Det var langt fra alle af Mørkets tilhængere, der var tilfredse med det nye opholdssted. De fremmede bjerge kastede mørke skygger over fæstningens mure, og selv at trække vejret her føltes anderledes: luften var på en eller anden måde tungere.
Og så var der kedsomheden. Siden kampen mod Lyset havde det meste af hæren ikke haft gøremål: der havde været mindre missioner i det nye land, hvor man forsøgte at enten bekæmpe eller overtale grupper af dæmoner, sortelvere eller orker til at slutte sig til hæren. Mange af sådanne grupper var søgt inden for Kzar Moras mure efter portens åbning: de var ikke velkomne i resten af landet og ofte jaget af Lyset.

Denne dag var en stor del af fæstningens beboere samlet i riddersalen over et måltid, som sædvanlig serveret af de slaver, Mørket holdt. Der var en mumlen af stemmer og mange kastede dystre blikke mod Mørkets Lord, der sad ubevægelig i sin tronstol. Bag ham lurede de tre skygger, der efterhånden sjældent forlod hans side: ærkedæmonerne, der engang havde hersket over Kzar Mora, og som nu var i Lord Sabbatins tjeneste.
Slavebåndet mellem herre og dæmon var ikke uden bekostninger for Mørkets Lord. Han lignede efterhånden en skygge af sig selv, og det sled hårdt på ham at holde ærkedæmonerne under kontrol. De var alle søskende, og han havde en tydelig fornemmelse af, at især de to ældste: Abraxas og Eisheth ville sende ham tilbage til dødsriget, hvis de fik den mindste chance for det. Den tredje og yngre ærkedæmon, Merihem, havde ofte følt sig holdt tilbage af sine søskende, og var for Mørkets Lord en anelse nemmere at have med at gøre.

Dørene til Riddersalen gik op og en lille flok af Mørkets Krigere kom gående ind. Mellem dem hang en ubevægelig mandeskikkelse iført en rimelig ødelagt uniform, som man dog stadig kunne se, bar Lysets farver. Der gik en ivrig mumlen gennem flokken af forsamlede, som krigerne lod den bevidstløse skikkelse falde ned på gulvet.
"Vi fandt denne spion tæt ved grænsen til Kzar Mora." Lød det hæst fra en af krigerne. Alles ansigter var nu vendt mod Mørkets Lord: ville han lade spionen overgå til torturmesteren, eller havde han andre, ubehagelige planer for manden?
Mørkets Lord rejste sig langsomt. Han var klar over, at hans støtter kedede sig gevaldigt herinde på borgen, og deres nye fange ville være en god mulighed for at skabe lidt midlertidig adspredelse - omend kun for en kort tid. "Dem, der har lyst, kan 'lege' lidt med ham først. Bare efterlad ham nogenlunde i live .. vi får måske brug for at afhøre ham senere."  Han vendte sig om og forlod salen efterfulgt af ærkedæmonerne. Flere af de forsamlede rejste sig ivrigt og en kriger tømte sit krus ud over den bevidstløse skikkelse, der spruttede og langsomt kom til sig selv. Det ville næppe blive en behagelig aften for den tilfangetagne..

Hvis man er en del af Mørkets Hær, er man velkommen til at skrive en reaktion i tråden eller skrive videre på den.

Den summende uro blandt Mørkets tilhængere over at være lukket inde i Kzar Mora, havde i længere tid været let at se, det var ikke noget Xeranithez tog sig yderligere af, han havde selv mest brugt tiden på at finde nye fremmede planter og eksperimentere med deres safter på rotter, og år rotterne ikke var nok; på sig selv.

Den seneste havde haft en dyssende effekt, fulgt af en lammelse der først stilnede af flere timer senere. Det var efterdønningerne af seneste forsøg på dosen der gjorde at sortelveren var lidt mere knotten denne aften end han ellers var, i et ansigt der ellers altid var ulæseligt. Gnavent skar han af sin bøf og lod bidden ind i munden mens han observerede de andre i salen, alt fra slaverne til ridderne til krigerne til selv de tre ærkedæmoner og Mørkets Lord.
Om end Herren ikke viste ydre tegn på svaghed, fornemmede sortelveren at der var noget ved hans herre der ikke var helt så stærkt som før... Auraen måske? Om end dæmonerne gjorde sit for at give et frygtindgydende førstehåndsindtryk, var det som om auraen alligevel var svækket betydeligt under dem.
Han rystede tanken af sig, hvis Mørkets Lord var ved at tage livet af sig selv ved at forsøge at vise si så frygtindgydende som muligt, stod det ikke til Xeranithez at spille puttehønemor overfor hans herre. En sådan opførsel ville i værste tilfælde få ham til at ende som en bunke aske på gulvet, hvilket han selv for alt i verden ville undgå. Så hellere tjene så godt som muligt.

Blikket gled automatisk over til døren idet et par krigere kom slæbende med en mand der så en smule mørbanket ud. Lysets farver var tydelig at se på den slatne krops beskidte gevandter hvilket igen fik sortelveren til at vende blikket imod sin herre, allerede nu var bestikket lagt ned ved siden af tallerkenen. En kort, knapt synlig nikken gik imod Mørkets Lord. Han forstod skam godt hentydningen, men ventede selv til Mørkets Lord havde forladt riddersalen, til selv at rejse sig op og tage den resterende bøf med sig ud gennem væggen, ned mod kælderen hvor ha ville planlægge og mentalt gennemgå den kommende udspørgelses sektion.. Hvis folkene i salen da kunne holde sig fra at ødelægge ham helt og aldeles.