
Nia Hadil
Sigøjner/gøgler - entertainer
Det var ikke ligefrem tit at Nia lod sig betale for forlystelserne i sengetæpperne, men det var hvad der var sket tidligere på dagen. Desperate tider krævede til tider sine ofre, hvilket sigøjnerinden godt var klar over, akkurat som manden der havde betalt hende lod til at synes.. I det mindste havde han betalt hende overraskende godt.
Manden lå stadig og snorksov i det lejede værelse, som Nia forlod det, mens det lange, sort krøllede hår blev bundet og holdt tilbage af en farverig bandana. De små bjælder hun sædvanligvis bar i et bælte og på anklerne, havde hun, for ikke at vække manden, holdt skjult i skørternes folder.
På bare tæer listede hun sig ned af trappen, ud til det ikke uvandte, men dog stadig forbløffende syn af en kamp midt i det hele. En krofatter der krævede fred og ro, men dog lod Nia komme forbi med et kort nik til hende som hun smed en krystal over til ham til at betale for det kortvarige ophold hendes efterhånden tyndere hest havde fået i kroens stald.
Hun havde nær fortsættet videre, men endte med at stoppe midt i bevægelsen med at få bæltet tilbage på plads. Hvad pokker var det for noget der lå der på gulvet..? Med bankende hjerte kom hun tættere til hun bemærkede den lille skabning, lige akkurat undgående et krus der fløj gennem krostuen. Hun så sig hastigt om, før hun besluttede sig til at det nok var en af de kæmpende der havde spærret den lille alf inde.
Efter alt at dømme nok den store, han virkede mere som typen til at gøre den slags, men hun vidste at hun ikke burde dømme folk på udseendet alene. Forsigtigt løftede hun op i skørterne, og satte sig hastigt ned så stoffet og hendes krop i detmindste kunne yde lidt beskyttelse for den blå alf... Det var i al fald hvad hun havde regnet ud det måtte være.
Forsigtigt, gaske forsigtigt for at sikre sig ikke at skade alfen yderligere hvis den skulle vise sig at være såret, fik hun løftet den op mens hun lige så diskret satte sig hen på den nærmeste stol hvor hun, under skjul af bordet, fik viklet buret ud af stoffet.
Blikket delvis på de kæmpende, delvis på alfen som hun lænede sig en smule ind over så hun nok mest af alt ville ligne en der sad med større tømmermænd eller midt i sorg for udefrakommende.
" Rolig nu.. Er du okay? " Brød hendes stemme bekymret og dæmpet ind, for ikke at forskrække staklen endnu mere, men også for ikke at tiltrække sig al for megen opmærksomhed, hvilket til dels var en smule umuligt grundet både bjælderne og det farverige tøj hun nu engang bar. Hun skævede vurderende mod låsen, overvejende om hun mon havde en nål eller dirk liggende et sted i sadeltasken der kunne klare den lille lås.
( håber det ok jeg splatter Nia ind her..?)
Avatar: Benjamin Carré
Nia Hadil|Udstødt sigøjner|Healer|
“We are all wanderers on this earth.
Our hearts are full of wonder, and our souls are deep with dreams.”