Oppe under det gyldne tag, på det grandiose teater i midtbyen, ligger Clements værelse. Når man når op ad de mange trappetrin og gennem den store mahogni dør, træder man ind i et kæmpe rum, med store træbjælker under taget og søjler rundt omkring i rummet. I den bageste del af rummet, finder man gamle rekvisitter og kasser fyldt med kostumer. I den forreste del har Clement indrettet sit eget lille hjem. Rummet er, trods dens størrelse, velbelyst af små skrå vinduer. Gulvet er en smule slidt og knirker, og rundt omkring står der store spejle med blåt stof svunget over sig. Midt i rummet er der placeret en himmelseng, med silke sengetøj, og puder i massevis. Over himmelsengen er der et tag af sort stof, med hvide stjerner, og i hvert hjørne af sengen er der træstænger indgraveret med sjove figurer. Der er et skrin med alle hans ejendele og et langbord med stearinlys i midten.


Døren går op, og ind træder primadonnaen. Den store og forunderlige Clement! Han grynter og bander over de uendelige mange trapper, som han har måtte bestige for at komme op til han rum, lige under det store gyldne tag af teateret.

Han havde brugt et par lange timer på at indstudere det nye stykke, som havde premiere om en lille uge. Teatersæsonen skulle skydes i gang med manér. Alle indbyggere i midtbyen forventede intet mindre end det spektakulære. Alle: mændene på gulvet, kvinderne i galleriet, de adelige og de rige i logerne samt præsterne og de intellektuelle i det øverste galleri. Selve Dronningen ville være der til at indvi sæsonen. Tanke mylderet trætter ham. Hvert år havde han kastet sig ud i det med den selvtillid, som han flere år lange erfaring med at spille og instruere for krystalisianerne havde givet ham. Clement er tæt, og hans hoved fyldt med sætninger og overvejelser over stykket. Han lader sig dratte ned, med hoved først, på sin himmelseng, og forsvinder i de dusin puder, som ligger spredt omkring. Han forvandler sig til en ræv, og smutter ud af den svedige skjorte og de varme bukser. Poterne føles tunge, og efter en lille spurt rundt i sengen, finder han den helt rigtige pude. Den lille ræv formår at kæmpe sig op på toppen af puden, snurrer rundt et par gange, inden den træt dratter om. Halen er svøbt om den, således at man kun kan ane de strittende øre, alt andet er bare en pelsklump.

Det tidlige morgenlys stråler ind over sengen og fanger spidserne af Clements ildrøde hår, mens han sover. De bløde, røde – med en anelse af hvide strejf- gløder som rødguld, som er det oplyst indefra. Højst sandsynligt fra alle de brilliante idéer, der danser rundt i hans hoved. Hans smukke ansigt er begravet blandt de snesvis af puder i alskens farver. Dynen ligger draperet hen over ham fra hofte til lår, så hans solbrune ben og ryg kan ses, som han ligger der i den stilling, han er faldt i søvn i aftenen forinden.

Små utilfredse knurren og brummelyde bliver halvkvalt i puderne. Halen er den første del af ham, der springer liv i. Den iøjnefaldende lange, pjusket hale logrer fra side til side, selvom dens ejermand ikke er synderlig enig med den. Clement får omsider kæmpet sig ud af sengen, pisket frem af hans tørst og sult. Ræven strækker søvnen ud af sin muskuløse krop, der vidner om det hårde fysiske liv i teateret. Med en stor kraftanstrengelse forlader han sin varme – åh så bløde – seng. Halen bliver slæbt henover gulvet, som han ugideligt går over til sit bad, med et håndklæde smidt skødesløst over ryggen.

Langt om længe går døren op til Clements ydmyge tagværelse. Synet er godt for øjet og sød omgivet af sød musik. Clement er høj og flot, med sit røde hår strøget tilbage i en skinnende frisure. Han er slank og velproportioneret i hans sorte, skræddersyet jakkesæt og elegante, himmelblå skjorte, og hans knapper er gyldne og glimter vulgært. Han er syndigts sexet og overvældende flot i sit jakkesæt.

Han føler sig rastløs, en smule usikker. At distrahere sig selv med arbejde – at se konkrete fremskridt på et af de projekter, som han havde personligt ansvar for – ville berolige ham. Derfor vender han næsen mod den store, tomme teatersal. Krigen afholdt folk fra at komme, og de fleste af hans skuespiller crew er endnu ikke hjemvendt fra deres gemmesteder. Så ræven sætter sig midt på scenen, med benene svunget ud over kanten, og med en sandwich mellem sine hænder. Blikket stirrer længselsfuldt ud på de tomme sæder.