Natten havde lagt sig over landet og ligeså over havet. Havet omkring Smaragdøen var grønligt og det kunne af og til føles helt elektrisk, på grund af al den magi der gemte sig i øen. I de lette bølger var der ikke meget at se, men skulle man være så heldig at befinde sig nær kysten ved øen ville man måske kunne fange et glimt af en hale af og til.  Under de mørke, grønne vande bevægede der sig et væsen, der ej hørte til ved overfladen. Skællet, fiske hale og overkroppen af en kvinde bevægede sig smidig og stærk under vandet i hendes egen verden. Rhaenys var kommet op fra dybet, men hun søgte ej efter noget bestemt, blot lidt fred til at mindes de dage, hvor alt var godt og ingen monstre eksisterede. Nu mindes hun monstrene hver gang hun lagde sine rødorange øjne på hendes søsters ansigt og hale.. Havkvinden slog et slag med halen, den sendte hende rundt i en kolbøtte og hun skød op af vandet. Himmelen var mørk og dækket af skyer, så hendes blege overkrop var synlig, men ikke helt så synlig, som når månens lys blev reflekteret af hendes skæl og grålige hud. Hun så sig kort omkring, inden hendes øjne fangede nogle lavt liggende klipper ved kysten af øen. Hun dykkede under vandets overflade og svømmede over til disse, hvor hun gled op på en der lå lige under vandet, hun hvilede hendes underarme og ryggen mod det næste stykke klipper, der nærmest formede et trappe trin videre op. De smukke, dybe, lava øjne studerede skyernes vandring. Hendes mørke hår lå over hendes skuldre og skjulte det meste af hendes brystparti og de adskillige halssmykker, der var fyldt med muslinger, farverige sten og guld. Vandet gik hende op til brystkassens start og gjorde, at hun stadig kunne trække vejret uden problemer. Mindet om alle de gange hende og Lyra havde lagt på klipperne i dybet sneg sig ind på hende og lyden af havets musik fik hende til let at plaske med den ene hale spids i en rytmisk takt, inden lette toner forlod hendes fyldige læber. Hendes sang var fyldt med mystikken der lå omkring havets dybder og ligeså øen her, men den var også en anelse bedrøvet..

//Det gør ikke noget:D
Havkvinden med den rustrøde hale var tabt i sine egne tanker for en god rum tid og opfattede ej tilstedeværelsen af en anden skabning, før en lyd ramte hendes skarpe øre. Hendes feminine hoved med de høje kindben blev vendt mod den fremmede lyd i det en stemme lød. De orangerøde øjne var store som tekopper, som hun betragtede landkrabben der var dækket i tøj fra top til tå. Se, dét vat ikke noget man så hverdag.. Hendes øjne løb kort over den fremmede, inden de søgte til klipperne hun sad på. Intet våben, intet spyd, intet. Rhaenys tog mandens næste ord, som en advarsel og vendte sig blot mod ham og hvilede på en arm, mens den anden fandt en kant under vandet og var klar til at skubbe hende tilbage i havets mørke vande. Hun betragtede ham, som han stod der med sin bue og pil. Nærmest som om han allerede havde sluppet pilen og den sad i hendes bryst og sugede livet ud af hende.. Hun var for det meste, den der havde overhånden, når det kom til hendes møder med disse mennesker, men ikke i aften.. Stilheden var knusende og først nu valgte hun at svare den fremmedes spørgsmål, om hvad hun fortog sig. Selvom det var så latterligt tydeligt, så skulle hun nok forklare, det unge menneske, hvad musik var.. "Jeg sang, men hvis det virkeligt lød så forfærdeligt, så kunne du blot sige det.. " Hun lød en smule fornærmet, men ellers var det en stemme der tydeligt bar præg af, at hun ikke var vant til at tale menneskernes sprog, udover det bar hendes stemme en mystisk, men blød tone. Hun sagde ikke mere, hun ville ikke risikere at han slap pilen og hun havde presset citronen nok allerede.. Nu var det op til ham, om han ville lade hende leve eller om hun skulle forsøge at skubbe sig fra land i sådan en fart, at hun ville bryde en eller anden rekord..