Krapylet inspicerede sit håndvæk. Krystaltræerne, der før havde stået og rakt nok så smukt mod himlen var blevet forvandlede, forvredne, forvrænget i fantastiske former under hans nådesløse næver. Sammenflettet, snoet i et høj hæk af morderiske spidser og klinger- uvelkommende, unaturlige, uhyrlige, uigennemtrængelige. Skovbunden mellem træerne var nu dækket af af nælder, bjørneklo, efeu og det der var værre. Og først da han havde sikret at hele lunden nu var indhegn, havde han gået til værks med den flok skovvæsner der havde været hurtige ude og forsøgt at bosætte sig. Den lille flok satyrer havde været så fulde at det havde været let at slagte dem, alferne havde vist sig lidt større af et problem men han havde en håndfuld af sin herskerindes andre slaver med og intet underslap Krystalskoven - selv ikke deres skrig.
Og hvor hans efterhånden ganske samvittighed ville have skreget og grædt, kunne den korrupterede kæmpe ikke lade være med at føle en vis.. glæde. Ikke bare over at få lov til at bruge sine evner til fulde, og at arbejde med et så fantastisk materiale som de træer der også havde været specielle da han var ung, men også fordi at han vidste at hans herskerinde ville være stolt af ham. Han gjorde en fejende bevægelse med armen, og hans hæk trak sig til side, med en elegance der stod i stærk kontrast til hans klodsede gestus.
Krapylet brummede og gik sin elskede Rak'sai i møde.

Det havde været intet mindre end en sand fryd for øjet at se hvad Krapyl havde formået på de få dage Rak'sai selv havde været væk. På trods af at hendes instrukser havde været simple og lette at fortolke havde den hærgede elver alligevel formået at fange havde hun havde i tankerne. Under normale omstændigheder havde Rak'sai på ingen mulig måde været så sløset og ufuldkommen med sine ord, hun var selv en mester i at sno og bøje ords meninger til hendes absolutte fordel, men Krapyl var ingen trussel, ikke længere, der var kun få gram trodsighed tilbage i kæmpen, der fik Rak'sais kropslige vært til at virke utrolig lille,
Den sorte løse kåbe som Rak'sai oftest befandt sig i slæbte kedeligt henover mosset i skovbunden, sugende alt fugt til sig og dermed gennemvæde klædet helt op til midten af skinnebenene, hun kendte efterhånden Kraplets evner godt, hun vidste hvad hun skulle træde i og ikke træde i for at undgå irritationer eller hindringer, men at se hvad han havde præsteret til fulde måtte hun indrømme, imponerede hende. Tænk hvad han havde været i stand til med sin frie vilje. Dæmonen skubbede kort underlæben ud til et tænksomt udtryk, det tragiske faktum ville sikkert være, at han havde siddet på en eller anden forfalden bjergtop og mediteret i århundrede som mange af de gamle tossede elvere ofte yndede.
En hæk ikke længere fremme blottede kort efter Krapylets enorme skikkelse, dette brast et stort veltilfredst rovdyrsmil på Rak'sais blåblege læber, ingen grund til at fremprovokere kropslige funktioner herude, herude i hendes rede.
"Jamen kæreste!"
Rak'sai slog armene ud som genkendte hun en gammel ven hun ikke havde set i flere år, over armen hang en kurv med hvad der forekom en masse pels, men hvis man kiggede nærmere var det blot døde harer.
"Du har da overgået dig selv!"
Det glubske smil Rak'sai normalt var umådelig dygtig til at gemme væk brast frem i et ualmindeligt tilfredst smil, hun havde mange slaver, men Krapylet var til dato hendes absolut mest vellykkede, højst sandsynligt fordi magien endnu flød stærkt i hans årer.
"Jeg tænkte at få bygget en hytte, måske noget lidt større, du ved jeg nyder en god bog, og en god bog er ingenlunde det samme i en våd skovbund. Bliver det for avantgarde?"
Rak'sai hævede spørgende øjenbrynene imod det store kræ, hun elskede at stille ham spørgsmål, det var hendes egen personlige fornøjelse at se den før så stolte elver virkelig vride sim hjerne for at komme frem med noget, hun måske ville finde acceptabelt.

Nogle dage var Krapylets sind et veritabelt palads, som han fik frit råderum i. I de situationer blomstrede han og udviste den opfindsomhed og knusende logik der havde tilladt ham at blive så gammel. På opgaver med mindre strenge krav, udfoldede han sig således til langt mere end blot den monstrøsitet de fleste så ham som. Men som alt andet i hans sørgelige eksistens var dette også underlagt hans lunefulde herskerinde, der oftere end ikke fratog ham det meste af hans mentale kapacitet og efterlod ham i mentalt bundet. Disse tanker var iøvrigt nogen han havde gjort sig i et af sine friere øjeblikke og var bestemt ikke så klart formuleret i det metaforiske bur der var hans sind. Han kunne fornemme et sted lå der potentialet til at give hende præcis hvad det var hun indirekte efterlyste, men siden hun ikke havde givet ham befalingen måtte han blive stående i stum, dum tavshed. Han kvalte et klynk.
Hun nød det, vidste han, den pokkers elskværdige dæmon med hendes fulde læber og kolde hjerte. At begrænse ham og danse i cirkler om ham med sine indviklede ord som han burde kunne. Han stirrede blankt på Rak'sai, det meste ansigtet utydeligt under de muterede gevækster, men hun kunne stadig læse hans øjne, så det nyttede ikke at forsøge at skjule sin frustration. Hun ventede på at han talte.
"..Nej." svarede han endelig, med en stemme der bestemt ikke stemte til den store, horrible krop. Hans egen oprindelige stemme. Den sidste rest af Tirnel hun havde efterladt; enten for at gøre ham mere behagelig at høre på eller for at torturere ham med hvad han havde mistet. Hvis hun dog bare ville bede ham om at gøre noget ved det.. Alt andet end.. dette.

Rak'sai godtede sig, hun lænede sig en kende tilbage i en afslappet kropsholdning, selvom denne gestus for dæmonen var komplet unødvendig, mens hun betragtede det store monstrøse væsen. De isblå øjne blev knebet en kende sammen som hun betragtede hans ører, der engang havde været lange og spidse, hvis man ikke anede at han engang havde været elver, ville man ikke kunne se det, ikke længere. Dæmonen spidsede de blåblege læber en kende, ikke rigtigt vidende med sig selv, om dette egentligt var tilfredsstillende for hendes værk. Når hytten var på plads måtte hun fikse nogle småting ked det store bæst.
Dæmonen holdt tålmodigt blikket fast på Krapylet, hun kunne godt se hans indre kamp, kampen med den elver han engang var, elveren som han måske, med et mirakel, kunne finde frem igen. Hun havde alligevel efterladt en smule af ham selv inderst inde, en del der endnu kunne vride og vende sig så tosset den orkede, men aldrig ville komme ud af Rak'sais jerngreb.
"Glimrende, så må du igang med det, når det sidste er på plads, jeg kunne ikke forstille mig, at det blev et problem for en som dig, med dine evner."
Kommentaren var en konstantering, ikke en forspørgsel, Rak'sai skævede henover landskabet, der skulle nok blive plads til en god hybel, uanset hvor lidt det passede hende at have brug for sådan en kunne hun ikke undgå, at hendes menneskelige vært blev irriteret og gennemkold af klimaet. Sikke begrænsninger de dødelige havde. HUn trak utilfredst på skuldrene.
"Nå min lille perle, se nu hvad jeg har med til dig, du skulle nødig svinde helt ind!" Rak'sai gik de sidste skridt imod bæstet, han tårnede sig op over hendes lille kurvede skikkelse med hans mange meter, af samme årsag hævede hun blikket en kende, inden hun trak to døde harer op ad kurven og rakte den frem imod hans klolignende hænder. Hvor lidt hun ville indrømme det ville hun være ked af at miste en tjener som Krapylet, og de levende havde brug for bestandig føde, en ting Rak'sai selv aldrig havde haft en behov for.
"Så, mangler du meget? Hvad med skovens andre beboer? Nogle problemer?"

Samme øjeblik som opgaven faldt, oplevede Krapylet en næsten orgasmisk bevidsthedsudvidelse og som det næsten altid var tilfældet, var hans første tanke hvor direkte udspekuleret en forbandelse der var lagt på ham, at den gjorde ham afhængig af at arbejde for hende, blot for de få øjeblikke hvor alting næsten hang sammen. Han overvejede hendes spørgsmål, dels ud af en syg loyalitet, dels fordi at han kunne. Hans mentale muskler længtes efter at blive spændt, og selvom at det ikke ligefrem var en opgave værdig til hans talent. Efter Rak'sai havde indset at en rest af hans stolthed forblev trods alt hun gjorde, havde hun taget en anden tilgang og forvdrejet og forskruet den indtil han var stolt af at være hendes dygtigste tjener.
"Træ. Sten. Søm." Remsede han op. Han vidste ikke præcist hvad hun forventede at at han byggede, det skulle nok komme undervejs, men han vidste at de her krystaltræer, om end både smukke, dødelige og sylbolsk relevante, ikke ville udgøre en god bolig ultimativt. Der var også problemet med dragerne, der havde vist sig svære at finde. Han havde stadig en klar fornemmelse af at de var der, men for enorme ildspydende dyr var de overraskende diskrete. Det følte han dog ikke noget behov for at dele med hende, før hun..
Rak'sais sidste spørgsmål tvang ordene over hans læber før han nåede at tænke over dem:
"Drager. Væk."

Rak'sai beskuede fæstningen, imponeret, det va rhun bestemt, nogle gange kunne hun længtes efter at have kræfter som væsener som Krapylet besad, det måtte være fantastisk at kunne manipulere sine omgivelser til de blev som man ville have dem, men som mange andre dæmoner var hun desværre kun velsignet med sin korrupte magi og selvfølgelig sine evner til at kunne -tage- hvad hun ville fra andre. Et øjeblik ængdes hun efter at lade sine hænder stryge over nogle af de smukke planter, men det ville med sikkerhed medføre en skrækkelig irritation for hendes menneskeligt vært, tvingende hende til at forlade denne i flere timer og det havde hun bestemt ikke tid til.
Dæmonen studsede kort over den forhenværende elvers mumlen, han var måske ikke så dum som man skulle tro, hun vidste, at inderst inde vred og vendte Tirniel sig i et ønske om blot at få lov til at dø, men i hans situation, med sin races gave om evigt liv, var der lange udsigter.
"Husk at spise, din uforskammethed brænder mig, kan du nu ikke længere sige tak? Er der virkelig heller ikke høflighed tilbage?"
Rak'sai krængede overlæben tilbage i en grimasse, som tydede på, at der lynhurtigt kunne komme fare på færde, han fik ikke lov til at sulte sig ihjel, han kunne tro nej, slet ikke nu, hvor hun havde anstrengt sig til at skaffe ham hare at spise.
"Eller er du interresseret i at vi opdrager lidt mere på dig?"
Dæmonen hævede øjenbrynene imod kæmpen i en advarende mine, inden hun slog blikket over på hvad hun forestillede sig ville blive hendes hybel på et tidspunkt, herude hvor hun havde fred og plads, dette sted som skulle blive hendes.
I en doven kattelignende bevægelse trådte hun tættere på Krapylet, inden hun langsomt strøg ham over det deforme ansigt, ned langs kinden, inden hun greb fat i hans hage i et bestemt ryk.
"Der er drager her, jeg fornemmer du ikke har kigget godt nok og du vil finde dem til mig, er det forstået?

Når man snakkede om Krapylet var det nødvendigt at forstå at enhver beskrivelse af hans tankegang var og blev heftigt oversat. Størstedelen af de impulser der løb igennem det heftigt mishandlede hoved, havde slet ingen sproglig parallel. De var reaktioner indtrænet med både tålmodighed og slående brutalitet. Der var ikke særlig meget hverken vilje eller selvindsigt tilbage i den deforme kæmpe, men slavepersonaen var stadig bygget på et fundament af gammel, intelligent elver og af og til skete det at han demonstrerede overraskende elementer af forståelse.
Lige denne instans var dog ikke en af dem. Han havde, ironisk nok, ikke taget imod kaniner ud af intet andet end loyalitet. Tidligere havde han bevidst misforstået hende eller krævet at hun aktiverede de mentale lænker ud af had eller rebelskhed, men i hvert fald sidstnævnte var siden forsvundet og når han nu gjorde sine små meningsløse opgør, var det udelukkende fordi hun mistænkte ham hvis han ikke gjorde. Han havde aldrig overvejet at hun ville forstå det som endnu et forsøg på at dræbe sig selv.. Mest fordi han aldrig rigtig overvejede i det hele taget. Hans øjne blev dog store da opdragelsen blev bragt op og et ufrivilligt klynk forlod den store skikkelse. Han nikkede energisk og desperat før han med skælvende hænder tog imod de døde dyr og drejede kroppen væk fra sin herskerinde så hun ikke behøvede se på ham mens han fortærede dem råt.