Tick havde vandret i dagevis. Ofte stødte hun på civilisation ret hurtigt efter hun forlod et sted, men denne gang var bare anderledes. Hendes små ben gjorde ondt og det var også ret sent efter hånden.
Hun stoppede med at gå og så sig om. Hun havde faktisk aldrig været i Nordlandet, men det var et meget smukt sted syntes hun.
Der var træer og buske hun aldrig havde set før, altsammen dækket af et let islag der lignede glimmer i det svage lys fra månen og stjernerne.
Ved Ticks venstre side var der en lang snoet vej, formodentlig forbeholdt vogne og heste, men efersom Tick ikke havde nogle af delene og hun ikke ønskede at bliver overset, og som resultat kørt ned, så besluttede hun sig for at stoppe her for natten.
Med sin lille taske i hånden og et fortroligt smil imod månen gik hun et par skridt hen imod et træ der stod i vejkanten. Hun satte sig ved foden af dette træ og trak sin fløjte frem fra pilekoggeret på hendes ryg.
Hun sad et øjeblik i stilhed. Landskabet foran hende var kun bestående af en vej og en vildt voksende natur. Det gav Tick en underlig følelse af ro. Hun var alene med naturen og sine tanker.
Med tværfløjen i hænderne og med et lille smil begyndte hun at spille. Det var en sørgmodig, men beroligende melodi der flød igennem den stille aftenluft.
Tick lukkede øjnene og nød musikken et øjeblik. Hun var sikker på at hun nok skulle finde en løsning på hendes problemer med husly. Hun spillede videre, og melodien blev mere rolig. Hun syntes et øjeblik at hun kunne høre noget i græsset, men overbeviste sig selv om at det nok bare var vinden eller hendes fantasi.
Hun spillede videre på sin fløjte uden at tænke videre over det.