Tywingskolen var det mest uduelige, irriterende og fængslende, som hun nogensinde havde oplevet! Hvad kunne hun alligevel bruge alle de forpulede bøger til? Nok kunne hun læse, men det var simpelthen for kedeligt, til at hun overhovedet gad.

For netop en halv dag siden, var hun blevet slæbt ind på sit værelse ind på skolens store slot. En af skolens vagter eller rettere "beskyttere", som de så pænt kaldte sig selv, havde netop taget hende i, at prøve at stikke af. Hun havde efter de sidste 3 flugtforsøg fået forbud mod at forlade skolens grund.

Nu sad hun, sammen med Xan oppe i et af de hvide træer, der havde samlet små snekrystaller på grenene. Det hele så meget idylsk ud, efter at nattefrosten havde sat sit hvide præg. Hun beundrede naturens skønhed. Hun vendte sig en kvart omgang og så nu ind i træets stamme, som ligeså var hvid med frost. Langsomt nærmede hun stammen med sit hoved. Munden åbnede sig let, idet hun åndede mod stammen. De små iskrystaller bøjede sig hurtigt, og efter flere gentagelser, kunne hun nu se en cirkel af noget der var halvt optøet.

Xan kravlede rundt på hendes skuldre. Han havde taget form som en ugle, og kiggede på hendes værk, som var det hans eget. Han var omtrent lige så fascineret som hende, og hyggede sig generelt.

"Her kan vi sidde, dage ud og dage ind, Xan.. Sidde og smelte is på træerne, mens det er vinter. Hvad skal vi så lave til sommer?"

Xan kiggede skeptisk på hende. Tanken behagede ham ikke i længden. Nok var vinteren ikke så lang, men selv den korte vinter, kunne blive rigtig lang, hvis de kun skulle sidde og ånde på træer al tiden, når de ikke spiste og ikke sov.

Som solen var begyndt at sænke sig besluttede Illiad sig for at tage en af sine obligatoriske vandreture. Hvis hun skulle klare sig på skolen måtte hun også lære den af kende, se de små smuthuller, opleve hvor vandet kun lige dækkede overfladen, hvor man kunne gå hen hvis man ikke ønskede andre skulle se en. Den slags, som alle de, der havde været her længere end hende naturligt indså. Illiad var en efternøler og måtte gøre hvad hun kunne for at indhente resten af eleverne. Udstyret med en lille lampe begav hun sig fra sit værelse og ud i gården. Selv om solen knap var væk, var mørket allerede begyndt at spille ind.
Nu var opdagelsesture ikke hendes eneste formål. Hun havde også andre ting der var nødvendige. Planter til hendes mixtur hang jo ikke på bøgerne. En liste i hendes lomme fortalte hende hvad hun skulle bruge, til trods for hun efterhånden havde memoreret alt på den.

Som hun forlod skolens sovesale bemærkede hun ikke den fremmede elev, i træerne, hendes nattesyn havde endnu ikke indstillet sig og det hjalp ikke at hun bragte et lys med sig.
"Gad vide om isen er blevet fast endnu?"
Spørgsmålet var ikke ment til andre end hende selv, hun regnede ikke med at andre frivilligt ville bevæge sig ud i kulden, netop som mørket begyndte at falde. Nej de foretrak da nok at danse mens solen stadig kunne oplyse landskabet. Illiad forstod dem også udmærket og havde det ikke været for hendes tilstand ville hun da også selv have foretrukket de lyse stunder, hvor man ikke risikerede for at falde om nedfaldne grene eller træde ned i små vandhuller og ødelægge sine ellers så fine sko. Dette var dog hendes liv nu, men en dag skulle hun nok få det ændret!

Sofia kunne høre skridt hen ad brostenene lidt længere henne. Hun havde et godt udsyn til hvem end der havde våget sig herud. Hun vendte ansigtet forsigtigt mod lyden af skridt, og pigens brændende lys afslørede hende med det samme.
Xan, som havde været ved at falde lidt hen, pustede sig kort op, og rystede sig så på sine fjer for at vågne op, og se hvad der skulle være på vej.

"Ja, du har ret, hun skal nok hurtigt finde ud af, om den is er fast." Hun begyndte at fnise, med en hånd taget op foran hendes mund. Alligevel var hun nysgerrig for at finde ud af, hvad hun dog skulle herude på denne tid. Altså når det var ved at blive mørkt, og det alligevel var koldt, var de fleste elever jo alligevel indedørs.
Med et hævet øjenbryn betragtede hun pigen komme tættere og tættere på. Hun gjorde sig ikke besvær med at blive set, men heller ej at blive uset. Neutralt sad hun der, og betragtede den andens bevægelser.

Isen på stammen, som kort var smeltet, begyndte langsomt at vokse sig større igen. Sofias isevne fungerede ubevidst de fleste af gangen, og som hendes nysgerrighed voksede, ligeså gjorde den kommende istap, som nu banede sig vandret mod Sofias side.
Xans store gule ugleøjne rettede sig mod hans vinge, som han skulle lige til at pudse videre på, indtil han fik øje på istappen, som var begyndt at nå Sofias pelskappe.
Et ugleskrig lød. Vingerne var spredt og han var straks lettet fra Sofias skulder. Hans advarsel gjorde Sofia opmærksom på den kommende fare, hun var ved at udgøre for sig selv.

"iiirh" lød det, da hun uden at tænke sig om, greb fast i den voksende istappe, som havde fået en god længde på omkring 20 cm, og kylede den mod jorden.

Illiad havde hovedet fuld af egne tanker som hun gik, hun gennemgik listen over ingredienser, tre mulige ting hun kunne prøve at tilføje for at hjælpe med lugten, som hun noget så ubehøvlet var blevet gjort opmærksom på tidligere, samt om jordbær stadig smagte sødt når man var død. Alle disse ting og flere endnu tog hendes opmærksomhed indtil et ugleskrig bradt hev hende tilbage til den virkelige verden og hun kiggede op, som en istap farede ned fra træet og borede sig ned i sneen lige foran hendes fødder. Med et vræl af forskrækkelse væltede hun bagover. I et forsøg på at kontrollere faldet blev armene viftet vildt omkring og hætten trukket af, dog uden held. Med et bump, kun afblødet af sneen, røg hun til jorden og vred sig rundt, bange for endnu en istap skulle fare imod hende, som hun lå her og var forsvarsløs.

Inden hun igen kom på benene havde både ansigt og begge sider af kåben fået en mere hvid nuance og håret var vådt af smeltet sne. Forvildret og uforstående over hvad der var sket kiggede hun op og med sit lys så hun den fremmede. Sofia.
Ord kom ikke over hendes læber, som hun så måbende op og fandt sig selv holdende den skyldige istap i hånden, som et desperat våben til at forsvare sig selv med. Dømmende ud fra hvordan hun holdt den ville hun nok aldrig bestå skolens militærkursus og mere sandsynligt skære sig selv i foden end ramme en fjende.

Sofia så forskrækket ned mod Illiad. Det var lidt for tæt på, at den istap var endt. Hun sank et lille klump i halsen, uvidende om hvilken person hun stod overfor. Der var mange typer krystallisianere i Krystallandet, nogle som var værre end andre, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at lægge sig ud med de stygge af slagsen lige foreløbig.

Xan var landet lidt længere oppe i træet, og kiggede som forstenet ned på pigen, der nær var blevet ramt.

"Hvad? Det var da ikke min skyld, hun kunne lige så godt have fulgt vejen noget mere, i stedet for at krydse!" Sagde hun forsvarende. Sofia snakkede slet ikke Illad. Det var som om, at hun forventede, at pigebarnet slet ikke kunne finde ud af at tale samme sprog. Sagen var den, at hun snakkede til uglen Xan.
Der gik få øjeblikke før uglen blev til en lille mus, som hoppede fra gren til gren, og kravlede direkte ind under kappen på Sofia. To gule øjne kom lidt efter til syne som om de var lysende, under kappen ved hendes krave.

Sofia sukkede.

"Okay okay... Det må du undskylde." Kom det halvmuggent fra hende. Hun ville ikke selv erkende, at det var hendes egen skyld. Hun havde nu ikke lige forstand på sin evne altid.

"Hvad skal du alligevel herude på denne tid?" Tonelejet lød lidt på, at hun lige så godt kunne være blevet inde, så var dette alligevel aldrig sket - hvilket hun jo selvfølgelig også på sin vis kunne have ret i.

Stemmen fra træet var hverken truende eller rettet imod hende, hvilket fik Illiad til at stirre paf på skikkelsen. Det hjalp ikke meget at en ugle pludselig var en mus, som gemte sig i pigen tøj, endnu mindre at pigen øjensynligt snakkede til musen. En ting forstod Illiad dog, det var et uheld og ikke et mordforsøg, hvem ville også forsøge at slå hende ihjel midt på skolen?
Illiad sukkede over sin egen tåbelige adfærd som hun lod istappen falde ud mellem hendes fingre.
"Øhm.." En undskyldning og en beskyldning noget hurtigt efter hinanden fik Illiad til at bibeholde sin forvirring. Hvad var det lige pigen troede der foregik? Hvad var det overhovedet der foregik?
"Intet slemt skete, så det er vel okay?" Illiad lød en smule spørgende, som hun tog et skridt væk fra træet i tilfælde af at endnu en istap skulle falde ned.
"Men jeg var bare på vej til søen eller det må man måske ikke?" Hun så sig rundt for at se om andre skulle være i nærheden, der var dog ingen at se. "Har ikke været her så længe, så kender ikke alle reglerne"
Egentlig var hun ret ligeglad med reglerne, det var nat og om natten kunne hun gå uden at få solen i øjnene, det var den tid hun kunne være fri for at traske rundt indendørs hele dagen, hvis det så betød at hun måtte bryde en regl eller to, så var det jo det hun måtte. På den anden side, hvor slemt kunne det lige være? Hun gjorde vel ikke nogen fortræd ved at være her, og på den anden side, den anden pige var da også udenfor?
Forvirring og tanker fyldte Illiads hovede i en sådan grad at hun hverken kunne finde rundt i det ene eller det andet, overraskelsen havde virkelig slået hende ud af hendes normale selvkontrol.