. Han trådte en skridt tilbage, for han var ikke sikker på hvad han skulle gøre og han havde brug for et personligt rum for at tænke over hvad han burde gøre. Hun var klart virkelig ung i forhold til hendes udseende. Det virkede som om hun ikke forstod noget af hvad han sagde. "Ja du har intet at frygte."
Han så rundt og tog så sin taske af. Han tog et tæppe op og vende det mod hende. Han ville svøbe hende i det så han ikke skulle tænke på at det kunne se forkert eller pædofil ud at han stod foran noget der lignede en 15 årige nøgen pige mens han selv var 24 år. Han kiggede på hende. "Må jeg give dig det her?" sagde han og kastede det om sig selv en enkelt gang og tog det så af. Han ville vise at det var sådan man gjorde med det så hun lettere ville kunne forstå det.

Noctis så til i forundring da den tog ting frem fra sin taske. Hvordan var der noget så stort nede i noget så småt? tænkte hun da den foldede tæppet ud.
"MåJegGiveDigDetHer?" sagde den så til hende, inden den slog klædet den havde trukket op om sig, og så tog det af igen. Noctis bed sig i underlæben et øjeblik imens hun tænkte, men hun troede at hun forstod hvad den sagde til hende.
Med en udstrakt arm tog hun blidt fat i tæppet og trak i det med et blidt ryk. Hun ville ikke forskrække den, hvis det ikke var det den ville.
Da hun så holdt tæppet så hun lidt på det et øjeblik. Hun var ikke helt sikke på hvordan den havde gjort det... 
Hun forsøgte at tage det over sig, men det endte bare med at ligge hen over hendes hoved og blokere hendes syn. Da dette skete responderede Noctis bare ved at se sig om inde i sit nye "tæppeland" hvor alting havde samme farve.
Igennem tæppet kunne hun næsten ikke se det andet væsen så hun trak lidt i tæppet så det gled af hendes hoved og lagde sig om hendes skuldre.
Hun smilede til væsnet. Det var pænt af dem at låne hende dette objekt, til trods for at Noctis ikke var helt sikker på dens funktioner. "Her?" gentog hun så, hvilket var en gentagelse af hvad han sidst havde sagt.

Victor var forvirret. Pigen virkede ikke til at havde noget til ham så hendes "Her?" gav ingen mening for hans logiske tankegang. Dog var det klart for Pithan at det måtte være en ny elemental der ikke havde levet særligt længe. De overvejede sammen at skifte form for bedre at "kommunikere" med hende eller vise ting til hende, men det ville være så besværligt at skrifte og Pithan ville helst ikke bryde karakter.
Victor valgte at lave en lille gestikulering med sin hånd til siden og gik så væk fra pigen. Han gik hen mellem nogle træer og havde allerede i tankerne ikke at tale med pigen da hun sikkert ikke ville forstå ham. Han samlede grene, pinde, kæppe og andre stykker træ op som han smed i en bunke nogle få meter fra pigen.

Han kiggede hen på pigen som han satte sig ned nær træstumperne og han hev noget tændingsgrej op af sin taske og som han slog de to stykker sammen og gnisten kom frem der skabte flammerne i træstykkerne så han på pigen og sagde "Ild."

Noctis så til, først med frygt og så med forvirring. 
Disse orange, gule og røde former dansede rundt over træet og ændrede dets farve til sort? Sikke en besynderlig form for trolddom...
Stadig med den bløde genstand om sig, satte hun sig på knæ i græsset og så på fæomenet, som den fremmede kaldte "Ild".
"Ild..." gentog hun og løftede sin hånd. Den var lettere gennemsigtig, for Noctis havde ikke forstået hvordan hun skiftede imellem sin faste og sin flydende form, så hendes hånd var i øjeblikket lavet af vand.
Da hun nåede ind i flammerne og de brændte hendes hånd, steg der damp op i luften. Noctis trak forskrækket sin hånd tilbage, idet følelsen af smerte ramte hende, men hun stirrede bare i forundring på sin hånd der stadig dampede ovenpå opvarmingen.
Det gjorde ondt... Følelsen af borende ubehag var uvant, og hun så på væsnet der havde skabt "ild".
"Ild?" sagde hun spørgende.

Victor så mod pigen med et apatisk blik. Han følte han burde have stoppet hende fra at brænde sig, men samtidig ville han gerne se hvad der skete. Hun var trods alt ny og hun måtte selv lære at leve livet, ligesom Pithan selv havde måtte gøre. "Pas på. Ild er varmt." han gned sine hænder og satte sig ved ilden. "Ild - Det er et element der lader folk som mig overleve ting som kulde og nattens bæster.". Hans stemme var rolig og blød. Han ønskede ikke at skræmme hende, men han håbede hun ville forstå hvad han sagde.
Pithan var ved at blive en smule trist. Den vidste godt at ved første solstråle så ville den forlade området. Den havde ingen intentioner om at lære den for meget, det måtte Viktor gøre, men han skulle hellere ikke lære den for meget. Pithan havde klaret sig selv da dæmoner og elementaler havde efterladt den, så nu var tiden til "hævn" kommet.

"Varmt..." gentog Noctis med et glimt af forståelse i sine blå øjne. Hun så på væsnet der introducerede det nye ord for hende og hun så igen på det der blev kaldt ild.
Ild var varmt. Noctis nikkede kort til sig selv og krøb lidt tættere på ilden. Så rakte hun sine hænder frem, men ikke helt ind i ilden. Bare tæt nok på til at hun nok kunne mærke det.
"Varmt." sagde hun og kiggede undersøgende på væsnet. Så rettede hun en pegefinger imod selve ilden og sagde: "Ild."
Hun mente hun forstod forskellen. Varmt var længere væk, ikke helt derinde. Hvis man kom for tæt på gjorde det ondt. Ild gjorde ondt.
Forståelsen var nået og Noctis var ret tilfreds med det nye ord hun havde lært. Hun satte sig til rette i skrædderstilling og så til imens de røde former slikkede op og ned af træet.
Pludselig formede en ide sig i Noctis hoved og hun rakte sin hånd fremad igen. Hånden blev gennemsigtig med et blåt skær og begyndte så at udvide sig. Den opgav sin form som hånd og strakte sig til et tyndt, gennemsigtigt vandspejl, i enden af den unge piges arm.
Hun holdt det op foran ilden og fik store øjne. Ildens lys tegnede smukke mønstre igennem vandet, lidt som når solen skinner igennem vandoverfladen i søen. Noctis havde ikke set dette i lang tid, ikke siden mørket var kommet til landet.
Firkanter, trekanter, cirkler, alle formerne i verden formede sig på Noctis krop og i græsset hun sad i.
Hun vendte hovedet imod væsnet der havde lavet ilden og pegede så på det smukke lys. Hendes øjne viste forvirring, men også nysgerrighed. "Ild?"

Nok var den lille elemental pige sød, og det måtte Pithan og Victor begge være enige om, men Victor var efterladt til at nikke anerkendene som hun forstod tingene en efter en. Pithan sad dog og brummede lidt i Victors hoved.
"Ja... Ja..." Sagde Victor hver gang hun forstod noget, men som han så i hendes øjne at en ny ide ramte var det klart at Victor gjorde klar på hvad som helst. Hans blik blev undersøgene som han så op og ned af pige, for hvad kunne en ny elemental ikke finde på at gøre spontant?

Som lyset der mindede om en regnbue skinnede gennem hånden, spejl, tingen på pigen undrede Pithan sig. Hvor meget kontrol mon hun allerede havde over evnen. Men Victor sad og var forundret. "Nej. Ikke ild. Lys, mange lys." sagde Victor og pegede først på hendes hånd, spejl, vand, noget og så på hver individuel farve. Han så som farve og mønstre spredte sig og det gjorde ham glad. Men som glæde ramte fik Victor pludseligt en uendelig smerte i sin skulder. Pithan nægtede at Victor skulle hjælpe for meget. Så med et sæt trak Victor armen tilbage og skubbede Pithan mentalt væk. "Vand." sagde han så op rørte vandspejlet. Måske ville hun forstå måske ikke, men både Pithan og Victor var nysgerrige efter hvor hurtigt hun kunne lære. Måske lige så hurtigt som Pithan, måske ikke... Men Pithan frygtede faktisk at hun lærte hurtigere end ham. Så kunne hun jo blive en konkurent en dag.

"NejIkke ild." sagde væsnet. Noctis forstod ild, med de andre ord gav endnu ikke helt mening. Tonen lød ikke bekræftende, så måske tog hun fejl? Det hun pegede på var ikke ild?
"Lys." sagde det så. "Mange lys."
Noctis nikkede forstående og så til imens han pegede rundt på de mange mystiske former i alle farverne. De var meget flotte og Noctis var helt stolt over at hun havde lavet dem.
"Lys... Lys." hun pegede på jorden og på hendes krop, hvor de små lys skinnede og flettede sig rundt. Så pegede på på bålet. "Ild. Ild... Varmt."
Det gav et sæt i Noctis da væsnet trak sin arm til sig og hun trak sig nervøst et par centimeter væk. Havde hun gjort noget? Var han vred? Eller ked af det?
Med et prøvende udtryk i sine blå øjne lagde hun hovedet på skrå. Han virkede egentlig til at være i orden, men hun undrede sig stadig over hvorfor han havde trukket sig tilbage sådan. Var det sådan man gjorde?
"Vand." sagde væsnet dernæst. Han supplerede det nye ord ved at røre ved vandbarrieren som Noctis holdt op foran lyset fra ilden. Hun forstod. Vand... Materialet hun bode i, levede af, legede med, det hed vand.
Vandet der dannede den tynde bobbel om ilden trak sig sammen og blev til hendes hånd igen. Den så denne gang ud til bare at være en normal hånd, med meget bleg hud, men der løb en enkelt dråbe ned af hendes håndflade. Hun vendte den imod Victor.
"Vand?"

Zumanus havde vandret i nogle dage og han var træt rigtig træt, så han besluttede sig at slå lejre og sove ved en lille så et stykke fra vejen.
Efter at havde fundet et godt sted at sove ikke for langt væk fra søen men heller ikke for tæt.
Efter nogle timers søvn blev Zumanus vækkede af en mærke men smuk sang, noget han aldrig har hørt får. Og det gjorde ham nysgerrig, hvad lavede denne smukke sang? Og med denne tanke i hovedet vente han sig langsomt og stille om for at kikke på søen.
i søen sad en vand ting ? Zumanus var usikker men dens stemme var smuk så han blev siddende og lyttede.
Efter noget tid kom en ny dværg til og tingen og dværgen begyndte at tale sammen. De talt om ild og varme som om tingen ikke rigtig kendte det. hvor dum kunne den være ?
Mens zumanus tænkte dette kom han til at bevæge sin hånd til siden, og lyden af sten der ramte hinanden kunne høres.
Zumanus frøs, bare de ikke hørte det. 

Som hendes hånd ændrede sig ville Victor gerne svare på hvad det var, men en lille af sten mod sten ramte hans øre i stilheden som var tyk nok til at kunne skære i. Han så hen mod der hvor lyden kom fra og hans øjne blev kort hvide som han så derhen men forandrede sig hurtigt tilbage til de "normale" Victor øjne. Synet han mødte var ham undrende... Hvordan i alle helvedene så han ikke en så stor trold da han kom hertil!? Han rykkede sig ikke ud af flækken, men med et enkelt sving af sin hånd gestikulerede han trolden til at komme nærmere. "Hvorfor gemme dig? Kom da frem." sagde han så og satte en hånd ved sin side for at vise han bare kunne tage plads. Victor og Pithan var begge langt mere åbne for andre racer såsom trolde, elvere og for den sags skyld orkere, men elementaler, dæmoner og andre ånder irriterede Pithan.
Dog lod han ikke sig tænke videre over det med trolden og håbede bare den ville turde komme frem og ikke ville nogen ondt. Dog var Victor klar hvis kamp skulle optræde... Kroppe kendt som Victor var også ved at blive let forældet.

Victor tog dråben væk fra Noctis hånd med en finger og viste hende den så "Vand." men tørrede den så af i sine bukser. Han tog så lidt i hendes hud på håndene og sagde "Hud." og så tog han om hele hendes hånd og forklarede det med "Hånd.". Han håbede det ikke var for meget på en gang og han håbede det ikke skræmte hende at der muligt var en mere der ville komme hen til dem.

Zumanus så lidt på den lille dværg der tydeligt ville have han skulle komme og sætte sig. og Zumanus havde enten lig trængt til lidt slevskab så hvorfor ikke ?
Zumanus rejste sig langsomt for ikke at forskrække tingen og gik hen og satte sig ved siden af dværgen. 
Alt for opslukkt af hans læring om de forskellig navne til ting som han ikke kendte til at tale.

Lyden strejfede Noctis´ ører kort, men ikke nok til at hyle hende ud af den. Det slog hende ikke som en fare eller som et andet væsen for den sags skyld. Hun slog det bare hen og stirrede blindt på sin hånd.
Da væsnet pludselig sagde nye ord til træerne bag sig lyttede Noctis opmærksomt. Hun kendte ikke nogen af ordene, men de var jo heller ikke ment til hende.
Da han vendte sig om igen, lyttede hun efter.
Hånd sagde han... Noctis rakte ud og tog hold om væsnets hånd. Hendes greb var blidt og hendes hænder var kølige. Hænder var så... Flotte.
Hun betragtede det han kaldte hud. Farven, det materiale der lå ud over hånden. Det var blødt, men føltes elastisk på samme tid og Noctis var meget fascineret over det.
Hun lagde sin egen hånd fladt op imod det andet væsens hånd og betragtede hvordan hendes spøgelses-hvide hud så ud ved siden af hans.
"Hånd... Hud..." sagde hun efter hun nikkede. Hun mente at hun forstod hvad han sagde, men et spørgsmål poppede pludselig op i hendes hoved. Hvis det var en hånd... Og det var hud... Hvad var så ordet for væsnet foran hende?
Hun pegede på skift på sin hånd og så på bålet.
"Hånd. Ild."
Nu pegede hun på Victor med et spørgende udtryk. Hun kunne vel ikke kalde ham "Hånd" eller "Ild".
Lyden fra før slog hende ikke, fordi Noctis var så opslugt af at lære alt hvad denne fremmede kunne lære hende.

Inaktivt / Afsluttet