Azhaenna havde været i Hovedstaden da den anden plage rasede. Hun havde nær brændt den kro hun havde boet på ned, da hendes ildmagi slap væk fra hende. Heldigvis kom ingen til skade, men hun forlod hurtigt byen alligevel. Hun var knap kommet en dag ud fra Hovedstaden, før himlen havde åbnet sig og havde forsøgt at drukne hende. I tre våde uger havde hun trasket gennem uvejret, indtil en nat, hvor hun havde søgt tilflugt i en tør lade. Da hun vågnede om morgenen var regnen væk; og det var hendes magi også. Ilden i Azhaennas blod var slukket, og hun vågnede og frøs for første gang i meget, meget lang tid. Det havde dog ikke varet længere end til hun var trådt ud for døren. I stedet for den vandfyldte luft, var luften nu så tør at Azhaenna kunne mærke hvordan den kradsede i næseboerne.

Hun var taget til Lazura for at finde ud af hvad der var sket. Normalt ville hun aldrig frivilligt tage et sted hen, hvor hun blev nødt til at tale med andre mennesker, og efter Hovedstaden var dette blevet forstærket, men manglen på magi skræmte hende mere end andre mennesker. Efter et par dage var hun kommet til byen, og havde lært at hele landet lå under en tørke. Det kunne hun havde sagt sig selv, men alt magien, ikke bare hendes, var forsvundet. Efter lidt fortvivlelse havde hun købt sig et kort sværd, for ikke at være helt forsvarsløs. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle bruge det, udover at pege den skarpe ende væk fra sig selv, men det måtte hun åbenbart til at lærer, hvis altså ikke magien kom tilbage igen.
Hun havde også fundet arbejde, hvilket var meget overraskende. En gammel mand, klædt i hvad der engang havde været fint tøj, havde givet hende en pakke, som hun skulle tage til piraternes by. Han ville ikke sige hvad det var, men advarede hende at hun skulle gemme den, hvis hun faldt over nogle patruljer fra lysets hær, eller nogen overhovedet. Det passede Azhaenna helt fint at holde sig væk fra befolkningen i Krystallandet, og ærlig talt var hun ret ligeglad med om det i pakken var legalt eller ej. Det var ikke første gang hun fragtede illegale varer rundt om i Krystallandet.

Azhaenna var faret vild i labyrinten af klipper der omgav Diamantbugten. Det var så varmt, og det føltes som om klippevæggene udstrålede ekstra varme. Dog følte Azhaenna sig mere tilpas, end hun havde gjort i flere måneder. Hun var helt alene. De eneste væsner hun så var fugle der fløj til og fra deres reder i klipperne. Hun havde taget sin yderste jakke og vest af, for at prøve at køle lidt ned. Man kunne se det øverste af de mange ar der skæmmede hendes ryg, men det gjorde ikke så meget. Der var en fred i området man ikke kunne finde i store byer.
Hun havde taget sit nye sværd frem og prøvede at øve nogle af de teknikker hun havde lært da hun var barn. Det var virkelig lang tid siden. Da hendes magi viste sig at være så stærk som den var, stoppede hun med at lære om våben og startede at lære mere med magi. Mens hun klodsede svingede sværdet frem og tilbage, ville hun ønske at hun havde hørt bedre efter.

Nao havde gjort alt hvad der stod i hans magt til at hjælpe hvor det hjælpes kunne i den store Hovedstad, men det havde ikke været nemt. Folket havde brug for vand, men vandforsyningerne var små og derfor måtte lysets vagter og overhoveder lave rationer for folket. Hvilket bestemt ikke faldt i god jord.Tørken havde virkelig ramt landet hårdt, hårdere end de to andre plager, i hvert fald efter Naos hoved. 
Andre planer havde dog gjort at Nao måtte forlade Hovedstaden, det havde været længe siden sidst at han havde været udenfor byens murer, så på en måde så han frem til at komme ud og patruljere i resten af landet. På paladset var der gået rygter om at nogle hemmelige dokumenter, fra paladset, var faldet i forkerte hænder og nu var på vej til piratbyen. Hvem der var kurer eller hvem der havde fået fat i dokumenterne, var der ingen der vidste og derfor vanskeliggjorde det bestemt også situationen, men Nao tog opgaven til sig i håb om at snuse sig frem til mere information.

Efter flere dags rejser igennem landet og flere små byer, for at opspore information, var Nao ankommet på heste ryg til Diamantbugten. Hvis der var noget sted i Krystallandet som kunne give én informationer, så var det her eller i piratbyen, men det sidste ville nok være det forkerte sted at lede. Så ville det i hvert fald være for sent for Nao at skaffe dokumenterne. 
Selv bugten og klippekysten virkede alt for tørlagt, til at det var en bugt. Selvom heden var ulidelig, så havde han det værre inde bag den store rustning som han bar. Det var han nød til. Det var lysets varemærke, og hvis han skulle ende i et baghold, fordi at han var ridder, så ville hans rustning være meget behjælpsom. 
Hestens skridt virkede tunge, det var også længe siden at den havde fået ordentligt vand at drikke. Den havde det ligeså hårdt som havde det. Han kunne mærke sveden trille ned af hans bagte pande. Det virkede bestemt ikke til at hans søgen bar nogen frugt.
 

Azhaenna tog en lille slurk fra sit vandskind. Vandet var ikke koldt og sikkert heller ikke særlig rent, men det var det eneste vand hun havde fundet i Lazura. Deres brønde var næste tørret ud, ligesom i resten af Krystallandet. Selvom vandet ikke var særlig appetitligt, hjalp det alligevel på smerterne i hendes hals. Vejret var måske fredeligt, men tørsten gjorde Azhaennas tunge tyk i sin mund, og hver gang hun sank føltes det som om hun havde slugt glasskår. Lige nu gik hun med en klippevæg på den ene side, og en afgrund på den anden, der førte ned til havet langt under hende. Så meget vand og det kunne ikke drikkes. Solen fik det til at glimte lystigt, og Azhaenna havde lyst til at springe ud fra klippen og ned i det kølige vand. De mange klipper på bunden, der helt sikkert ville slå hende til fars fik hende dog til at holde sig et godt stykke væk fra kanten.

Mysteriepakken var begravet dybt i Azhaennas taske, der hang over hendes ene skulder. Stroppen fra den gnavede i hendes bare skulder, og hun var igang med at flytte den, da hun hørte den første lyd i lang tid, der ikke var vind eller fuglefløjt. Hun hørte en hest. Det kunne være en vild hest, men hun regnede helt ærligt ikke med at finde dem her blandt klipperne, kun bevokset med små, vindblæste træer.
Hun var fanget mellem klippen og havet. Der var ingen stor sten hun kunne springe om bag og ingen grotte hun kunne gemme sig i. I stedet for at fortsætte og risikere at hvem end der kom fangede hende med rykken til, stillede hun sig ind til siden med den ene hånd på sit korte sværd og den anden på tasken med pakken, og ventede.

De nåede langt om længe op i klipperne. Ikke fordi at Nao forventede at møde nogle heroppe, det ville være et sjældent syn, men det var vejen de skulle forbi for at komme videre på deres færd. Om han ville vende hjem eller kører videre på rygtet var et stort spørgsmål i hans hoved, men han kunne næste ikke vende hjem uden noget mere. Sveden var tung under hans rustning og alt hans tøj. Han kunne mærke hvordan hans inderste trøje næsten var drivende. Men han måtte holde ud indtil at han ville ramme stranden og derfra kunne tage en svømme tur. 
Hans vandskind var næsten tomt da han tog det op til hans mund for at få endnu en tår af vandet. Det var ikke andet end et par dråber som ramte hans tørre tunge. Det var ikke det bedste der kunne ske for ham. Han havde en meget lang tur foran sig, så han måtte skynde sig. Han regnede ikke med at skulle ende sine dage oppe i klipperne.

Hestens tunge skridt skrabede næsten hen af de løst sten og den hårde undergrund. Der var ikke meget plads mellem dem, klippe væggen og ikke mindst afgrunden som førte ned til havet. De fik begge et chok da de nåede omkring et sving. En person, en kvinde, stop presset op ad den hårde klippe væg. Nao måtte berolige sin hest efter chokket, "Woow. Rolig nu, ven" Han klappede den på halsen og fik den langsomt kørt ned til et behageligt humør. Han kiggede nysgerrigt på kvinden, "Hvad laver De helt her oppe?" Han spørgende blik kørte op og ned ad hende. Hun lignede en person som levede af være rundt omkring, en rejseende måske? Men det var muligt at hun måske kunne fortælle noget, som alle de andre ikke havde fortalt.

Azhaenna kunne ikke undgå at skule til rytteren, der dukkede op på stien bag hende. Hun havde nydt stilheden og ensomheden, og så kom der en ridder og ødelagde det hele. En lysets ridder, endda. Azhaenna strammede ubevidst grebet om sin taske med sin dyrebare last. Eller den var dyrebar til en eller anden i hvert fald.
Ridderen så ikke just ud som om han var komfortabel. Det kunne umuligt være rart at være spærret inde i en rustning, mens solen gjorde sit bedste for at svitse hele Krystallandet af. Azhaenna havde haft det for varmt i sin jakke, og det gik først op for hende nu at hendes ryg ikke var dækket af beskyttende stof. Hun følte sig sårbar og hendes hjerne begyndte automatisk at komme op med forskellige flugtruter, hvis manden skulle angribe. Hun var størst sandsynligt højere og havde mere kropsmasse end ham - det var svært at se siden han sad på en hest, og var indhyllet i metal, - så hun ville måske kunne smide ham ud fra klipperne, hvis han altså ikke stangede hende med sit sværd først.

Hun rettede sig op til sin fulde højde ved hans spørgsmål, og prøvede at se så stolt ud som muligt, som om hun havde kontrol over situationen. Effekten blev dog ødelagt lidt af at hendes øjne panisk hoppede fra det ene sted til det andet. 'Hvad jeg laver her er ikke for Deres ører. Siden hvornår er Lysets Riddere blevet brugt som landevejsvagter?' Hun tilføjede det sidste uden at tænke sig om, men reagerede i stedet for på vreden over ikke at kunne finde et sted at være alene. Hendes tanker hvilede kort på sidste gang hun mødte nogen et sted de ikke burde være, og kunne ikke holde grimassen der var en blanding af frygt og vrede fra sit ansigt.

Han kunne selvfølgelig godt forstå hendes ageren da han pludselig dukkede op på stien og udspurgte hende på den måde som han havde gjort og det havde selvfølgelig heller ikke været den smarteste måde at stikke til hende, på den måde. Han lagde mærke til hvordan hun holdt på hendes taske, det kunne selvfølgelige være ingen ting. "Du må undskylde min direktehed. Det er bestemt ikke fordi at jeg leger ladevejsvagt eller udspørger for sjov" Han steg af hesten og tøjlede den til det nærmeste sted, som lige så mest praktisk ud. Nao gik tættere mod kvinden, dog med langsomme skridt, han skulle ikke gøre situationen mere anspændt end den allerede var, og det havde gået noget stærkt.

"Jeg er her kun fordi at jeg er blevet sendt afsted af mine overordnede og leder efter en ting som er faldet i forkerte hænder og det er nu min opgave at få det tilbage" Sagde han bestemt og kiggede på kvinden. Han ville ikke afsløre for meget, for hvis hun vidste noget, så ville chancen for at han ville få det tilbage blive mindre.