”Og dette vil være Deres værelse under Deres opholdt her, frøken Foster.” Værelset var noget helt andet, end hvad hun var vant til derhjemme i Hovedstaden. Det virkede mere rummeligt. Og vedligeholdelsen var klart overlegen her. Det havde en friskere luft, nu når store mængder af kvalmende parfumer ikke sivede ind igennem væggene fra de andre rum. Det var altid en rar fornemmelse, når hun blev bragt væk fra bordellet. Det var vel den hovedsagelige grund til, at hun havde tilladt at være den opsøgende, frem for at arbejdet skulle gøres i hendes egen personlige seng. Det gjorde det en smule mere medgørligt for samvittigheden. ”Jeg vil give besked om din ankomst videre.”
Roligt trådte hun længere ind i værelset i takt med at tjeneren, der havde ført hende derop, fjernede sig fra døråbningen. Hun lyttede skarpt til, hvordan døren bag hende blev lukket i, og hun blev ladt til sig selv. For nu. Det var aldrig til at vide, hvornår hun ville få selskab igen. Det vigtigste var, at hun blot var til stede, når hun blev ønsket. Sådan var det altid med disse længere ophold. Det havde varieret en hel del, så hun havde ikke haft muligheden for at kunne sætte et mønster op, der kunne forudse tingene.

Hun løftede hænderne til sit hoved og tog så den tunge hætte, hun havde været skjult under, af. Automatisk rystede hun lettet på hovedet og lod løse totter af det blonde hår flagre om hendes blege ansigt. Knuden, der holdt kappen sammen ved hendes hals, blev løsnet, og kontrolleret svang hun den af sine skuldre, for at afsløre den spinkle kvindekrop inden under. Iført en ydmyg kjole, hvor blege toner af lilla tågede sig sammen med den yderst lyse blåhvide primær farve. Korsettet strammede omkring hendes overkrop, hvilket gjorde hendes skuldre bare og blottede, og var det eneste der holdte den oppe, da ærmerne ikke var meget andet end flimsede stykker stof, der faldt ned over hendes overarme. Skørtet dalede luftigt over hendes hofter og ben, til det nåede gulvedet. Det resterede af hendes hår var blevet samlet i en lang fletning ned langs hendes ryg for at holde bedre styr på det.
Kappen smed hun fra sig på den redte seng, hvorefter hun sukkende lagde armene over kors under barmen. Hun beskuede nysgerrigt sine omgivelser endnu engang, til endes blik nåede vinduet med udsigt ud til markerne. Hun havde set dem under hendes transport. Det havde været en lang tur fra Hovedstaden til Medanien. Særligt når det foregik med hestevogn. Men hun kunne vel kun være taknemmelig for, at hun ikke skulle have gået turen selv. Og så havde de snebelagte landskaber hjulpet en del med, at gøre de ujævne veje mindre dræbende.

Endnu en gang sukkede hun tungt og lod sin ryg falde bare en smule sammen, mens resten af hende forblev ret. Hun var der ikke for at betragte udsigten eller nyde naturen. Hvis det var tilfældet, kunne hun lige så godt have blevet der hjemme.

Døren ind til stuen blev åbnet og en kvindelig tjener kom ind ad døren og stod ret foran Henry, "Sir, deres gæst er ankommet" lød det roligt fra hende. Der var en anden stemning på gården og der var mere hvisken i hjørnerne en der plejede, fordi at Henry netop havde sendt bud efter en kvindelig selskabs pige. "Tak" Svarede Henry roligt tilbage med et smil på læberne, det var længe siden at han havde haft kvindeligt besøg og han havde aldrig sendt bud efter en selskabs pige, som han nu kaldte dem, de andre ord var ikke pæne at bruge om kvinderne. Men nu var situationen anderledes og i denne mørke tid havde han brug for andet selskab end hans tjeneste folk, selvom de intet fejlede. Henry rejste sig fra den rød velour belagte sofa og drak ud af sig glas og satte det på bordet foran sofaen og forsatte ud af opholdsstuen og op ad trappen, ned ad gangen til hende værelse, hvor han bankede på og trådte ind.

Tjeneste pigerne havde sørget for at lede April til hendes værelse og lade hende finde til rette på værelset som hun var blevet tildelt. Da Henry trådte ind stod den unge kvinde midt i rummet og var i fuld gang med at komme ud af rejse tøjet. Hun havde den smukkeste kjole på og det var virkelig noget han kunne lide. Hendes ansigt var lige så smukt som hendes kjole, og han havde aldrig set så langt flot hår som hun havde. Han lod sit blik glide ned ad hendes krop og fandt den lige så tiltrækkende som resten af hende. Han lukkede døren og gik tættere på hende, med et smil på læberne. "Du må være April" Sagde han med hans rolige og bløde stemme og rakte ud efter hendes ene hånd, og tog den i hans. "Jeg håber ikke at det har været en al for lang tur for dig at kommer her til" Han tog sin anden ned i lommen på hans fine jakke og tog tre jader op ad den og lagde dem i hendes hånd og lukkede hendes fingre omkring dem. Han ville helst ikke tale om penge med hende, hun skulle nok få det som hun ville have og mere til, men man snakkede bare ikke penge med en kvinde. 
"Du skal føle dig som min gæst her på gården og derfor skal du ikke føle dig som det du egentligt er" Fik han sagt, uden at det skulle lyde nedladende, "Jeg håber du vil blive længe. Mit hjem er dit hjem indtil da. Jeg ved ikke om tjeneste pigen har nået at vise dig rundt? For ellers skal jeg nok gøre det ved lejlighed" Han kiggede ind i hendes dybe øjne, og fandt dem meget interessante, "Tjeneste pigerne er til for at tjene os, så derfor kommer du bare til dem hvis du mangler noget. Jeg forventer egentligt bare at du er der, når der bliver sendt bud efter dig" Han var allerede sikker på at hun nok skulle blive godt selskab. "Vil du have mere tid til at falde til, slappe af eller tage et bad, kære?"

Det samme øjeblik, som det bankede på døren rettede April sig ordentligt ud igen. Det var vigtigt ikke at stå og sløse. Det var en af de mange ting, hun havde fået banket ind i hovedet. Glædespiger som hende var i forvejen ikke respekteret som mange andre, så det var et hårdere liv. Derfor skulle der gøres mere ud af ens udstråling. Om man så ville eller ej. I hendes tilfælde var det dog med årene blevet en automatisk reaktion. Hun tvivlede endda på, at hun ville kunne få sig selv til at gå ranglet, nu hvor hendes ryg var blevet trænet til at være rank henover så lang tid. Roligt drejede hun sit hoved og lagde et afslappet blik på den ældre herre, der trådte indenfor. Hun havde aldrig haft æren af at møde Henry Fox i egen person, men hun havde hørt om ham. Hvem havde ikke det? Og selvom rygter kunne lyve, så havde de haft ret i, hvor godt han tog sig ud. Samt måden han førte sig an. Måden han tog hendes hånd i sin, ville kunne få en hver kvinde til at føle sig som en prinsesse.

”Korrekt.” svarede hun med en blid stemme, og nejede efterfølgende dybt frem for at lukke sine fingre om hans hånd og give ham et fast håndtryk. En kvinde er ydmyg. ”Rejsen betyder ingenting, så længe jeg kan være til tjeneste for Dem, sir Henry.” Forundring spillede sig pludselig svagt frem i hendes lyse ansigt, da de grønne krystaller blev placeret i hendes hånd, og hun måtte en enkelt gang se ned på dem og så op mod manden, der netop havde givet dem til hende med en kortvarig mangel på forståelse. Som regel var det ikke hende, der blev tildelt depositummet, når det omhandlede længere ophold. Det blev overrakt direkte til Vigdis. Men ligeledes kunne hun ikke få sig selv til at aflevere dem tilbage. Det ville kun være uhøfligt. Så i stedet blødnede hendes udtryk sig atter op, og hun lod sig slå sit blik en smule forlegent ned, inden hun løftede sin hånd op for at lade krystallerne falde ned imellem hendes kavalergang, hvilket var det eneste sted, hun lige havde at ligge dem for nu.

”De forkæler mig allerede for meget, sir Henry.” ytrede hun med en let latter under stemmen, inden hun atter så op og lod hans øjne begrave sig i hendes. Trods for køligheden i de langt fra følelsesløse. ”Jeg vil – lige som Deres tjenestefolk – stå til rådighed, når det så end ønskes.” Hun samlede uskyldigt sine hænder foran sig. Hun fremtonede måske ikke sit erhverv mere end hun fremtonede en opdraget i det samme miljø som ham selv. Men at kunne justere sig selv til sine omgivelser var altid en god ting at have i baglommen. ”Men nu hvor De tilbyder, vil jeg gerne tage Dem op på at vise mig lidt rundt? Jeg fik ikke den store mulighed for at orientere mig, efter jeg ankom.” Hun trådte et enkelt skridt tættere på ham. Dog uden at bruge øjenkontakten. ”Et bad kan altid vente til senere.”

Som han stod tæt på hende og nød det selskab hun allerede var kommet med og duftede hendes fantastisk duft, gik det op for ham at dette var det helt rigtige at gøre og han så frem til at have hendes hos sig, så længe som hun nu havde lyst til, for hun skulle ikke tvinges til at være på gården, hvis hun ikke havde lyst, selvom det gav penge. "Der er ikke noget som at blive forkælet for meget hos mig, min kære" Sagde han roligt og lagde en hånd ved hendes hage og løfte hendes ansigt op imod ham og smilede. De røde læber så bløde og behagelige ud og så var de ikke mindst lokkende. "Der er ikke noget jeg hellere vil end at vise Dem rundt i Deres nye hjem for noget tid, min kære" Han lod hans arm glide rundt om hendes og gik sammen ud af hendes værelse og lukkede døren bag dem. De kom ud på en lang gang, hvor de fleste af dørene var til forskellige sovekamre til når gæster eller familie var på besøg, så placerede Henry altid dem på første sal. 

"Første sal består mest af værelser som bliver brugt når gæster eller familie kommer på besøg og de skal have et sted at overnatte, ikke fordi at det sker så tit som jeg egentligt gerne ville. Men sådan er det jo nogen gange" Sagde han venligt og kiggede ned på hende. De gik ned ad gangen, for der var selvfølgelig andet end bare sovekamre, "Ellers består første sal af mit lille kontor, som også er et slags bibliotek og så har jeg mit atelier, hvor jeg faktisk bruger det meste af min tid. Jeg elsker at male og se kunsten udfolde sig, selvom det ikke er det jeg tjener fleste penge på. Og så er der til sidst mit soveværelse" Han åbnede døren til ind til hans soveværelse, det var rummet som de var kommet først forbi og det ville hun havde masser af tid til at studere. Det var det faktisk for hele gården, hun kunne jo gøre som hun ville når hun var hans gæst. Rummet var noget større end de andre soveværelser, og det var også derfor at det var hans private gemak. En stor seng med sengegærde og rødt betræk stod op ad væggen længst væk og ellers var rummet prydet med malerier, skabe til alt hans tøj og et stort spejl. Et stort vindue prægede og lyste rummet op og var faktisk noget af det første man lagde mærke til når man kom ind i rummet. Det var den store have og skoven i baggrunden som man så når man kiggede ud af det. Slottets bedste udsigt. Han stoppede op og kiggede ned på de dybe øjne endnu en gang og blev lidt mere betaget af hende. "Dette er så mit soveværelse, et pragtfuldt rum. Selvom jeg nok ikke bruger så meget, andet end at sove og skifte tøj" Han lod sin hånd glide ned mod hendes og aede den roligt, inden han lod sit ansigt glide tættere på hende og fandt de bløde læber for lokkende og kyssede hende roligt og inderligt. Han så hende virkelig ikke som en glædespige, men mere som en gæst og en pige som virkelig havde valgt ham, selvom han dybest inde godt vidste det ikke var sådan. Men han kunne stadig godt tillade sig at kysse hende, der var intet ubehag i det. 

Han stoppede efter kort tid og lod så igen armen glide rundt om hendes og førte hende ud af værelset og ind i det næste rum. Denne gang var det hans kontor og bibliotek, som de var trådt ind i. Det var nok på størrelse med hendes værelse og rundt langs væggene stod flere reoler fyldt med flere forskellige slags bøger og det var langt fra alle som han havde læst eller kigget i, men smukt var det faktisk. I midten stod et stort skrivebord, hvor små stakke af papir havde hobet sig op og mere spændende var det rum faktisk ikke. "Her kan jeg slappe lidt mere af eller ordne papirerne" Han trissede roligt ud af rummet igen. Kontoret var ikke det mest spændende rum, slet ikke som det næste og sidste rum som han havde tænkt at vise hende på første sal; Atelieret.
Hans atelier var stort og ret rodet, men det var sådan han kunne lide det. Det var her han brugte det meste af hans tid, fordi at kunst betød så meget for ham. Der stod færdige, halvfærdige og ikke engang begyndte billeder over det hele og det var faktisk lidt svært at finde rundt i og hvad han egentligt var i gang med, men det kunne han og han elskede alle billederne. Det var et smukt rum. "Mit atelier er noget af det bedste jeg ved, jeg elsker at lade kunsten flyde og skabe forskellige malerier. Er de til kunst, kære?"

Med sin arm hvilende i loop med hans, fulgte April ham lydigt, som han dirigerede hende ud af værelset igen. Det var ikke meget tid, hun havde haft derinde, men det var hende heller ikke nødvendigt. Værelset var trods alt kun til for at give hende et frirum. Et sted at være sove, hvis han ikke ønskede, at have hende i sin egen seng. Og så var det også et ganske udmærket sted for hende at opbevare sine egne ting og sager, selvom det ikke var meget. Det var umuligt at pakke til en rejse, man ikke kendte slutningen på endnu. Hun lyttede åbenlyst til, hvad han havde at sige. Og af og til nikkede hun til og med bekræftende som et tegn på, at hun hørte efter og ikke blot lod det gå ind ad det ene øre og ud af det andet. Hun spidsede automatisk ørene ved ordet bibliotek. Godt nok var hun ikke den mest boglige, men siden hendes første, havde de fascineret hende nok til, at hun havde trukket sig selv ud af hullet, hvor hun ikke engang kunne forstå et eneste ord, hun læste.

Hendes tanker måtte have båret hende bort for et øjeblik, for det næste der skete var, at en dør blev åbnet, og som hun drejede hovedet i dens retning, blev hun introduceret for endnu et soveværelse. Hans soveværelse hvis det skulle være helt præcist. Hun kunne ikke undgå at føle sig draget ind mod det, som var det en refleks. Dog blev hun stående standhaftigt på stedet og lod han fortælle. ”Det er en lidt af en skam, ville De ikke mene?” spurgte hun med den samme følelsesneutrale stemme, mens hun tog værelset i øjefald. Ikke at hun fik lov til det i længere tid, for pludselig følte hun hans mandlige hånd mod sin lille kind. En berøring der automatisk fik hende til at rette de lille øjne op på ham. Lige i tide inden hun så ham komme tættere og tættere på indtil deres læber mødtes i deres første kys.
Det kom noget pludseligt. Og som regel var det ikke kys delt mellem hver parts læber, der startede legene i hendes branche. Mange holdte sig faktisk fra dem i frygt for at knytte sig til kunden. Men til trods for det, trak hun sig ikke væk. Hun lod i stedet kysset opstå. Lod det dale dybere. Lukkede øjnene og svajede en smule i ryggen for at gøre deres kropsholdning mindre akavet, siden han var noget højere end hende. Og hun holdt det indtil, han var den der stoppede. Og da han gjorde, var hun diskret nød til at ånde tungt ud, som havde han netop fejet benene væk under hende. Det havde ikke været så lystent, som hvad hun var vant til. Hun førte en forsigtigt hånd op til sine læber, hvor hun ganske blidt lod sine fingerspidser lægge sig mod dem, for at fremhæve overraskelsen.
Det kom en smule bag på hende, at han blot fortsatte den guidede tur. Selvom han havde lovet hende den, så havde hun troet, at det ville have fortsat. Hovedsageligt på grund af den pludselig affektion.

Biblioteket var meget muligt hendes favorit. Duften af gamle og nye bøger havde straks steget op i hendes næsebor, men til hendes skuffelse fik hun ikke muligheden for at blive, før det var videre til det næste lokale, der skulle vise sig at være yderst imponerende. Ikke på samme måde som det forinden, men imponerende alligevel. Der lugtede a maling. Og der var farvespil over det hele. Forsigtigt viklede hun sig ud ad hans arm og begav sig længere ind på egen hånd. Forundret kørte hendes blik fra side til side og hele veje omkring. ”Kunst har desværre aldrig været en del af mit liv. Jeg kan knap nok kontrollere en fjerpen eller noget så simpelt som et stykke bly.” En svag latter var nu at høre under hendes ord. Det morede hende at tænke tilbage på til trods for, hvor flov hun egentlig var over det.
Hun tillod sig at prikke til et par af penslerne nær hende og modstod sig lysten til at ligeledes røre et af de malede lærreder for at kunne føle den hævede maling. I stedet så hun sig om skulderen i retningen på herren af huset. Henry, hvorefter hun drejede omkring, så de luftige skørt flagrede om hendes bare ankler. Med rolige men faste skridt bevægede hun sig hen mod ham. Hun stoppede atter foran ham. Så op på hans ansigt. Og tillod et lille afslappet smil. ”Mit talent ligger i en anden form for kunst.” Hun rejste sig da op på tæerne. Hun lagde en hånd mod hans brystkasse som støtte. Hvor inden hun lod et sensuelt kys blive placeret på siden af hans hals nær hans kæbe.

Det var faktisk rart at se andre gå rundt mellem hans værker og prikke lidt til det hele og drage forskellige indtryk, også selvom hun gjorde det til kende at hun ingen sans havde for kunsten, hun havde faktisk virket mere interesseret i biblioteket, og dets indhold. Det var der heller intet gal i, og hun skulle nok finde tid til at bruge derind under hendes ophold. "Sådan er vi jo så forskellige" Sagde han roligt i mens han så på hende gå lidt rundt om malerierne, inden hun drejede rundt og kiggede på hende. "Det vil jeg gerne tro, og det skal du nok få vist" Sagde han kækt til hende, da hun igen stod foran ham og i næste øjeblik hævede sig fra gulvet ved hjælp af hendes fødder og placerede et kys ved hans hals. Den bløde duft fra hendes parfume og hendes kys fik et større smil frem på hans læber og tanken om at kysse igen strejfede ham da også, men han undlod for nu.

Han tog tilgengæld hans arm rundt om hendes, endnu en gang og førte hende nu ud på gangen og denne gang ned at de store trapper som førte ned i Hall'en. Stueetagen bestod af et stor køkken, 3 stuer et stort og et stort badeværelse, samt trappen ned til kælderen hvor tjenestefolkene havde deres værelser.
Han førte hende ind i den første store opholdsstue, som også var prydet af malerier på væggene, en stor sofa med tilhørende bord, en pejs i den ene væg hvor ilden allerede opvarmede rummet og så var der en stort klaver og glas dørene ud til den store terrasse. Det var denne stue som blev brugt mest, fordi det var det mest behageligste rum og her ville de også komme til at bruge meget tid. "Opholdsstuen hvor vi holder til om aftenen foran pejsen, her vil vi også komme til at bruge en del tid" Sagde han smilende og førte hende ind i den næste stue, den lignede lidt den anden men samtidig langt fra, det var ikke et rum som blev brugt synderligt meget og derfor gik de videre til spisestuen.

Et stort rum med hvide vægge, endnu en gang prydet med malerier. Det store langbord var altid dækket op med den fineste hvide dug og det fineste porcelæn og det var her han altid spiste. Duften af mad hang allerede i luften, da døren til det næste rum var det store fine køkken.
Hvis April havde brug for mad skulle hun bare sig det til en tjener. De forsatte igennem og kom nu til et af Henrys favorit rum; Badeværelset
Han kiggede roligt på hende, "Et af mine absolutte yndlings rum, badeværelset" Badeværelset var stort, meget stort og belagt med fine klinker. Der var skabe som indholdt så mange forskellige ting, at April ville kunne finde det meste af personlig pleje i dem. Midt i gulvet stod et stort badekar, lavet i jern. Og igen, hvis April trængte til et bad, skulle hun bare sige til og et bad ville blive gjort klar til hende. Han trådte med hende indenfor, "Kan du lide det, kære?"[/] Han kiggede på det smukke ansigt.

Han var så galant. Det var hovedsageligt de tanker, der strømmede igennem Aprils lille hoved, hver gang hun lod dem falde i hans retning, hvilket altid syntes at være midtpunktet. Som et tiltrækkende magnetisk felt. Han behandlede hende langt mere som en gæst frem for, hvad hun egentlig var. Nu havde han godt nok allerede nævnt dét flere gange, at hun blot skulle føle sig hjemme i hans hjem, som var det blot et visit. Det ændrede bare ikke helt på den ungelige trykken, der havde lagt sig over hendes bryst. For hun vidste ikke, hvordan hun skulle føle for det. Et sted var det ganske rart. Bare… uvant taget deres situation i betragtning. Da han endnu gang tog hendes arm i sin og førte hende, som var hun mindst lige så adelig som ham, så hun et øjebliks tid op på ham – stolede på at han ikke fulgte hende direkte ind i et bord eller væg – for at studere ham lidt mere. I hendes øjne virkede han en hel del mere ensom end trængende eller desperat, ligesom mænd -  og kvinder – normalt virkede, når hun blev opsøgt. Galant.

Roligt drejede hun dog sit blik fra ham, da de nåede foden af trappen til stueetagen, og hvor hun endnu en gang blev vist fra det ene rum til det andet. Det var ikke kun størrelsen, der udgjorde Henrys hjem så eftertragtet af andre. Det var også indretningen. Det var trods alt ikke kun mange rum uden møbler. Han havde alt. Og så vidt, hun kunne høre på hans små præsentationer, så var det meget af det, han alligevel ikke brugte til dagligt. Gården virkede næsten for stor til kun ham. Også selvom der sikkert vrimlede med tjenestefolk. ”Det ville jeg ikke have noget imod.” havde hendes svar været til hans indbydende konstatering vedrørende tid brugt i dagligstuen. Og det var bestemt ikke en løgn. De levende flammer fra pejsen der lyste lokalet op i et varmt lys var ufattelig fristende. Specielt i en mørk tid, som de sad fast i nu.

Badeværelset var nok det der overvældede hende mest. Kun på størrelse alene. Hun kunne ikke lade være med at tænkte hvor meget unødvendig plads der var med til at skabe det næsten kongeværdige baderum. Men det afholdte hende ikke fra at gøre store øjne af forundring endnu engang. Hun blev nu ved ham ved døråbningen i stedet for at begive sig længere ind på opdagelse. Og hvilken god idé det var, for inden længe smed han et noget overraskende spørgsmål hendes vej.
”Om jeg kan lide det?” gentog hun for at smage lidt på det og for at sikre sig, at han egentlig ønskede svar ud fra hans egen reaktion. Det overraskede udtryk blødnede så ellers tilbage til et smil. Så lille og passende som ville hun slå sprækker hvis det voksede sig stort. ”Jep. Hvad er der at ikke kunne lide?” Hun rystede svagt opgivende i takt med at hun kort vendte blikket ind i baderummet igen og sendte sit hoved i profil fra hans synsvinkel. ”Men det er så… stort. Der er så meget plads til ene Dem.” Hun så atter op på ham med, hvad der næsten kunne ligne et bekymret udtryk i det ellers så følelsesneutrale ansigt. ”Det samme ved spisesalen. Jeg gruer ved tanken om, at De spiser Deres måltider for Dem selv ved et sådant bord. Jeg ville blive… nervøs over at se så mange tomme pladser.” Hun sukkede tungt og lod sine skuldre skubbe op og falde ned i samme rytme. 
"De må endelig ikke tage det som værende kritik, sir Henry. De sagde det selv: Sådan er vi jo forskellige."

Henry kunne virkelig godt forstå hendes ord, for han havde det lidt på samme måde selv. Gården var meget stor for ham, også selvom det tit vrimlede med tjeneste folk, men det var ikke personer som han havde et så nært forhold til som han havde haft med hans ekskone eller børn. Men inderst inde, regnede han da med at det snart kunne ændre sig. "Jeg er sikker på at De ikke mener det som kritik. Jeg er enig med dig, kære" Han håbede også at, nu hvor han havde sendt bud efter April at det kunne ændre lidt på hans personlighed og ensomhed. At have en person som han kunne dele sin mad, sin seng og sin gård det ville helt sikkert gøre noget ved ham, og det vidste han også godt selv. "Det er ikke længe siden at vi var flere på gården. Min ekskone og børnene boede jo her sammen med mig, så det er jo egentligt ikke mere end et år jeg har boet alene og nu begynder jeg da også godt at kunne mærke hele ensomheden, som kommer ansnigende" Han smilede til hende og kom med en lille latter, "Badeværelset er måske en anelse for stort"

Efter kort tid dukkede en af tjenestepigerne op i døren ud til badeværelset, hvor de stadig stod og små sludrede. "Sir, maden vil blive serveret om kort tid". Henry havde ikke opdaget hende bag dem, før hun begyndte at levere sin bedsked og han vente sig smilende om imod hende og takkede hende kort, hvorefter hun smuttede ud i køkkenet og overlod dem til sig selv igen. Mad var faktisk ikke noget han havde sparet en tanke endnu og han havde slet ikke lagt mærke til at det var blevet så sent at det var tid til aftensmad, men det måtte det jo være siden at den ville blive serveret inden længe. "Hvad siger du til lidt mad?" Sagde han smilende til hende og regnede skam ikke med at det var noget hun ville takke nej til, efter den lange dag og ikke mindst dag som hun havde haft, "Er der noget som du har brug for inden? At skifte tøj eller vaske dig? For så vil jeg da lade dig klare disse ting, inden maden" 

Det var noget af en lettelse, at Henry faktisk selv kunne se problemet, som hun gjorde. Det beviste i hvert fald, at han ikke blot havde tingene for at have dem og føle sig større end andre. For ofte var det tilfældet med de adelige, eftersom de ikke havde nogle problematiske ting at skulle tænke på. Så længe man kunne smide om sig med penge, skulle alt nok gå godt. Hun burde nok havde forventet det alligevel. Han var en ældre herre. Ikke en ungkarl, der stadig lige skulle vokse ud af sin arrogance-periode af sit liv og se alvoren i øjnene, at penge ikke bare hang på træerne. Og at der var meget mere til livet end skinnende krystaller.

”Det gør mig ondt at høre om Deres familie. Det må være hårdt.” Familie var ikke ligefrem et lykkeligt punkt for April, hvilket sikkert kunne forklare den meget meget svage anspændthed, der var at se ved hendes ene halsnerve. Hun ville langt hellere have ønsket, at leve hans liv, hvor hun blot ville være skilt fra dem, frem for hvad hun havde måtte nøjes med. Hun havde egentlig ikke selv lagt mærke til, hvordan hendes humør havde synket bare en millimeter. Ikke før at hun hørte hans latter og bekræftelse af hendes mening om badeværelset, hvilket af en eller anden grund smittede sig af på hende i form af et lavmælt varmt fnys.
”Måske bare mur halvdelen til og skab et større bassin i stedet for det enkle kar i midten. Bare for at udnytte pladsen lidt mere.”

April havde knap nok kommet med sit noget ironiske forslag, da de blev afbrudt. Det kom ikke som det helt store chok, men hun drejede sig nu alligevel hurtigt omkring imod tjenestepigen, det samme øjeblik, som hun hørte hende tale. Mad? Det havde slet ikke kommet frem hos hende. Noget forundret måtte så hun straks op mod Henry, det samme øjeblik som budbringeren havde begivet sig tilbage til sit arbejde. Desværre kom der en yderst sagte knurren hende i forvejen, da hendes mave endelig vågnede op til nåd, efter at have hørt tilbuddet. Forlegent lagde hun en hånd mod maven, og gav den et fluks borende blik, som prøvede hun at belærer den om uhøflighed, inden de lilla øjne vendte tilbage blågrå. Og et undskyldende smil spillede på de rosa læber. ”Lidt mad ville nok ikke skade, nej. Det har trods alt været en lang dag.” indrømmede hun endelig og rystede opgivende på hovedet af sig selv. Hun burde have vist bedre.
”Men nu gør De mig helt usikker.” Hånden, der havde hvilet mod hendes mave, gled nu længere ned for at tage fat omkring skørtets bløde stof. ”Er min påklædning ikke acceptabel til middag?” spurgte hun som hun hentydende løftede ganske lille smule op i stoffet for så at lade det falde luftigt igen. ”Jeg kan skifte, hvis det er nødvendigt. Jeg kan forstå, hvis kjolen kan virke en smule for… risikabel.” Hun lod sin ene hånd gribe fat omkring den anden arms albue, hvor begge arme så hang afslappet foran sig.

Det var lige før at hendes forslag ikke var helt dumt, for badeværelset var stort nok til at kunne blive delt i to rum, så skulle han bare finde ud af hvad det andet skulle bruges til, hvis han satte arbejdet i gang. Det kunne han jo gruble over.
Han havde ikke taget fejl i hans antagelser omkring hendes trang til mad, det fortalte hendes mave ham. Det virkede måske pinligt for hende, eftersom hun dækkede maven med hendes ene hånd, men Henry smilede bare og fandt det meget normalt.

Det næste havde han måske ikke gennemtænkt, det virkede til at hans spørgsmål havde ramt nedgørende, hvilket var langt fra hans mening. Han havde egentligt bare prøvet på at være flink og havde spurgt ind til om hun manglede noget inden middagen. "De misfortår mig, kære April" Sagde han smilende og tog begge hendes hænder i hans. I forhold til hans, så var hendes præget af ung og blød hud, hvilket føltes rart at røre. "De er meget smuk som du ser ud, og kjolen et fantastisk. Det var kun et spørgsmål om De selv føler at du mangler noget inden middagen. Om De selv vil skifte efter den lange rejse. For mig er De perfekt som De er" Han håbede virkelig at det ville redde ham og at hun forstod hvad han havde prøvet på, for det var den pure sandhed. Han førte hende roligt ud af badeværelset og hen imod spisestuen i mens han ventede hendes svar, selvom han nok godt vidste det, eftersom hun havde spurgt om hun ikke var fin nok. Det var hun.

April kunne ikke helt lade være med at se overrasket ned mod de mandlige hænder, der pludselig havde taget hendes små i et blidt greb. Hun havde måske smurt en smule på situationen. For selvom hun havde ytret sig om sin usikkerhed, så havde der ikke ligget panik inde i hende. Selvfølgelig var det aldrig en behagelig følelse, når man blev konfronteret med at have gjort noget forkert i øjnene på, dem man ellers skulle glæde, men det var ikke meget værre end, at hun kunne ændre på det, hvis stemningen ikke var blevet fuldkommen ødelagt. Alligevel blev hun ganske glad for måden, som han forsikrede hende, at der intet var galt. Forlegent slog hun sit blik ned, mens et kært lille smil formede sig frem. ”Nu smiger De mig igen, sir Henry.” Sensuelt løftede hun atter de lilla øjne, inden at hagen fulgte med og fik rettet hendes kropsholdning ordentligt ud igen. ”De må forstå, at jeg ikke har brugen for meget, selvom De tilbyder mig en del. Jeg er her for Dem. Og det er ikke den anden vej omkring.”

Med det sagt fulgte hun ham videre. Endnu engang med armene samlet foran sig for at have et sted at holde styr på sine hænder. Det føltes underligt at blive eskorteret, som han gjorde. Særligt med eftertanken, at det ikke var i retningen af et soveværelse eller andet lokale, hvor de kunne være alene. Hun tvivlede stærkt på, at hun ville kunne vænne sig til den slags. Men der var ingen specifik slutning på hendes ophold her, så måske hun alligevel havde tid nok til det.
Hun tog en dyb indånding og følte sit bryst blive presset ind mod korsettet. Til trods for at det ikke var blevet strammet helt dræbende, så sad det bestemt heller ikke løst. For ellers ville den sikkert risikere at falde ned så snart det skulle gøre. Roligt pustede hun ind og løftede blikket op mod den finere mand ved sin side. Med ét trådte hun et par ekstra hurtige skridt frem og drejede elegant omkring for at nu stå foran ham med fronten vendt mod ham. ”Jeg vil ikke være besværlig, men jeg føler, at jeg burde informere om en mindre problematik. Ser De, jeg er allergisk overfor nødder.” sagde hun uden at lade sine øjne vige fra ham. ”Derfor ville jeg sætte pris på, at ikke have dem i min mad. Det forstår De vel. Det ville være en skam, hvis jeg ligger syg, mens jeg er her frem for at tilbringe tiden hos Dem.”

Han stoppede op da hun tog et par skridt foran ham, vendte sig om. Han lyttede nysgerrigt til hende og så en lille alvor i hendes fortællen, for det var alvorligt og helt sikkert noget han ville sige. Han ville ikke have hun skulle blive syg når han nu havde betalt hende for at komme ud og fordi at han gerne ville have selskab, bare ikke at en syg person. ”Det er godt at de fortæller mig det, kære. Det er noget jeg vil fortælle videre til køkken folket så de er opmærksomme på det. Det er heller ikke ret tit at de servere noget som indeholder nødder, men det er godt at være på den sikre side” Sagde han glædeligt til hende, ”Dagens måltid indeholder heller ikke nødder” Forsikrede han hende om og viste hende ind i spisestuen.

Han tog venligt stolen ud hvorefter April satte sig ned og han skubbede den galant ind og gik om og satte sig på hans egen plads og smilede over til hende. Jeg håber du vil nyde godt om maden her på gården Sagde han med et lille grin. Foran dem stod en stor steg med en masse forskelligt tilbehør som de skulle igennem, hvilket Henry faktisk så frem til, for det var længe siden at han havde nydt et måltid med en anden person. Han lod April tage først af retterne, hvor efter han selv tog for sig af maden.
”Jeg er glad for at det var netop Dem som valgte at tage turen herud. De er virkelig en af min smag Sagde han små flirtende, med et lille smil. Det var også sande ord, hun faldt lige i hans smag. Hun var overdådig smuk. Hendes krop og kjolen hun havde valgt, og han så frem til at lære mere om hende, de næste par dage. ”Fortæl lidt om Dem selv, kære Sagde han i mens han hældte vin i hendes glas, og håbede på at det var noget hun var til.

Det var ikke noget mange vidste om hende – altså hendes allergi overfor nødder. Det var som regel ikke noget, hun havde brug for at sige højt til andre, da det relativt sjældent var en klar nødvendighed, som det var denne gang. Vigdis vidste det. Krofaderen hos kroen, hun ofte besøgte, vidste det. Hendes forældre vidste det. Men det var så også det. Eller nu vidste Henry det så også, hvilket fjernede den lille nervøsitet, der havde bidt sig mærke i hende, siden han havde nævn mad og middag for hende. Det ville kun have endt grimt, hvis hun ikke havde husket at åbne sin mund omkring det i tide.

April nød egentlig virkelig hans galante behandling af hende. Selv måden han trak stolen ud for hende varmede hendes kølige hjerte en smule. Den lange fletning fik hun flyttet om at ligge hen over hendes ene skulder i stedet for at hænge ned langs ryggen, inden hun roligt satte sig og lod ham rykke stolen ind på sin plads. Automatisk krydsede hun sine ben under bordet og tog servietten, der lå klar, op. Et enkelt kraftigt ryst fik den foldet ordentligt ud, inden hun lagde den ned i sit skød, som hun havde lært. Både fra sin oplæring og fra ren og skær observering. ”Det er jeg sikker på, at jeg vil. Det dufter dejligt. Det er længe siden, jeg sidst har haft sådan et luksuriøst måltid.” komplimenterede hun med et gengældende smil i hans retning, inden hun gjorde sit bedste for at samle en pæn portion af lidt af hvert på sin tallerken uden at tabe det hele ud over det hele.
April havde dog nær fået en ært galt i halsen. Ikke så meget på grund af overraskelsen, over at han faktisk troede, at hun var den der havde haft en finger med i valget. At hun var den, der var kommet havde ikke været hendes valg. Dog var hun bestemt ikke utilfreds med det. Hun foretræk uden tvivl disse ophold frem for at stå til rådighed for gud og hver mand, der nu følte sg trængende efter lyst eller elskov. Nej. Det der kom bag på hende, var da han nu spurgte indtil hende. Heldigvis lykkede det hende at undgå faren og forhåbentlig også undgået at vise, at en ulykke nær havde sket. Hun ventede ikke med at række ud efter glasset med vind, som han havde sænket op til hende, men frem for at tage en store slurk, som var det vand, beherskede hun sig.
”Om mig selv?” startede hun og viste ham nu noget af forundringen, inden glasset blev sat for hendes læber og den første smag af vinen blev taget. Den var sød, og hun tøvede ikke med at slikke sine læber efterfølgende, da glasset blev stillet fra hende. ”Der er som sådan ikke meget at fortælle.” Hun hævede eftertænksomt sit blik mod loftet for en lille stund, hvorefter de lilla øjne endelig blev flyttet mod hendes selskabspartner ved siden af sig. ”Jeg er født og opvokset i Tusmørkedalen. I landsbyen Tusmørkely for at være mere præcis, så jeg var ikke vant til den store mængde sol og lys der er at finde i Hovedstaden, hvor jeg bor nu. Altså, når jeg ikke opholder mig her hos Dem.” Hun lagde diskret sit ene ben hen over det andet, så hendes ene fod lige akkurat kunne nå hen og læne sig op ad hans nærmeste ben. ”Det var en underlig tid.” Ubevidst lagde hun nu sit blik mod sin tallerken, hvorfra hun samlede et stykke kød op sammen med et par salatblade og tomat. Det nåede dog ikke op til hendes mund, før et smil lidt større smil brød igennem på hendes læber, og hun straks så tilbage på Henry. ”Jeg husker stadig, hvor meget jeg ikke kunne fordrage det hvide på salat den gang. Det smagte alt for bittert. Og knasede for meget.” Den lette latter der lå sammen med hendes stemme kom selv bag på hende, men hun gjorde ikke noget for at stoppe den. ”Jeg var så sikker på, at jeg aldrig nogensinde ville kunne lide det. Men alligevel er jeg vokset fra det.” afsluttede hun og proppede endelig maden på gaflen ind i munden.

Han lyttede glædeligt til hendes fortællen, i mens han moderat spist fra portionen som han havde taget over på sin tallerken og drak lidt af den søde vin. Vinen var fra egne marker, det var normalt ikke noget som han drak selv, men nu hvor han havde gæst, så passede den fint. Tusmørkedalen var et sted hvor han kun havde været få gange og havde lavet et par handler med folk i byen omkring levering af vin, det var ikke nogen stor viden han havde om stedet.

Han smilede som hun lod sit ben strække sig og lod det ligge op ad hans, det var jo hendes arbejde at ligge op til den slags, men at det var ved spise bordet gjorde det ikke mindre frækt da.
Under hendes fortællen, gik det virkelig op for ham, hvor trist det egenligt var ikke at have nogen at dele middagen med, og derfor satte han stor pris på April.
[/b]"Det virker som om at det havde været en fin og rolig opvækst du havde, i Tusmørkedalen."[/b] Sagde han smilende, det var selvfølgelig kun antagelser, for det kunne være stik modsat. "Jeg har kun selv besøgt stedet få gange, kære

Han lo lidt sammen med hendes, efter hendes kommentar om salaten. "Der minder du lidt om min datter, sådanne ting havde hun også da hun var en lille pige. Hun opførte sig som en prinsesse, så der var ting som hun ikke mente hun kunne lide Sådsn var det sikkert med de fleste børn i den alder.
Han afsluttede maden på sin tallerken og overvejede en portion til, men ville lige afvente og se hvad April ville gøre. "Hvad har du lyst til efter middagen, kære?" Det var ikke sikkert at hun havde nogen bestemte ønsker, men han ville spørge alligevel.

”Af hvad jeg kan huske fra den gang, så var Tusmørkely ikke helt så privilegeret som Hovedstaden. Eller Medanien for den sags skyld.” Det ville være så nemt for April at bare åbne sin mund og svare ham ærligt på spørgsmålet. For hvorfor skulle hun ikke gøre det? Han havde trods alt spurgt. Og om han så ville nyde sig godt af svaret eller hurtigt fortryde, så var hun som regel ikke typen, der havde det helt store imod at dele. Hvis altså bare at hun blev spurgt. Dog forblev hendes læber forsejlet denne gang. Hun løj ikke. Men hun svarede som sådan heller ikke på hans spørgsmål. I stedet undveg hun det med de evner, hun nu besad. Der var aldrig en god idé at åbne op for ens elendige baggrund overfor en kunde. Bare den mindste form for ubehag kunne skabe problemer.

Nårh ja. Henry Fox var ikke barnløs. Hun vidste ikke helt, hvordan hun havde smidt det til side, for han var ikke just fremmed for folk i Krystallandet. Heller var hans familie. ”Jeg foretrækker stadig min salat grøn og frisk, men min verden går ikke længere under, hvis jeg ser hvidt på min tallerken.” lo hun roligt og samlede endnu en blanding af mad på sin gaffel for at få en ny smagsoplevelse. Maden var utrolig lækker. En lidt for stor bid med det resterende af sin portion mad, tvang hende til at bruge sin anden hånd til at stryge vildfarende totter hår væk fra sit ansigt for ikke at få det med. Men alligevel lykkedes det hende at spise det nogenlunde yndefuldt uden at spilde for meget udover en smule sovs i mundvigen, som hurtigt blev fjernet med servietten, inden hendes bestik blev lagt på plads og de lilla øjne fandt tilbage mod herren ved sin side.
Hun tyggede relativt hurtigt af munden, hvorefter hun samlede sin stofserviet i sine hænder og lagde den ved siden af tallerken på bordet. Et eftertænksomt udtryk havde formeret sig i hendes bleget ansigt. ”Hmm.. haven.” svarede hun næsten drømmende og lænede sig så lidt fremad for at sætte en albue i bordpladen og sit hoved i sin hånd. Hele kroppen drejet en smule mere i retningen af Henry. Automatisk flyttede hendes fod sig en tand længere ned af hans ben. Roligt så hun mod det nærmeste vindue ud i mørket. ”Men desværre er der så mørkt og koldt udenfor, at jeg tvivler på, at en visning af haven ville være en god ting lige nu.” Hun så tilbage mod ham nu med et lille ganske uskyldigt smil. ”Dog lagde jeg mærke til, at De har en udsøgt udsigt udover haven fra vinduet i Deres værelse." 

Han smilede og lo lidt af hende ønske. Ja haven ville nok være, både kold og al for mørk til at få noget ud af den på dette tidspunkt, men han ville sagtens kunne give hende en rundtur derude i morgen, hvor der var ny lyse timer. "Hvis det er, kære så skal jeg nok vise dig rundt derude i morgen. Du kan også se markerne med alle vindruerne til vinen" Sagde han smilende. Han lagde sit bestik ned på tallerknen da han var færdig med sin med og smilede til hende, hvorefter han lagde sin hånd ned under bordet og lagde den, på det ben som under middagen havde gledet op op ned ad hans, tirrende, hvor han aede det roligt.

Ja det var ikke helt forkert, at man kunne se hele haven oppe fra soveværelset af. Det var store vinduer som gik fra gulv til loft, og var kun delt af et panel i mellem hvert vindue, på et par centimeter. Så det var tre store vinduer. Da de trådte ind i rummet var det kun månens stærke stråler som lyste rummet op, det var ikke meget, men man kunne lige se sig frem. Henry tog hende med ind i rummet, og fik hende til at tage plads i en af de store læne stole, som stod ovre ved vinduet ved et lille bord, hvor der var to glas placeret på. Henry selv gik rundt i lokalet og tændte et par stearinlys, som oplyste rummet lidt mere og gav en lidt mere hyggelig stemning til rummet. Han satte sig i den anden stol overfor April. Middagen havde været fabelagtig, men det synes han efter hans mening at den var hverdag, så der var noget for April, hverdag at se frem til. Han tog flasken med den røde vin og hældt op til dem begge og smilede over til hende, "Det er en lækker udsigt heroppe, ikke" Smilede han lidt, han havde jo to gode udsigter. April var så smuk i skæret af månen og stearinlysets lys, men selvfølgelig var hun også smuk uden. Han to en tår af de mørke dråber og lod smagen udfolde sig i munden, og lod dem trille ned i halsen og videre ned. Normalt på dette tidspunkt, var han nok gået til nogle stærkere ting, men i dette selskab passede vin rigtig godt, og han måtte også til at holde sin trang til disse drikke nede. De havde overtaget alt for meget af hans liv, men det var ikke sikkert at han kunne det. Lige nu var det en helt anden lyst som han havde.

Straks som April blev placeret i lænestolen, var det som om, at hun faldt helt ned i den, så blød som den var. Det var en umådelig rar følelse. Dog lagde hun også mærke til, hvordan det nærmest lullede hende hen imod drømmeland. Den blide stemning i rummet, som det blev skabt af de tændte lys og udsigten, til trods for skyerne der dækkede himlen, gjorde det heller ikke meget nemmere at forblive vågen. Det var så idyllisk. Og som kaldt fra himlen begyndte sneen udenfor at falde tungere. Selv med den dæmoniske plage i baghovedet, så kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvor smukt det egentlig var. Mørket. Sneen. Kulden. I det mindste var det noget bedre end, hvad den forrige plage havde bragt med sig.

Hun satte sig lidt bedre op i stolen. I stedet for at læne sig helt tilbage, sad hun på kanten, så hendes fødder stadig kunne nå gulvet. Det ene ben blev igen langt hen over det andet, og ryggen blev rank som altid. Hun tog taknemmeligt imod glasset med vin, som han rakte hende, og priste sig i skjul lykkelig over, at hun havde fået opbygget en vis tolerance for alkohol til trods for hendes unge alder.
”Bestemt.” svarede hun roligt og drejede ligeledes blikket mod ham, efter at have taget sit første sip af sit nye glas vin. ”Det er en skam, at De har måtte nyde den alene.” Hun var lidt forsigtig med den kommentar, da hun egentlig ikke kunne vide sig sikker på, om det faktisk var rigtigt, eller om han før havde haft nogle at dele med den, efter hans kone havde forladt ham. Hendes øjne veg derefter fra ham igen og søgte i stedet ud i rummet. Hun havde godt nok set til det før, da han først viste hende rum, så denne gang var det mere i en søgen. Og inden længe rejste hun sig fra sin plads. Stadig med sit glas hvilende i sin hånd, som hun havde lært. Med elegante bevægelser drejede hun omkring, så kjolen atter flagrede om hendes ankler, inden hun med afslappende skridt bevægede sig hen til det nærmeste stearinlys.

”Har De været ensom, sir Henry?” spurgte hun uden at lægge skjul på det. Dog uden at se mod ham. I stedet var hendes opmærksom rettet mod den levende flamme foran hende. Nysgerrigt holdte hun sin frie hånd over den og begyndte blidt at lege med den med sine fingre, uden at brænde sig. Hun kunne godt lide levende ild. Det bevægede sig så roligt. Men samtidig var det ustyrligt og man kunne aldrig forudse dens næste bevægelser. Hun stoppede dog igen kort efter, og drejede sig halvt hen mod den ældre herre. ”Hvis altså De ikke har noget imod, at jeg spørger.” Endnu engang drejede hun omkring og satte så kursen tilbage mod deres lille plads ved vinduet. Hun stoppede bare ikke ved sin egen plads. I stedet fortsatte hun helt hen til ham. Hendes lille øjne låste sig med det samme fast i hans. Nu var han hendes udsigt.
Hun greb omkring sin kjoles skør og løftede det en smule, kun lige for at gøre det næste lidt nemmere, da hun langsomt svang et ben om at ligge på hver side af hans, indtil hun til sidst sad på ham. Stadig uden at bryde øjenkontakten tog hun endnu en slurk af vinen – denne gang lidt større – og tillod det farve hendes læber, inden glasset blev placeret tilbage på bordet, så godt som hun nu kunne. Hun kuplede begge sine hænder omkring hans kæbe- og kindben og løftede forsigtigt hans hoved en smule op, inden hun næsten grådigt lænede sig ned for at fange hans læber med sine.

Han kiggede smilende på hende som hun tog imod glasset og lod vinen farve hendes flotte læber. "Tja." Sagde han stadig med smilet på hans læber, han havde lidt vænnet sig til at være mere eller mindre alene, ikke at han nød det, men det var nu sådan det var. "Jeg prøver oftest at få lidt mere liv i huset, men det er selvfølgelig svært. Man kan ikke beholde folk her mod deres vilje" April var her jo også kun fordi at han havde betalt hende for at være her, hvem sagde at hun nød at være her og det ikke bare var skuespil?

Øjnene fulgte hende som hun rejste sig op og gik nysgerrigt rundt i rummet og pillede lidt ved tingene, og undersøgte hvordan rummet egentligt var. Han havde bestemt ikke noget imod at hun havde spørgsmål, det ville næste være underligt hvis hun intet havde at sige eller spørge om. Han nød virkelig at have nogen i huset, som ikke var han tjenestefolk. "Om jeg har været ensom?" Han lo roligt, det var jo noget tid siden at alle var flyttet fra huset, "Det kan jeg nok ikke benægte at jeg har været. Lily var den sidste som flyttede herfra, og siden har der jo ikke været nogen fast boende. Det sker ofte at der kommer nogle på besøg og spiser med eller overnatter, men så er det jo ikke mere end et par dage" Han smilede lidt for sig selv og kiggede ned ad hendes krop, som stod med ryggen til ham. Han havde lyst til at gå hen til hende, men der gik kun et kort øjeblik, inden hun trådte hen til ham.
"Jeg har lidt vænnet mig til det hele" Nåede han lige at få sagt, inden hun sad på ham over tværs, og i sekundet efter havde hun fanget hans hoved, med hendes bløde hænder og et solidt kys ramte hans læber. Hendes røde læber var bløde og tiltrækkende, kysset var lækkert og blødt. Lysten til at se hende nøgen var stor.
Hans hænder gled op ad hendes ryg og begyndte roligt at binde trådene som holdt hendes kjole sammen, op. Det kunne ikke gå hurtigt nok, men han opførte sig som den mand han nu en gang var, og gjorde det roligt. Hans læber var stadig fastnet til hendes, og kysset blev kun hedere, jo mere som han arbejde med hendes kjole. Det var en smule besværligt, men da den var løsnet nok, kunne han trække den over hovedet på hende. Kjolen gemte på en ung og smuk krop, og nu gik det virkelig op for ham hvor smuk hun var.

Så snart at hun blev bekræftet, om at hvad hun gjorde ikke var fuldstændigt forkert, og han mere eller mindre gengældte hendes kys, begyndte hun roligt at massere sine læber imod hans. Der var ingen grund til at bruge tunge. Ikke endnu. Det virkede også til, at gøre nok for nu, for kort tid efter kunne hun mærke hans hænder fumle med den bundende ryg til hendes kjole. Hun var selv godt klar over, hvor besværligt det kunne være at løsne, specielt for en, der tydeligvis ikke var vant til at binde dem selv, som hun havde været nød til. Et talent hvor hendes smidighed kom godt frem. Hun valgte dog ikke at hjælpe til, eftersom hun ikke havde travlt. Og han klarede det nu egentlig meget godt. I mellemtiden gav hun blot hans læber det meste opmærksomhed, mens hendes hænder gled mere omkring til hans nakke, indtil at hun blev tvunget til at slippe både ham go hans læber.

En lettere ophidset vejrtrækning forlod hendes strube, da hun trak sig en smule tilbage og automatisk rakte sine arme op, da kjolen blev løftet op over hendes hoved og smidt på gulvet. Hun var allerede næsten helt blottet med undtagelse af de nødvendige underbukser, men hun vidste ikke meget forlegenhed over sin nøgne krop. I stedet rettede hun sig lidt mere ud og lod ham se på hende. Hun rystede en smule på hovedet, hvilket fik den lange fletning til at kilde hende ned ad ryggen, inden hun atter vendte tilbage til ham.
Hun lagde begge sine hænder blidt mod hans brystkasse i takt med, at hun lænede sig ned over ham på ny. Dog mødte hun ikke op med hans mund igen. I stedet placerede hun sine fugtige læber mod hans hals. Og ved at starte fra lige bag hans ene øre, bevægede hun sig kys for kys ned ad, samtidig med at hendes hænder gik i gang med at afklæde ham, som han havde gjort ved hende. Det var vel kun retfærdigt. Det tog hende ikke lang tid at få knappet hans skjorte op med hendes fingernemme bevægelser, og som hun åbnede en trak hendes kys sig længere ned over hans kraveben, videre til hans brystkasse og et sidste kys blev også sat ved starten af hans mave. Som hendes hænder ikke længere var i gang med at åbne hans skjorte, sneg de sig glidende ind under den og lagde sig i et blødt tag om hans talje, hvorpå hun sat tungespidsen ud og kørte den hele vejen op ad hans overkrop igennem midten, til hun nåede op til hans kraveben igen, hvor hun stak den ind i munden igen og rettede sig op for at have sit ansigt ud foran hans igen. Kiggede han atter i øjnene, hvor han sagtens ville kunne se lysten, der havde tændt sig. ”De er vist lidt af en grådig mand, er De ikke, sir Henry?” konstaterede hun med en lagt svagere og mere sensuel stemme, end når de havde talt alment indtil nu.

Hendes næsten nøgne og unge krop var nærmest et syn for guderne. Han havde meget lyst til at få de underklæder af hende, men han havde bestemt ikke noget imod at tage imod som hun var på vej til at gøre.
Hun stoppede det ellers dejlige kys, for at lade hendes læber nyde lidt af resten af hans krop. Han smilede som hendes hænder gled ned ad hans mave og knappede skjorten op og efterfølgende de bløde, røde læber som kyssede ned af hans små veltrænede mave. Hendes hænder som gled ind på hans hofter og tungen som gled op ad hans mave. Det var utrolig ophissende og Henry kunne selvfølgelig ikke gøre noget for blodet som strømmede ned i hans underliv og fik lysten frem i ham, han ville skam heller ikke gøre noget for at stoppe det. Andet end at bruge natten på at nyde hende, og lade hendes stemme og støn fylde den øverste etage.

Hendes spørgsmål var lidt mere ophissende, lige nu havde hun gjort ham mere grådig. Grådig efter hende. "Jeg er meget grådig efter Dem, kært" Sagde han kækt og lod hans ene hånd tage roligt fat i hendes ene fyldige bryst og masserede det hårdt. Det var alt for længe siden for ham, alt for længe siden. Han lod sin læber glide sammen med hendes igen, og endnu et råt kys opstod. Roligt lod hans sin tunge glid ind mellem hendes tænder, og lod den lege med hendes. Uden at afbryde kysset, fik han med lidt besvær taget hans skjorte helt af og smed den ned ved siden sf hendes kjole. Han måtte hellere lade hende tage sig af hendes bukser, andet ville ikke være fair. Han kunne virkelig føle lysten i hans krop.