Sarghos var tydeligvis i forfald. Vagter var på gaderne og kiggede altid rundt på de forskellige landsbyboer, der bøjede sig i støvet og gjorde deres for, at overleve dagen og natten i byen. Et sted var en vagt godt i gang med, at straffe en lille dreng for, at have stjålet mad fra borgen. Men før han nåede længere, var Hakims store gruppe nået til byen og havde med magt tiltvunget sig adgang. Hakim havde fået lidt over halvdelen af byen over på sin side, ved at love dem, at der var lys for enden af tunnellen. Og nu var han her, i spidsen af sit folk. Cate stod ved siden af ham og bag ham stod Torak, vred som altid, og Stygg med et iskoldt og beregnende blik. Resten af hans lejesoldater var der også, og Nia var også med. Det var trods alt hende, der var roden til alt dette røre. Det var hende, der havde skaffet Hakim den hjælp, han havde haft brug for. Og da han marcherede gennem byens gader, så han godt vagten med håndøksen hævet over drengens hånd. "Lad ham gå," beordrede Hakim koldt. Toraks store økse var truende nok til, at vagten forføjede sig.

Snart var de ved borgen, hvor Cregan, Nias kontakt, havde sørget for, at dørene var åbne. Hakim stillede ikke spørgsmål til det, og marcherede blot gennem byen, til han kom til audienssalen, hvor Ikar sad, fed og klam som altid. Hakim trådte hen til mandens trone, og stirrede koldt op på ham. "Før jeg får dig dræbt for dine ugerninger mod Sarghos og Rubinien, vil jeg blot vide... Hvorfor, Ikar? Var det ikke nok, at være en del af en rig familie? Var det ikke nok, at du engang havde en far der holdt af dig? At jeg hellere end gerne ville have trådt af, hvis du havde spurgt?" Spurgte Hakim roligt, mens han så på sin broder, der blot sendte et foragteligt blik tilbage.
"Du var altid den bedste, Hakim! Men du får mig ikke, jeg har magten her! Et vink fra mig, og du, og alle dine mænd vil dø!"
Det var præcis som Hakim havde regnet med. Han smilede bedrøvet, kiggede en enkelt gang på sin broder, før hans blik landede på Nia. Der var mere håb i hans øjne, da han så hende. Og da hans blik vendtes tilbage til Ikar, stod hadet ud af det. "Ingen vil nogen sinde kalde mig for en familiemorder, Ikar. Vi har beviserne for dine ordrer, på at faders liv skulle blive taget. Du har gjort for store ugerninger mod Rubinien til, at jeg kan tillade dig leve. Men i det mindste er jeg en retfærdig mand. Jeg vil ikke lade dig gå din død i møde under flere måneders tortur. Nej. Det er kun dig, der er så stort et monster, broder," og med de ord, vendte Hakim ryggen til, og nærmest synkront, fløj en pil ned fra loftsbjælkerne og landede i hjertet på Ikar. Den fedladne mand døde på stedet, og som folk kiggede på pilen, kunne en rose ses fra skaftet. Skyggeridderne havde gjort deres del. Og nu kunne Sarghos igen blive en god handelsby. For første gang længe, kunne arvtageren, nu lord'en af Sarghos, smile oprigtigt.