En kølig forårsvind ramte den vandrende lige i nakken, men han gøs ikke spor, for kulden var kærkommen. Solen bagte ned på hans mørke hår, der lige nu føltes, som om det havde samme temperatur som et ildsted; han var begyndt at spekulere på, om han mon kunne stege sin morgenmad oven på sit hoved. Han følte mest af alt for at stoppe op og finde et sted i skyggen, hvor han kunne lade de omtrent ti graders varme, vejret havde at byde på, krybe ind under hans kappe og køle ham ned. Tanken blev dog hurtigt skubbet af vejen til fordel for bekymringen for, at hans forfølgere så ville hale ind på ham. Han kunne ikke stoppe op nu.

Hvad Kieren fortrød allermest lige nu var, at han ikke havde fået sin hest med sig. Han havde haft tøjlet den til et hegn udenfor en lille kro, hvor han havde måtte efterlade den, da han pludselig var blevet genkendt af to mænd, og derfor måtte stikke af på må og få. Nu var det eneste, han kunne tænke på, hvor lidt flugttid han egentligt ville have spildt på at springe op på hesten og stikke af på ryggen af den. Det havde været langt mere praktisk, men det havde han selvfølgelig ikke tænkt over i sin på det tidspunkt panikslagne tilstand.
Han fnøs. Valget om at efterlade hesten havde kun gjort hans situation værre, for det tog ham dobbelt så lang tid at bevæge sig af sted på gåben og han blev nødt til at risikere sit liv senere på dagen for at vove sig ind i byen igen og hente hesten. Han kunne ikke efterlade stakkels Adagio alene, selvom han ikke et sekund var i tvivl om, at nogen hurtigt ville falde for den sorte hingst og give den et nyt hjem.

Han lod sin tommelfinger flugte arret, der prydede hans venstre kind, før han vendte sig om og lod sit blik søge ud imod horisonten. Den flade landevej gav ham frit udsyn, og så vidt han kunne konkludere, lod det til, at han havde tabt sine forfølgere.
Udmattet dumpede han ned for foden af et træ. De bladeløse grene bredte sig flere meter over hans hoved og bød ikke på meget skygge. Han sukkede dybt og lænede sig tilbage op af stammen. Tørsten kradsede i hans hals, og han kunne mærke, hvordan hans tørre tunge nærmest klistrede fast til hans gane, hver gang han lukkede munden. Hvem der dog bare havde en kop vand lige nu...

Torfinn havde sovet i skoven i et par dagen. Han holdt lav profil for tiden. Torfinn havde netop drukket sin morgenmad, en ordenlig omgang vin, som han havde hjulpet sig til fra en meget uheldig købmand. Det morede Torfinn hvordan han kunne jage bytte på to forskellige sider: Enten gik han dybere i skoven og jagede dyr og proviant, eller også gik han imod landevejen hvor han jagede mennesker og proviant. Torfinn var usikker på hvilken af de to der var nemmest. Han klaskede sig på kinderne for at vågne op og bevægede sig så roligt og lydløst imod landevejen, inde fra skoven. Her stod han snart i skovens udkant, med udsigt over de åbne vidter. Han betragtede roligt hvordan folkene passede til den ene og anden side. Med dybe indåndinger sad Torfinn og slappede af, imens han ventede på en åbning. Den kom ganske hurtigt.

Torfinn betragtede hvordan en forfjamsket ung mand kom ned af vejen. Torfinn sad fint placeret i skyggen imellem flere træer, og burde næsten være usynlig fra vejen. Hans øjne fulgte manden der virkede til, at spejde efter nogen - dog ikke fra hvor han var på vej han, men hvor han kom fra, altså løb eller skjulte manden sig fra noget. Idéelt. Torfinn smilede glubsk for sig selv, imens han fandt sin bue frem fra ryggen og en pil fra koggeret. Torfinn skulle til at sende en af sted, da den unge mand fandt sig til rette under et træ i stedet. Han spejdede i begge retninger af landevejen - der var ikke umiddelbart nogen, men den unge mand havde jo gjort det klart, at der ville komme nogen efter han, tænkte Torfinn. Han kendte kun paranoiaen når man var forfulgt, alt for godt. Torfinn slikkede på sin ene pegefinger og trådte frem fra træerne. Han holdte fingeren op og bestemte hurtigt vinden, inden han spændte en pil for strengen og sendte den imod den unge mand. Pilen ville lande i jorden lige for fødderne af ham. Torfinn spændte øjeblikkeligt en pil mere for buen, og bevægede sig årvågent ned imod manden under træet. Det var dog så kedeligt, når man ikke havde nogen menneskelig interaktion særlig ofte, hvordan Torfinn havde tænkt sig, at han vel kunne tale lidt med manden - og så måtte deres møde jo ende som de nu engang gjorde.

"Ingen pludselige bevægelser!" kommanderede han højt med en morgensprød stemme. Torfinn tænkte, om den unge mand mon ville tro han var en af hans forfølgere? Torfinn kom da hurtigt frem til, at det ville gøre deres møde endnu sjovere.

Træt, udmattet og med en voksende trang til at døse hen så Kieren slet ikke pilen, der susede igennem luften med en svirpende lyd. Først da den landede solidt lige foran snuden på hans ene læderstøvle, reagerede han; han sprang på benene og skulle lige til at sætte i løb imod skoven, da en mandstemme fik ham til at fryse på stedet.
Det var slut nu. Hans forfølgere havde indhentet ham, og intet forhindrede dem i at dræbe ham på stedet og indløse den dusør, der var sat på hans hoved. Hans hjerte galoperede af sted bag hans ribben, alt imens hans blik fór rundt, desperat søgende efter en flugtvej. Den eneste umiddelbare mulighed han havde, var at løbe ind i skoven og håbe på, at træerne ville kunne skærme imod hans forfølgers pile. Det krævede bare, at han først slap forbi manden.

Han drejede sig omkring, langsomt, for som fyren med buen havde sagt, ingen pludselig bevægelser, og lod sit blik glide over den fremmede. Han konstaterede hurtigt at manden, der måtte være en god portion år ældre end ham selv, ikke var en af de to, der havde opdaget ham på værtshuset. Muligheden for, at han stod i ledtog med de to fra før, kunne Kieren dog ikke afslå.
Den unge mørkhårede behøvede blot at kaste ét blik på den fremmedes holdning og sigte for at kunne konstatere, at han var en fornem skytte. Sikkert bedre end Kieren selv endda, der bestemt heller ikke var værst. En tanke slog ham pludselig, og han bandede for sig selv inde i sit hoved. Hans bue! Den havde han selvfølgelig også glemt, da han var flygtet af sted fra værtshuset.

Han overvejede sine muligheder. Den fremmede kunne have betragtet ham længe og måtte på givne tidspunkt have gættet sig til, at Kieren var på flugt, hvis han da havde set, hvordan den unge mand havde kastet vagtsomme blikke over skuldren og hastet af sted. En ting manden dog ikke ville kunne gætte sig til, var, hvad det præcis var, Kieren var på flugt fra - medmindre han stod i ledtog med de to mænd fra værtshuset, selvfølgelig. Det var der kun en måde at finde ud af på.

"Hvad vil du mig?" spurgte han med hævet stemme.

Torfinn betragtede varsomt den unge mand, som han kom på benene og rettede sin opmærksomhed i Torfinns retning. Den unge mand så en smule lurvet ud, selvom et eller andet var galt; Torfinn kunne ikke helt sætte finger på hvad. Manden havde nok ikke meget der var værd, at stjæle - men sådan kunne man jo være uheldig nogle gange, at løbe ind i folk der ville stjæle fra én alligevel. Torfinn holdt buen fast rettet imod manden, så han ikke fik nogle sjove idéer.

"Hvem er efter dig?" spurgte Torfinn, efter at have ignoreret den unge mands spørgsmål. Han havde buen, han stillede spørgsmålene. Måske den unge fløs kunne indbringe et portion mønter. Torfinn sænkede øjenbrynene - kunne han overhovedet indkassere den slags nu? "Det er sgu for risikabelt" tænkte han til sig selv. "Hvad har du på dig?" spurgte han derfor hurtigt igen, "Mønt? Smykker? Eller er du en fandens uduelig vagabond?" han gik nærmere og nærmere, med buen spændt med en pil klar. "Og lyv nu ikke, jeg kan jo fint selv se efter" tilføjede han og snortede så indad, inden han sendte en velvoksen snotklat imod jorden og så smilede et stort tandsmil i den unge mands retning, med tungen presset ud mellem tænderne i overmunden, hvor der skulle have siddet en fortand.

Torfinn tænkte, at hvis den unge mand, som han vurderede til at være i begyndelsen af tyverne, overlod ham hans værdigenstande, så kunne han vel ligeså godt bare lade ham gå. Han så sgu noget skvattet ud, alligevel, og havde hverken fedt eller muskler på kroppen. Ingen grund til at dræbe folk som ham, han repræsenterede alligevel ikke hvad Torfinn hadede. Buen var dog stadig klar i hånden, da Torfinn fortsat ikke var sikker på hvad manden ville finde på - og alle de der magiske evner, de var ikke til at løbe om hjørner med.

Den fremmede valgte at overhøre Kierens spørgsmål, men det gjorde ikke den unge mand noget, for han havde fået sit svar nu. At manden valgte at spørge, hvem der var efter ham, gjorde det straks klart for ham, at denne ikke stod i ledtog med hans forfølgere.
Næsten helt afslappet sænkede Kieren sine skuldre; et lettet smil trak i hans mundvige, men han bekæmpede det med den største selvbeherskelse. Fyren ville nok glo noget dumt, hvis hans offer pludselig begyndte at stå og smile som en anden tumpe.

"Så vidt jeg kan se, er det kun dig," forsøgte Kieren kækt at svare igen. Han vidste dog godt, at den fremmede ikke ville tro på ham. Det var alt for tydeligt, at han netop havde flygtet for sit liv. Sveddråber dryppede fra hans pande og paranoiaen sad dybt i hans bevægelser, hver gang han skævede ned af landevejen.
Da den fremmede sendte en snotklat direkte ned i jorden, gøs Kieren. På trods af, at han efterhånden havde levet næsten et år på landevejene iblandt tiggere, tyve og gamle, lugtende vagabonder - nogle af dem havde så stærk en dunst, at Kieren var begyndt at spekulere på, om dele af deres krop mon var ved at rådne bort inde bag deres skidne klæder - havde han stadig ikke vænnet sig til deres, i hans øjne, ekstremt stødende adfærd. De var som dyr til tider. Han kunne på ingen måde slippe den forfængelighed, der fulgte med livet iblandt samfundets højeste; det kunne tydeligt ses på hans hullede klæder, der ikke var præget af en eneste beskidt plet, eftersom han ihærdigt forsøgte at holde dem så rene som muligt. Det gjorde helt ondt i hans forkælede rigmandshjerte, hver dag han måtte vågne op og imødegå uhøflighed og mangel på etikette. Han savnede sit gamle liv af hele sit hjerte, men han vidste også, at dette var hans liv nu.
Og mistænkelige bueskytter med alt for mange spørgsmål var åbenbart en del af det.

Manden spurgte efter værdigenstande, og Kieren kunne med det samme mærke, hvordan irritationen fyldte ham. Hvad bildte han sig dog ind? Så det ikke ud som om, at Kieren havde andre ting at bekymre sig om? Det sidste, han behøvede lige nu, var at blive bestjålet.

"Hvad med, at du starter med at sænke den bue der?" spurgte han med mild irritation i stemmen. "Jeg har intet til overs for idiotiske tiggere som dig. Jeg har vigtigere ting at se til."
Og som han sagde det, spejdede han ned af landevejen. Det var kun et spørgsmål om tid, før de ville hale ind på ham. Han begyndte at føle sig mere og mere presset. Han havde ikke lang tid igen, og bueskytten havde selvfølgelig valgt at fryse ham fast lige der, hvor han var til frit skue for alle landevejens rejsende.

Torfinn fortrak ikke en mine, da manden svarede på hans første spørgsmål. Det var en klar løgn og Torfinn var sikker på, at manden nok skulle komme på andre tanker. Han betragtede fortsat den unge mand imens han var usikker på hvad han skulle mene om ham. Det var ikke sært, at manden løj - for det gjorde de fleste der havde noget at flygte fra, Torfinn inklusiv; men det var bare et eller anden over ham, som Torfinn stadig ikke kunne sætte sin finger på. Måske det var hans tøj der, omend det var hullet, virkede nærmest nyvasket. En underlig kombination. Torfinn betragtede landskabet i alle retning foruden skoven bag ham, som han stadig langsomt og roligt kom nærmere den unge mand. Der var ikke nogen i udsyn, ikke endnu. Da den unge mand talte igen, denne gang med samme indbildte vigtighed, selvfedme og arrogance, gav det Torfinn et sug i maven og han spærrede øjnene op.

"Tiggere, si'r du?" spurgte Torfinn først retorisk og slog en tør latter op, der snart blev til en let hoste. Han måtte have noget mere at drikke. Torfinn standsede - kun omkring ti meter imellem ham og den unge mand nu. Vinden lagde sig en smule et øjeblik, og Torfinn vendte buen imod himlen, næsten lodret, og sendte en pil afsted. Et trick som Torfinn havde øvet i årevis, indtil han havde fået helt styr på det. Han trak øjeblikkeligt endnu en pil og satte for buens streng, igen rettet imod den unge mand. "Hvis jeg var dig, så ville jeg sgu lette røven, flabede røvsvin". Vinden ville måske skyde pilen en lille smule ud af kurs, men den ville stadig lande lige omkring hvor den unge mand stod - eller havde stået, da Torfinn havde affyret.

"Find nu værdigenstande frem, ikke?"

Fra samme retning som den unge mand var kommet, kom da et par mænd til syne - måske samme mænd som den unge mand flygtede fra? Torfinn skævede lidt i deres retning. Det var oplagt, at han måtte vælge side, her. Enten sendte han i pil i den irriterende unge mands bryst, eller også de to mænd. Han kunne selvfølgelig også bare angribe alle sammen. Torfinn sænkede, hvorom alting var, i hvert fald sin bue en lille smule. Det kunne jo også være, at det var tilfældige rejsende - man vidste aldrig. Torfinns blik veg dog ikke meget fra den unge mand, så han vidste, at han stadig var under opsyn. At han ikke skulle løbe nogle vejne. Torfinn skulle bare have skudt ham, da han stadig havde chancen.

"Dine venner?" spurgte han lavmælt.

Afstanden imellem Kieren og den fremmede blev stadig mindre og mindre. Desværre sørgede manden for hele tiden at have skoven i ryggen, hvilket Kieren bestemt ikke brød sig om. Træerne var hans eneste mulighed for at flygte derfra, men det krævede, at han fik veget sig udenom sin tilfangetager - det føltes det i hvert fald, som om den fremmede var lige nu, sådan som han sørgede for at holde Kieren frosset lige på stedet.

Den tørre latter, den fremmede slog op, gjorde det tydeligt for Kieren, at manden havde lige så meget brug for et krus vand som ham selv. Enten det eller også var fyrens stemme blevet udelagt efter mange års druk. Det skulle ikke undre Kieren; den letteste måde at holde sig varm på igennem de kolde nætter på landevejen var trods alt med lidt alkohol i blodet. Det havde han efterhånden erfaret selv. Han håbede bare, at det ikke en dag tog overhånd og han endte som en af de gamle vagabonder, han til tider stødte på, omvandrede lig med døde blik og intet andet mål i livet end at nå frem til det næste værtshus.

Den fremmede skød sin pil af sted, og Kieren fulgte den med blikket, så langt han kunne. Han kendte godt det trick; hvis manden havde mestret det, hvilket aldrig var lykkedes Kieren selv, ville pilen ramme ham oppefra i løbet af sekunder.
Nu da den fremmede ligefrem bad ham om at flytte sig, så kunne Kieren kun så én mulighed, nemlig at rykke sig tættere på skoven. Han hoppede flere skridt til siden, alt imens han skuede efter pilen, og var nu kun få meter fra skoven. Det eneste, han behøvede at gøre, var at sætte i løb... Seks eller syv lange skridt burde kunne gøre det.
Men nej. Manden havde endnu engang spændt en bue for sin pil. Kieren bandede lavmælt for sig selv. Hvad var hans problem?

"Jeg har virkelig ikke tid til-..."
Hans sætning blev skåret af, da han hørte stemmer bagude og fik øje på to mænd på landevejen. Satans også. Heldigvis lod det til, at bueskytten nu havde fattet Kierens situation, for han sænkede sin bue. Da han spurgte, om det var den unge mands venner, kunne Kieren dog have bidt hovedet af ham.

"De er bestemt ikke mine venner," kom det fnysende fra ham. Han bed sig i læben, skævede ned af vejen, og kiggede derefter på bueskytten. Satans, satans, satans. "Hør, jeg ved jo godt, at du ikke er dum. Hvis du hjælper mig ud af denne her knibe, så skal du nok få alle de værdigenstande, jeg ejer."
Manden lignede én, der kunne et par tricks eller to. Kieren gættede på, at han måtte være jæger - buen var vel ikke kun til at true tilfældige forbipasserende med - så han vidste garanteret, hvordan man kunne gemme sig i skoven og slette sine spor og alle den slags smarte ting, Kieren ville havde lært, hvis ikke han var vokset op som en møgforkælet rigmandsunge.

Torfinn slikkede sig om munden og fugtede sine læber, imens den unge man reagerede. Det forekom ganske naturligt, at manden ville væk fra den åbne vej og ind i skovens skjul. Torfinn fik et smil på læberne, da manden tydeligvis var ganske oprørt - og de to mænd der i raskt tempo kom nærmere, åbenlyst var hans forfølgere. Torfinn mærkere hvordan den unge mand appellerede til ham, "Du er jo ikke dum", havde han sagt. Torfinn mærkede helt ind i sjælen hvordan den unge mand tydeligvis kom fra en anden klasse end ham selv, eller også var en af de der bildte sig ind, at de havde en medfødt sølvtunge. Det ændrede ikke på, at han havde efterfulgt hvad Torfinn opfattede som en kolossal sviner, med ord som Torfinn kun hilste alt for velkomne. "Hvis du røvrender mig på en eller anden måde her," svarede han først og så den unge mand dybt i øjnene, "Så finder jeg dig og fodrer dig dine egne indvolde, forstået?" og med dét sagt, så betragtede Torfinn det som en aftale. De to mænd så ikke videre farlige ud i hans øjne - et par typer, som sikkert kunne forcere sig adgang inde i byerne og generelt være på tværs, men de var ingenting for ham. Ikke rigtigt hårde.

"Spil med" sagde han bare til den unge mand, lavmælt, og sænkede sin bue yderligere. De to mænd var inden for ørevidte. Torfinn hævede en hånd til hilsen i deres retning. "I er efter svinet her, ikk'?" spurgte han og gik et par skridt tilbage som for at invitere mændene nærmere den unge mand. "Han var igang med en eller anden lortehistorie..." fortsatte han og rystede på hovedet. "Se bare på ham, sikke en idiot, ikk'? Står og steger i solen som en anden narrøv" Torfinn lo da hånligt af den unge mand. Det var ikke svært at sælge historien når hans tilsvininger var så oprigtigt dybfølte.

"Gi'r det en skilling at bringe ham til jer?" spurgte han med hævede øjenbryn. Torfinn kendte umiddelbart mændenes type, men den slags kunne til tider overraske alligevel. Der var allerede en plan for enhver slags uanset - selvom "planerne" var ganske ensformige. Torfinn håbede inderligt, at de to mænd også ville vise sig at være kraftidiotier, der ville tage ham for en vagabond eller ussel jæger. Måske de endda ville true ham, inden de tog imod den unge mand. Det bedste ville være, at alle spor ville føre til den unge mand. Særligt de to mænd: Et par store, fede, røde spor. Medmindre Torfinn hjalp lidt til, tænkte han. Mon den unge mand havde den fjerneste idé om, hvad han havde indvilligt i? Torfinn kendte kun én måde at arbejde på, én måde at løse problemer. Han snortede og spyttede imod jorden imens han betragtede de to mænds påklædning og udrustning.

Den andens trussel fik Kieren til at rulle med øjnene. Så finder jeg dig... Hvad var chancen for, at han nogensinde ville slippe væk fra den anden mand, hvis han da skulle finde på at stikke af? Fyren var udstyret med en bue og pile, for helvede. Kieren ville højst kunne nå at sno sig om et træ eller to, før han faldt død om med en pil lige i ryggen.

Han bed sig hårdt i kinden, da de to mænd nærmere sig. På trods af, at den fremmede havde indvilliget i at hjælpe ham - han gik da ud fra, at de var blevet enige - kunne han mærke, hvordan hans hjerte galloperede af sted. Det faldt ham allermest naturligt at tage benene over nakken og stikke af imellem træerne, men det lod til, at den fremmede havde andre planer. Selvfølgelig; hvis de valgte at flygte, ville han blot fremstå som Kierens medsammensvorne.

Det lod til, at skuespil var vejen frem, selvom den fremmedes spillestil bekymrede Kieren em anelse. Han kunne på ingen måde regne ud, hvor fyren ville hen af, og han begyndte helt at frygte, at manden måske hellere ville tage imod de to mænds betaling fremfor hans. Han havde trods alt ikke alverdens rigdomme at byde på.
Blodet piblede nu ud fra indersiden af hans kind, som han uden at bemærke det havde bidt hul i. Den metalliske smag bredte sig på hans tunge, men det var heldigvis ikke noget, de andre tilstedeværende kunne se; for dem holdt han ansigtet stramt selvom han en enkelt gang virkelig måtte beherske sig for ikke at fnyse over bueskyttens fornærmelser. Han gav den sandelig los, og Kieren var ikke et sekund i tvivl om, at hvert eneste ord kom lige fra hjertet af.

"Øh bøh..."
De to mænd kiggede på hinanden og forvirringen var let at sporre i deres ansigter. Det var så tydeligt, at bueskytten ikke havde været en del af deres plan. Deres plan var simpel: Fang Kieren, udlever ham og drik hele dusøren op, men lige pludselig var der en eller anden tumpe, der valgte at blande sig.
Det lod til, at mændene valgte at antage bueskytten som værende det, Kieren også havde gættet på, at han var: En vagabond. Eller i hvert fald en jæger, der var selvforsynende og aldrig havde set skyggen af en guldmønt. Den ene mand stak hånden ned i sin lomme og fiskede en sølvmønt op, som han kastede imod bueskytten.

"Her er til aftensmaden, og pis så af med dig, din forpestede tiggergris," lød det fra den allermest bredskuldrede af de to mænd. Han havde sort hår, der groede i en krans omkring hans skaldede isse. Han sendte en spytklat i jorden, der landede ikke langt fra sølvmønten. Han regnede vel med, at bueskytten ville blive så begejstret for synet af sølv, at han hellere end gerne kravlede rundt i andres mundvand for at få lidt penge til føden.
Kieren sendte sin medsammensvorne et blik, der talte sit tydelige sprog. Og hvad så nu?

Torfinn mærkede hvordan en sten faldt fra hjertet, da den ene af de to uslinger spyttede imod jorden, efter have smidt mønten i hans retning. Det var bare så meget bedre, når folk gjorde det nemmere. I et meget kort moment lukkede han øjnene og smilede ligeså sagte, inden han igen vågnede op til virkeligheden og sendte manden et stort smil, inden han spændte sin bue over ryggen. Den sorthårede førte åbenbart ordet, ham der tog beslutninger af de to. Torfinn bemærkede samtidig den unge mands blik - det rørte ham dog ikke. Han var blevet undervurderet og de to mænd havde ingen idé om hans daggerter, hvorfor han så åbenlyst havde fået sin bue af vejen. Nu var han bare endnu mere harmløs.

Torfinn bøjede knæene og rakte ned imod mønten på jorden med højre hånd, imens venstre søgte om på ryggen, bag kappen, i bæltet. "Så'r der sgu os' mad iaften" proklamerede han med påtaget glæde og fattede mønten med hånden. I samme bevægelse som han rettede sig op, så susede daggerten lige i halsen på den sorthårede, der øjeblikkeligt blev livløs, med spidsen på daggerten stikkende ud i nakken. Inden overraskelsen ved hans udfald havde lagt sig, så snurrede han om sig selv og sendte et knytnæve i tuden på den anden mand. Han ville skulle bruge for mange kræfter for at trække daggerten ud af den andens hals alligevel.
Ligesom den første sank om på jorden og hans tøj langsomt blev farvet rødt, så trak Torfinn sin anden daggert og skar i en flydende bevægelse den andens hals over. Knytnæven havde gjort ham paf og daggerten havde hurtigt afsluttet arbejdet. En bevægelse Torfinn tydeligvis kendte rent instinktivt og havde gjort en del gange før.

Den anden mand sank da også om på jorden. Torfinn kiggede nonchalant ned af landevejen i begge retninger - det lod stadig ikke til, at andre var på vej. Han bukkede sig så ned og tørrede sin daggert af i den sorthåredes ærme. "Hvad sir' du, døde svin?" spurgte han ud i luften og spyttede den livløse i ansigtet, inden han stak sin ene daggert i bæltet og så, med begge hænder, fik den anden trukket ud af mandens hals. Gurglende lyde kom fra den anden mand, som hans liv rindede ud. Torfinn rystede bare på hovedet og vendte sin opmærksomhed imod den unge mand.

"Problemet løst" erklærede han med et skuldertræk og tørrede så sin anden daggert i mandens andet ærme, inden han også hurtigt fik den tilbage i bæltet. "Du må hellere hjælpe mig med at få de to kødhoveder her ind i skoven, så ingen pludselig falder over os herude på vejen" bemærkede han. At jorden i nogle dage, indtil regnen vaskede det væk, ville være mærket, var fuldstændig ligemeget; det skete alligevel ofte i disse tider og var noget, som man bare måtte bære over med.

Med dét sagt, så Torfinn bare en smule afventende på den unge mand i et par sekunder, inden han upåvirket gik over hvor den unge mand før havde siddet og stået, og samlede sine pile sammen og fik dem i koggeret på ryggen. Nu havde han allerede så godt som aldrig været der. De to mænd skulle bare af vejen, endnu et problem med en let og simpel løsning.

Da bueskytten frivilligt knækkede i knæene og rakte frem imod mønterne, vidste Kieren, at han kunne stole på ham. Godt nok havde han kun kendt den fremmede i få minutters tid, men én ting havde han dog fået ud af deres korte bekendtskab: Jageren var en mand med stolthed, og han var typen, der aldrig i sit liv ville kravle rundt på jorden efter en sølle mønt, om han så var sultedøden nær. Ikke at han nogensinde ville havne i den situation, for Kieren gættede stærkt på, at hans bue ikke kun var til pynt. Det måtte være den, der skaffede ham de fleste måltider. Så meget nytte var Kierens egen bue ikke til; først og fremmest havde han den slet ikke på sig, og det dér med at jage var noget, han først skulle have lært sig.

En latter var lige ved at forlade Kierens mund, da da hørte bueskyttens ord. Han måtte bekæmpe en tvang til at slå hænderne op for munden for at skjule latteren, for enhver form for hurtig bevægelse ville uden tvivl få hans to forfølgere til at reagere med vold.
Sekundet efter - eller det var, hvad det føltes som, for alt skete så hurtigt - var jorden under dem farvet rød af de to mænds blod, der flød ud fra åbne sår i deres halse. Kieren gøs ved synet. Det var imponerende, det måtte han give den fremmede, men det var en temmelig opmærksomhedstiltrækkende scene, hvis nogen skulle komme forbi.

"Sådan kan man jo også løse sine problemer."
Et skævt smil trak alligevel i hans mundvige, da han mødte den anden mands blik. Lige nu var han ganske tilfreds med, at de var blevet afbrudt i deres lille fejde, for hvis manden havde valgt at ligge sig ud med ham, ville han ikke have haft en jordisk chance.

Ham betragtede den sidst faldne mand, der stadig gurglede løs. Et par sekunder til, og fyren ville være forblødt.
"Det er sgu nok en god idé," svarede Kieren, idet han gik hen imod den sorthårede mand, som han kunne konstatere var fuldkommen død. Liget var noget større end Kieren selv, der med sin underernærede krop ikke udgjorde den store trussel. Han fik lirket sine arme ind imellem mandens overkrop og hans arme, så han kunne slæbe ham af sted. Med et prøvende træk lagde han al vægten i og fik flyttet liget en halv meter, før han stoppede op. Til hans store rædsel bredte der sig et spor af blod efter liget, ikke ulig slimen efter en skovsnegl, og som bekendt var snegle ikke svære at få øje på. "Det var et imponerende nummer, du dér fremførte, det må jeg indrømme, men hvad nu med al blodet? Sæt nogen kommer forbi... Det vil ikke være svært at spore ligene."
Han skævede ned af landevejen og kunne konstatere, at der ikke var nogen rejsende på vej imod dem. Endnu.
"Vi må bare skynde os," mumlede han, lige så meget til sig selv som til den anden.

Torfinn betragtede en unge mand, som tog det ganske roligt, omstændigheder taget i betragtning. Måske han havde undervurderet den anden og han så indgående på ham, som for at finde et skår i overfladen, der kunne fortælle ham en historie om hvor og hvorfor. Han så ikke noget. Det var jo også en svær tid, måske den anden bare var endnu et produkt af sit miljø - sådan startede det jo for alle, og Torfinn tænkte bistert tilbage i tiden, til en tid hvor han stadig havde noget at leve for. Han blev momentært overvældet af aggressioner og vrede og gik med hurtige skridt hen til manden der stadig var i live, omend kun for en stund. "Hold din kæft dit uduelige svin!" råbte han ind i mandens ansigt, inden han satte en tommelfinger for hvert øje og pressede til. Manden forsøgte at skrige, men det var bare samme gurglende lyde, omend blodet sprøjtede en anelse mere kraftigt fra halsen. Det lød to umiskendelige plop, en lyd man aldrig havde hørt før men alligevel altid ville kunne genkende. En lyd der, når man havde hørt den, man aldrig ville glemme. Manden var død allerede inden Torfinn nåede sit mål, men det ændrede ikke på noget. Torfinn kom på benene og så fraværende i den unge mands retning.

"Blodet er pissehamrende ligegyldigt" erklærede han bare. "Og jeg kender området, skoven, ingen finder hverken de to idiotier her, eller os" tilføjede han derefter selvsikkert, henkastet, og greb fat i mandens skuldre og trak ham hurtigt afsted. Torfinn havde flyttet på livløse kroppe flere gange end han kunne huske, og manden var ikke synderligt tung - i modsætning til den sorthårede. Han stod snart ved træerne, hvor han ventede på den unge mand.

"Hvad hedder du?" spurgte han og stak en finger i næsen, fiskede en bussemand ud, som han betragtede og så knipsede ned på manden der lå for hans fødder. "Og få nu lidt fart på, ikk'? Folk kommer snart væltende" proklamerede han så, endelig fuldstændig nærværende igen, siden sit lille øje-stunt og sænkede øjenbrynene imens han så ned på den livløse på jorden. Det var nu forfriskende på en eller anden måde.

Når den unge mand engang kom over til ham, med den sorthårede på slæb, så ville Torfinn lede ham ind i skoven og så imod vest, hvor han ville stoppe og og delagtiggøre den anden i næste del af planen. Mændene skulle blive til dyrefoder og Torfinn vidste præcis hvordan. Det var let som en leg.

At dræbe et menneske var en sag, men at dræbe en mand på den mest modbydelige måde tænkeligt, dét var en helt anden sag. Kieren fulgte ud af øjenkrogen med, da manden gik hen til den ene af de to forfølgere, der stadig var i live. Han nåede lige at se mandens to tommelfingre nærme sig den anden mands øjenæbler, før han vendte hovedet bort og lukkede øjnene hårdt i, som om han på den måde kunne tvinge billedet ud af sit hoved. At slå hænderne op for ørene ville uden tvivl frempromokere en latter fra bueskyttens side af - for hvem, udover små børn, der troede at monsteret under sengen ikke kunne nå dem, hvis bare de ikke kunne høre det, gjorde den slags? - men han fortrød straks, at han ikke havde lukket lyden ude. De to plop, der fyldte stilheden, malede et tydeligt billedet i hans hoved af et sæt øjne, der forlod øjenhulerne.
Han gøs. Han havde som lille tit haft mareridt om at miste sine øjne på den ene eller anden måde, og selv nu frygtede han næsten mere end noget andet at miste synet. Han kunne undvære både hørelsen, sin tunge, en arm eller måske endda et ben, men uden evnen til at se ville han være helt fortabt.

Mandens stemme lød som en sang sendt fra himlen, da han med et par henkastede ord hev Kieren ud af hans mareridtstanker. Per automatik kiggede Kieren i mandens retning, hvilket han straks fortrød; ét blik på det øjenløse lig og han kunne mærke, hvordan det vendte sig i hans mave.

Han vendte hurtigt opmærksomheden tilbage på det andet lig, der nærmest så helt behageligt ud nu, på trods af det blodplettede tøj. I det mindste havde fyren stadig sine øjne.
"Derfor er der vel ingen grund til at svine yderligere," vrissede han og hentydede selvfølgelig til episoden med øjenene. Det var totalt unødvendigt - idioten ville være forblødt alligevel.

Han sukkede, da manden bad ham om at skynde sig. Han smøgede sine ærmer op og gav sig endnu engang i kast med at trække af sted med liget. Det gik noget langsommere end det gjorde for den anden, men snart stod de begge to inde i skoven under træerne.

Han slap liget og knækkede i ryggen. "Jeg hedder Kieren. Og du er...?" spurgte han sin redningsmand. Eller redningsmand var måske så meget sagt. Havde det ikke været fordi manden var stået i vejen for ham, havde han slet ikke havde brug for hans hjælp. Så var han sluppet væk for længst.

Han spejdede ind imellem træerne, der stod tæt. Der var rig mulighed for at gemme to lig her, men de kunne ikke bare lade dem ligge, som de var - så ville ligene rådne og stanken ville uden tvivl tiltrække en forbipasserende jager eller, hvis vinden blæste den rigtige vej, en af de rejsende ude på landevejen. "Hvor foreslår du så, at vi gør af dem her?" spurgte han og skubbede blidt til det ene lig, der svarede igen med at blævre ved hans berøring.