Planen havde været, at skulle tage til syden en tur. Det var gået fint på landevejen, men Kalem havde derefter tænkt, at en genvej gennem Dunkelskoven nok godt kunne betale sig. Han var ikke vigtig, og ville sikkert kunne løbe fra farerne, skulle de komme. Det ville naturligvis ikke blive noget problem.
Hvad han ikke havde forventet, var, at seks mand, sendt ud af en adelig herre, hvis hjem var blevet plynret og ranet. Og han havde tilsyneladende genkendt Kalem, hvorefter han havde sendt disse hårdhændede mænd efter tyveknægten, der i øjeblikket gik gennem skoven med en sagte fløjten, kun afbrudt af en pil fra en armbrøst, der ramte ham i skulderen og satte sig fast i noget knogle, og derfor ikke ville komme ud. Resultatet var, at Kalem faldt fremover med et grynt af smerte og chok.

Derefter gik det hurtigt. Hænder greb hårdt fast i hans arme og han blev trukket op på knæ, hvor hans blik endte på manden med armbrøsten. Manden smed armbrøsten væk i en skødeløs bevægelse, hvorefter han tog et sæt slagjern op af sine lommer. "Min herre har bedt mig om, at tage dig med tilbage til hovedstaden. Han sagde ikke noget om, hvilken tilstand du skulle være i, usle lille tyv," lød det koldt fra ham, hvorefter en knyttet næve med slagjern ramte Kalem lige i ansigtet. Hans næse gav sig med det samme, og da han virkede til, at han var ved at besvime, blev der rykket rundt i den pil der sad fast i hans skulder. Kalem var ikke vandt til den slags smerte, så selvfølgelig skreg han, til en fjerde person trak et stykke reb om halsen på ham. Der blev lukket til for luftrøret, og det eneste tyven kunne gøre var, at gispe panisk efter vejret, der ikke kom ned i hans lunger.
Han forsøgte at vriste sig løs, men i samme øjeblik, haglede slagene ned over ham, til han var blevet banket helt ned i jorden, stadig med det stramme reb om halsen. Manden med rebet slap dog, da de godt kunne se, at deres fange var begyndt at miste farve i ansigtet. Kalem spruttede og hostede som en gal, også da de så småt begyndte at bagbinde ham.

I den stik modsatte ende af vejen var Nia kommet roligt traskende med Stygg ved sin side. Nordmanden var som sædvanligt klædt på til kamp, holdende udkig efter farer, mens hun selv blot trådte med lette skridt.
Tiden i lejren nær Mørkets Borg havde irriteret hende over at være det samme sted i så lang tid, hun havde villet gå alene hvis ikke Hakim have insisteret på at hun skulle have hvert fald en ved sin side, det kunne godt være hun var healer men hvis det skulle komme til kamp, hvilket man aldrig vidste i denne del af skoven, så var hun næsten så svag som et barn. Altså var det lykkedes hende efter et stykke tids plagen at få Stygg overtalt til at gå med hende ud og undersøge området, så længe det ikke var i lejren.

Et skrig brød lyden af deres skridt imod den støvede vej, hvilket straks fik dem begge to til anspændt at nærme sig stedet hvor skriget kom fra. Banditter, hyrede lod det til. Nia rynkede let på næsen inden hun gav et nik imod Stygg, ikke at hun ville lade dem overmande staklen på den måde, at bedømme fra hans klæder var han af hendes folk, det frie folk.
Nordmanden løb med en brølen imod banditterne imens han, overraskende behændigt, fik løsnet sit skjold fra ryggen og svunget hen på armen så den kunne bruges til at presse de noble banditter væk, imens han svang øksen imod personen der havde brugt slagjern imod den forsvarsløse mand der så ud tila t ahve fået sig noget af en blodtud.
Nia selv forsøgte at holde sig udenfor nordmandens angreb, imens hun pilede på lette fødder ind og hoppede irekte op på ryggen af manden der havde brugt snor, med benene klamrende krampagtigt omkring ham fik hun hevet sin egen lille dolk frem og gav ham et behændigt stød ind mellem ribbenene for at punktere hans lunge. Hun var ikke nogen dræber, kun hvis det kom til alleryderste nødstilfælde og det var i den grad ikke noget hun brudte sig om.

Hun tumlede ned som manden med rebet greb ud efter hendes hånd med et overrasket smertefuldt gisp. Hun hev dolken til sig inden hun så sig om og forsøgte at dannesig et overblik.
Den frie hånd endte ud med at række ud efter den fremmede fyr der var blevet overfaldet.
'' Den her vej. ''

Mens Kalem lå på skovbunden, hivende, gispende og hostende efter luft, og var godt i gang med at blive bundet, lød et øresynderrivende brøl et stykke derfra. Han spærrede øjnene op og hev hænderne til sig selv, idet manden med rebet, rettede sig op og ignorerede sit tidligere arbejde, for i stedet at beskytte sig selv fra den rasende nordbo, der kom svingende med sin økse. Kalem fandt til at starte med, intet overskud til, at gøre noget som helst, før en kvindestemme lød midt i al kaosset. Han skævede op mod hende, lagde mærke til hendes hånd og lagde al sin tillid hos hende, det korte stykke tid, det tog ham, med hendes hjælp, at komme på benene. Da gik det op for ham, at nordboen var stærkt i undertal. Der var stadig fire, så han skyndte sig, at række en hånd ind i indersiden af sin lasede jakke, flåede to af sine kasteknive ud, og kiggede lettere forvirret på de kæmpende.

Og så overtog instinktet. Nok var nordboen stærk, men de var fire imod én, og på ét eller andet tidspunkt, ville den større part få et heldigt slag ind. Og desuden dukkede kæmp-eller løb instinktet op. Kalem var glad for begge dele, men i den her situtation var han vred på sine overfaldsmænd, så i et snuptag, kastede han den ene af sine knive i ryggen på den ene bandit. Derefter kastede han endnu en mod en ny, men denne blev kun ramt over håndleddet. Dog så Stygg derefter sit snit til, at gå frontalt mod den nu skadede mand. Alt i mens endte nogle af banditternes blikke på Kalem og kvinden.
Da det gik op for ham, at han stadig havde kvindens hånd i sin, valgte han omgående at bruge sin usynlighedsevne på både ham selv og hende.
"Hvor blev den lille tyvemide af?!" Lød råbet fra én af banditterne. Kalem kunne ikke lade være med at smile et drilsk og skævt smil, før udmattelsen igen tvang ham i knæ. "De kan ikke se os," forklarede han for kvinden, da mange nok ville være forvirrede over at blive usynlig.

at der var kaos i skovbunden var vidst mildt sagt, blade og grene samt græs og støv fløj rundt til alle sider, mens utallige fødder tonsede rundt. Nia skævede op imod Stygg, overvejede hvor længe han mon selv kunne holde det ud. Hvis hun kunne få draget den fremmede i sikkerhed og healet hans sår håbede hun lidt at han selv kunne finde ud af hvordan man kæmpede, for hun vidste at hun ville dø på stedet hvis hun forsøgte sig i kampen.

Glimtet af stål blev anet idet han fik ramt den ene, og snittet en anden. Kasteknive+ Hun så over imod ham og sendte ham et kort smil, kasteknive kunne i den grad være behændige, og når han kunne finde ud af at bruge dem kunne han vel bruge flere våben.
Hun fik hevet ham op og over imod nogle buske idet hun fornemmede blikke på sig, et mindre bandeord kom fra hende som hun stivnede og derefter forsøgte at hive mere i ham, da der pludselig lød et råb. Forvirret så hun imod banditterne, derefter imod den fremmede. Hun smilte skævt tilbage til ham idet han lod hende forstå at de var en magisk evne der var aktiveret.
'' Hold den oppe, og hold fokus, så kan jeg ordne det pilesår. '' Lød det dæmpet tilbage, hun ville nødigt at banditterne skulle kunne finde ud af hvor de var ved lyden af deres stemmer.
Behændigt tog hun pilen ved 'roden' ved såret og hev den ud mens hun forsøgte ikke at gøre mere skade end nødvendigt på ham. Det kunne dog godt fornemmes i modstanden at den nok havde ramt knoglen.
Derefter placerede hun den frie hånd på såret, normalt ville hun have renset det først, men i og med at Stygg nok snart ville få brug for hjælp, var der ikke særligt meget at gøre andet end at heale. Hun tog et par dybe indåndiger for bedre at fokusere sin magi inden hun lod den strømme ind i såret, fornemmede flækken den havde lavet i knoglen, heldigvis var der vidst ikke andet at fornemme derinde, ergo lod hun den blide varme overtage og helbrede, langsomt lukkende flækken inden det kom til selve kødet og årerne for der end ikke var et ar at skimte på hans hud. Hun sukkede lettet og sendte ham et varmt smil inden hun nikkede over imod den stadigt kæmpende Stygg der havde fået en bandit hængende på nakken. Hendes blik sagde mere end blot ord, og hun fornemmede at den fremmede nok ville kunne forstå.
'' Hjælp ham..+ ''

Kalem kunne sagtens se forvirringen i kvindens blik, til han forklarede sig og hun bare så forstående tilbage, med et skævt smil. Han lod sig hive med hen til buskene hvor hun bad ham om at holde armen løftet, og han gjorde som hun sagde, selvom det gjorde pisse ondt. Da hun fik hevet pilen ud, bed han sig så hårdt i kæben, at han kunne smage blod, i stedet for at skrige som før. Det var vigtigt, at fjenden ikke så dem. De var i en dårlig situation. Hvorfor fanden var han overhovedet havnet her? Han var jo bare en tyv. Da den healende kraft gennemskyllede hans gennemtæskede krop, gav han et mindre ryk fra sig. Han var aldrig blevet healet før og det føltes mærkeligt. Men da såret i skulderen lukkede sig og nogle af de andre sår på kroppen blev mindre, havde han det omgående meget bedre, selvom han stadig var noget omtåget og øm over det hele.

Hendes bedende blik gik ham ikke forbi. "Du bliver synlig nu. Det ville være smart at gemme sig," forklarede han lavt, med et varmt smil, før han slap hendes ellers varme hånd. For hendes blik forsvandt han nu også, da evnen ikke havde havde effekt på hende, og han vendte sig omgående rundt. I starten talte hans fornuft til ham, og bad ham om, at gå væk fra dem. Lade dem sejle i deres egen sø. Men så dukkede en sær følelse op i hans hoved, som han ikke kunne forstå, og han valgte at gå hen mod de sidste kæmpende, let på fødderne. Hvad måtte de vel ikke tænke om ham, nu hvor han teknisk set så ud til at være forsvundet? Heldigvis var det ikke det valg, han tog. I stedet listede han sig hen til de to kæmpende mænd, og da han var helt tæt på, trak han den ene kniv, han havde siddende i bæltet og stak den ind et sted, man nok ikke skulle tale for meget om.

Da kniven endte i angriberens røvballe, satte han i et lillemandsskrig og væltede omgående af Stygg, ned oven på Kalem, der blev synlig, og havde hele mandens vægt over sig. "Fortæl din herre, at jeg er ligeglad med, om hans soveværelse mangler en skide ridepisk!" Råbte Kalem anstrengt, mens han forsøgte at fjerne manden fra sig. Det resulterede i at manden slog ham i ansigtet, endnu en gang, men denne gang var Kalem mere forberedt på smerten, og han greb derefter hurtigt fat i mandens hånd og vred den rundt til manden skreg endnu en gang. Han skubbede manden af sig og tog en kølle der tilfældigvis lå ved siden af ham. Køllen ramte bandittens ansigt, samtidig med, at Stygg ramte den sidste bandit i ansigtet med sin økse og da det hele endelig var overstået, sank tyven endnu en gang sammen på jorden med et udmattet suk. "Tak for hjælpen, jeg havde kun næsten styr på det," jokede han med et skævt smil, som han sad der og fik trukket sin kniv ud af mandens røvballe. Hvorfor stak han ham overhovedet i røvballen?

Hun var taknemmelig for at han blot bed smerten i sig da hun hev pilen ud, det ville have endt super grimt hvis ikke, det var hun overbevist om. Rykket det gav i hans krop talte om at det enten gjorde ondt på ham, eller at det var første gang han var blevet healet, hun skød på det sidste. Ikke alle på gaden brød sig om at blive healet, eller kendte til eller havde råd til en healer. Han lod dog nu til at tage det meget pænt. Næsen og de andre småsår måtte hun tage sig af senere, hvis han da stadig ville være der og ikke bare stak af.

Hun nikkede tavst til ham, og som han gav slip for hende fik hun gemt sig omme bag et træ, indtil hun fandt et sted hvor hun kunne komme om bag busken og have dens mange grene imellem sig og de kæmpende. Hun lå og kiggede ud mellem blade og grene, kunne ikke se den fremmede og var lige ved at overveje om hun kunne nå at løbe tilbage efter hjælp eller om hun selv måtte træde ind, da noget skete. Hun rynkede brynene indtil det gik op for hende at det var den anden der var trådt til. Hun sukkede lettet, mest af alt over at han ikke bare havde vendt dem ryggen og forladt dem som om intet var hændt.
Et mindre fnis forlod hende. Ikke om hun på noget punkt ville lade sine hænder imod den balle, det måtte en anden tage sig af, desuden var hun sikker på at banditterne havde fortjent det. Alle sammen.

Hun listede ud fra sit skjul idet kampen så ud til at være overstået. Hun nærmede sig de to imens hun betragtede dem undersøgende for skader.
'' Mange tak... Hvad fik dig dog i sådan en gang ballade+ en nobel herres opsparing til en ridepisk+ eller besudling af hans datter+ ''
Hun kunne simpelthen ikke lade være med at være nysgerrig idet hun tilsluttede sig de to og betragtede de døde og sårede, dog var hendes fokus bestemt mest på Stygg og den anden.
'' Har i brug for en healing..+ ''
Hun løftede sigende sine hænder.

Healerkvindens spørgsmål omkring den noble herre, fik Kalem til at le varmt, men lettere anstrengt, fordi han havde ondt i hele kroppen. Desværre var han nødsaget til at svare sandfærdigt på hendes spørgsmål, for de havde trods alt reddet hans røv. "Det var kun et par guldskeer! Og værdipapirerne i hans skuffe... Og ridepisken.. Datteren kyssede jeg altså kun!" indrømmede han en smule iltert, før latteren endnu en gang overmandede ham og fik væltet helt ned at ligge. Han pustede ud et par gange da latteranfaldet var ovre. Det var tydeligvis ikke kun ham, der fandt det sjovt, for Stygg stod også og lo en dyb, lettere grum latter.

"Jeg har det som om, at jeg er blevet trampet ned af en tyr!" Udbrød Kalem noget pludseligt, lige efter healeren havde spurgt om hendes evner kunne bruges. Han forsøgte at sætte sig op igen, men denne gang var udmattelsen for stor, og han blev liggende mens han ømmede sig til sine ribben, der med stor sikkerhed i hvert fald mindst var bøjede, hvis ikke noget mere.
"Hvad end det var du lavede, så må du gerne gøre det igen. Jeg tror, jeg har slået hele min krop af led," igen var hans jokende attitude ikke til at slå ihjel.

Hun lo, hun kunne simpelt ikke lade være. Så han var åbenbart en tyv, så havde hun ikke været helt ved siden af i sine tanker om at han var en af landets frie fugle. Eller så fri man nu engang kunne blive når loven ikke så alt for positivt på en.
'' Kun et kys+ Hun var måske ikke kønnere end som så+ Eller blev i taget på fersk gerning+ ''
Nysgerrigheden tog over i hende, det var skønt at tale med en som hende selv, der tog let på tingene og ikke lod sig binde af love og regler.
''Hvad skulle du bruge den ridepisk til..+ sælge den videre+ '' Det måtte have været en temmelig værdifuld ridepisk hvis det kunne få en nobel sådan op at køre.
Latteren boblede stadig let fra hende som hun satte sig på knæ ved siden af ham.
'' Så lad mig da vide hvor det gør ondt, medmindre du er villig til at smide al tøjet lige her, for jeg tager det altså ikke af dig. ''
Drillede hun tilbage, der var virkelig intet andet end humoren som gadens folk nu engang havde, den var anderledes og langt mere varm, levende og flirtende end nogen andre steder. Måske på nær krostuer og horehuse.
Hånden blev placeret over den brækkede næse, mens to fingre holdt det brækkede stykke på plads satte hun igen igang med evnen.
'' Første gang du er blevet healet+ ''

Kalem kunne ikke lade være med, at hoppe med på kvindens sjove vogn, da hun begyndte at joke med. "Njah, jeg ville have taget hende med mig hjem.. Eller jeg mener.. I hendes gemakker.. Men ja, så dukkede farmand op," sagde han tørt, men med et glimt i øjet, mens han pillede rundt ved sin smadrede næse. Det fik også hans opmærksomhed over på øjenbrynet, der var flækket ved det sidste slag han havde fået i ansigtet. Han fik sig med nøp og næppe op at sidde med en smule brokken og så fra den ene til den anden af sine redningsmænd.
"Ridepisken ville jeg have brugt på Lady Ann, men det nåede jeg ikke rigtigt," igen dukkede den varme latter op, mens han holdt sig for brystkassen.

"Åh, pas nu på frøken, jeg tager tit tøjet af for... Healere," han nåede at redde sin sætning, før den blev alt for lummer, men ikke desto mindre var det måske lidt for bramfrit, og han rødmede let, til trods for manglen på farve i hans ansigt. Da hun tog fat om hans næse, var han i starten lettere ømskindet og klemte øjnene sammen, men da den healende energi skyllede sig igennem kroppen på ham igen, slappede han mere af, og kunne ikke lade være med at smile lidt mere intimt til hende. "Nu er jeg helt vild i varmen. Hvad kan jeg kalde dig, smukke frøken?"

Nia lyttede med, med hovedet en anelse på sned. Han var en sjov karl, ikke at hun havde forventet andet. Humoren i lejren var da også god, men den var også præget af langt mere alvorlige ting, ikke noget hun brudte sig særligt meget om og som hun tit og ofte forsøgte at lempe op for ved at underholde de andre med eventyrfortælling og sange om fjernt liggende steder eller uheldige handelsmænd.
'' Hun lyder som en uartig sag den Lady.. ''
Hun slog endnu en latter op, fulgt ad med Styggs dybe latter.
Latter og smil var nu engang det bedste, hvert fald hvis man spurgte hende.

Hun hævede spøgende et øjenbryn. '' Og det kun for healere+ Man skulle ellers ikke tro at du var blevet healet før, sådan som du spjættede og spændte da jeg lappede dig sammen. ''
Hun fornemmede godt at han rødmede, men valgte ikke at sige det, smilte istedet varmt til ham mens hun fokuserede på at heale næsen. Da den endelig var lappet sammen gik det op og over til hans flækkede øjenbryn.
'' Navnet er Nia, sigøjner og healer af mit hverv.. Ham en store deroppe er Stygg. Hvad med dig hr. charmørr-tyv. +''
Nia valgte bevidst ikke at nævne Styggs profession, det kunne jo være til fare for ham at nævne det til alle og enhver, desuden var hun sikker på at nordboen nok selv skulle sige til hvis han havde noget at skulle have sagt.

Hun rettede sig op inden hun selv forsøgte at få ham til at rette sig op så hun kunne placere en hånd på hans brystkasse og mærke hvordan ribbenene sad. Sådan som han blev stakåndet når han lo kunne det let være at nogen var blevet bøjet eller brækket, eller en lunge kollapset.

Kvindens kommentar om Lady Ann fik endnu en gang Kalem til at brase sammen i latter. Han undgik at svare på den, men nikkede derimod mange gange, hurtigt efter hinanden. Mens hun gik videre med healingen, spjættede han endnu en gang, men ikke lige så slemt som før og samtidig snakkede hun jo også frit til ham, hvilket hjalp en god del. "Nej, jeg er slet ikke vant til healerens... Hænder," forklarede han hende en smule anstrengt, fordi følelsen der gik gennem hans krop, var mærkelig.

Da hun præsenterede sig, var Kalems reaktion meget anderledes end mange andres. Han reagerede positivt, selvom han godt var klar over, at hun var en sigøjner, fordi han netop selv havde været det, dengang han havde haft en familie. Hele hans race var, i bund og grund sigøjnere.
"Jeg er Kalem af Topalis-folket. Charmør-tyv, som du kalder mig, og jonglør... I knive," præsenterede han sig, mens han vitterligt ikke kunne undgå at lave et let nonchalant buk, som han hurtigt fortrød, at han havde lavet.
Da hun også placerede en hånd på hans brystkasse, lød et let støn fra ham, mens han knækkede sammen. De havde virkelig haft tampet lige dér. Det var bare ikke hans aften, denne aften.

'' Det er dog en meget praktisk gave at have, selvom man bliver så forbandet træt når man har healet for meget. Når pengene er små kan et par helbredende hænder til tider være gode at have. '' Hun lo blidt.
'' Lig nu stille din spjætterøv. ''
I det mindste var han ikke noget barn, børn var langt mere besværlige at have med at gøre når det kom til healing, de kunne ikke lide fornemmelsen af magien der gennemløb der krop og satte sig ofte til at kæmpe imod eller skrige i vilden sky, begge dele var forfærdelige. Med voksne mennesker og teenagere var det dog en anden sag, der kunne man typisk bedre komme igennem til dem og forklare hvad der skete og hvorfor det skete.
'' Det er blot din brusk der vokser sammen igen, det ville være værre hvis det var organer. '' Hun purrede let op i hans hår, kunne ikke lade være, så måtte han brokke sig lige så meget han ville. Hvis han havde været en anden, handelsmand eller lignende ville hun dog nok ikke have turdet det, det var med at forsøge at læse personen man healede.


Det overraskede hende dog at han reagerede positivt på hendes introduktion, selvom hendes påklædning nok også var påfaldende nok til at man tænkte sigøjner ved det første øjenkast.
Hendes smil blev blot bredere som han præsenterede sig selv, så hun havde haft ret i sine anelser, det gjorde hende glad og fik hende ligeledes til at rødme let.
'' Det må have taget lang tids træning, men du så da nu meget ferm nok ud med knivene a du brugte dem før. '' Hendes smil stivnede let ved hans stønnen da han knækkede sammen.
'' Prøv at ligge dig på ryggen, det er vidst bedre end at jeg tager begge sider på en gang. '' Hendes healende hånd strøg ham blidt på brystet og maven, så blidt det nu engang kunne lade sig gøre under flere lags tøj, som hun fik ham ordentligt ned at ligge, inden den healende evne igen kunne tage fat og få rettet op på ribbenene.
'' Hvordan med ryggen+ ''
Hun hævede blikket imod ham mens hun forsigtigt lod sin energi strømme ind i ham, mærkede hans skelet og muskler igennem for skader.

Hun måtte virkelig tjene kassen til tider, især når der en gang imellem skete katastrofer, såsom drageangrebet på hovedstaden. Og så at hun bare gå ned og hjælpe til med at heale folk, kunne det jo kun sige sig selv, at hun nok fik en skilling eller to for det, hvis ikke meget mere. Så vidt han forstod, så havde healere en del penge i pungen. Men Nia var en sigøjner, som han, og hun havde taget en anden vej, tydeligvis. Hendes purren op i hans hår, fik ham til at tænke tilbage på en flamme han engang havde haft dengang han stadig havde boet hjemme. Det vakte sære følelser i ham og selvom han godt kendte dem, valgte han, at ignorere dem for nu. I stedet smilede han blot anstrengt.

Han ville have givet hende en fræk bemærkning på hendes ord om knivene, men hans åndeløshed stoppede ham ret meget i det, og i stedet blev han siddende, lettere krumbøjet i et forsøg på at stoppe smerterne nu hvor adrenalinen havde lagt sig fuldstændig. Men Nia havde tydeligvis styr på det, for hun tog det helt roligt, mens hun instruerede ham i, hvad han skulle gøre. Med møje og besvær fik han lagt sig helt ned, hvor han bed tænderne sammen.
Heldigvis var der kun blå mærker på ryggen, så han rystede bare på hovedet, mens energien på ny strømmede igennem ham. I starten var det en smule ubehageligt, men så gik det i sig selv igen og da ribbenene endelig var færdige med at brokke sig, havde han det meget, meget bedre. Han var stadig øm fra de mange blå mærker rundt omkring, men den del var han mere eller mindre vant til. Han satte sig op igen og åndede lettet op.
"Måske jeg en dag kan tilbagebetale det jeg nu skylder dig, smukke," sagde han, uden at tænke først, mens han stirrede ud i luften. Kalem var meget direkte, altid, men i aften gav det ham sære følelser, at være så direkte. Som om, at han bare burde tage det stille og roligt i stedet for. "Tak for hjælpen... Nia.. Og Stygg. Jeg står virkelig i gæld til jer, både for at have tæsket de idioter der og for.. Hrmm, at ordne mig. Eller, jeg mener, det healing der,"

At healere tjente en god slant penge var som sådan meget rigtigt, men når healeren var en sigøjner eller bare generelt af 'lavere herkomst' synes folk at blive lidt mere påpasselige med at betale for healingen, hvertfald med krystaller og sådan, nogen kunne dog godt finde på at give en skive brød eller et glas mjød. Så det var langtfra altid hun havde penge på pungen, men det var blot noget hun måtte acceptere og affinde sig med.

Hun sukkede lettet da hun ikke fornemmede flere skader og istedet lod sin energi synke væk igen som hun sænkede skuldrene. Hun sad lidt, kort ludende med hovedet over den energi hun havde lagt i healingen inden hun så spørgende op imod Stygg der blot rystede på hovedet, tilsyneladende var han kommet igennem kampen kun med småskrammer, de ville heale sig selv med tiden og hvis de gav ar så til fanden med det.
Hun sendte ham et let mat smil, inden hun fik løsnet sin vandflaske fra bæltet og drak en længere tørn, imens hun lyttede opmærksomt til Kalem.
Hun gispede kort efter vejret som hun tog munden fra hætten og lukkede den til igen.
'' Det var så lidt. Jeg kan ikke lide bare at gå forbi når sådan noget sker, og især ikke når det sker til folk der er ligesom jeg. Af det frie folk. ''
Hun tiltede hovedet igen, betragtede ham imens hun hvilede sig og forsøgte at komme sig ovenpå healingen.
'' Hvad bringer dig helt herud på disse kanter+ Stak du af eller er du bare på gennemrejse+ '' Spurgte hun nysgerrigt, som sædvanligt.

Kalem kunne sagtens se, at healerkvinden blev træt, da hun var blevet færdig med at ordne hans krop. Det var let at se hvordan hendes skuldre sank let og hun blev mat i øjnene, da hun drak af sin vandflaske. Selvfølgelig var hun træt. Og nu han tænkte over det, så var han også ret udmattet oven på den fejde han, Stygg og Nia lige havde været igennem. Men han havde været træt før, og han var et natmenneske. Om natten var han næsten altid aktiv. Det var om dagen, han blev mest træt. Og heldigvis var det nat nu.
"Hvis det kan opmuntre mere, så ville jeg have gjort det samme som dig. Jeg ville nok ikke have en stor farlig gut med, men til helvede med det!" lød det fra ham, mens han lagde en hånd på hendes arm. Han måtte forsikre hende om, at han var hende taknemmelig, det havde han et kæmpestort behov for, selvom han ikke helt forstod det.

"Det var nu min plan, at komme ud på andre kanter lidt. Hovedstaden er lidt kedsommelig, især efter drageangrebet, så jeg tænkte, at lidt luft kunne være tiltrængt. Men det ser ud til, at jeg også stikker af fra en hvis baron nu," forklarede tyven sig, mens han kom på fødderne igen og så rundt på de mange sårede og døde. Han stjal aldrig fra døde - men sårede? Der havde han ingen kvaler, så han kiggede kort på manden med såret i ballen og fik hurtigt øje på pungen i hans bælte. Med et skuldertræk, tog han pungen og vejede den let i hånden. Mange krystaller! Han kunne ikke lade være med at smile bredt over sin gevindst. "Og nu mangler baronen vidst et par mænd, takket være jer to."