Der var ikke gået lang tid før den første Akar var blevet set i det fjerne fra hovedstadens bymur, før at de fleste handlende vidste hvad der var ved at ske. Nomadefolket fra Ørkenen var vendt tilbage til Hovedstaden med årets høst af rød safran. Ordet gik som en steppebrand gennem hovedstaden og kokkepiger og tjenere fór hjem for at fortælle at rød safran var på udbud igen, og så var det om at skynde sig ned til markedspladsen, og sørge for at få forhandlet sig til en god pris nu hvor udbuddet endnu var stort, og man måske kunne få det for et par krystaller mindre end næste dag.

Karavanen af Akarer og nomader drog stille og roligt tættere på bymuren. Nogle få hundrede meter derfra stoppede karavaneføreren karavanen, og hurtigt opstod der en mindre teltlandsby ude foran den østlige byport. Det var en gammel aftale som nomaderne havde lavet med byvagterne, da de største af Akaerne ikke passede gennem porten. De var dog stadigvæk nød til at sælge deres varer inden for byens mure, så byvagterne kunne holde øje med at handlen forgik retmæssigt, og så de ikke behøves at udstationere folk til den lille teltlandsby i den korte periode at de opholdt sig der.

Karavaneføreren havde allerede vinket tre af sine folk af sted men den første omgang varer, som skulle sælges på markedet. Der i blandt var Rafik. Sammen med sine to kammerater bar han ved telekinetisk hjælp en stor kiste mellem sig. De havde alle tre deres hænder på deres klinger for at vise at de ville forsvare deres varer. Befolkningen var så småt ved at blive vandt til dette optrin, så af ren automatik gjorde man plads for de tre nomader der bar kisten, og lod dem være. De tre nomader holdt skarpt øje med hvilken som helst der kunne finde på at prøve på at stjæle noget, men som sædvanlig gik det roligt for sig, og de tre nomader ankom til markedspladsen hvor de stillede deres kiste ned. Rafik var den der skulle starte med at forhandle med de folk der gerne ville have fat i noget Rød Safran, mens de andre to vogtede over kisten og pengene der ville blive modtaget. Der gik ikke lang tid inden den første mand stod op i ansigtet på Rafik, som lige havde nået at få trukket tørklædet fra munden, så han kunne tale ordentligt.

I en mindre krostue havde Irimon lejet et værelse nårnu han alligevel skulle tilbringe de næste par dage i hovedstaden inden hans næste destination, som var Medanien. Døren ud til hovedgaden i den lille hyggelige krostue stod åben og udenfor kunne man høre den sædvanlige aktivitet indtil en mand, hvis' oprindelse tydeligt var fra de varmere regioner, brød menneskemængdens talen. Hans stemme virkede oplysende og ualmindeligt glad. Irimon rejste sig i nysgerrighed fra sit bord hvor han var i færd med at udregne diverse budgetter til lejemordere, bordeller og andre mystiske ting han nu ejede. Han pudsede sin smaragd ring så blæk fra papiret ikke skulle sætte sig fast - og gøre den mindre pæn.
Han bevægede sig ud af kroen, hvor han straks fik øje på den opråbende mand som flere folk nu var igang med at tysse efter. Irimon nåede at fange ordene:

"Karavane... Billig... Uden for bymuren!".

Per automatik, var Irimon straks på vej til ydermuren af hovedstaden for at se nærmere på denne handelsmulighed.
Inden længe var han nået frem til denne markedsplads hvor Akarer og nomader var i fuld sving med at sætte op. Irimon holdte godt øje med sin pung i inderlommen af sin læderjakke, der var nødigt nogen der skulle snuppe den fra ham i et øjebliks uopmærksomhed. En enkelt person skar sig ud fra menneskemængden, som tilsyneladdende havde en form for telekinetisk evne.

Det må da være rart ikke selv at skulle slæbe den kiste rundt. Gad vide hvad der er i den?

Irimon betragtede hvor hurtigt de var om at få sat telte og stande op, og inden han fik set sig om, stod han midt i en fuldt kørende markedsplads. Han gik fra bod til bod i en lynende hastighed. Man skulle være hurtig for at få de gode ting til en fornuftig pris. Han stoppede op ved en bod med safran, hvor han straks spurgte:

"Prisen mmmh?" Han spurgte til den unge mand som var i fuld færd med at tage sit tørklæde af mens Irimon utålmodigt pudsede sin smaragd ring en gang til...

Irimon vidste, at hvis man kunne få netop rød safran til en god pris, kunne man sælge det norpå til en endnu bedre pris når karavanen alligevel var i hovedstaden. Når varerne ikke er der, er der stor efterspørgsel og når de er der, er den mindre. Simpel handel.

Rafiks to følgesvende ved kisten stod og sørgede for at gelejde alle de interesserede købere om bag i køen. Det var trods alt ikke så tit at de kom så langt nord på, og derfor også de eneste tidspunkter man ville kunne anskaffe sig rød safran. De havde begge to trukket deres ene krumsabel frem for at fremstå mere truende så der hvert fald ville være færre der kunne finde på at prøve på at dirke kisten op.

Rafik så på den fremmede mand der spurgte til prisen. Med et kort blik vurderede han manden, og han så ud til at være ganske velhavende. Han kunne nok betale for prisen på deres varer. "En lille pose til fire jader, en mellem pose til to safirer og en stor til en diamant" sagde han uden slinger i valsen. Det var tydeligvis en remse der sad på rygraden. Rafik stod derefter og så afventende på manden for at se hvad han ville bestille.

Selvom man havde mange penge, brugte han stadig sin fornuft og slog en misfornøjet grimasse. Han trak en lille læderpung frem fra sin lomme på ydersiden af jakken. I pungen var der tobak, friskt. Sammen med tobakken lå 2 nyrullede cigaretter. Han tændte den ene cigaret, tog et hiv og så på den unge mand der tydeligvis undrede sig over Irimons langsomme og tilbagelændte opførsel folk stod bag ham ventende og begyndte så småt at klage over ventetiden.

Efter at have blæst røg ud så der stod en kæmpe sky omkring ham løftede han det ene øjebryn og svarede:

"Det er dyrt. Jeg vil give 4 safirer for hver enkelt store pose." Han har før købt fint tøj for en pose med flintsten, så mon ikke han kunne få safran til en belejlig pris? Hans øjne strejfede den store kiste i baggrunden og tilføjede straks:

"Ahem... - Hvorfor have hele to mand til at bevogte en kiste? Hvad er der i den?" Han spurgte høfligt og af ren nysgerrighed.

Irimon pakkede sin læderpung med tobak væk igen og fortsatte med at dampe på sin cigaret han allerede var halvt færdig med - Han fandt sin anden lille læderpung frem som indeholdte hans krystaller, åbnede den og viste dem frem til den unge mand. I den lå 11 skinnende blå safirer omgivet af en lille smaragd, en jade og en håndfuld ravstykker.

En kort latter undslap Rafiks læber, da han hørte mandens tilbud, men tog sig selv sammen og blev alvorlig igen. Han lagde armene over kors og så på manden med en kølig mine. "Vores priser er som jeg har nævnt det for Dem. Det er det billigste De kan få. Enten betaler De så meget som vores varer koster, ellers må de gå ud af køen, så de kunder der er villige til at betale kan få deres varer. De kan få to mellemstore poser til fire safirer, ikke mere, ikke mindre." Hans stemme var rolig og fattet. Han var ved at være vandt til at folk prøvede at forhandle med ham, men de havde monopol på krydderiet, og siden det var et temmelig eftertragtet krydderi, så kunne de tage en vældig sum for krydderiet.
Lige bag ved manden stod der en kvinde og prøvede at strække sin hånd frem og sagde: "Jeg vil gerne købe tre mellemstore poser for seks safirer!" Hun talte hurtigt og så bedende, næsten glubsk på Rafik. Rafik løftede hånden, og krystallerne fløj ind i hans hånd, som han kort talte efter, inden han rakte hånden bagud, og pengene fløj hen til en af vagterne ved kisten. Med et klik åbnede kisten sig, pengene fløj ind i kisten og tre mellemstore poser fløj ud, som Rafik trænet tog imod og rakte dem til kvinden, der trykkede dem ind til sig som om det var det rene guld. Det var stort set også samme værdi.
Manden havde lige nået at få stillet spørgsmålet, inden dette optrin havde foregået. "Vores varer er meget værd, og vi ved med erfaring at der altid er mindst en der vil forsøge sig at stjæle noget af det hos os. De to vagter nedsætter antallet af forsøg." Derefter fik han stukket en pung med krystaller foran ansigtet, som han hurtigt talte. Han så op på manden og sagde: "De kan få en stor og tre små poser for de krystaller De har der. Det er mit tilbud til Dem." Han så på manden med en mine om at forhandlingen var slut. Han regnede hvert fald ikke med at der skulle forhandles mere.

Med et suk tømte han pungen ud i hånden på den unge mand og modtog øjeblikkeligt sine varer. Han beundrede det hurtige arbejde og tog varerne til sig. Han var nu stadig meget interesseret i kisten og ville måske finde en måde hvorpå indholdet skulle blive hans. Eftersom han ingen evner har ud over en massiv mængde krystaller, som han ser som en evne da det kan få folk til at gøre ting for ham, som han ikke selv er i stand til. Uden at løfte den helt store finger.
Han kender den helt rette til at kunne udføre dette stykke arbejde, men kender ikke til hvor længe karavanen holder til her. Han trækker sig væk fra køen, og med en høflig mime sagde han tak for handlen. Selvom det ikke var lige så stort et kup som forventet, ville han stadig kunne sælge det videre nordpå til en god pris.

Han bevægede sig væk fra markedspladsen der nu var fuldt tryk på, og fandt vej til sin kro hvor han lå til i øjeblikket. Han skulle lige af med sine kryderier og derefter finde en der kunne klare et stykke 'lidt beskidt arbejde'. Inden da kunne man da godt lige stoppe ved kroen og få sig et krus mjød eller to.

Han nåede til hovedgaden, hvor han fik læsset sine kryderier af, og satte sig ved et bord hvor man kunne se vinplanter og klaser af druer gro op at vinduet udenfor. Han vinkede efter kroejeren og bad høfligt om et krus mjød - men ændrede straks mening til et glas vin efter at have set de flotte drueklase vokse op af det lille vindues yderkant.
Han trak papiret frem fra sin inderlomme og gav sig til at skrive dagens lille handel ned samt hvem af hans transportører der skulle sørge for at få det nordpå.
Tilbagelænet i træstolen snuste han til vinen, tog sig en slurk efterfulgt af en mere. Fremragende vin til prisen.

Skulle man snuppe hele kisten, eller blot krystallerne? Irimon kiggede undrende ud i luften mens han trak sin læderpung frem fra jakken og tog den sidste friskrullede cigaret op og begyndte at ryge på den.


[ Missede den detalje at det var INDEN for byens mure og ikke udenfor :D ]

Med samme finesse fik penge og varer byttet hænder, så manden kunne få sine varer og komme ud af køen så dagens kunder kunne få deres varer inden kisten med dagens rationer var tømt, så de tre unge mænd kunne komme tilbage til deres lejr og aflevere fortjenesten til karavaneføreren og kisten fyldes med den næste dags rationer af rød safran.
De næste mange handler gik hurtigt, de fleste havde allerede deres krystaller klar og dagens priser havde spredt sig hurtigt så der var næsten ingen handel der tog længere end nogle få sekunder. Der var nogle enkelte som ligesom manden stadigvæk prøvede at prutte om prisen, men alle forslag blev afslået og varerne solgt til den pris som ørkenfolket forlangte. Ellers gik dagen stille og roligt videre.
Det tog kun omkring en halv time inden dagens lager var skiftet ud med krystaller, og de få langsomme kunder måtte gå slukøret hjem og grave flere krystaller frem. Næste dag ville hetsen virkelig begynde, da priserne endnu ikke ville være skyhøje som, men også det sidste tidspunkt hvor man ville kunne få safranen forholdsvis billig. De tre mænd trak sig tilbage med kisten, og nu hvor de gik tilbage med kisten, Rafik bagerst og hans to kammerater foran, havde de alle trukket deres krumsabler, og enhver der kom for tæt på fik et koldt blik eller en truende kniv rettet mod sig, og de var ikke langsomme. Sådan kom de ud af byen igen, og ind i deres lejr.
Efter at dagens arbejde var overstået trak Rafik ud af sine rejseklæder og i nogle pænere gevandter i rød og blå silke, stadigvæk med sine to sabler i siden. Med noget af sin fortjeneste for dagens arbejde gik han ind på en kro hvor vinraker med druer på voksede uden for vinduet, hvor han bestilte sig et glas vin.

Der gik ikke længe før det gik op for Irimon at han allerede havde bestilt en flaske vin og næsten drukket den. Han var i super festligt humør og spejdede efter kvinder der kunne gøre sin aften endnu sjovere.

Han elskede at betragte de kvinder med en vis elegance og personlighed over sig. Han kan bedst lide dem med et lille twist. Straks var der noget der gik i øjnene på ham, det var dog ikke en kvinde, men den unge mand han så tidligere på dagen. Han var dog lidt usikker. Han rejste sig fra sit bord og gik langsomt hen imod ham for at se nærmere. Jovist, det var sørme den unge mand der nægtede at lave et bedre tilbud tidligere. Med en klumpet bevægelse fik han snoet stolen rundt og sat sig ned ved bordet i en mindre elegant bevægelse og straks blev der sagt:

"Jeg hedder Irimon" Smilende tilføjede han hurtigt "Hvad hedder du?". Han vinkede efter kroejeren der kom med endnu en flaske vin.

Det kunne ikke være en tilfældighed at møde ham her. Det ser ud til at de alligevel er væk fra deres ting og sager af og til og det kunne måske betyde en mulighed for at snuppe sig lidt godter. Det kunne dog også være at man kunne oprette en handelsaftale med disse ørkenrotter?

"Hvem styrer handelspartnere og den slags i Jeres karavane? Vi to kan måske slå en lille aftale af?" Irimon forventede ingenting og håbede egentlig bare på at få lidt information ud af den unge herre. Han skænkede lidt af den nykomne vin op til ham.