Dagen var lige så stille ved at begynde, og Elasha og hendes Morv Nelia var ude i skovens dyb for at finde urter. Elasha havde sin bue og pile med vis hun nu blev angrebet. hun gik med ansigtet mod jorden og så efter planter. hendes Morvs hvide propiller så rundt og stoppede op og fik synet af noget. Elasha så på Nelia og gik over til hende og så den vej hun såog fik øje på en plante Elasha var ved at løbe tør for. hun skyndte sig over til den og plukkede nogle blade. hvor efter hun lagde dem i sin pose hun havde med til plante urter.
Elasha kom videre ind i skoven med Nelia vis rubin røde sten i panden lyste klart i solens stråler. hendes 2 haler slog i hver sin retning til den fik øje på magiske planter. Elasha fulgte hende igennem skoven og fik øje på en plante der forbyggede blindhed. men man skulle nødigt tage for meget af dens saft i øjnene for så blev man blind. en dråbe var nok. Elasha lagde sin bue ned og begyndte at hive nogle frø ud af den så hun kunne plante dem der hjemme. måske det kunne hjælpe hendes gamle far.

Iyndaril kom gående langs en af de små stier, som rejsende havde dannet blot ved at traversere skoven. Hans blik gled rundt på hans omgivelser, som han altid var meget bevidst omkring, man kunne aldrig vide, hvad der gemte sig bag busk og kradt, men trods det bevægede han sig ikke rundt i Lindeskoven med sine våben fremme. Dette var Skovelvernes territorium og han vidste, hvor meget de passede på det og at de ofte patruljerede skovens områder, så stødte man på sådan en patrulje, var det om ikke at se farlig ud. Iyndaril, der selv var elver, godt nok Bjerg-elver, havde aldrig haft problemer med patruljerne og sådan ville han gerne have det forblev. Længere fremme blev hans syn mødt af noget. Det var et dyr, en Morv så det ud til. Det var et sjældent dyr, da den ikke længere levede i naturen, men kun hos opdrættere og privat folk. Ikke lang tid efter at have spottet det flotte dyr, fik han øje på en elver pige, der gik ikke langt fra den og samlede ting op fra jorden. Hans gæt var, at hun var ude for at finde urter og andet, der kunne findes i skovbunden. Stille krøb han lidt sammen for at gøre sig mindre, så han nemmere kunne snige sig. Hans hænder greb fat i nogle grene på det nærmeste træ og derefter gik turen op i trækronen. De tætpakkede træer gjorde det muligt for ham at bevæge sig nærmere på hende, mens han stadig befandt sig i træernes mægtige kroner, der skjulte ham godt. Han var ikke ude på noget, men blot varsom. Nogle skovelvere kunne være nedladende og modbydelige, men han så dem stadig som sine artsfæller, selvom skovelverne typisk ikke returnerede den tanke. Han lagde mærke til, at hun havde en bue med og pile spottede han også, men trods det tænkte han ikke, at hun var farlig. Tværtimod, hans tanke gik mod, at det nok var til selvforsvar, han foretrak selv kun at handle i selvforsvar, når det gjaldt våben. Mussestille trak han sit skjold omme fra ryggen af, kun skjoldet, han ville være forberedt på, hvis nu han blev opdaget. Typisk ville folks umiddelbare reaktion, når de opdager, at nogen sidder i et træ og kigger på dem, være chok og højst sandsynligt et forsvarsangreb ud fra det chok. Blot reaktioner, vidste han, men han var forberedt. Han skulle ikke have flere uheld. Han undlod at afsløre sin position eller på anden måde tage kontakt, han skulle være sikker på, at hans tanker var rigtige, at hun var fredelig, før han gjorde noget. Hans dybblå øjne faldt igen på Morven, et yderst interessant dyr, som han aldrig havde haft så meget at gøre med, så han håbede, at dette var en chance for at kunne tage et nærmere kig på dem, det virkede trods alt til, at Morven ledsagede elverpigen.

Elasha havde lagt buen på jorden og blukkede roligt frøende og lagde den i en frøpose. hun tog fat i buen og rejste sig. "når skal vi se om vi kan finde nogle af de normale urter?" sagde Elasha til nelia der så på hende og nikkede. hun var en stor morv og moden. hun kunne sagens blive gravid vis Elasha ønskede det men det var ikke det hun havde tid til. hun hostede lidt og tog sig til munden. Nelia stoppede pludselig op og vippede med ørene. hun hørte noget.
Elasha så på hende og så rundt, der var da ikke nogle. hun tog en pil fra sin pille sæk, lagde den på buen og spændte den hun så rundt med sine grønne øjne og sigtede rundt om sig. Morven så op og fik øje på skoldet men det gjorde Elasha ikke. hun gik med musse skridt videre stadig med buen spændt. hun hørte noget. hun trak buen ud og sigtede da.... en kronhjort unge og sin mor hoppede ud fra nogle buske. Elasha tog pilen af og åndede lettet op. "nårh bare en kronhjorn og dets kid" sagde Elasha til Nelia der stadig så på mandens skjold. Elasha gik videre med buen løs. hun fik øje på en plante mod smerte og skyndte sig at tage nogle blade af og tog en i munden. hun havde dårligt imunforsvar men det vidste andre end hendes forældre og søskende kun. hun hadede det men ville ikke virke svag.
Elasha tyggede videre og hadede smagen af dette og efter 2 minutter spyttede hun massen ud. og gik videre. Morven løb over til hende og bed i hendes tøj. den ville ha hun så manden. men Elasha så ham ikke og klappede bare Nelia.

Iyndaril smilede let ved hendes kommentar om urterne, som han overhørte, hans gæt havde været rigtigt. Han fulgte hende med blikket, men skiftede hurtigt til morven, da den stoppede op. Igen dukkede et lille smil op på hans læber, da han var sikker på, at den nok havde fået færden af ham, eller hørt hans klatren i træet. Han kendte ikke så meget til dette smukke væsen og vidste ikke hverken hvor godt den så, hørte eller kunne lugte, og det fandt han interessant, ny viden var noget han elskede. Han kiggede igen på elverpigen, der trak både bue og pil, hvilket fik ham til at tro, at hun nu også havde opdaget ham, men da hun ikke kiggede på ham og istedet sigtede på en kronhjort og dens kid, lagde han hovedet på skrå, havde de ikke opdaget ham alligevel? Da han opdagede, at morven kiggede lige på ham, blev han atter overbevist om sin første tanke, det kloge væsen havde spottet ham. Elverpigen havde stadig ikke spottet ham, hvilket han konkluderede var mangel på militær træning. Med skjoldet atter på ryggen besluttede han sig for at kravle ned, hun virkede ikke farlig og dette kunne være en rig mulighed for at lære noget om morverne. Roligt begav han sig over imod dem for at give dem en chance for at opdage ham før, at han kom for tæt på.

Elasha så på Nelia der rejstede børster da manden kom tæt på. Elasha vendte sig stille om og så denne anden person. "så det var alsår ikke kronhjerten og kiddet du havde hørt" hviskede hun som hun så på manden. hun tog stramt om sin bue. hun ville ikke kunne nå at lade den og fyre en af mod ham før han var henne ved hende så vis hun skulle forsvare sig måtte hun bruge buen, som en stav. Elasha bed sig lidt i underlæben og så på ham.
"hvem er du? ven eller fjerde?" spurgte hun da hun så han kom nærmere. Nelia gik om bag Elasha og svang sine haler omkring Elashas ben så hun vidste det var hendes ejendel. selv om elasha jo var ejeren så så Nelia hende som sin ejendel. Elasha stilte sig fast på jorden og turde ikke bruge magi før hun var sikker på hvad hun skulle gøre eller sige hendes tøj var enkelt. det var en drangt der gik til lårne og et bælte hun kunne ha sine frøposer og bladposer i. hendes hår var løst og var samlet i ryggen så hendes øre kunne ses tydeligt.

Iyndaril stoppede idet morven rejste børster ad ham. Han rakte roligt sine hænder op, da han kunne se, at hun var klar med buen, hans intention var at vise, at han ikke ville gøre noget og ej heller havde våben i hænderne. Hans skjold sad på ryggen, hvor hans spyd normalg også ville befinde sig, men det efterlod han altid hjemme, når han skulle ind på skov-elvernes territorium, og længere nede på ryggen finder man hans to kortsværd, der sidder parralelt, med skafterne pegende ud fra hver hofte. Han befandt sig som altid i sit udstyr, der nok mest ville ligne noget en skov-elver havde på, dog var der stadig skind og fjer at spotte, udover bladene, og han lignede tydeligt en bjerg-elver, men det var nu det, der virkede bedst i hans vante omgivelser, som ikke længere var klipperne ud til havet. "Ven. Jeg vil dig intet ondt," sagde han og hans dybblå øjne rettede dig mod morven. "Det er et yderst fascinerende væsen, du har med dig. En morv, ikke sendt?" spurgte han, men rettede ikke sit blik imod elverpigen igen, hans blik, der viste hans nysgerrighed og fascination af væsenet, forblev på morven og et smil var at se på hans læber.

Elasha slappede lidt mere af i hænderne da han sagde ven og holdte hænderne oppe. men hun var nu stadig opmærksom på hans sværd. hun tog buen ned på jorden og så på ham. da han begyndte at tale om hendes morv så Elasha ned på Nelia og nussede den på hovedet. den var næsten en meter høj ómkring de 80 m så den var ikke lille. "jo en Morv, hun hedder Nelia" sagde Elasha som ikke vidste hvor fra han havde hørt om en morv for. hun havde kun fordi hun skulle bruge et væsen der kunne finde planter og urter til hendes samling og en morv var det perfekte dyr til det.
Elasha så på manden og lagde hovedet på skrå. "når men.... hvem er du?" han var ihvertfald ikke en skovelver, det var tydeligt at se på ham, men elver var han så han måtte være bjergelver. for mørkelver var han nok ikke. Elasha så på ham og så hvordan han stirrede på Nelia. var han ude på noget. ville han stjæle hendes morv?

Iyndaril sænkede roligt sine hænder igen, da hun tog buen ned på jorden igen, hvorefter han satte sig ned på hug. "Nelia," gentog han og nikkede let, som om han skrev det ind i hukommelsen et sted ved at gentage det. "Det er et flot navn. Betyder det noget?" Spurgte han og kiggede fra morven, til elverpigen, til morven igen. Han havde kun set meget få på afstand, da de ikke kunne findes i naturen og han sjældent begav sig ind til de mere befolkede områder, ellers havde han fundet enkelte sider om dem i diverse bøger. Han interesserede sig meget for dyr, da jagt var en stor del af bjergelvernes kultur, men et væsen som dette ville han dog aldrig jage. Der var klare retningslinjer i hans samfund om, hvordan tingene skulle fungere og hænge sammen. Alt drejede sig om balance og harmoni, ikke at jage det, der var truet eller beskadige områder. Da hun spurgte ham, hvem han var, rejste han sig op igen. Et lille smil gled over hans læber. Han var ikke altid så god til det med sociale normer eller at huske, hvad der var normalt at gøre i sociale sammenhænge, som at introducere sig selv først og den slags. "Undskyld, jeg glemmer mine manerer," sagde han og rystede let på hovedet af sig selv, de lange hvide lokker dansede fint i takt med bevægelsen, "jeg kunne simpelthen ikke undgå at blive så optaget af din flotte ledsager," fortsatte han med et smil og nikkede imod Nelia, som for at vise, at han refererede til hende. "Mit navn er Iyndaril, men folk plejer at kalde mig Randír." Han så på hende, stadig med smilet plantet over læberne. Forhåbentlig så hun ham ikke længere som en mulig trussel.

Nelia. ja betød det endelig noget. Elasha så på hende og tænkte sig om. "nej det tror jeg ikke. jeg faldt bare for navnet" sagde hun og så hvordan han var meget optaget af Nelia. hun vippede dog med ørene da han sagde hendes navn. hun forstod skam menneske og elver sprog. lige så godt som dyresprog. det var en speciel evne hendes krystal havde. Elashas blondte hår gik ned til hendes bryster nu hvor det var løst. hun så på ham som han rettede sig op. han virkede ufarlig. men man kunne aldrig være helt sikker. Nelia satte sig på jorden og vaskede sig stille og man kunne se hvordan dens krystal lyste når den blev vasket.
"jeg er Elasha. mine venner kalder med Ela, eller Lasha." sagde hun med et lille smil og så på nelia. hendes haler var stadig rundt om hendes ben. hun ville vist ikke slippe lige nu. en morv var sjælen. og ikke mange forstod at værdsætte dem da deres krystaller kunne være meget værdifulde.

Iyndaril nikkede forstående, da hun forklarede, at navnet ingen betydning havde. Hans blik hvilede på krystallen, der pyntede dyret, den var virkelig flot, især når den skiftede farve. Morven mindede ham meget om krystalkattene, som man også kunne finde i landet, da de begge var udsmykket med en krystal, krystalkatten havde dog kun en enkelt hale og var ikke lige så stor - ej heller var den lige så flot og pæn, hvis man spurgte Iyndaril. Gad vide, hvad det egentligt var der gjorde, at den kunne skifte farve på krystallen. Måske var det magi? Måske en uforklarlig biologisk process? "En fornøjelse af møde dig, Elasha, og dig, Nelia," sagde han venligt, hans blik glidende fra den ene til den anden, og han bukkede så let for dem. Iyndaril havde mange spørgsmål vedrørende morven, han var generelt en meget nysgerrig person, der sjældent kunne holde igen for fristelserne om at få stillet sin nysgerrighed. Livet var en jagt på visdom, hvis Iyndaril skulle give sit gæt på, hvad meningen med livet var. Han håbede at hun kunne besvare hans spørgsmål, han vidste næsten ikke noget værre end ikke at kunne få svar på et spørgsmål. "Hun passer godt på dig, men du burde lytte bedre til hende. Hun havde spottet mig allerede før, at du rettede din pil imod kronhjorten," forklarede han, hans dybblå øjne hvilede på Elasha, et smil var at se på hans læber. "Hvad spiser sådan nogle egentligt?", fortsatte han og kunne ikke længere holde sin nysgerrighed på plads, hvilket betød, at han nok snart ville komme med en hel række spørgsmål. Efter spørgsmålet kiggede han ned på sit bælte, hvor en pose og tre små tasker var spændt fast. "Jeg mener, at jeg havde noget.." Resten af sætningen forsvandt ud i noget mumlen, mens han mærkede på posen og de små bæltetasker.

Elasha så på ham da han sagde det var e fornøjelse at møde dem. men da han så pludselig sprang ud i at elasha skulle tage at lytte til Nelia så hun ned på hende der bare sad helt selvtilfreds. "ja det burde jeg. men jeg er ikke den med mest forstand på omverden. så Nelia hjælper mig tit." Elasha vidste ikke helt hvorfor men manden virkede alsår mere intrasseret i Nelia end i Elasha. måske hun bare skulle få ham til at tale med Nelia i stedet for hende. de kunne jo nemt forstå menneske og elver sprog takket være krystalen.
da han så kom med sit spørgsmål så Elasha ned på Nelia "jo hun spiser meget urter hun selv finder eller kød hun selv nedlægger. men hun for nogle gange grønt af mig. selv om hun ikke er så meget for det." Elasha satte sig ned på hug og nussede Nelia da manden begyndte på at sige noget men gik over i mumlen og det forstod Elasha alsår slet ikke noget af, " undskyld, hvad sagde du. du mumlede lidt der"

"Det gør hun også godt, kan jeg forstå," sagde han imens han nikkede smilende. "Hvordan har du egentligt fået hende? Så vidt jeg ved, så er de yderst sjældne. De findes vidst ikke rigtigt i naturen længere og kan kun fås gennem opdrættere, er det korrekt?" spurgte han nysgerrigt og så på Elasha med sit altid glade udtryk. 
Han havde selv overvejet at anskaffe sig en følgesvend i form af et dyr, måske en fugl af en art, så kunne han flyve rundt sammen med den, når han var i sin sølvdjal-form og mødet med morven og Elasha gjorde ham kun mere overbevist om, at det var en god idé. "Hun fik i hvert fald øje på mig og det synes jeg selv er godt klaret," sagde han og atter kunne man høre hans klukkende latter. Han snørede posen op og stak sin hånd ned i, rodede lidt rundt, hvorefter han trak en lille håndfuld nødder op fra posen. "Nødder," svarede han bare og rakte hånden let frem og viste nødderne i sin flade hånd. "Jeg ved ikke om, det er noget for en morv, men ellers må du også gerne få nogle," tilbød han venligt og sendte hende et smil. 

Elasha så på ham da han spurgte ind til hvordan hun fik sin morv. "det var igennem en opdrætter mine forældre kendte, der fik jeg Nelia som har hjulpet mig meget med min... øhm..... urtesamling" hun ville ikke lige sige sandheden om at det ikke var en urtesamling hun mente men sin sygdom. hun var meget syg og detfor var en morv god. hun så på ham da han sagde nelia havde opdaget ham og hun sad helt selvglad ved siden af Elasha og var ret stolt. da han så tog nogle nødder frem så Nelia nysgerigt på hans hånd. hun havde aldrig fået nødder da Elasha ikke havde nødde planter i sin have.
nelia bevægede næsen for at snyssede til nødderne.  hun flyttede sig over mod manden og så på hans hånd med sine store øjne.  Elasha smilte til Nelia da hun gik mod ham. "tror gerne hun vil se hvad det er, hun virker ihvertfald nysgerig" sagde Elasha da hun så hvordan nelia gik på sine katteaftige poter.

//out gammel tråd.