Alexander var på vej hjem. Han havde mødt to venlige sjæle længere oppe i norden, men han forventede ikke, at møde flere end dem på vejen ned gennem landet. Folk virkede generelt mistroiske og ville helst holde andre folk ude af deres liv, hvilket han ikke helt forstod, da han slet ikke var klar over, at landet var i krig. Han var på vej gennem mørkets skov, og havde i øjeblikket intet våben på sig ud over sine egne hænder og så sine telepatiske evner, der kunne afholde ham fra et par slåskampe, hvis det endelig skulle komme til den slags. Man vidste aldrig, hvad der kunne ske i mørkeskoven, den var kendt for et virvar af forskellige farlige væsner, der boede herinde. Det var ikke godt, at rejse igennem, men Alexander havde ikke det store valg. Han ville gerne være gået på vingerne, men han ville ikke ende med, at styrtdykke og brække et eller andet, fordi han ikke var vant til dem. Så det blev en meget lang gåtur fra norden til det centrale krystalland i stedet. Han skulle tilbage til hovedstaden.
Men på vejen var det bare lige den her skov, som han altid havde vidst, indebar farlige ting og folk. Da han hørte nogle mærkelige lyde, vidste han godt, at det derfor ikke nødvendigvis var godt, og han stivnede midt på vejen, klar på hvad som helst.

der var rigtig nok forskællige lyde som bevægede sig igennem den mørke skov, mest pga. de dyr og magiske væsner der nu levede der og i en længere distance kunne der høres ulve hylen.
Mellem de mange træer holde et par øjne øje med denne mystiske herre.
han var kommet lige en del for langt ind og hun ventede bare på at han trådte tættere på, et par skridt mere og hun var nød til at slå til og rigtig nok så kom han for langt og hun bevægede sig mellem træerne I hendes ulve form.

da manden stoppede var det hendes tegn til at hoppe frem og der stod nu en helt hvid ulv, med glødende røde øjne og med 3 haler foran ham ide den viste tænder og knurrede meget faretruende.

I dette stadie kunne hun ikke snakke, men det behøvede hun ikke, alt hun behøvede at se var hvordan den anden reagerede og det var ikke at gå længere ind i skoven som han var på vej.

ikke så langt derfra var der nemlig noget hemmeligt som hun havde lovet at beskytte og ville vig sit liv til bare for at holde andre uvelkommende gæster væk fra.

Han var ganske rigtig på den. En hvid ulv med røde øjne og tre haler dukkede pludselig op, knurrende i et faretruende tonefald med tænderne vist. Af mærkelige grunde, var han ikke synderligt bange for den. Hvis det endelig skulle gå helt galt, kunne han flyve væk. Han åbnede for sit sind, for at få adgang til dyrets. Normalt kunne han forholdsvist let manipulere med dyrs tanker, da de ikke var særlig sentiente, men denne ulv var meget anderledes.

Det viste sig, da han kunne mærke menneskelig tankegang. Tanken om at beskytte en hemmelig ting, ulven havde i sit territorie. Han var nu klar over, at dyret i hvert fald havde menneskelignende tankegang, og så kunne det måske være, at den forstod ham hvis han talte.

"Jeg ved godt, du ikke bare er en ulv. Jeg skal nok lade din hemmelighed være, men jeg er stadig nødt til at komme forbi for at komme hjem,"

forklarede han ulven. Han følte sig en smule dum ved, at tale til et dyr, selvom dyret nok var mere end det udgav sig for. Det ville stadig være svært at bortforklare, skulle andre folk dukke op lige nu og her.

Ulven knurrede fortsat, men stoppede kort ide hun hørte ham snakke til hende og først lagde hun hovedet lidt til siden, men fandt ud af at den anden sikkert havde en evne der gjorde han viste det så hun kunne ligeså godt smide sin forklædning.

Ulven bevægede sig ud til siden idet den langsomt fik menneskelig skikkelse og den bevægede sig bag et træ, ide hun kom frem i menneskelig skikkelse på den anden side af træet.
"jeg kan detsvære ikke lade dig passere, alfa hannen vil ikke blive særlig glad for det" sagde hun idet hun lænte sig op at et træ med armene over kors.

"og hvordan kan jeg vide at jeg kan stole på dig?" hun bevægede sig langsomt ud på vejen igen, stadig med hendes øre lagt lidt tilbage idet hun kiggede med et fast blik på den anden.
"du kunne jo være en snyder der var ude efter at tjene ekstra penge for en hobby's skyld"

hun havde før oplevede at lade tvivlen komme en til gode, der endte ud i et mindre blodbad indtil hun fik personen væk, det var en hård modstander, men hun giver ikke så let op mere, ikke efter hun er blevet stærkere.

Alexander kiggede efter ulven da den stoppede med at knurre og gik i skjul bag et træ. Kort efter lød en kvindestemme, der begyndte at spørge og generelt virkede mistroisk. Han var ikke overrasket over, at hun var dét, hun kendte ham trods alt ikke. Og han havde ikke rigtig noget bevis på, hvem han egentlig var. For snyder var han i dén grad ikke.

"Det kan du ikke. Lige som at jeg ikke kan vide, at jeg heller ikke kan stole på dig. Så vi er i lidt af et dilemma her, du vil gerne beskytte dit territorie og din hemmelighed og jeg vil blot gerne hjem,"

Forklarede han, stadig i et roligt toneleje. Der var ikke så meget han kunne gøre, hvis hun ikke lod sig overtale. Med mindre han valgte, at gøre brug af sine usikre vinger. Det havde han ikke helt lyst til. Så hellere blive ved med, at tale til ulvekvinden, til de kunne finde ud af et eller andet. En løsning af en art.

"Men jeg kan sige, at penge ikke er en nødvendighed for mig, Det har jeg ikke brug for, da jeg har rigeligt af det. Jeg er ingen tyv ej heller en bedrager. Men det kunne sagtens være en løgn, så du må bare vælge at tro mig eller lade være. Lige gyldigt hvad er det dén her vej jeg skal bruge,"

Han vidste ikke helt om det var nok, men det var da et forsøg værd. Dog blev han stående for nu. Det var bedst ikke, at træde steder, hvor man ikke måtte sætte sine fødder, og det her var tydeligvis ikke et sted man måtte sætte sine fødder.

den kvindelige ulv kneb øjnene sammen ide hun bevægede sig lidt tættere på den anden.
"du siger noget menneske... " hun stoppede op og gav ham et mindre elevator blik derefter tiltede hun sit hovede lidt til siden og havde stadig et mindre mistroisk blik i ansigtet.
"du giver nogle gode svar, det kan jeg godt lide så jeg vil give dig 2 valg."
hun stoppede kort idet hun løftede en finger.

"den første er at du vender tilbage og finder en anden vej...." hun løftede så en finger igen så der nu var to og smilte lidt lumsk idet hun blottede et par skarpe tænder.
"den anden er at du lader mig guide dig en anden rute igennem skoven her, bare du fortæller mig hvor du skal hen"

hun placerede kort en finger på den andens brystkasse som et mindre prik.
"så er det op til dig at vælge hvilken løsning du vil tage"

derefter lagde hun armene over kors og afventede den andens svar.

Det var næsten lige før Alexander skulle til at grine, da ulven kaldte ham menneske, men han holdt sin rolige facade, mens hun forklarede ham sine to valg. Han ville hellere end gerne følge hendes regler, men det var lige før han troede at hun ikke var klar over hvad, hun stod med. Det kunne godt være, at han ikke var den arrogante type, men for ham var respekt en meget vigtig ting, og at blive prikket i brystet af en vidt fremmed var, for ham et tegn på mangel af respekt. Det ville han ikke være med til.

"Det lyder som nogle udmærkede valg. Men først må jeg nævne nogle ting. For det første er jeg ikke et menneske," forklarede han, stadig roligt, mens hans blik faldt i hendes øjne og blev holdt der. At have øjenkontakt med en ulv betød, at man ikke viste sig underdanig. Alexander ville aldrig være underdanig for nogen som helst, så derfor var dette på en måde en stille udfordring.

"For det andet har jeg ikke rørt dig. Hvis du ønsker, at vi skal til det, er jeg ikke bare et simpelt individ du bare uden videre kan nedlægge som et bytte, ulv. Jeg er en kriger af eliten," han trådte et skridt bagud for at skabe afstand i tilfælde af, at ulven skulle blive aggressiv, hvorefter han spændte sin kappe op, så de store, hvide vinger blev synlige. Han ville ikke ses ned på. Det lå ikke til hans natur.

Hun mærkede blikket, blikket som tydeligt sagde han ikke ville vise sig underdanig og hun mærkede det tydeligt.
Hendes blik stirrede tilbage, men øjenkontakten blev brudt igen da han snakkede videre og bevægede sig et par skridt tilbage.

Det at han sagde han ikke var menneske, bekymrede hende lidt til at starte med og det hun ikke viste den anden særlig meget respekt, var noget hun ikke helt selv kunne lade sig gøre, både pga. det meste af hendes lov blandt ulve, og tidligere været slave for en herre hun hadet som pesten og det hjalp heller ikke at hun havde tilbragt flere år igen, i skovene hvor hendes indre vilddyr var sluppet løs.
I naturen var det den stærkeste der overlevede så det gik hun efter for det meste.

Da han endelig viste sine prægtige vinger frem, spærrede hun øjnene op idet hun trådte et skridt tilbage og hendes mund røg næsten åben idet hun blev overrasket.
han havde jo vinger, endda store og pæne vinger og hun var næsten helt målløs at hun knap kunne tale.

"waow.." var det eneste hun kunne komme med da hun var for optaget i at studere de mange hvide fjer.
hun havde altid syntes at vinger var meget fascinerende.

Vingerne havde den ønskede effekt, mere eller mindre, da ulvekvinden trådte bagud og stirrede målløst på hans vinger. Han følte, at de nu var på lige fod, hvilket var mere accepterende for hans vedkommende, at lod dem folde sig ind på hans ryg igen, mens hans strenge blik igen blev mildt og han smilede let til hende.

"Jeg vil gerne tage valget om at du guider mig gennem skoven. Jeg skal hurtigst muligt til hovedstaden og jeg har ekstremt travlt,"

Forklarede han hende, mens han samlede kappen op og fik dækket sine vinger til. Han håbede lidt, at ulvekvinden ville få fatningen tilbage om lidt, men valgte alligevel, at han gerne ville forklare hende præcist hvad han var, for at der ikke skulle være for megen forvirring.

"Jeg er genopstået og vil gerne tilbage til min familie - min flok. Jeg savner dem. Meget,"

Hun rystede lidt på hovedet for at komme til sig selv igen og viste egentlig ikke helt hvorfor hun reagerede lige sådan på det for hun havde jo set englevinger før, der var bare noget over dem der bare var så flot.

derefter fik hun igen øjenkontakt med den anden og slappede lidt mere af, ide hun stille nikkede til den anden.
"okay, bare følg mig så" hun endte med at smile tilbage til ham og startede med at gå.

"godt at jeg kender mange veje til Hovedstaden, så du skal nok komme frem" ved hende som guide, ville de ende med at gå uden om det hun ikke ville lade andre finde og det gjorde hende mere rolig i sindet at vide at de andre ville være i sikkerhed nu.

"jeg hedder forresten Foxy... og øhm.. undskyld min opførsel før, min høflighed er lidt rusten... beklager meget"
hun kløede sig lidt i det pjuskede hår imens de gik.

Alexander kunne føle sig meget mere rolig, da ulvekvinden indvilgede i, at guide ham videre og faktisk godt kendte vejen til hovedstaden. Det ville ordne sig. Godt. Han fulgte med hende, da hun begyndte at gå.
Kortefter præsenterede hun sig. Han smilede og ville have rystet hånd med hende, havde det ikke været fordi, han sagtens kunne mærke på hendes tankemønster, at hun ikke var lige som andre mennesker. Hun var langt mere feral, hvilket hun også undskyldte ham for.

"Det gør intet, det er kun naturligt, når man ikke taler så meget med mennesker. Jeg hedder Alexander,"

Han gav hende egentlig en mangelfuld præsentation, da han ikke ønskede at pådutte hende sin titel, der var langt højere, socialitetsmæssigt end hendes. Og som sagt ville han hellere være på ligefod end at han ville virke overlegen i forhold til hende. Det brød han sig ikke om.

"Er denne skov lige så farlig, som den plejede at være? Jeg har kun været her før når jeg skulle kæmpe mod mørkets krigere." Spurgte han ved pludselig indskydelse. Han var ikke glad for de krigere, det var dem der havde stået for hans død. Og det var dem, han stadig havde tænkt sig at kæmpe mod, den dag i dag.

Hendes øre bevægede sig lidt frem og tilbage da hun kunne høre næsten alle lydende omkring dem og nikkede til hans spørgsmål.

"Ja, skoven er fuld af fare som altid, også derfor jeg har i sinde at beskytte min familie, især fra mørkets krigere som du snakker om" hun sukkede kort.

"man skulle næsten tro de var ude efter min familie bare for sportens skyld og nogen gange vrimler det mere med dem en andre, dog er det nye sted gemt godt væk, men man kan aldrig være for, for sikker når det gælder at beskytte noget"
hun sendte den anden et lille smil og opdagede ikke i tide at der kom noget flyvende igennem luften.

Hun nåede kun lige at reagere på lyden, men før hun viste af det, havde hun fået et spyd igennem maven og var spiddet fast til et træ.
der kom en lyd af smerte fra hende da hun forsøgte at gribe fast i spyddet for at rive det løs, men det havde været et godt kast så hun sad godt fast til træet.

før de viste af dem var der et par mørkets krigere omkring dem.

Alexander lyttede tavs til Foxys forklaring omkring mørkets krigere, der uden videre jagtede hende og hendes flok for fornøjelsens skyld. Det lød som typiske mørkets krigere, og han kunne ikke tænke på andet end væmmelse, ved tanken om dem. Afsky og væmmelse.

Og bedst som de snakkede om solen, dukkede den op. Spyddet forskrækkede Alexander, der hurtigt tog et skridt tilbage, mens Foxy blev gennemboret og sad fast til et træ. Han havde selv oplevet en lignende skade kort før sin død og da krigerne dukkede op, var han årvågen og åbnede op til alle deres sind. Der var to af de fire krigere, der havde i sinde, at gå på ham, kunne han høre i deres tanker, og han var derfor forberedt på det. Han trådte til side, da den første stak sit sværd mod ham, og greb hurtigt fat i mandens hånd, kastede ham over sig. Da han nu havde et sværd, kunne han beskytte sig selv.

Men han var ikke hurtig nok til at afværge den anden der angreb og et sværd bed sig hurtigt fast i siden på ham. Med et mindre udbrud af smerte, vendte han sig hurtigt om og slog hans sværd væk fra sig selv. Den anden der var blevet væltet omkuld jog en kniv i hans lægmuskel og denne gang kunne han ikke undgå at ømme sig noget højere, da øjeblikkeligt vendte sværdet i hånden og hamrede det ned igennem ryggen på sin modstander der stadig lå ned og nu var meget stille. Han var ikke sikker på, hvad der foregik med Foxy og om hun var død eller ej, for de to andre var godt i gang med hende.

der løb blod ned fra hendes mund og det blødte også godt fra hendes mave,dog lukkede spydet for det værste blod og hun var stadig i live idet hun knurrede, da 2 krigere nærmede sig hende.

"fortæl os hvor dit lille skjulested er Ulv og vi vil måske skåne dig~" sagde den ene imens han greb fat i hendes hår og tvang hendes hovede tilbage og det førte til hun udbrød endnu en lyd af smerte.

"I....I vil ikke skåne n....noget" kom det fra hende og hun trampede hårdt ned på en af krigernes fødder så han gav slip i hendes hår, derefter fik han en knytnæve i ansigtet og hurtigt efter fik den anden samme tur.
Det gav hende nok tid til at tænke på den eneste løsning der var, for at komme fri.

Med begge hænder tog hun en dyp vejrtrækning og hev så hende selv fremad idet hun udlog store lyde af smerter som hun fik bevæget sig længere ud mod enden af spydet.
Det gjorde fandens ondt, men det var snart overstået og snart kunne hun være med i kampen også.

Faktisk var Alexander lidt bekymret for, om Foxy nu også var okay, så da han valgte at vende lidt sf sin opmærksomhed fra sin egen modstander til hende, kunne han se hvordan trak sig selv af spyddet. Han skulle til at sige noget, da hans modstander så den manglende opmærksomhed og brugte det til egen fordel.Mandens sværd ramte Alexander i maven og gennemborede ham præcis som Foxy var blevet gennemboret, og derefter væltede den noget større modstanderen ham omkuld ved at kaste sig over ham. Sværdet, der stadig sad fast i hans mave gjorde sådan at han ikke kunne heale såret og med en lille lyd forsøgte han at få manden af sig. Men for nu var han overmandet med mandens hænder, der nu søgte op til hans hals og lukkede sig sammen om den. Al luftadgang var nu lukket af de store, stærke hænder, der klemte så hårdt, at Alexander ikke kunne gøre andet, end at hvæse og ralle efter vejret, mens han forsøgte at tvinge mandens hænder væk. Det hjalp ikke, ikke styrkemæssigt i hvert fald, for mørkekrigeren var tilsyneladende næsten overnaturligt stærk.

Lige så stille stoppede Alexanders indædte kæmpen om at komme fri. Hans hænder slap mandens og hans krop var ved at give op. Mørke pletter begyndte at dukke op for hans øjne, da han kunne mærke sit eget sværd i sin svage fumlen rundt. Han tog det, og jog det i siden på manden der væltede af ham med et grynt af smerte. Hostende som en gal, rejste Alexander sig op med sværdet i hånden. Han trådte hen til den sårede mand og stak langsomt sværdet gennem struben på ham, mens han selv faldt sammen på jorden igen. Dernede begyndte han at trække det andet sværd ud af sin mave for at kunne få adgang til den helbredende energi, og da den endelig dukkede op, sukkede han lettet. Nu var Foxy forhåbentlig også snart ved at overmande sine modstandere. Ærligt talt var han ikke sikker, men lige nu var han for udmattet til at hjælpe hende.

de to der havde gang i foxy var endelig kommet til sig selv igen efter hendes slag og rettede deres opmærksomhed imod hende igen, dog væmmes de kort ved synet af Ulvetøsen, nu fri fra spyddet, men med et hul igennem maven.

Hun hev efter vejret og hostede som bare fanden, men lige så stille begyndte hendes sår at heale og hun kunne snart trække vejret normalt igen, derefter stillede hun sig mere til rette og tørrede blodet væk fra hendes mund.

"I skulle virkelig ikke have trængt ind på mit territorium" hun lagde ørene tilbage idet hun begyndte at knurre, der blev også vist klør og hun var hurtig efter dem.

Krigerne forsøgte at kæmpe for sig, men hendes smidighed gjorde at hun let kunne unvige deres angreb og hun fik hurtigt fat i den ene, fik ham smidt på jorden i et cirkelspark og greb fat i den andens arm ide hun brækkede den og gik efter mandens strube med klørene, derefter vendte hun sig om og gik langsomt mod den krigeren på jorden som stadig var i live.

hendes ansigt var koldt og kynisk og hun samlede et sværd op fra jorden.
Selv om hun ikke mestered i at bruge sværd, var hendes næste træk ikke noget man skulle være sværdmester for, for hun endte ud i at jamre sværdet igennem mandens hoved, idet hun stod og så forpustet ned på den nu døde mand.

Det så ud til, at Foxy klarede. Da Alexander kiggede op på hende, kunne han se hendes sår lukke sig stille og roligt, mens hun knurrede af de to kriger. Han var nu glad for, at han havde taget tingene med hende på diplomatisk vis før. Ikke at han var bange for hende, men han kunne sagtens se, at hun ville have været en svær kamp, hvis de skulle have været oppe at slås. Mens hun dræbte sine modstandere, kom Alexander langsomt op at sidde, og trak kniven ud af sit ben med en grimasse, før han smed den på jorden. Ikke om han havde tænkt sig, at beholde nogle af de våben, han havde taget fra en mørkets kriger! De var klamme og mørke og havde med stor sikkerhed flere uskyldiges blod på.

Såret i benet var dét, der først healede, så han langsomt kunne komme på benene. Derefter lukkede såret i maven sig langsomt, mens han hostede en smule blod op - han blev altid overrasket over sin nye magiske evne, som først var dukket op efter sin genopstandelse. Det så ud til, at Isari ikke ønskede at han skulle dø inden for den nærmeste fremtid. Han gik langsomt hen til Foxy, der lige havde hugget et sværd gennem hovedet på en mand, der nu og sprællede sit dødspræl på jorden med tomme, glasagtige øjne. Alexander var vant til død, og for ham var mørkets krigere ikke mennesker, han havde i sinde, at have nogen samvittighed over for.

"Jeg havde håbet på, at slippe for de umenneskelige gribbe. Men her er de, og forpester alting med deres tilstedeværelse," mumlede han vredt, mens han sparkede til den døende mand.

Foxy's røde øjne stoppede med at gløde igen og hun faldt langsomt mere til ro, der kom nogle få host fra hende da hendes krop endelig var færdig.
Det var altid lidt hårdt for kroppen, men heldigvis havde hun ikke mistet så meget blod igen at det var nok til at svække hende, hun skulle bare have noget at spise inden for noget tid for at få kroppens balance op igen.

Nu havde hun bare en mindre kvalme, som hun altid fik efter ting der normalt havde noget med hendes mave at gøre, men hun kunne ignorere det, så det gik.

"og det er netop dem som forpester min flok, det er ikke så meget de andre magiske væsner, men dem" hun skulede ned til den døde mand, men vendte blikket tilbage på Alexander igen.

"det er sjældent jeg møder nogen med samme magisk kraft som mig" hun smilede lidt.
"det er fascinerende at se det på andre"

Alexander så lidt bekymret på Foxy, hun så stadig ikke helt godt tilpas ud, men så igen måtte han med sikkerhed også virkelig ligne noget, katten havde trukket med sig ind. Blod i sine skæbstubbe, blod på tøjet og en smule bleg, mens han holdt en hånd for maven, der stadig var lidt øm efter at være blevet gennemboret.

"De burde blive smidt ud fra denne skov, så den kan blive frodig og pæn igen," svarede Alexander mens han så ned på krigeren med et mørkt blik. Han hadede de krigere af mørket, hvilket var selvsamme grund til, at han nu ville tilbage til hæren af lyskrigere og tilbyde sin hjælp mod mørket på ny, så hurtigt som muligt.

"Det er første gang jeg møder nogen der kan det samme som jeg. Og det er første gang jeg oplever min egen evne på så hårdt arbejde som nu. Den dukkede først op da jeg genopstod for ikke meget længe siden," forklarede han roligt, mens han så sig omkring som for at sikre sig, at der ikke var flere. Han håbede det ikke, det ville være slemt hvis der var.

Foxy tørrede noget restblod fra hendes hånd af i hendes jakke, der allerede var godt splattet til, hun havde brug for at skifte tøj senere men det gik for nu.

"tro mig, det er en gave at kunne regenerere sig selv, det har redet mig mange gange" hun grinte kort idet hun smilte.

"genopstået? vil det sige du har været død?" hun tiltede hovedet lidt til siden, idet hun nu virkede lettere nysgerrig over at denne person muligvis har været død, forklare måske hvorfor han har vinger.