Pipillia sad på en af de gamle broer og nød udsigten. Det var aften, hvilket betød at natten skal ville herske, men Pipillia ville bare sidde alene. Hun tænkte på Yorissa og bad til Avanya og Isari. *Jeg savner Yorissa og vores eventyre.* tænkte hun trist. Yorissa, hendes søster, var syg og elverne vidste ikke hvordan de skulle helbrede hende. Pipillia sukkede og tog sig til hovedet. *Tænk på de gode minder, Pipillia, tænk på dine gode oplevelser med hende* tænkte hun og rystede på hovedet. Hun var nød til at tænke på noget andet. Hun ville ikke kunne klare livet uden Yorissa, men det var hun nød til. Pipillia var nød til at indse at Yorissa nok var et afsluttet kapitel i hendes liv. Hun rejste sig stille op og kiggede udover kanten. Hun tog en dyb indånding. *Hvis Yorissa ikke lever, vil jeg heller ikke leve* tænkte hun dystert og stillede sig op på kanten. Burde hun gøre det?

*Gør det, det er ondt at lade hende gå i døden..* hviskede dæmonen i hendes tanker. Hun nikkede kort inden englen checkede ind. *Du kan stadig leve et godt liv. Det er det Yorissa vil ønske for dig..* hviskede englen så, men stemmen var ikke stærk nok. De havde lovet hinanden at leve sammen når de blev gamle. Pipillia løftede sit ene ben. Hun ville hoppe, men så.. *Nej! Gør det ikke!* lød det i hendes tanker. Det var mindet af Yorissas personlighed, og Pipillia ville stoppede, men hun snublede. Hun skreg, men nåede at tage fat i broen. Pipillia havde ikke så mange muskler, så hun håbede at der snart kom nogen. "Hjælp mig! Hjælp, jeg falder!" skreg hun af sine lungers fulde kraft. Nu havde hun ikke så mange kræfter tilbage i armene. "En eller anden hjælp, NU!" skreg hun så og Pipillia begyndte at blive svimmel. *Åh nej...*

Aftentide betød typisk enten levering af rapporter, træning eller en aftenvagt. Det var denne aften også henledt til: At træne evnerne i mørket. Stilheden havde efterhånden sænket sig over Elverly, akkurat som kulden der havde gjort sit indtog i landet. 
Roligt bevægede han sig af en af broerne, da lyden af et skrig og en bøn efter hjælp lød. Kort efter efterfulgt af en, for ungelveren, lidt for velkendt falkestemmes skrig. Han hævede automatisk blikket, søgende efter fuglen der kom ud af det tiltagende mørke, styrtede ned mod ham inden den forsvandt over mod en anden bro. Rhovandír så straks bevægelsen i det hele. En farlig situation der hastigt fik ham i løb hen af hans egen bro, videre op af de indbyggede trin til de øvre etager, og broer. Til broen hvor en yngre elver hang og dinglede, mens falken forblev cirklende oppe over hende. " Jeg har set.. Rolig nu.. " Det var mest henvendt til fuglen der om muligt kunne sprede mere panik i pigen, mens han selv kom ud på den skælvende bro, skridt for skridt. Selvom han gerne ville bevæge sig hurtigere. Blikket gled mod de slyngplanter der holdt broen oppe.
" Brug ike din energi på at skrige og råbe, brug den på at holde dig oppe. Planterne.. " Han lagde en hånd på slyngplanterne som kort efter fik noget liv i nærmeste linje ned mod hende, som en slyngplante rev sig fri og sled sig ned mod pigens håndled for at give hende mere støtte. " De vil hjælpe.. " Forklarede han, forsøgende at lyde mere rolig end han reelt set følte sig. Flere skridt blev taget ud som han nærmede sig hende, mere nede på knæ så han hurtigere kunne gribe ud efter hende, end han ville kunne oppe på benene. "Tænk ikke på fuglen.. "

Pipillia kiggede bange på manden. Hun var virkelig skræmt over sine egne tanker og handlinger. Hvordan kunne hun dog tænke på at tage sit eget liv? Pipillia lukkede kort øjnene og samlede styrken. Manden havde ret. Hun kunne godt klare det. Hun tog fat i slyngplanten med sin ene hånd og det hjalp en hel del nu. Slyngplanterne var jo ret stærke, og Pipillia var jo stadig ung, så måske kunne planten bare hele hendes vægt, imens hun kravlede? *Nej, det ville være for risikabelt* tænkte hun og rystede på hovedet af sig selv. Pipillias hoved var fyldt op til renden med tanker. Alt for indre pep-talks til hvordan magi var kommet til. Det hele på en gang og det distraherede Pipillia. Hun kneb øjnene sammen og begyndte at hive sig selv opad slyngplanten imens at hun havde fast i kanten.

Pipillia havde næsten fået hele sig krop op og manglede bare at få benene med. *Du kan godt!* tænkte hun, men hendes pep-talks inde i hoved blev erstattet af falkeskrig, som man fik helt ondt i hoved af. Pipillia prustede og begyndte at tale. "Hr, kan de hjælpe mig det sidste stykke?" spurgte hun nervøst og langede ud efter ham imens hendes ansigt var fortrukket i koncentration og smerte. Hun skulle bare op nu og derefter hjem.

Det var med en vis lettelse at Rhovandír betragtede hvordan hun tog imod hjælpen fra slyngplanten, mens han selv endelig kom helt ud til stedet hun var. En hånd blev rakt ud mod hende og støttede hende, trækkende bagud.
" Bare rolig, jeg er her nu.. " Han undrede sig lidt over at blive tiltalt på sådan en måde, typisk var han vandt til folk straks var dus, medmindre det var de ældre og højerestående elvere i samfundet. Var han virkelig ved at blive så gammel? Han kendte godt til at nogle elvere på hans aler allerede havde stiftet familie, men han selv ville give det mere tid, ikke at han ikke var interesseret i kærligheden. Han havde jo haft det tæt ind på livet... Til det hele gik galt, men det var ikke noget han ville tænke på så istedet var hans fokus gået ud over træningen af hans uvorne elev;  Renaél, samt af ham selv og hans magi, og arbejdet.
Med en sidste kraftanstrengelse fik han hevet pigen helt op på broens sikkerhed, hvor han lagde en hånd på slyngplanten der frigav sig fra hende og kravlede over på ham, inden han dirigerede den videre til at hjælpe med at sikre broens konstruktion.
Først da så han undersøgende, på pigen, alt mens falken landede på broens rankerækværk og så undersøgende imellem de to. 
" Er du okay? " En arm var automatisk gledet beskyttende om på ryggen af hende. De grønne øjne betragtede hende, overvejende om han skulle hjælpe hende forbi helbredelseshuset bare for en sikkerheds skyld.

Pipillia tog et fast greb i mandens hånd og kravlede, med hjælp fra manden, op på broen. Hun prustede inden hun kiggede på manden. Pipillia var så ung at hun ikke vidste hvad hun ville havet gjort uden manden. Da Pipillia havde fået fast fodfæste kiggede hun med et akavet smil på læben. "Tak for hjælpen.." sagde hun og følte sig enormt lille. Det havde været tæt på at hun nok ville dø eller få en voldsom skade. Dette var helt klart en oplevelse for livet. Pipillia blev enig med sig selv om aldrig at prøve sådan en ting igen. Hun ville i hvert fald ikke få den tanke igen. Pipillia smilede til manden. Han var ganske venlig, hun havde set ham før i Elverly, men aldrig snakket med ham. Den eneste grund til at hun kaldte han 'Hr', var at hun ikke kendte hans navn, og hvis hun gjorde kunne hun i hvert fald ikke huske det. Pipillia kiggede på den dygtige herre, der dirigerede planten på plads. Hun vidste selv ikke hvordan man gjorde, så hun var lidt fascineret.

Pipillia kiggede på manden og nikkede. "Ja, jeg er okay. Jeg er uskadt, ingen grund til bekymring." sagde hun og rødmede en smule. Hun smilede til ham og trak på skuldrene. "Tja, jeg tror bare jeg trænger til at tage hjem." sagde hun og nikkede kort. Hun håbede at manden forstod ellers ville et kort lille visit et andet sted nok ikke skade igen.