Dette skal ikke forstås som en egentlig dagbog, for Ikaris kan ikke skrive og dårligt nok læse, mange af minderne fra før mørkets hær har hun heller ingen erindring om, men dette er et indblik man ville få af Ikaris, hvis man kunne grave ind i sindet og rode nogle af de dybe minder frem.

Soden, soden var det værste, den tykke røg var kvælende, varmen ulidelig og smerten uundgåelig. Et sæt orange øjne gled opad, op mod loftet, mod det grottelignende loft, det dirrede, rystede, og hovedet dunkede som hun prøvede at fokusere på dette. Et par dråber af lunken kondensvand fra drypstensloftet hamrede som klippestykker imod det svedige ansigt. Mørkelveren glippede med øjnene, de få dråber gled nedover ansigtet og trak lange linjer i soden på den allerede askegrå hud. Havde dette væsen besiddet en iris, ville denne have vibreret i faretruende fart. I stedet glippede øjenlågene et par gange, inden den dybe gispen trængte igennem, anstrengt, hver eneste milimeter smertede, stak, skreg, som skulle hendes brystkasse sprænges. Alligevel vendte hun sig, langsomt, ugudeligt langsomt, på dirrende arme, inden hun med et støn hævede sig en kende over jorden, skævede opad. En høj slank skikkelse tårnede sig op, et sted øverst anede man langt hvidt hår og inden for ganske kort rækkevidde, et par askegrå, stærke, nøgne ben. Tårnet virkede umiddelbart så forpustet og nedslidt som hende selv, dog alligevel stående. Så vendte det tilbage, lyden kom som endnu et slag i maven, det tog næsten pusten fra hende. Hujen og hylen, tilråb, sejersskrig og ærgrende toner ramlede sammen i et stort varmt kaos.
"264!"
Tallet var det første klare der trængte igennem til den slanke skikkelse, tallet var noget hun kendte, det var hendes identitet.
"264 rejs dig op dit uduelige skravl. Jeg har ikke satset fem safirer på det pis!"
Stemmen var mørk og broget, skurrende som en hakkes nådesløse arbejde i sten. Mere til bevidsthed nåede hun ikke inden et mægtigt greb størknede omkring hendes kæbe og et unådigt løft, der tvang ansigtet helt opad og pressede hendes luftveje til at give efter og lade resten af kroppen følge med op. Mange skikkelser ville sikkert prise sig lykkelig over at se sin delingsleder tone frem i det slørede synsfelt, men ikke 264, for nu huskede hun hvad der ventede.
"Jeg siger dig én ting, og det er, at hvis du ikke tager dig sammen og kommer på benene, så får friherren fornøjelsen af dig en uges tid og du kan vel huske hvordan det endte sidst!"
Stemmen var en snerren, der langsomt blev til en hvisken som den kom tættere på det spidse øre, lovende, faretruende. Alt den omtågede tankegang kunne koncentrere sig om var at komme på benene, og at friherren havde hårdt minearbejde, og en pisk, en pisk der bed værre end flammer. Ved nærmere eftertanke havde hun endnu minder fra sidst hun havde tabt en duel, i en ring af ild og støv fra minerbejde, minder der bed værre end flammer.
264 nåede kun at nyde et sidste støttende sekund fra den kvælende hånd, inden den slap, og de slanke nøgne ben skulle til at bære hende, det var ikke alene udmattende, det var det ikke engang, det var ikke længere ordet, for hun havde ikke mere at give af. Alligevel blev hun stående, kort, faretruende, som havde man dristet sig til at bygge en stenfæstning på mudret underlag.
Så tog hun et skridt, et enkelt, vaklende, sejlende, men fremad. En skikkelse, tårnet, en modstander af ukendt ansigt, vibrerede endnu et sted forude, inden hun igen tog et skridt og de vandige knæ ikke kunne mere, men sank sammen og ofrede hende til friherren. Men kun én uge, én uge mere i helvede.

Den sorte senede skikkelse rankede sig op, hver en muskel hamrede og brændte, alligevel stod hun stiv som en stenstøtte. Et sæt orangegule øjne stirrede lige frem, lige ind i rygstykkerne på en bredbringet elver, 102 blev han kaldt, som alle andre var han identitetsløs, men ikke nok til, at de andre ikke kendte til ham. Han var holdets leder, hans ord var lov og ingen sagde ham imod, han havde haft ansvaret for flere 'Hold 4' end de fleste kunne tælle, og alligevel havde han endnu intet navn. Lange hvide striber på de brede grå rygstykker sprang den unge i øjnene, 102 havde intet langt hår til at dække de nu healede afstraffelser, i stedet groede en tynd linje kortklippet hår på midten af det kronragede hoved. 264 åndede tungt ind, stirrende på arrene, en grum påmindelse om, hvad der ventede, hvis dagens turneringer blev tabt. Fra asken til ilden.
"587, det er dig, giv dig til kende!"
102's stemme var grov og rusten, og så dyb så kan ville tro at han talte med mellemgulvet, så vendte han sig i en sløv bevægelse, 264 vendte sig med rundt, på en lang række stod de, alle gråhudede, alle hvidhårede, alle iklædt det samme lændeklæde, alle senede og seje at se på, nogle dog mere end andre og ikke mindst var de alle i rækken kædet sammen på én lang fodlænke.
587 viste sig at være en kvinde tre pladser længere nede i kæderækken end 264, hun ikke meget yngre end 264, men lavere og tydeligt mindre muskuløs, kvinden stod som stivnet, hendes røde øjne stirrede tomt ud i luften, inden hun rystede på hovedet, lidt, diskret. Det var tydeligt hendes første tur i kamparenaen, hvilket også var tydeligt når men tog den glatte hud kvinden havde på ryggen i betragtning.
102 mistede hurtigt tålmodigheden, inden han vendte rundt, så alle fodlænkerne klirrede og gav et ryk i hele rækken.
"Afsted! Giv dig til kende" Den grove stemme blev faretruende hæs og de gule øjne smalle, kvinden rystede på hovedet igen, denne gang kraftigt så de hvide lokker dansede omkring hendes ansigt, nu var det 264's tur til at miste tålmodigheden, på trods af, at der stod to elvere mellem hende og den udråbte elver kastede hun sig så lang hun var, så de to mellemstående elvere måtte kæmpe for at holde balancen i fodkæden, 102 stod rolig og trolig og lod sig ikke mærke af de kraftige ryk i kæden 264's spring havde bragt med sig.
264's lod sine efterhånden stærke hænder lukke sig omkring 587's hals, så den yngres paniske blik stirrede stift op hende og et par hænder kæmpede imod for at åbne den rasende fanges dødsgreb om hende hals.
"Nu giver du dig til kende..." Startede 264 med en hæs ondskabsfuld hvisken mens hendes orangegule øjne stirrede ind i den yngres røde "Giv dig til kende og mød din modstander med stolthed, hvis vi taber dagens dueller tager du de 20 piskeslag silkeryg, men hvis vi taber ryger vi alle ned i minen igen, kan du fatte det?"
Der var ingen træner eller fangevogter der stoppede 264, end ikke da 587 begyndte at hoste og ralle efter luft, det var først da et par tåre trillede ned ad den unge elvers kinder at 102 trak i 264's kæder, at hun slap.
Pludseligt rungede en officiel stemme udover hele arenaen: "Hold fire stiller ingen dualist og dermed overgår sejeren automatisk til hold et. Næste tvekamp: Hold fire mod hold to!"
264 gav en aggresiv hvæsen fra sig, men blev med det samme stoppet af 102 hvis øjne havde låst sig fast på hende, og eftersom hun stod lige bag ham i kæderækken var der intet til at skærme hans gule årvågne blik fra hendes skikkelse.
"264, det er din tur, giv til til kende!"
Der gik ikke mange sekundter inden 264 havde hævet hånden i vejret og tilkendegivet et højlydt 'her', og kort efter kom en brynjeklædt nøglebærer og åbnede hendes fodlænker fra rækken hvor hun trådte ud fra og hen til arenaens åbning. Hun kastede et enkelt ondsindet blik tilbage på 587, men det var 102's ryst der igen fangede hendes opmærksomhed.
"Husk nu 264, det er ganske vidst 587 der tager dagens piskning hvis vi taber idag, men det er os alle der rygertil friherren endnu en uge!"
264 nikkede kort og vendte ryggen til sit hold, en ryg der med sine efterhånden mange ar viste, at hun bestemt ikke var nogen upisket silkeryg, så lod hun blikket glide op og ind i arenaen, hvor det mødte sin modstander, en modstander der kom til at afgøre, om 587 skulle have sin første piskning og miste sit skældsord og lykkelige titel af 'silkeryg'

Den rå lyd var skærende, hud imod grus var det der egentligt vækkede det mørkhudede væsen. Kæderne der skramlede var ikke længere i hendes bevidsthed, de var en del af hende, hun hørte dem ikke engang som hun rettede sig ud. Et jag af smerte buldrede igennem den senede krop som hun fik rørt sig for hurtigt, som et lyn rendt smerten ned over ryggen, inden den varme klæbrige masse igen begyndte at løbe. Hun gav et støn fra sig, flere i rækken begyndte at røre på sig. De ville nok gerne have brokket sig, mange timers sammenhængen søvn var en sjældenhed, men enhver vidste havde den slags førte med sig, de ville ende i 264’s situation, næsten ubevægelig.
Søvnen var nu for 264 ligegyldig, hun kunne ikke lukke et øje mere, selvom trætheden skreg ud i selv den mindste fiber i hendes krop, smerterne var for voldsomme til at ignorere. Holdet, hendes hold, havde tabt dagens turneringer og det havde været den unges tur, det var hendes rygstykker som stod for skud for straffen der fulgte efter.
Hun rettede sig op, armene virkede tunge og ikke længere som en del af hende selv, smerten fra ryggen var så overdøvende, at alle andre lemmer forekom ligemeget, endnu værre var heden, troede man at piskeslag brændte, havde man ikke oplevet dem i kælderens ulidelige varme. 264s lokker var bundet op i en stram knold, hår i de friske sår gjorde kun tingene værre, alligevel var den ellers hvide manke blodplettet, sammenfiltret til en ukendelig masse. Kendes krop skreg, den havde brug for næring til healingsprocessen og arbejdet, straffen og natten havde været hård. I en anstrengt bevægelse kom hun op og sidde, hvor langt var der til vandet? Hvor langt rakte kæderne? Kunne hun nå det uden at vække de andre?
264 strakte sig, det gav et jag af smerte, men ikke et pip kom fra de grå læber, den rå trækant på spanden ramte hendes fingerspidser, men ikke fordi hun kunne nå den, noget, nogen, havde skubbet den til hende. Hun slog blikket op, han var ældre end hende, smidigere, skarpere, der var noget foruroligende over hans blik, som om der forgik en masse inde bag de gule øjne, hun havde aldrig set ham før.
”Du bløder igen!”
Det rå sprog hviskede henover de mange sovende, 264 vidste det, hun kunne mærke hvordan den klæbrige masse løb nedover hendes skuldre, hendes lænd, nedad lårene og hvordan gruset fra jorden klæbede higende til hende. Hun svarede ikke, hun vidste, at hun ikke skulle svare, ikke kunne svare.
”Du skulle ikke arbejde, de har gået over stregen, dine rygstykker gaber!”
264s orangegule øjene stirrede tilbage, ikke skræmt, ikke pinefuldt, men tomme. Hun vidste ikke hvad han snakkede om, gad vide om han var syg? Af og til, når turneringerne havde været for hårde, skete det, at der var nogle, som begyndte at snakke i tåger, det måtte være tilfældet, når først de begyndte at sladre løs blev de fjernet, som man fjernede et svagt led. Den ældre gloede tilbage, som afventede han noget, han fik lov at vente forgæves, 264 rørte sig ikke en millimeter. Ikke engang spanden med vand havde hendes interesse længere, hvad havde han gang i?
”Hører du hvad jeg siger, kan du ikke se det? Se hvor mange vi er, vi behøver ikke være her, jeg har set hvad der er udenfor tunnelerne, vi skal bare…”
264 rystede på hovedet, han blev afbrudt, friherren var her, han havde hørt det hele. 102 delingslederen rejste sig, nu var det de færreste der sov, hans øjne vendtes mod friherrens.
”Jeg sagde jeg ikke ville have ham her, han kan aldrig bruges, han har aldrig hørt til her!”
Friherren lod til at forstå budskabet, normalt var det ham der udstedte ordrer, men der havde forgået noget mellem de to, nogen ingen i gruppen vidste noget om. Det var underordnet, det var ikke deres ret. Friherren tog tre skridt imod den snakkende, alle kiggede på, ingen virkede rigtigt interesserede, heller ikke 264. Alligevel stirrede de, friherren tog et voldsomt tag i den snakkende inden han drejede hovedet på snakkeren i en retning, der ikke var fysisk muligt, og et højlydt smæld afslørede at han var død, allerede inden lyset forlod de kvikke øjne. Ikke en eneste reaktion prægede delingen, heller ikke 264, hun betragtede den døde krop, mens hun tog en tår af vandet. Flere steder begyndte kæderne at rasle, grå kroppe bevægede sig imod den døde. Hun var klar over, at det var nu hun skulle være hurtig, det var nu hun havde mulighed for den næring hendes krop hungrede efter, nu gjaldt det om at få dem første bid.