Det havde været en lang dag, Dimble var nået frem til bymuren, han havde mødt en af byvagterne ved navn Hedwig og en kvinde af nordfolket ved navn Ulfhild som han uden problemet var faldet i samtale med. Det hele havde dog taget en uventet drejning da 3 personer pludselig havde angrebet byvagten Hedwig. Heldigt at Dimble og Ulfhild havde været tilstede da det skete. Dimble var især stolt af den glidetakling han havde udført for at få det store muskelbundt til at falde til jorden.

Lige nu befandt han sig dog ikke ved byporten, han stod i stedet foran døren til Det Halve Svin efter at have taget afsked med de andre og gået ruten det tog at komme til kroen. Han var enkelte gange gået forkert fordi han enten havde overset vejskilte eller kendemærkerne han havde fået ved at spørger hovedstadens beboere om vej, men nu var han langt om længe nået frem.

Dimble tog fat i døren til Det Halve Svin. Den bandt. Han slog kroppen mod døren, men den bandt stadig. Endnu engang forsøgte han. Den gik stadig ikke op. Han så sig om for at se om der var nogen der havde set at han ikke kunne komme ind. Mange blikke og smil mødte ham. Han forsøgte nu at placere en fod ved siden af døren hvorefter han begyndte at trække og ruske i døren af alle kræfter. Døren rørte sig stadig ikke.

Nu blev det for meget for Dimble. Han slap døren, tog tilløb og sprang imod døren der i samme øjeblik blev åbnet inde fra kroen. Dette betød selvfølgelig at folkene inde i kroen fik sig et meget underholdende syn da den lille gnom nærmest kom flyvende ind gennem døren og landede på et af bordene der stod i nærheden.

Det pludselig brag fejlede bestemt ikke i, at fange opmærksomheden var den middel aldrende mand, der ellers havde siddet og nydt sit eget selskab i red og ro. Han havde været godt i gang med at indtage endnu en slurk af sin øl, da postyret bekymre, og ligeledes havde han nær spyttet den gærede væske ud grundet chokket. Tydeligvis ikke noget, han virkede særlig stolt over. Og atmosfæren der hang over ham, sendte ligeledes små hint ud om, at han nok heller ikke var specielt begejstret over, at være blevet tvunget ud i det. Til hans held var det kun endt med et par dråber af øl i skægget og en smule i den gale hals. Så det resulterede ikke i meget andet end et par host fra hans side. 
Ølkruset blev i en fast bevægelse hamret ned i træbordet, så det svuppede en smule. Noget der gav endnu et forskrækket sæt i det blå væsen, der sad noget så ynkeligt i et bur foran ham på bordet. Hun var en ufattelig lille alf, havde været noget af det første, som manden havde kommenteret på, da han havde fået fingre i hende. Mindre end gennemsnittet. Så det havde ikke været svært at bare rundt på hende eller få plads til hende i det miniature fuglebur. Men han sansede slet ikke reaktionen fra hende. Så længe hun var i et stykke og kunne sælges videre, var stort set alt andet ligegyldigt. Og lige nu, var det noget andet der holdte ham beskæftiget. 

”Hey, gnom!” udbrød han idet han rejste sig og skød brystkassen frem for at virke større og bredere. Ikke at det var svært, når man sammenlignede ham med den nyankomne. ”Man skulle tro, at en som dig ville have nemmere ved ikke at snuble over dine egne ben, eftersom de er så korte i forvejen.” Til trods for at det var lød som en joke fra hans side, og til trods for at flere af de tilstedeværende gæster lo af den, så var der ikke noget morende til stede i hans stemme. Det var mere irritation, der var at finde der. ”I så faldt burde man måske forkorte dine ben endnu mere, så du ikke kommer og forstyrre alle os andre.”

Det havde været en hård dag for Dimble, han havde kæmpet ved byporten, haft problemer med at åbne døren til Det Halve Svin og da det endelig var lykkes ham var det kun fordi en person inde fra kroen have åbnet døren hvorefter han var sust gennem den åbne dør og landede på et bord i nærheden. Det var ydmygende, men til dels noget Dimble kunne leve med, men da han efterfølgende løftede hovedet var der fandme også en der gjorde nar af hans størrelse og tilmed truede med at forkorte hans ben yderligere.

Dette blev ham for meget. Han stillede sig op på bordet, tydelige spor af aggression i ansigtet og sprang kort efter direkte i fjæset på manden der efterfølgende mistede balancen og faldt bagover med den rasende gnom klæbende til ansigtet. 

Det var ikke lige dét, manden havde forventet. Rigtig nok var der en myte om, at jo lavere man var, et større temperament havde man. Ikke at det var en ting, man kunne sige om alfen, der fik lov til at overvære det hele i sit fangskab, men det syntes at passe til gnomen, der pludselig satte efter ham. Han nåede knap nok at registrere det, før den korte mand kom flyvende, så det kom ikke som en overraskelse, da de begge kolliderede med det hårde trægulv. Han havde forsøgt at holde sig oprejst, ved at placere en hånd på bordet, men det endte blot i, at bordet væltede med dem og ølkruset fulgte med. Det lille fuglebur med den blå alf, røg til gengæld lidt højere op i luften. Hun brød straks ud i et hvin og baskede forgæves med de brugelige vinger, der kun kortvarigt udgav den magiske glød, både i et forsøg på at undgå faldet, men også som en automatisk reaktion.
Et støn af smerte lød fra manden, da hans ryg og baghoved blev hamret ned i underlaget og ligeledes blev luften slået ud ad hans lunger. Refleksivt løftede han sine arme op foran sit ansigt for at forsvare sig selv lidt, inden han tog chancen og spredte armene i stedet. Tog de slag der nu måtte komme indtil han kunne klemme sine stærke hænder omkring gnomens overarme, inden han gjorde sit for at få kastet ham af sig, hvorefter han hurtigt – men også lettere klodset – kom på benene igen. Lidt rundt på gulvet. Dog skulle det ikke meget til, før han var klar igen.

Petal’s landing havde desværre heller ikke været blød på nogen måde. Burdet var landet på siden, så hun selv var landet direkte oven på burets metal tremmer. Der var ikke sket den helt store skade, men det ændrede ikke på, hvor ondt det gjorde. Hun havde bestemt ikke lyst til at bevæge sig lige med det samme. Der skulle lige noget tid til at ømme sig. Ikke at hun kunne komme nogen vegne alligevel. Låsen var stadig intakt, så døren holdt hende stadig lukket inde. Hun kunne sagtens høre de mange lyde, der var omkring hende, men hun ville ikke åbne sine øjne for at se sig omkring. Det lød ikke godt. Og derfor lød det ikke som noget hun havde lyst til at overvære.

Det var ikke ligefrem tit at Nia lod sig betale for forlystelserne i sengetæpperne, men det var hvad der var sket tidligere på dagen. Desperate tider krævede til tider sine ofre, hvilket sigøjnerinden godt var klar over, akkurat som manden der havde betalt hende lod til at synes.. I det mindste havde han betalt hende overraskende godt.
Manden lå stadig og snorksov i det lejede værelse, som Nia forlod det, mens det lange, sort krøllede hår blev bundet og holdt tilbage af en farverig bandana. De små bjælder hun sædvanligvis bar i et bælte og på anklerne, havde hun, for ikke at vække manden, holdt skjult i skørternes folder. 
På bare tæer listede hun sig ned af trappen, ud til det ikke uvandte, men dog stadig forbløffende syn af en kamp midt i det hele. En krofatter der krævede fred og ro, men dog lod Nia komme forbi med et kort nik til hende som hun smed en krystal over til ham til at betale for det kortvarige ophold hendes efterhånden tyndere hest havde fået i kroens stald.
Hun havde nær fortsættet videre, men endte med at stoppe midt i bevægelsen med at få bæltet tilbage på plads. Hvad pokker var det for noget der lå der på gulvet..? Med bankende hjerte kom hun tættere til hun bemærkede den lille skabning, lige akkurat undgående et krus der fløj gennem krostuen. Hun så sig hastigt om, før hun besluttede sig til at det nok var en af de kæmpende der havde spærret den lille alf inde.
Efter alt at dømme nok den store, han virkede mere som typen til at gøre den slags, men hun vidste at hun ikke burde dømme folk på udseendet alene. Forsigtigt løftede hun op i skørterne, og satte sig hastigt ned så stoffet og hendes krop i detmindste kunne yde lidt beskyttelse for den blå alf... Det var i al fald hvad hun havde regnet ud det måtte være.
Forsigtigt, gaske forsigtigt for at sikre sig ikke at skade alfen yderligere hvis den skulle vise sig at være såret, fik hun løftet den op mens hun lige så diskret satte sig hen på den nærmeste stol hvor hun, under skjul af bordet, fik viklet buret ud af stoffet.
Blikket delvis på de kæmpende, delvis på alfen som hun lænede sig en smule ind over så hun nok mest af alt ville ligne en der sad med større tømmermænd eller midt i sorg for udefrakommende. 
" Rolig nu.. Er du okay?  " Brød hendes stemme bekymret og dæmpet ind, for ikke at forskrække staklen endnu mere, men også for ikke at tiltrække sig al for megen opmærksomhed, hvilket til dels var en smule umuligt grundet både bjælderne og det farverige tøj hun nu engang bar. Hun skævede vurderende mod låsen, overvejende om hun mon havde en nål eller dirk liggende et sted i sadeltasken der kunne klare den lille lås.  

( håber det ok jeg splatter Nia ind her..?)

Da den lille alf udstødte sit hvin ænsede Dimble det dårligt nok på grund af raseriet og de mange råbende tilskuere der allerede var begyndt at heppe på hvem de troede ville vinde slagsmålet, men selvom Dimble var rasende følte han dog stadig en lille mængde af bekymring samt skyldfølelse for at have bragt det lille væsen i problemer. Hans opmærksomhed rettede sig dog hurtigt tilbage på manden da han pludselig greb Dimble i overarmene og kastede ham af sig efter at de havde ramt gulvet og Dimble havde slået lidt efter mandens hoved. 

Dimble ramte gulvet hårdt på ryggen da han blev kastet af manden, men det havde gjort mere ond første gang da han sammen med manden havde ramt gulvet. Dimble var dog relativt hurtig på benen igen, men han var stadig en smugle øm i ryggen på grund af kastet. Manden kom imod ham, på bordet i nærheden stod et krus som Dimble hurtigt greb og efterfølgende kylede mod manden der med nød og næppe formåede at undgå at blive ramt. Kruset fortsatte videre og forsvandt et sted i krostuen.    

(Det er helt i orden at Nia kommer ind. Dimble er rimelig travlt optaget med manden, så det er perfekt at du kan hjælpe Dew)

Petal havde ikke været specielt observant på sine omgivelser til trods for, at hun ellers altid syntes at have styr på dem. Men nu var hun ikke længere i Lindeskoven. Hun vidste i det hele taget ikke, hvor hun var længere. Det havde været noget af en skræmmende oplevelse, da hun var blevet bragt igennem den høje mur og ind i et summende samfund ad alle mulige nye ansigter. Væsner, hun aldrig havde set før. Kæmper – for hende i hvert fald. Dog havde var hendes ankomst slet ikke så gennemtrængende traumatiserende, som da slåskampen gik i gang. Så selvfølgelig kunne hendes lille hoved ikke holde styr på, hvad de foregik ud til mindste detalje, så da et stykke stof pludselig blev lagt hen over hende og gjorde alting mørkt, kunne hun mærke sit hjerte springe i brystkassen. Automatisk rykkede hun sig så langt hen i det fjerneste hjørne, som det var hende muligt, men i det samme som hun gjorde det, blev buret vendt korrekt, og hun gled ned ad tremmerne og ned til bunden igen. Lige i tide til at kunne mærke sammenstødet med en flad overflade igen, som viste sig, at være endnu et bord, idét at sløret blev fjernet.

Ansigtet hun mødte var hende mindst lige så ukendt som alt andet. Men det blide blik, som kom hende i møde havde en underlig effekt på den lille alf. De gule øjne stirrede mod kvinden med et næsten fortvivlet udseende. Nysgerrigt. Og uforstående. Usikkert rejste hun sig atter op på sine ben og stod et kort øjeblik for at sikre sig, at hun stod stabilt, så hendes ben ikke pludselig ville give af under hende. Vingerne blev løftet for at give en ekstra følelse af balance, inden hun følte sig sikker op og endnu engang så op mod hendes fremmede redningsmand – eller redningskvinde.
Petal’s sorte hår sad vildt som altid ned omkring hendes ansigt og nøgne skuldrer. Forlegenhed var ikke noget hun kendte til. Hun havde ikke været iført tøj hele sit 59 års lange liv. Vingerne bevægede sig lidt igen, som rystede hun overskydende støv af dem. Bare for at tjekke om de var uskadte. Det var vel også en form for svar tilbage til mennesket. Men for at fremhæve det lidt, nikkede hun ganske forsigtigt. Hun var vel okay. Intet var brækket. Alt virkede som det skulle.

Ved lyden af et lerkrus der blev knust, så hun sig straks over skulderen og blev på ny mindet om slåskampen. Det havde udviklet sig en del. Det var ikke længere kun de to mænd, der gik til den med hinanden. Flere af kroens gæster havde valgt at deltage for at løsne lidt op i deres kedelige hverdag. Kromesteren var bestemt ikke tilfreds og der blev råbt og skreget. Det var et værre virvar.
Det sendte et nyt chok igennem den stakkels alf, da en flaske ud af ingen ting blev sendt direkte ind i baghovedet af manden, hun var kommet med, og blev knust i det at manden selv faldt sammen. Bevidstløs. Det kom bag på hende. Han havde virket så robust. Men som man sagt: jo større man er jo hårdere falder man.

Et lille smil af lettelse kom over hendes læber som det lod til der ikke var noget synderligere galt med alfen.. Andet end at hun var låst inde i et bur. Noget som man ikke så på med venlige øjne her i hovedstaden. Det eneste der lod til at blive set på med en direkte ligegyldighed var at holde dæmoner som slaver og at jage vampyrer.. Alt andet, bare nej. Det vr imod reglerne, og kunne let få en en tur forbi både domhus og arresten.
Blikket gled søgende over imod de kæmpende og dem der stod og lavede væddemål og ikke mindst forsøgte at tage part i det.. Det var ved at tage en grim udvikling. 
Det gav et sæt i hende da hun hørte og så kruset smadre mod væggen, mens hun ikke var helt sikker på hvad hun skulle synes om den store mand der tilsyneladende ikke kunne holde til at få smadret en flaske i nakken.. Spild af god væske egentlig.

Nia rystede opgivende på hovedet mens hendes hånd gled ned til pungen der var bundt til bæltet, den nyerhvervede skat fra aftenens arbejde var holdt sikkert mellem hendes bryster under skjorten, og rodede lidt i den halvtomme læderpung til hun fandt noget langt og tyndt, noget der måske kunne være brugbart i at lirke låsen op. " Hvem har låst dig inde heri? " Lød det lige så dæmpet spørgende igen. Hun var ikke sikker på om alfen kunne snakke det almindelige sprog, men hun lod da til at forstå det ind til videre. Forsigtigt begyndte hun at forsøge at dirke låsen op, med øret tæt imod så hun kunne høre hvis der skulle komme et klik, også selvom det efterlod hende i en temmlig sårbar positur, hvis ham der havde holdt alfen i buret skulle komme over og kræve alf og bur tilbage.. 

Slagsmålet tog til, flere deltog, glas, krus og flasker blev kastet og folk både slog, bed og anvendte stole eller hvad de ellers kunne komme i nærheden af. Dimble blev da også ramt af nogle hårde næver hist og her, men selvom han var mindre end de fleste folk i kroen kunne han alligevel klarer en del. Manden der havde gjort nar af ham så dog ikke ud til at være lige så hårdfør. I kampens hede var der nemlig en eller anden der havde slået ham med en flaske hvilket nu resulterede i at han gik ud som et lys og faldt til jorden. Måske var det også på tide at Dimble så småt trak sig ud af slagsmålet... Han gik ned i knæ, gjorde sig mindre end han allerede var og søgte efterfølgende i dækning under bordene i kroen. Gulvet var fyldt med skår fra ødelagte krus, men det skete også at Dimble fandt nogle krystaller som folk i kroen havde tabt i løbet af kroslagsmålet. Han fandt 5 Rav og en enkelt Jade på sin rejse under bordene. En tanke slog pludselig ned i Dimble - Gad vide om han også kunne finde det bur der var røget op i luften da han havde trukket manden med sin i gulvet? Han gav sig til at søge, men eftersom han heller ikke skulle blive opdaget og atter bliver inddraget i slåskampen tog det ham noget tid inden han fandt frem til buret, men hvem var det hunkøn der for tiden var i færd med at dirke låsen op? Han nærmede sig langsomt og forsigtigt kvinden under dække af bordene.

Petal Dew vendte undersøgende blikket tilbage på den ukendte kvinde og fulgte en smule undrende med, mens den hun begyndte at rumstere med en pose af læder, blot for at trække et mindre redskab op. Det kunne ikke helt undgås, at hun hurtigt følte sig truet af redskabet og nåede lige at bakke et par skridt væk med, inden det blev klargjort, at der ingen fare var, idét den tynde lirk blev placeret ind i låsen frem for igennem tremmerne og imod alfen bag dem. Det var bare dårlige nerverne. En forståelig sag, hvis man satte sig i hendes sted.
Med yderst blide og forsigtige skridt nærmede hun sig endelig den side af buret, der var rettet front imod kvinden. Tættere end hun have været før. Ordene der var blevet sagt til hende, havde ikke nået fuld oversættelse i hendes hoved ligesom de første havde gjort. Det var aldrig en behagelig fornemmelse at ikke kunne forstå. For Petal Dew havde det altid været noget, der kom naturligt. Men ikke længere. ”Hvem?” gentog hun mere spørgende. Hendes stemme blid, men også overraskende monoton. Hun lukkede let sine hænder omkring et par tremmer og stirrede på kvindens koncentrerede ansigt, mens det var så tæt på hende, som det nu var. Hun kunne nemt række ud og røre ved hendes øre, hvis det var, hvad hun ville, men hun var ikke fuldkommen dum. Hun kunne mærke den fokuserede spænding om hende, så det ville ikke være en god idé at forstyrre.

Nysgerrigt gled hendes gule blik videre ned til låsen. Det var fascinerende. Og redskabet skinnede af og til i det varme lys, der oplyste kroen. Det var dragende. Hun skulle netop til at række ud efter det igennem tremmerne for at holde det mere stabilt for kvinden at lirke låsen op, men samtidig blev hun skyllet over med en underlig følelse i kroppen, der atter fik hende til at se sig omkring. Det tog hende noget tid, før hun lagde mærke til den kravlende skikkelse blot få borde fra, hvor hun var. Hun havde nær ikke set ham, eftersom han holdte sig selv så godt skjult. Det var nu kun et glimt af hans ansigt, der var nødsageligt for hende at se, før hun reagerede kraftigt på det.
Hele hendes krop stivnede op igen, som hun sprang tilbage. Advarende små lyde lød fra hende og vingerne kom på overarbejde, idét de begyndte at baske vildfarent. Hun var godt klar over, at denne lave mand ikke var, ham der havde lukket hende inde, men hun huskede han kun som værende den samme mand, der havde sprunget aggressivt i hovedet på en anden. Og nu nærmede han sig hende. 

"Hvem tog dig..? Satte dig ind her..?" Nia pegede sigende mod buret, mens hun lyttede mere intenst efter den lille klikken.. Et klik lød også... En masse advarende lyde fra alfen. Nia så hurtigt op, forventende en eller anden tårne sig op over dem, men alfens fokus lod til at være andetsteds. Hurtigt blev nålen hevet ud af låsen og placeret i stoffet på hendes bælte. En hånd gled ud og tog buret, med alf tættere og beskyttede ind til sig, ens hun skævede ned imod... Hvad end han var, der under bordene. " Hvem er du og hvad vil du med..... Alfen.. ?" Hun skævede kort usikkert imod den blå skabning i buret, overvejende hvad sådan en størrelse måske kunne hedde. Hun anede intet om alfekulturen, men brudte sig samtidig ikke om at omtale alfen som et eller andet dyr. Hendes ben var anspændte, parat til at sætte i løb eller trække dem til sig så hun kunne hoppe op på bordet, noget lignende, hvis den lille mand skulle vise sig at være ondsindet, hvilket næsten kunne tros på alfens reaktion. Hun mente nu også at have set ham være en af dem der var i kampen tidligere.

Dimble tog sin pegefinger op foran munden da alfen og sigøjneren så småt var ved at tiltrække sig alt for meget opmærksomhed "Shh" sagde han kort "Jeg gemmer mig for slagsmålet" Dimble kiggede efterfølgende over mod kroejeren der stadig forsøgte at få slagsmålet under kontrol "Og kro ejeren" han kiggede tilbage på sigøjneren "Det var mig der startede slagsmålet," sagde Dimble med skyldfølelse i stemmen "men det var kun fordi ham manden gjorde nar af min størrelse efter en hård dag. Havde det været en normal dag uden problemer hvor jeg havde været i godt humør ville jeg have købt noget alkohol til ham, men lige idag blev det bare for meget" Dimble kiggede med en følelse af anger på den lille alf som han kort havde hørt da buret var blevet sendt på en flyvetur i kroen "Du må virkelig undskulde for flyveturen. Det var ikke min mening at det skulle gå ud over dig. Du kom vel ikke til skade?". 

Det kom som ud ad ingen ting, da den ukendte kvinde pludselig greb omkring buret og løftede det fra buret. Eller måske ikke direkte ud ad ingenting. Petal Dew havde trods alt gået i mere eller mindre panik ved synet af den lave mand, der havde nærmet sig dem. Det havde bare ikke gjort det til noget forventet, så idét, at det skete tumlede den blå alf rundt i buret. Hun vaklede faretruende frem og tilbage på sine små fødder i et forsøg på at opretholde sin balance. Armene var også straks blevet strakt ud til hver sin side, hvor de svingede i cirkler for at lægge endnu mere i hendes forsøg på at forblive på stående ben. Desværre viste det sig at være lettere sagt end gjort, eftersom hun i sidste ende ikke længere kunne kæmpe imod og faldt direkte ned på røven med et ynkeligt støn.

Heldigvis var der ingen skade sket. Tvært imod virkede det til at have haft en helt anden effekt på hende. De paniske stød, der ellers havde skudt igennem hendes lille krop igen og igen, var ikke længere til stede. Ikke på samme måde i hvert fald. I stedet for at gøre sit bedste for at komme så langt væk fra gnomen, blev hun blot siddende med de gule øjne stadig stirrende i hans retning. Ro var faldet over hende igen. Og det skræmte udtryk prægede ikke længere hendes ansigt.
Ordene han talte var lige så uforstående som de ord, som kvinden havde talt. Men hun hørte følelser i hans stemme så nemt som stod de skrevet med store blinkende blokbogstaver henover ham. En smule undersøgende lagde hun hovedet tilbage og så op mod kvinden som skulle hun lige tjekke op omkring, hvad dette menneske mente. For hun forstod ham vel, gjorde hun ikke? Deres ord lød trods alt ens, så de måtte tale det samme sprog.

Ganske forsigtigt trak Petal Dew sine ben indtil sig - det ene efter det andet – inden hun mindst lige så forsigtigt atter kom op at stå. Det var stadig ikke med den normale sikkerhed, men kvinden var god til at holde buret stille. Så åbnede hun sin mund på ny, men der kom ikke et gentagende ord ud. I stedet opstod der en blid lyd som et rullende ’R’ fra hendes strube. Hendes ord. Hendes sprog. Spørgsmålstegnet var tydeligt. Hvem er du?

"Undskyld.." Lød det brødbetynget til alfen i buret, den lille kunne jo umuligt følge med i hendes store bevægelser og forventes at holde balancen. De brune øjne så kort ind mod alfen, indtil den mindre mand igen fangede hendes opmærksomhed.

Ved mandens hviskende forklaring, lod Nia til at blive mere afslappet, i det mindste var hendes ben ikke så anspændte mere. "Krofatter?" Hun hævede et øjenbryn med et forsigtigt smil. "Han kan godt være lidt knotten ja, men han er nu god nok på bunden, det er bare tørken der tager hårdt på dem der ikke er vandt til den. "
Hun fandt igen nålen frem og pillede den fri så hun kunne fortsætte med at dirke låsen på buret op, dog med et stadigt vagtsomt øje på gnomen. Det var i al fald hvad hun gik ud fra han var selvom hun ikke mindes at have set en før; dværg var han bestemt ikke, det var hun overbevist om.
Endnu engang lød det dæmpede klikken fra låsen, inden hun stædigt gjorde et lille vrid med håndleddet som fik en anden klikken frem, og op gik låsen. Hun placerede igen buret på bordet som hun åbnede lågen, med en hånd fremstrakt i tilfælde af der skulle ske noget uforudset som ville gøre at alfen ville få brug for at komme ud f endnu en farezone..
Et interesseret blik blev sendt til gnomen og alfen. Ja hvem var de? Hun var nysgerrig.

Imens Dimble talte så han hvordan det lille væsen i buret kiggede på ham og derefter på sigøjneren, nærmest som et lille barn der spørgende søgte hjælp fra sin mor. Sigøjneren gik endnu engang tilbage til arbejdet på låsen som hun forsøgte at åbne imens hun holdt et vågent øje med Dimble der bare stod og observerede hendes arbejde. Han kendte låsens type og tænkte inders inde at sigøjneren brugte alt for meget unødvendig tid når det kunne gå langt hurtigere hvis hun bare havde placeret låsen op ad bordets kant og efterfølgende givet den et hurtigt dask. Det ville både have været hurtigere og alfen ville heller ikke komme noget til, men Dimble holdt det inde da han ikke ville risikere at få en sur sigøjner på nakken. Inden det lykkes at åbne buret skete det desuden at den lille alf udstød en mærkelig lyd imens hun med nysgerrige øjne kikkede på Dimble der med en spørgende finger pegede på sig selv og sagde "Mig...? Vil du vide hvad jeg hedder?" hvorefter sigøjneren formåede at dirke låsen op og efterfølgende kiggede nysgerrigt på alfen såvel som Dimble

Måden som kvinden rumsterede rundt med låsen virkede sig at fange i hvert fald halvdelen af Petal Dew’s opmærksomhed. For selvom at hun blev ved med at se søgende mod gnomen især, så fulgte hendes venstre øre nysgerrigt med, når det ene klik lød efter det andet. Det var dog først da døren blev åbnet, at den lille alf faktisk drejede hovedet for at se til sin overraske, at buret ikke længere var låst. I stedet kunne hun se direkte ud til sin frihed i stedet for igennem tremmer. Det var dog ikke et stort begejstret smil, der spillede sig frem på hendes læber, men hendes ansigt syntes nu stadig at lyse op – stadig med det lettere fortvivlende udtryk.
Hånden der blev rakt imod hende, fik hende dog alligevel til at trække sig et lille bitte skridt tilbage. Kvinden bevægelser havde skam ikke været for pludselige eller noget, men verdenen udenfor buret var endnu ikke et helt sikkert sted for hende. Eller i det hele taget en som hende. Enhver alf ville føle sig overtårnet iblandt kæmperne – bedre kendt som menneskerne. Så for en, der ikke engang nåede alfernes gennemsnitlige højde på nogen måde, var det uden tvivl mere faretruende. Med det sagt skulle der ikke meget mere end et par sekunder til, før hun tog mod til sig og stak hovedet ud ad buret.

Idét at Petal Dew gav et lille hop fra sig og landede blidt og elegant i hånden på sigøjneren, begyndte det varme lys i kroen at ramme hendes nøgne gråblå hud lige på og viste det våde genskær, som var hun lavet af frisk-faldende regndråber til trods for at hun var så tør som man kunne blive. Med et enkelt og kortvarigt blik op ad armen på kvinden, satte hun endnu engang af i et spring fremad, men denne gang satte hun straks vingerne på arbejde. De udgav straks det kølige lys, som de altid gjorde, når hun baskede med dem. Men frem for at lette og flyve mod sin destination uden problemer, lettede hun et øjeblik, før vingerne gav op og hun fald kun halvvejs op ad armen. Hun nåede ikke at få et ordentligt fodfæste og endte i stedet med at hænge sig fast i kvinden ærme, inden hun en smule besejret blot kravlede det sidste stykke op på hendes skulder, hvor hun kunne få et bedre udsyn. Og samtidig hvor hun kunne tillade sig at skjule sig en smule i menneskets hår for ikke at bringe for meget opmærksomhed.

Atter blev de gennemtrængende gule øjne rettet mod gnomen, som hun ikke længerede behøvede at se opad for at studere hans ansigt. Hans ord var stadig volapyk for hende, men hans finger der pegede mod ham selv og den ganske svage forståelse, fik brikkerne til at sætte sig på plads. Som et lærende barn løftede hun sin ene finger og pegede ligeledes mod ham, men inden hun åbnede munden for at komme med de samme lyde, så åbnede hun den i stedet for ytrer endnu et af krystalisianernes ord. ”Hedder?”

Der var et eller andet fascinerende ved det lille væsen da lyst i krostuen nærmest blev mere på og fik den lille skabning til at virke som en levende vanddråbe. 
Nia havde måske stirret lidt for meget og længe på alfen, i al fald nåede hun ikke at reagere da det lille væsens vinger ikke lod til at virke.. Eller var det magien der fik den til at flyve der ikke virkede? Den stakkel. 
Hun følte en trang til at nusse dens hår trøstende, men fandt at det nok ville blive taget som en fornærmelse. alfen var jo også et væsen med menneskeligene intelligens. Ergo holdt hun sin hånd for sig selv, men løftede istedet sit krøllede hår op en smule så alfen kunne søge ly der.

Nia smilede varmt over den lile konversation der udviklede sig mellem alfen og gnomen. Imens hun lukkede burdet i igen. Mest af alt havde hun lyst til at smide den ud af det nærmeste vindue, men mon ikke det kunne laves om til en eller anden form for musefælde når krofatter fik fat i den..? Ergo lagde hun den blot ned på gulvet og skubbede den ind under den nærmeste bænk, inden blikket igen faldt på gnomen.. 

Ligesom kvinden observerede Dimble også den lille alf der en smugle besværet bevægede sig op på kvindens skulder.
"Hedder" kom det lidt efter fra det lille væsen imens hun pegede på Dimble. Dimble var tydeligvis nødt til at afværge en misforståelse. Han rystede hånden foran sig for "Nej nej" Han pegede nu atter på sig selv "Dimble... Mig Dimble" imens han var i færd med at forklare hvad han hed opdagede han at kvinden begloede ham hvilket kort gjorde ham en smugle utilpas. Han fortsatte dog lidt efter imens han atter pegede på sig selv "Dimble" herefter pegede han med sin arm imod alfen for at se om hun ville sige sit eget navn.

Der skulle bestemt ikke meget overbevisning til for at den lille fe bevægede sig ind i hulen af hår, som kvinden virkede til at tillade. Hun var stadig ikke helt skjult fra de to, der bevist var omkring hende, men forhåbentlig var hun ikke i øjesyn hos alle de andre af gæsterne. Hun føltes ikke at opmærksomheden var, hvad der var brug for lige nu. Det var ikke underligt, hvordan hun stod mere eller mindre fast plantet på sigøjnerens skulder, når man blev mindet om hendes væsens fantastiske balance. Hendes slags var trods alt kendt for at bevæge sig omkring på diverse platforme, som tynde grene i buske eller lignende. Så så længe at genstanden hun stod på ikke blev kastet rundt i vildskab ville hun nok sagtens kunne forblive faststående. Dog betød det ikke at hun havde i sinde at stå op hele tiden. Specielt ikke nu hvor trygheden så småt var vendt tilbage. Så som gnomen gik i gang med at forklare hende hans navn, satte hun sig forsigtigt ned på kvinden skulder og lod sine ben dingle derfra.

Roligt løftede hun sin hånd igen og pegede atter på sin redningsmand. ”Dimble?” gentog hun spørgende. En smule mere sikker på sig selv end før. Og selvom der ikke var det største smil at finde hos hende, var det ikke svært at se, at hun var blødnet lidt mere op. Den pegende finger blev så efterfølgende rettet mod hende selv, som for at vide sig sikker på, hvad han nåede med hans eget pegeri. Lidt søgende så hun sig omkring i håb op at hun kunne finde noget, der kunne hjælpe hende med at forklare sig bedre. Men ikke den mindste blomstret plante var at finde på kroen. Ikke underligt, sådan som der hærgede en tørke udenfor. Og selvfølgelig var et værtshus ikke et sted for potteplanter. Så hun måtte til sidst give op og se tilbage mod den såkaldte Dimble. ”Petal.” lød hendes svage stemme så endelig, med klare tegn på at hun havde kørt det igennem sit hoved et par gange for at være sikker på at hun udtalte det korrekt. For hendes navn var nok det eneste, hun på forhånd kendte til uden sin magiske evne.
Forsigtigt drejede hun sig mod kvindens ansigt og lagde en lille hånd mod hendes kind i hvad der kunne antydes som en præsenterende gestus.

Nia fugte interesseret, og ikke mindst nygerrigt med i den lille interaktion mellem alfen og manden der tilsyneladende kaldte sig selv for Dimble. Et interesseant navn, lød næsten som et navn man kunne finde i en sigøjnertrup. Et varmere smil gled over hendes læber, mens hun mærkede den prikkende fornemmelse af alfens fødder der trippede rundt på hendes skulder inden de blev erstattet af e lille bagdel. 
* Næsten som at have en mus på skulderen *  Fór det kort gennem hendes hoved inden øjnene søgte alfen, eller forsøgte på det. Det var ikke helt let at forstå og se kropssproget når alfen sad så tæt, men hu opfattede da noget der tydede på en indikation til hvad hun selv hed. Det hjalp nok også lidt at der kom en hånd på hendes kind.
" Nia.. N-i-a. " Hun stavede det roligt og langsomt ud, da det ikke var sjældent at folk mistolkede n'et som et m. 
"Hyggeligt at møde jer, Petal, Dimble. " Fortsatte hun langsomt, så alfen forhåbentligt kunne følge med og forstå, selvom sigøjnerinden nok ville forstå hvis alfen ikke forstod en hak, der var trods alt forskel på sprog og dialekter. Et lille nik blev givet imod dem begge, lidt mere forsigtigt imod alfen, som hun helst ikke ville risikere at vælte ned fra sin skulder. Hun var næsten fristet til at give en pegefinger til alfen, en var ikke sikker på om det var en gestus der ville blive set på med gode øjne, og derfor holdt hun sig også fra det, og lod istedet blikket glide over krostuen hvor krofatter var ved at lempe en af de knotne mænd der havde været i slåkampen, ud af kroen. 

( wohooo endelig et svar.. *klappe i sine hænder * sorry det tog så lang tid ))