Vægtede træsværd hamrede tungt imod hinanden i lysningen denne formiddag, hvor solen endnu ikke helt havde kæmpet vej igennem skydækket til at varme skoven op.
Det var dog ikke noget Ragna lod sig mærke med, hun havde prøvet langt værre og mere genstridig kulde. Til gengæld var hun en smule knotten på Hakims seneste aftale. Det gjorde hende ikke så meget at det var for mørket, men det at de var blevet hyret til at skulle træne nye rekrutter op, dét var hvad der irriterede hende gevaldigt. Hvilket også kunne anes i det drag der var om hendes mund idet hun endnu engang rettede på den næsten splejsede rekruts holdning.
'' Ryggen op, sænk for pokker nu de skuldre. Foden frem så du holder balancen, hvor mange gange skal jeg sige det. ''
Meget kunne man sige om Ragna, men at være en træner var bestemt ikke hendes kop te, så langtfra, men så var lønnen for det da i det mindste godt.
Hvis nu bare de havde skulle kæmpe med hellebarder eller spyd, så havde hun langt bedre kunne fungere i det miljø der var blevet smidt hende i ansigtet som en kold spand vand.

Hun skævede imod Mordrinn som den mørkhårede fra mørket var blevet smidt imod, det mindste kunne han langt bedre finde ud af det, om han så så det som en fornedrelse at blive givet træsværd med en kerne af bly, det var så noget helt andet, men det var vigtigt at de begge opbyggede muskler og havde fornemmelsen af hvor tungt sværd rent faktisk var, hvordan de bedst kunne bevæges rundt.

I træerne omkring lysningen, klatrede en helt anden skikkelse rundt. Han havde set denne... Gruppe. De fleste var gode dræbere, men ingen af dem kom tæt på hans vildskab. End ikke nordenbrødrene. De var langt fra som Völund. Völund var et bæst, ikke et menneske. Ikke længere. Torak og Stygg var mennesker, om end nogle meget hårdtkernede mennesker. Men det var ikke de to nordenmænd, der fangede Bæstets interesse. Det var kvinden der stod for træningen af nogle af mørkets rekrutter. Hun virkede noget tvær i dag. Og så virkede det bestemt ikke som om, at det var sværdet, der var hendes foretrukne våben, til trods for, at hun bestemt virkede som en kriger. Hun var spændende, men samtidig kunne han ikke bare se til, mens hun blev mere og mere hidsig over træningen af rekrutterne, der kun blev mere langsomme og dumme af det.

Derfor sprang han adræt ned fra et træ, bar overkrop og det hele. Han havde pjaltede bukser på, med benbeskyttere i stål og en enkelt skulderplade i læder. Derudover, var han nøgen og lugtede stadig af blod fra gårsdagens slåskamp; Nogen havde irriteret ham, og han havde svaret, som han plejede.
Og han havde vundet. Det værste der var sket med ham, var en rift hen over kinden, fra mandens kniv, da denne havde forsøgt at skære hans ansigt i stykker.
Men Völunds egne hænder var der stadig rester af blod på, fra modstanderen. Han vaskede sig ikke særlig tit, og det ville man nok lægge mærke til, hvis man tilhørte den mere civiliserede ende af samfundet.
Da han trådte ind mod lysningen, fór Stygg, den ene nordmand op, men Völund fremviste en kugle af mørke, måden at identificere sig selv som mørkekriger på og gik derefter videre, uden tegn på at han ønskede at ville blive stoppet. Direkte mod træningsarealet, hvor rekrutten fra mørkets hær fik øje på ham. Det stoppede øjeblikkeligt træningen, da rekrutten tabte kæben og endte med at få et rapt slag over hovedet af Mordrinn. Det ændrede dog ikke på den fortabte attitude fra mørkets rekrut, der både stod i ærefrygt og rædsel.
"De holder begge to deres våben forkert. Taget er for krampagtigt," kommenterede han til at starte med, da han stod ved siden af Ragna - kvinden hans blik havde hvilet på længe. Det var en veterans begynderfejl, og han vidste det.

Hun havde godt fornemmet at hun var blevet betragtet, det var dog ikke nogen nyhed, i og med at de stadig var ved lejren ville der altid være et eller andet par nysgerrige øjne eller ører til at betragte og lytte efter alverdens ting, derfor havde hun også ignoreret fornemmelsen og fokuserede istedet på de to yngre foran hende.
Først da Rion, rekrutten fra mørket, tilsyneldadende mistede fokus helt og holdent og istedet stirrede som et dumt muldyr på et eller andet bag hende, selv efter han havde fået et solidt slag af Mordrinns træsværd. Idet mindste var de godt at sidstnævnte kunne finde ud af at heale, ellers havde Rion nok været en bunke ynkelig klump kød allerede.
De forskelligtfarvede øjne drejede om, fulgt af hendes ansigt idet hun skævede om bag sig for at finde ud af hvad fanden der kunne være så interessant at nogen skulle stå og ryste i bukserne med tabt kæbe og et voksende blåt mærke i panden.

Hans lugt nåede til hende før synet af ham gjorde. Lugten af blod, båret af vinden, blod og noget andet, mere maskulint og vildt. Hendes irriterede drag om munden blev kun forværret af hans irettesættelse, men det var kun kort. Et nærmere blik på Mordrinns greb sagde hende at manden havde ret. Endnu en sukken forlod kvinden.
'' I hørte mandfolket.. I skal også kunne få blod ud til jeres hænder.. ''
Hun vendte sig halvt om halv imod den anden og skævede op imod ham
''Og hvem er du så+ Gammel kriger formoder jeg+ ''
Hvorfor fanden havde generalen ikke bare sat den ældre til at træne rekrutterne istedet..Selvfølelig var lejesoldater altid praktiske på det punkt, så kunne hun selv sende sine egne folk ud og gøre andre opgaver, det var nok der logikken lå i det hele.
Et let busket øjenbryn blev hævet spørgende, om det var grundet hvor lidt tøj han havde på, eller fordi hun stadig ventede på en form for introduktion fra ham var ikke til at sige, måske en blanding.
Et stort brød var han, og noget af et rygte måtte han havde fået sig når Rion stod og skælvede sådan i ærefrygt.

Völund kunne sagtens se, hvordan hans kommentar ikke faldt i god jord. Han var ligeglad. Fakta var fakta, og fakta var, at de holdt forkert på deres sværd. Det var ikke til at holde ud at se på, især ikke hvordan Rion, den nye rekrut, slet ikke kunne finde ud af sit kram, efter hele to ugers træning. Den gik ikke. Generalen ville blive noget misfornøjet. Hendes kommentar til mændene fik Völunds skarpe blik til at falde på Rion, der næsten tabte sit sværd, hvilket kun gjorde Bæstet mere vredt. Han blev dog stoppet af kvindens spørgsmål, der fik ham til at smile skævt. Han skulle til at svare hende, da Rion mumlede "Bæstet" næppe hørligt, for andre ører end Völund. "Du træner, Rion. Hold kæft og træn, eller jeg trækker skelettet ud af røvhullet på dig," sagde han roligt, mens han smilede et stort tandsmil til rekrutten, der nu for alvor trænede mod Mordrinn, som gjaldt det liv eller død. Stadig forfærdelig. Mordrinn var noget bedre, det var da til at se.

"Jeg er Bæstet, som Rion sagde. Mit navn er Völund, og jeg er ung i forhold til dig," præsenterede han sig, mens hans blik hele tiden lå lidt på Rion og Mordrinn. Han kunne slet ikke håndtere, hvordan Rion behandlede sit våben. Det var ved at gøre ham godt gal i skralden. "Du er Ragna. Healeren er Mordrinn, og den elendige rekrut er Rion. Jeg har tænkt mig at gøre ham mindre elendig, lige nu," og med de ord, strøg han ind på kamppladsen, hvor han trak et enkelt kortsværd, og parérede begge rekrutter på én gang, før de for alvor fløj i flæsket på hinanden. Rion så rædselslagen op på veteranen, før han undskyldte og trådte et skridt tilbage. "Nej, Rion! Du træder ikke tilbage nu, du er i kamp, for helvede! Man trækker sig ikke. Man går i kødet på folk!" bjæffede Bæstet, da han gjorde udfald på udfald på udfald efter den stakkels rekrut, der kun med nød og næppe forsvarede sig selv. Det endte med, at Völund slog sværdet ud af hånden på ham, men han havde samtidig træning nok til, at stoppe sit slag, sekundet før det ramte Rion i ansigtet. Han vendte sig mod Ragna. "Vi burde vise dem hvordan man gør. Du er en veteran, jeg er en veteran.. Og jeg har savnet noget at slås med siden i går,"

Endnu et øjenbryn hævedes idet Rion synes at det var passende at kommentere med 'bæstet', hun havde været temmeligt nær ved at snerre af ham, at han bare skulle fokusere på sin træning, men den fremmede mand kom hende i forkøbet, og det med en kommentar der fik et kort grin fra den mørkhårede kvinde.
Resultatet af mandens kommentar og ordre var da bestemt heller ikke til at tage fejl af, faktisk var hun ved at tro at det var første gang hun havde set sved glinse på Rions pande i den tid hun havde haft ham under sine 'vinger'.
Fokus blev igen sendt imod den let påklædte som han fortsatte.
Ordene var korte og lige til, akkurat som han lod til at være lige til i sine bevægelser og handlinger idet han joinede de to i træningsområdet. Det fik dog hende til at være en smule på vagt overfor ham da han nævnte at han tilsyneladende kendte til hendes alder, hvor vidste han det fra+. Det at han i forvejen kendte hendes navn generede hende ikke yderligere, det kunne let være at han havde hørt rekrutterne hviske her og der om hende, eller at generalen måske selv havde givet en kort forklaring på hvem fanden lejesoldaterne nu engang var, men alderen, selvølgelig kunne det komme at aflæse kropssprog og rynker, men stadig..


En højlydt klasken lød idet hun smækkede en hånd op i ansigtet på sig selv og langsomt sænkede den mens hun bad sine guder om styrke, som Rion trådte tilbage, hun havde virkelig ikke tålmodigheden til at træne folk, hvilket 'bæstet' vidst heller ikke lod til at have sådan som han brølede op.
Han havde og ret i sit udsagn. Kun svage og hunde trak sig tilbage, javist var Rion svag, men hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at blive noget stort i hæren havde han bare at losse sig selv i røven og tage sig sammen, svagpissere og passive blev sjældent til noget i en hær, faktisk var de typisk dem der røg først i kamp. Akkurat som en bonde i et slag skak.

Endnu en kort, dyb latter forlod hende. Manden morede hende allerede, langt mere end de slappe rekrutter.
Hun nikkede så det klirrede let fra de runer der var flettet ind i hendes hår og noget af hendes tøj.
'' Du ved tilsyneladende meget om mig, men jeg er helt i orden med at vise dem hvordan man gør, så længe vi er på det rene om at du ikke dræber mig, og jeg ikke dræber dig. ''
Lød det stedfast fra hende, ikke at hun ville lade livet bar for en trænings skyld, men at demonstrere for myndlingene hvordan en kriger gjorde kunne altid være nyttigt, hvis de da holdt øje.
'' Blank våben eller træ+ ''
Hun skævede imod træningsvåbnene imens hun fik pillet sin øjenklap væk så hun bedre ville kunne se og fokusere under den forestående demonstration.
Hvis Völund forventede at hun ville blive som en legesyg hvalp i kampen ville han i den grad tage fejl, det kunne næsten lyde at han forventede det sådan som han mente at han manglede underholdning.

Rion væltede på røven af ren og skær forskrækkelse ved tanken om, at han næsten havde mistet hovedet. Völund var ligeglad. Han kunne lide halvracen Ragna, hun lo af ham, frem for at kalde ham for dum, som så mange andre gjorde. Og selvom hun brugte ord, han ikke helt forstod, så var han helt okay med det. Hun var det tætteste han var kommet på én der mindede ham om sig selv, og det var, for ham, godt nok. Han smilede let og kunne ikke lade være med at le over hendes kommentar om, ikke at dræbe. Han var ikke kendt for, at lade sine modstandere leve, men han gjorde det. En gang i mellem. Og hende her.. Han havde sådan en ekstrem trang til, at slås med hende. Voldsomt og kaotisk. "Ingen drab i dag. Med mindre Rion ikke flytter sin røv væk fra min plads. Ellers kan det godt være, han bliver et hoved lavere," svarede han med en latter og et manisk blik på rekrutten, der på det nærmeste væltede ud af vejen.

"Jeg har mine sværd. Ingen burde udsætte sig selv for træsværd, med mindre man er bange for, at blive dræbt," Igen en kommentar, der halvt om halvt var rettet mod den stakkels Rion. Han trak stille og roligt begge kortsværd, der stadig havde lidt størknet blod på. Han havde ikke fået renset dem siden gårsdagens strabadser, men han regnede med, at få det gjort i aften. Efter den her træning. Mens han varmede op, forblev hans blik på Ragna.
"Jeg har ikke set dig slås. Men jeg glæder mig meget til, at se det. Man kan altid se ind i modstanderens sjæl, når man slås med dem. Er frygten der, eller ej.. Er man modig? Er man ligeglad?" Spørgsmålene lød nærmest som konstateringer. Rion hørte til den bange type, og Mordrinn virkede mere hen ad den modige vej. Hvad med Ragna? Var hun ligeglad? Eller var hun måske lige så aggressiv som ham?

Meget var brutalt ved Völund, selv hans latter virkede brutal, men den havde stadig en vis mængde varme over sig, hun besluttede sig fora t hun kunne lide den latter, imens hun nikkede til ham. Hun havde forstået. Det var med at være påpasselig, især når han lod til at være i eliten, efter Rions fjæs at dømme. Det skulle nok blive interesseant at få prøvet kræfter med eliten. Hun slyngede sin tunge jakke af så hun bedre ville kunne bevæge sig i sin tunika, efter alt at dømme skulle hun nu nok komme til at svede.
Med en hurtig, fast, bevægelse fik hun hevet sin hellebard til sig som den havde stået ikke alt for langt fra hende, lænet op af et træstativ. Hun strakte sig og begyndte at varme op imens hun sendte de to yngre et bestemt blik.
'' Se og lær, forhåbentligt kan det få noget om bag jeres tykke pandeskaller. ''
Dette var dog mest vedhægtet ved Rion, Mordrinn lod til at have forholdsvis styr på sit våben, men forhåbentligt ville de begge kunne lære noget af dette.

Roligt, men dog med sanserne åbne og øjnene fokuseret på manden foran hende, trådte hun ind i trænings arealet foran ham, afventende hvad han havde tænkt sig. I og med at han havde to kortsværd kunne det let blive besværligt for hende, idet mindste havde hun selv en dolk ved sin side, forhåbentligt ville den være nok hvis det skulle lykkedes ham at afvæbne hende hellebarden, som nærmest var som en tredje arm for hende.
En kort nikken blev givet imod ham som tegn på at hun var klar.

Völund afventede Ragna signal til at hun var klar, tålmodigt. Han kunne sagtens være tålmodig. Det var han altid før han skulle slås, mens adrenalinen langsomt byggede sig op inden i ham. "Og hvis ikke I lærer, så kommer I til at dø, før I har smagt på de gode sider af, at være kriger," hentydede han roligt, med et skævt smil. De burde nok kunne regne den ud. Det var naturligvis kvinder, der var taleemnet her. Han holdt sine sværd ud i udstrakte arme, og svang dem let rundt, mens han huskede på deres vægt. Det var altid noget andet, når man skulle passe på, ikke at dræbe sin "fjende". Da hun gav sit klarsignal, tøvede han let, mest for at se hende efter. Hendes fodarbejde var udmærket. Hun virkede erfaren, og hendes længde med hellebarden kunne sagtens lede til hans tab. Men det var ikke hans intention, at tabe.

"Sikkerhed? Jeg kan lide, hvad jeg ser, Ragna," kommenterede han med øjne der glimtede af glæde og entusiasme over, hvad der skulle til at ske. Han kunne lugte sveden fra Rion, da denne så på med sin frygt som passager. Han kunne lugte blodet, han nærmest havde badet i i går og han kunne også lugte Ragna. Det var spændende.
Da han gjorde sit udfald mod hende, var det flere slag fra de korte sværd, der kom mod hende, og med sin overraskende adræthed, sprang han på et tidspunkt om bag hende, parat til at stikke, hvis man så bort fra, at han gjorde noget opmærksom på sig selv med sine dyriske brøl.

Han var allerede oppe at køre, det kunne hun både se og fornemme, hun havde dog ikke tænkt sig at spørge videre ind til det, for nu gjaldt det om at holde øjne og ører åbne og musklerne parate. Tøvede han+ Eller så han hende bare an, sådan som hun så ham an+
Det lod til at være sidstnævnte. Et kort smil forlod hende.
'' Når man ikke kender sin modstander eller dennes bevægelser er det bedst at tage sine sikkerhedsforanstaltninger. ''
Kommenterede hun, imens sanserne var på højkant, lugtede den sælsomme blanding af mand, blod og natur. Hun kunne li den lugt, den var langt bedre end så mange andre og vækkede nærmest noget dyrisk inde i hende. Nogen måtte mene at det var hendes bjergelver side der vågnede op til dåd, da det folk bestemt ikke var kendt for at sidde med en kop te og fortælle unger historier om faaarlige væsner og fortryllede slotte, nej det lå langt væk fra deres natur.

Det virrede let fra en muskel i hendes ene ben, idet han begyndte sine udfald, til hvilke hun parerede bedst muligt med den jernbeslåede del af skæftet på hellebarden, så stål mod stål lød højt og koldt i lysningen. Et køligt smil forlod hende, hun kunne sku ikke lade være, end ikke da han pludselig havde vredet sig om bag hende, hun var dog snarrådig og sænkede enden af hellebarden bagud i et stød efterfulgt af et sving som hun drejede om på hælen for at have ham foran sig igen.
Et mindre udbrud hørtes fra hende idet hun behændigt forsøgte at få nogle slag ind, mens hun konstant måtte minde sig selv om at dette blot var for at vise rekrutterne hvordan man gjorde, og at drage blod nok ikke var det bedste at gøre, især ikke når den hun kæmpede imod stod under Mørkets General, den selvsamme person der havde hyret dem.

Völunds spring om bag kvindekrigeren bar frugt. Altså, for opvisningen. For Völund handlede det ikke nødvendigvis altid om, at dræbe sin modstander. Her handlede det om, at de begge fremviste deres talenter. Og Ragna havde talenter, måtte han erfare, da enden af hendes hellebard ramte ham i maven, hvis muskler han kun lige nøjagtigt nåede at spænde. Men Völund var ikke blot et menneske. Smerte var ham ligegyldig og selvom det havde gjort ondt, parérede han hendes brede sving med hellebarden, som hun vendte sig mod ham og gik i en komplet defensiv stilling med blokader og undgåelse af hendes store, drabelige våben. Men han havde én fordel over hende. Han var meget hurtigere, det havde han lagt mærke til, for selvom hun var stærk og hurtig med det store, balancerede våben, så var våbnet stadig stort, hvorimod hans kortsværd var hurtige. Til gengæld lå hendes fordel i, at hun havde langt mere rækkevidde end ham.

Det måtte han komme uden om, og det var der kun én måde at gøre på; At gå tættere på. Det forventede modstanderen aldrig. Det var der kun én type kriger, der kunne finde på. En psykopat, som Völund, var én af få.
"Nok med vores sikkerhed. Den kan kastes ned i afgrunden, vi er krigere, ikke vagter. Vagter beskytter. Krigere slås deres sidste åndedræt," forklarede han med et manisk smil på læberne, før han satte i sin komplet dumdristige handling, der involverede, at hamre det ene sværd ned på hellebarden, hvorefter han noget pludseligt bevægede sig forbi selve bladet og helt tæt på med et sværdhug rettet direkte mod hendes mave.

Hans konstante parader irriterede hende en del, selvom hun godt vidste at det var for opvisningens skyld for de to yngre, havde kampen ikke desto mindre allerede fået hendes blod i kog, og temperamentet fået lov til at få næsten frit løb. Hun forsøgte at holde tilbage, ja, men hun vidste at det ikke kunne vare ved meget længere. Hendes krigeriske og lettere barbariske Bjergelverblod skreg nærmest til hende at give alt hun havde og nedlægge ham med det samme.

Ikke desto mindre holdt hun sig i ave og forsøgte at holde hovedet koldt. Det var dog frygteligt irriterende med hans to kortsværd. Et fnys forlod hende, i det selv samme øjeblik han holdt hendes blad væk fra sig med det ene kortsværd så den hidsige langtrukne lyd af metal mod metal lød, inden han kom nær hende.
Alt for nær.
Med en dæmpet forbandelse sprang hun tilbage inden hans kortsværd kunne komme igennem lagene af tøj. Den skar igennem, men heldigvis ikke så dybt som forventet, faktisk var såret næsten det hun ville definere som en overfladisk skramme.
Hun hørte godt det mindre gisp fra Mordrinn der lænede sig imod Rion og dæmpet kommenterede noget. Hun kunne dog ikke helt høre hvad men sendte dem istedet kort et dræberblik inden kvinden igen fokuserede på manden foran sig. Selvom han var mindre, var han hurtigere.
Hun cirkulerede omkring ham, nægtede at vende ham ryggen.
'' Opvisning. Ikke kamp til døden. '' Lød det lettere snerrende mellem hendes tænder, mens hun så ham an, forsøgte at læse hans kropssprog. Han virkede ikke til at være stærkere end hende, men han var i den grad hurtigere. Denne kamp kunne let gå hen og udvikle sig til en konkurrence om hvem der først blev udmattet.

Det var heldigt, at Ragna var hurtig, for selvom det i bund og grund ikke var meningen, at han ville ramme hende, så var hans momentum for hårdt og hurtigt og hendes afvigelse skabte god afstand til hans sværd, der nok ellers ville have trukket blod. Endnu en gang måtte Völund hive og slide i tøjlerne, hans indre bæst var bundet ind i. Han var et dyr og dét dyr ville skabe kaos, have blod. Men han ønskede ikke at dræbe Ragna. Det var hun alt, alt for spændende til. Han ville afprøve hende, på flere faconer. Mordrinns ord, nåede måske ikke hendes ører, men Völunds hørelse var knivskarp, og han kunne sagtens ane hvordan manden forklarede, at Bæstet virkelig var et bæst. Han lo. Kunne slet ikke lade være. Mordrinn havde ret.

Som hun læste hans kropssprog, kunne hun med sikkerhed ane galskaben i hans bevægelser, hvordan han slet ikke kæmpede på konventionel vis. Han aflæste slet ikke hende. I stedet afhang alle hans valg af egne instinkter og sin reaktionsevne.
Hans latter falmede let ved kvindens sammenbidte kommentar. Kedeligt og inden for boksen, men nødvendigt. Völund ville heller ikke dræbe hende, det var han blevet enig med sig selv om fra start. Det andet stød havde været et lille uheld, som hun heldigvis havde undveget, og nu var Bæstet nødt til, at sætte en stopper for flere af disse.

Han lavede et par angreb mere, ikke lige så drabelige som før, men til sidst skreg hans indre dyr så voldsomt efter blod, at han trådte tilbage og vendte begge sværd ned mod jorden, hivende efter vejret - ikke af udmattelse, men af mangel på kontrol. Hans øjne skinnede af galskab og et raseri han knapt kunne tøjle. Det var ham ikke fjernt, hvad der skete i øjeblikket. En blodrus så voldsom, at hvis han blev ved, så ville han ende med, at slå hende ihjel eller selv dø i forsøget. "Ikke mere kamp. Ellers bliver det til døden," advarede han, lige så sammenbidt som hun havde været før.
"Du kæmper godt. Hvor godt ved jeg ikke. Det vil jeg først vide, hvis vi kæmper til døden," ordene blev stadig presset frem, mens han havde sin indre, meget voldsomme kamp med sig selv. Han havde lyst til at flyve i kødet på hende, her og nu, lade sine tænder synke dybt i struben på hende. Samtidig ville han bare gerne falde ned på jorden og frembringe sit mere fornuftige jeg til overfladen. Det lå langt under jorden lige nu.

Det var i den grad besværligt at læse hans bevægelser og tankegang, at finde et mønster var i den grad en umulighed. Faktisk virkede det som om han slet ikke tænkte over hvordan han skulle angribe eller hvordan han skulle parere, som handlede han mere på instinkt end noget andet. Et kort tandsmil skimtedes i hendes mundvige.

Som han satte gang i sine angreb bemærkede hun godt hvor meget han lod til at holde sig tilbage, hvor meget det tilsyneladende krævede for ham af viljestyrke ikke bare at slå sig helt løs på hende og slå hende til en blod pøl af hvad der skulle have været menneskeligt. Hun parerede og undveg slagene, inden hun stod stille, på afstand af ham mens han rystede dyriskt af, hvad hun regnede med var, dyrisk vrede der var svært at tilbageholde. En blodtørst stor som fanden selv, hun kendte godt til blodtørsten, men hun havde sjældent ladet den tage overhånd ved sig selv, ved denne Völund, dette 'bæst' var det tilsyneladende anderledes. Han havde ladet sin blodtørst være det der gav ham styrke til alt hvad han nu engang foretog sig.
Ikke uden grund at han blev kaldt Bæstet.

Hun nikkede kort, fast, til ham.
'' Forstået... Skal vi lade de to andre overtage og gøre os forhåbninger om at de har lært noget+ ''
Hun nikkede kort hen imod de to yngre, på trods af at hun var sikker på at han havde mere fokus på at forsøge at holde sig selv i ave. Hun forblev stående uden at røre en muskel.
Stirrende opmærksomt på ham, på trods af at han var uden våben. Som han var lige nu var det tydeligvis på en farlig grænse, og hun ville ikke provokere ham til at overtræde den grænse ved at bevæge sig.
Hun havde trods alt sit liv en smule kært, der var jo stadig så mange ting hun endnu ikke havde oplevet eller prøvet, en masse eventyr i en stor verden hvor hun kun havde set en lille brøkdel af den, og dog håbede at se mere. Meget mere.

Völund var kun glad for, at hun ikke var den hoverende type, det var trods alt ham der havde stoppet kampen og teknisk set havde givet op. En ting han meget sjældent gjorde, og det var der mange beviser på, én af dem et sår, der sad ved halsen, i øjeblikket dækket af det tjavsede hår. Det havde været tæt på, og nu var såret sprunget op, og der løb blod ned over hans venstre skulder fra det. Det var fra i går. Der havde været mange folk i skoven, som ikke havde hørt til, og han havde slagtet dem. Alle sammen på nær to. En sortelver og en mand, hun havde dræbt for hans øjne.

Andre beviser var de mange ar, hans krop var dækket af, og når han stod stille, var de noget lettere at se. Knoerne var som altid ru og fyldt med sår og armene havde flere ar, både fra blonte våben og skarpe våben. Sidst men ikke mindst, var der også såret fra en pil fra en armbrøst, men var heldigvis ikke sprunget op. Det så grumt ud, men igen, det var teknisk set skjult under den skulderplade af læder han bar, som han til gengæld smed fra sig nu. Den gnavede.
"Forhåb... Ja, vi skal se om de har lært," hans tøven skyldtes mest af alt hans dårlige ordforråd. Han læste ikke, kunne heller ikke skrive, og hans ord var simple, hårde og direkte. Han tog sine sværd med sig og gik hen til Ragna, før hans hårde blik faldt på de to. "Vis mig, at I har set efter. Hvis I bare har brugt tid på at hviske om Bæstet, så bliver jeg vred,"
Allerede nu så Rion nervøs ud, men Mordrinn var en del af et hårdt selskab, så han var mere fattet, da de gik ud på pladsen igen og startede deres træning. Völund så væk fra dem, hen på Ragna.
"Dit våben.. Er stort. Jeg vil en dag se, hvor hårde dine næver er. Jeg vil glæde mig," han smilede skævt til hende og kradsede let i såret ved sin hals, mens hans blik igen blev hårdt.

Ragna hævede et busket øjenbryn af blodet der langsomt bevægede sig ned af hans krop, hun valte dog ikke at nævne noget, hvis det skulle vælte ned, måske, men som det bevægede sig lige nu fik det ikke nogen alarmer gang i hende, desuden lignede Völund en der var vant til lidt af hvert hvad angik skavanker og skader.

Hun følte næsten en sær trang til at lade en negl glide hen over de mange ar på hans krop, følge dem fra deres begyndelse til deres ende, endnu en ting hun valgte at holde kæft med da hun istedet valgte at rystede på hovedet så det tykke, buskede hår kort vejrede rundt i den tunge fletning der hang ned langs ryggen på hende. Ragna rettede sig op som hun gik over ti de to andre med hellebarden i sin hånd. Hun nikkede ind mod kampområdet, på trods af a det begge to allerede, en smule nølende, var på vej derind.
'' Er i hanekyllinger eller er i krigere. '' Hun kunne ikke lade være med at kommentere dem efter Völunds kommentar om hvorvidt de bare havde hvisket og tisket om ham som et par sladderkoner.

Hendes ære øjne gloede ned imod ham, stadig følte hun sig sær mindre ved siden af den mand, måske det var hans dyriske og iltre ide der fik ham til at synes så meget større end han egentligt var. Et lille rovdyrssmil fulgte '' Noget siger mig at mine næver ikke har meget at sige imod dine. Du foretrækker måske ingen våben..+ ''
Hendes øjne gled væk fra ham igen, over på Rion, der endnu engang holdt grebet forkert. Endnu engang overvejede hun hvad fanden Mørkets General havde tænkt da hun tog Rion ind, hvis der var flere som ham kunne det kun tyde på at mørket var desperate, det var dog næppe kløgtigt at åbne munden alt for højt omkring det i givende stund.
'' Fingeren Rion... Du er for helvede ikke til noget teselskab. ''

Völund observerede tavs, mens Ragna igen gik i gang med optræningen af Rion og Mordrinn. Det gik ikke. Han kunne lide at se Rion blive mere og mere nervøs, især når knægten skævede over til ham, men det gik ikke. Mørkets krigere skulle trænes og hvis det egentlig stod til alting, så skulle han også have træning i magien, der hørte mørket til. "Jeg er ligeglad. Jeg slås med sværd, og når de ikke er der, så slås jeg med næver. Jeg har også haft økser og spyd i hænderne. Sværd og hænder er bedst," forklarede han med en mærkelig sindsro. Det gjorde ham sært glad, at snakke med krigerkvinden. Ragna var ved at blive virkelig spændende. Han ville se hende nærmere an. Meget nærmere.

Idet Ragnakommenterede på Rions greb, kiggede Völund efter, før knægten tog et mere fast greb. Ikke fast nok. Han trådte frem igen, helt op ved siden af Ragna og kiggede indgående på Rion. "Det er stadig ikke fast nok. Du holder paraden forkert. Jeg tror du er venstrehåndet," sagde Bæstet, før han slog en knyttet næve, pludseligt og hårdt med på den flade side af sværdet, der omgående faldt ud af mandens hånd. Rion stirrede forskrækket op på dem, men Völund ignorerede ham, fik en fod under sværdet og vippde det op i hånden.
Derefter placerede han det i Rions venstre hånd.
"Prøv igen," Denne gang virkede det noget bedre, for det så ud til at Völund havde haft ret. Knægten var venstrehåndet.
"Fejlen er fundet. Ragna. Hvor længe skal du træne dem i dag? Jeg vil tale med dig senere," han kunne bede hende om opmærksomheden på andre måder, men det var han bare ikke særlig god til.

Ragna havde intet imod tilskuere under hendes træning af de to, på trods af at træning af andre bestemt ikke var noget hun havde den store erfaring med, dertil havde hun for dårligt et temperament.
Hun nikkede kort, til hvad Völund fortalte, det var altid praktisk at være alsidig med våben, såvel som uden. Selv foretrak hun dog til hver en tid hellebarden, den passede bedre til hendes bygning end sværd og daggerts, og lignende våben. Hun var da blevet trænet i forskellige våben og kunne skifte til sværd eller stave samt spyd hvis det skulle være nødvendigt, men det var ikke hvor hendes største styrke lå, hvilket man også ville kunne fornemme hvis man bare kendte hende lidt. Hellebarden var og blev som en tredje arm for hende.

I og med at bæstet blandede sig lod hun sig ikke irritere med, han havde nok en smule mere erfaring i at hjælpe nybegyndere end hun selv var. De sært farvede øjne fulgte roligt sværdet som det landede ned på Völunds fod og blev vippet op igen, kun for at ende i bæstets hånd der videregav det til Rions venstre hånd.
Hun lod hovedet komme en anelse på sned, det var overhovedet ikke en mulighed hun havde tænkt på at knægten kunne være venstrehåndet.
Det besværliggjorde træningen en smule i og med at hun skulle angive bevægelser spejlvendt for den venstrehåndede Rion, men det skulle nok give nogle interesseante udfald imod Mordrinn.
Hendes blik løsrev sig fra sværdskæftet og vandrede op til Völunds ansigt, skævende kort imod solen.
'' Ikke så længe endnu.. De har været i gang siden morgengry, så en pause vil snart være velfortjent. '' Nikkede hun stille hen for sig selv, desuden skulle de jo også træne mere end bare hvordan man kæmpede, deres magi skulle også trænes, noget hun helst ikke så sig selv blive udsat for, samt var de nødvendigt at de lærte at ride, noget som overraskende mange af rekrutterne ikke kunne finde ud af. Nogen havde nærmest virket direkte skræmte ved tanken om at skulle op på ryggen af de firbendede krikker.

Blikket gled undersøgende på Bæstet igen, imens hun overejede hvad han ville tale med hende om. Der kunne være så meget, såvel som det blot kunne være en forespørgsel om endnu en kamp, ikke desto mindre valgte hun at holde sig på vagt.

Völund så på, mens Mordrinn og Rion gik videre med deres træning. De arbejdede hårdt, og allerede nu kunne han se forbedringer hos Rion, til trods for, at han var meget ny. Hans parader var svage og for langsomme, men i det mindste var hans greb stærkt nu. Måske han en dag ville være i stand til at kæmpe med to sværd? I så fald ville Völund hellere end gerne kæmpe ved hans side. Hvis Rion, eller Völund overhovedet ville leve så længe. Soldaterne i mørket var unge, meget få var ældre end 30. Völund var en veteran, Rion en rekrut. Chancen for, at Rion ville komme op på Völunds niveau af respekt i mørkets hær, før Völund ville kaste sig for fjenden og dø i forsøget på at dræbe dem, var ret lille, og chancen for at knægten overhovedet ville overleve længe nok til at blive mere end en rekrut var næsten lige så lille.

Han så ligeledes hen på Ragna. Hvad mon hun var i lejesoldaternes kompagni? Ny? Næppe. Hun havde ikke helt så familiær en omgangstone med lejesoldaterne, men hun var erfaren i kamp og strid. Måske var hun ny i gruppen, men hun havde trænet med sin hellebard længe, det var Völund helt sikker på. Han kunne ikke lade være med at smile let. Hun var måske simpel i så mange andres øjne, men Völund kunne lide simpel. Han var ikke meget for snørklede mennesker. Ragna var ikke snørklet, men hun var spændende på en helt anden måde end de andre simple mennesker han havde mødt. Hun kunne slås, og hendes attitude var virkelig interessant. Han kunne lide hende, det var han godt ved at blive klar over.
"De trænes hårdt. Godt. Ørkenmandens lejesoldater lever op til deres ry," kommenterede han, før en mørk latter dukkede op. Han havde ikke forventet mindre. Han havde set dem kæmpe på mørkets side før. Dengang havde Ragna ikke været med, men han havde haft stor respekt for nordmanden med økse og skjold. Stærk, men behændig. Den store af de to brødre var ikke lige så hurtig, men når han endelig ramte, så døde folk for det meste.
"Jeg har set jer før. Men ikke dig, du var ikke med dengang?"

Det var rart for Ragna endelig at se forbedringer ved Rion, hun ville ikke indrømme det, men hun havde været på nippet til at prakke ham over på en af de andre i truppen, håbende på at en anden ville kunne håndtere knægten, og hvis det havde slået fejl, været barnagtig og nægtet at gøre det. At dræbe ham ville nok ikke bringe det bedste frem i deres nuværende boss, faktisk ville det nok hellere være blevet set som en form for rebel imod dem og have fået hende dræbt på stedet, eller tvunget ind i hæren. Ikke ligefrem en tiltalende tanke for den frihedselskende kvinde.

Hun rettede lidt på de to unge hist og her som hun nu engang så det nødvendigt, men ellers så det hele nu engang meget mere lovende ud.
En stærk hånd gled op og strøg et par viltre hårlokker væk fra hendes ansigt som hun kort sukkede, inden hun lod hånden sænke, og istedet sendte Völund et smil og et let hævet øjenbryn.
Så Hakim havde kæmpet med mørket før+ Det overraskede hende egentligt ikke, som lejesoldat tog man nu engang de jobs man kunne finde, især hvis de var godt betalte, så kom den side personen n engang var på i anden række.
Den mørke latter fra Völunds strube fik hende til at smile bredere inden en dæmpet klukken lød fra hende den forsvandt dog hurtigt igen, da hun selv blev en anelse pinligt opmærksom på den, hans latter havde blot smittet hende uventet.
'' Tjae, vi tager ikke let på tingene hvis lønnen og forholdene er de rette, det er jo trods alt vores levevej. ''
Svarede hun tilbage, støttende sig selv let til hellebarden.
'' Mig+ Nej, jeg kom til gruppen for et halvt års tid siden. Jeg så Hakims stav og blev nysgerrig, udfordrede ham til en kamp og tabte, så jeg endte med at slutte mig til ham. ''
Hun trak kort på skuldrene.
'' Før det var jeg i samme hverv, men dog alene. Hvad med dig+ Hvad fik dig til at blive en del af Mørkets hær hvis jeg må være så fræk at spørge+ ''
Hendes nysgerrighed overfor ham, var stor, næsten på størrelse med den som han lod til at have for hende.

Völund trak blot på skuldrene over hendes ordvalg omkring arbejde. Han fik ikke fat i misforståelsen i det hun sagde, som mange andre ville have gjort, for så langt tænkte han bare slet ikke. "Og jeg er ikke dømmende. Hvis du mener det er bedre at arbejde for generalen, så er det bedre, hvis du vælger lyset, er vi fjender. Det ændrer kun lidt på tingene," for en gangs skyld kom Völund ikke helt frem med sin mening. Havde hun været hans fjende, havde han nok stadig ikke dræbt hende. Det var hun alt for spændende til.
Som hun forklarede hvordan hun havde mødt Hakim og havde tabt til ham, smilede Bæstet let. Han havde set ørkenmanden, og han ville have elsket at se kampen mellem de to. Men han vidste også, at det kun var meget få, der kunne måle sig med hans evner inden for distancerende våben. Og en stav var der længde på. Ragna var fantastisk god, men det så ud til, at hun manglede en ting, som Hakim havde. Hvad, kunne Völund ikke sætte en finger på.

"Ørkenmanden er farlig. Selv uden pigge på sin stav," konstaterede nordmanden med et skuldertræk. Han gad godt se, hvad Hakim ville sige til en kamp mod Bæstet. Idet Ragna spurgte ind til Völunds grundlag for at være i mørkets hær, gennemgik hans ødelagte hoved minderne. En varulv. Lysets krigere. Grådige pirater, og mørkets hær, der havde været de eneste, der bare havde nøjedes med at give ham hvad han ville have. Alle andre havde været fejl. Hans smil falmede og hans blik blev mørkt.
"Jeg har kun kendt til drab, strid, kaos og ødelæggelse, og de sagde, jeg måtte få præcis dét, da de tog mig fra en pirat," indrømmede han med stoisk ro, selvom hans blik sagde noget helt andet. Der var dyb had i dem. Han huskede tilbage på varulven og havde kun væmmelse til overs for det blod der havde brudt ham.