Skove var fantastiske. Leonidas tænkte dette hver gang han tog en gåtur i Lindeskovens dyb. Det var ikke så ofte han tillod sig den frihed, for han følte altid at han forstyrrede noget urgammelt og helligt hver gang han bevægede sig klodset imellem træerne. Ikke fordi nogen nogensinde havde brokket sig over hans tilstedeværelse. Elverne så ud til at tolerere den, så længe han ikke kom for tæt på deres landsby, og alferne virkede direkte glade for at have ham der når han stødte på dem. Hans størrelse var imponerende for de små væsener, og på samme måde var Leonidas tryllebundet af de små, lysende skabninger som nærmest virkede til at være sollyset i fysisk form.

Leonidas havde et meget romantisk syn på verden.

Denne dag var han endnu ikke stødt på alferne, men han forventede det næsten hvert sekund nu. Sollyset der blev filtreret ind igennem bladene virkede til at danse over skovbunden, og Leonidas' blik fulgte det let, som forsøgte han at læse en historie i mønstrene. Det var meget filosofisk, hvis han selv skulle sige det. Han nød dette, denne gåtur han tog en gang imellem. Han nød så sandelig også sin dagligdag på Sølvflodens bredder, men når han tog en fridag var han fast besluttet på at slappe af, og så hjalp det ikke at være ved Sølvfloden... Så endte han alligevel med at fiske...

Spinkle toner fra en fløjte svævede gennem de gamle lindestammer, som små glade gærdesmutter. Legende søgte de efter de nærmeste øre, hvor de kunne pippe deres muntre vise, inden de fortsatte og blev jaget tilbage af ekkoet. Tonerne bar på usynlige tråde, som kunne sende en svag kulde over kroppen, med en svag fornemmelse af at kunne binde en med stærke reb, dog gled de over huden uden besvær og uden at hægte sig fast med de skarpe, men umærkelige modhager.
Tonerne blev hurtigt tydeligere og klare i det som udgangspunktet nærmede sig, med små lette spring, gennem den bløde skovbund, dækket af mos og bregner, hvor myrer gik i deres lange rækker for at samle føde og byggemateriel til deres bos overlevelse.
En satyr viste sig mellem træstammerne, som den kom muntert springende, mens fløjten var sat for munden, på denne pelsede skabning, der tydeligvis var af mandligt køn. Dens lette spring vidnede om dens glade humør og muntre sind, som bragte den til disse egne af skoven. Han vidste at de spidsørede væsner, der kaldte sig elvere oftere kunne findes her, end dybere ind i skoven, hvor han normalt opholdt sig. De skinnende øjne fik øje på den mægtige kentaur, og med dansende bevægelser kom han nærmere på dette væsen, og begyndte at springe og danse omkring det, med en legende munterhed, mens fløjtens toner spredte sig som ringe i vandet gennem Lindeskoven.

Lyden af fløjten nåede frem til Leonidas før satyren selv gjorde, og musikken fik ham til at kigge sig forvirret rundt. Det var naturligt at gætte sig til at enhver musik måtte have en musiker bag den, så Leonidas var lidt nysgerrig over hvem der mon spillede. Uanset hvem var det en talentfuld fløjtespiller; musikken var meget smuk. Da satyren få sekunder efter kom springende frem til ham, nikkede Leonidas langsomt. Det var ikke første gang han så en satyr, men det var første gang på så tæt afstand.
Da satyren begyndte at danse rundt om Leonidas, måtte den unge kentaur endnu en gang forbande hans størrelse, som han ikke kunne dreje rundt for at holde øje med satyren. Han stampede en anelse nervøst i jorden med bagbenene når han ikke kunne se satyren, men han holdt op igen når satyren kom ind i hans synsfelt. En let kuldegysning gled hen over Leonidas' nøgne ryg, og han rystede en anelse med skuldrene for at ryste det af sig. Det var en relativt varm dag, så han var lidt forvirret over den pludselige kulde han kunne mærke.
Det næste problem på Leonidas' dagsorden var at komme videre uden at virke uhøflig. Han vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere den her satyr. Var det mon rigtigt at klappe af musikken?

Efter en enkelt dans omkring kentauren standsede han op, samtidig med fløjten spillede en afsluttende skinger tone. Han trak fløjten fra munden og brugte sin momentum, til at fortsætte bevægelsen i et lille buk. "Vær hilset, kentaur. Hvad bringer dig til de her egne?" Hans øjne lyste af interesse for kentaurens færden. Han vidste at kentaurer oftere var flok dyr end den enspænder race han kom fra. Fødderne fortsatte med at trippe en kende, lige som om at de endnu ikke var færdige med at danse og springe. Hovedet blev lagt på sned mens øjnene betragtede kentauren som en antik vase. Fløjten var lukket i grebet på den ene hånd, og den anden kløede hagen eftertænksomt, og snoede det lille fipskæg om pegefingeren.

Leonidas var næsten lettet da musikken spillede og den energiske satyr stod stille, mest af alt fordi satyren stod stille. Musikken kunne godt være fortsat for hans skyld. Da satyren så bukkede for ham i forlængelse af hans trippen, bøjede Leonidas sin overkrop lidt fremad i den bedste efterligning af et buk han kunne komme til. Kentaurers kroppe egnede sig ikke til sådanne bevægelser.
"En fridag. En gåtur igennem skoven er, eh, god afslappelse fra arbejdet,[/color]" svarede han med en nervøs virren med hovedet. Leonidas var ingen typisk kentaur, på nogen måde.
Kentaurer var typisk anset som vise, stærke og tapre flokdyr, hvorimod Leonidas var ung, naiv, nervøs og lidt af en enspænder. Hvis alt kom til alt ville han nok også ende med at være lidt af en kujon, men det var han ikke helt bevidst om endnu. Han havde endnu ikke været i en situation hvor mod havde været nødvendigt.
"Jeg er, un, kaldet Leonidas af Sølvfloden. Jeg er fisker,[/color]" introducerede han sig selv med et lille nik.

"Skovene er altid et godt sted at slappe af, med mindre man bliver jaget af ulve og bjørne." Om det var en syret form for humor, eller blot satyrens umiddelbare overstadige humør, var ikke til at afgøres på første øjeblik. Hvert fald ikke med den tone han virkede til at levere hver eneste sætning, som han delte med kentauren. Han satte fløjten for munden og spillede en munter lille trille med et lille spjæt, inden han stod nogenlunde stille foran kentauren igen.
Igen lagde han hovedet på skrå, da kentauren fortalte ham om sit erhverv. Han var ganske glad for ikke at være bundet til et erhverv. Han nød den frie tilværelse, hvor han kunne gå hvorhen det passede ham, når det passede ham, og det passede ham ret tit. Hans interesse for denne kentaurs erhverv var dog ikke mindre af den årsag. "Fisker? Jeg har aldrig smagt fisk. De er ikke så nemme at samle som bær og frugter." Han spillede atter en glad lille melodi akkompagneret af en lille dans. "Man kalder mig Mazahr. Eller Egeblad. Eller begge dele."

Leonidas nikkede genkendende til Satyrens kommentar, uden viden om at det var en slags humor der blev brugt. For hvad han sagde var jo korrekt. Hvis man blev jagtet ville skoven næppe være et særligt afslappende sted. Ikke at Leonidas behøvede bekymre sig om ulve, præcist, de undgik ham normalvis, men han havde ingen illusioner om at han kunne vinde mod en bjørn. Hvor hurtigt løb de egentligt? Kunne han mon stikke af fra en, hvis han mødte den? Han besluttede sig for at undgå at skulle teste det.
Satyren begyndte at spille musik og danse igen, og det gik op for Leonidas at dette nok var hvad satyren brugte det meste af sin tid på. Han virkede i hvert fald til at have rigeligt med træning i at bruge fløjten.
"Jeg sælger fiskene ude ved floden, så...[/color]" Leonidas stoppede sig selv fra at gøre reklame. Det var meningen at han skulle slappe af i dag og ikke tænke på arbejde.
"Godt at møde dig, ehm, Mazahr?[/color]" svarede Leonidas med en tvivlende stemme.

"Så du møder mange interessante væsner?" Han stillede sig lige foran kentauren og bøjede nakken næsten halvfems grader for at se op på kentauren. En helt anden vinkel at beskue denne virkelighed af en kentaur. Hans stemme var lys og tydeligvis ivrig efter information. En levende interesse, som spirens vilje til at gro, for at strække sit unge ansigt mod solens famlende fingre, der kærtegner alt med dens varme tentakler.
Han valgte i sidste ende at lade sig dumpe ned på jorden, mens han fortsat glanede op på kentauren, for at aflure information fra ham. Hans øjne skinnede af en ubeskrivelig eventyr- og informationslyst, som et lille barn som vendte og drejede enhver ny ting den fik i hænderne, for at undersøge vær eneste lille folde eller revne.

Da Satyren straks hoppede på chancen for nyheder fra verden udenfor, figurativt selvfølgelig, gik det op for Leonidas at han nok ikke fik muligheden for at fortsætte sin gåtur lige med det samme. Han smilede en anelse opgivende ved tanken, men han kløede sig lidt på issen, for at finde svaret på Mazahrs spørgsmål.
"Tjooh, det gør jeg vel... Langt de fleste er dog Krystalianere fra nærliggende landsbyer...[/color]" En passerende tanke fik ham til at fnise en anelse, og han rystede på hovedet. "Selvom jeg fik besøg af en trold for ikke så lang tid siden.[/color]"
Azra havde så sandeligt været et interessant væsen, men hun havde godt nok også kasten Leonidas for de figurative løver. Det var meget nemmere for Leonidas at konversere på den her måde, hvor han var indstillet på at løbe ind i væsener. Men når der pludselig sidder en trold og spiser ens aftensmad, så ville alle blive en smule befippet...

"Trolde er der da så mange af. Det er nogle sjove væsner, men de minder så meget om hinanden." For ham var trolde stort set hverdags kost. Trolde var måske sky væsner overfor udefrakommende væsner, der med trampende fødder og tordnende hove væltede ind over deres områder, når de endelig ville vise sig i deres revir, men genkendelige lugte som en satyr var de ikke så bange for, selvom det ikke ligefrem var de mest bevingede ord, der forlod gutturalt deres struber.
"Men det må da have været spændende at møde de Krystalianere. De er hvert fald specielle, og ikke særlig kloge. Prøver at spise giftige planter og sådan noget, bare fordi de minder lidt om nogen man godt kan spise. De snakker dog om mange sjove ting, som lyder så ufattelige, at jeg næsten vil turde væde min hale på at det er eventyrhistorier de kommer med." Han havde sat sig ned på en sten, og lagde sine bukkeben over kors, og efter at have talt om disse underlige krystalianere han havde mødt, kunne han ikke lade være med at lade en lille latter få vinger, og en let logren skar gennem luften med en fægters præcision.

Leonidas blinkede, en anelse forvirret. Mange? Trolde havde han til gengæld ikke set så mange af, hvorimod krystalianere var hverdagskost for ham. Men han gik ud fra at det var forskellen på en der boede i skoven, og en som blot var gæst. Han stampede en anelse i jorden ved tanken om en hel flok trolde præcis som Azra. Gud fri ham vel!
"Jeg har ikke megen erfaring med trolde, men krystalianere minder også meget om hinanden. Og jeg ved ikke så meget om disse eventyrhistorier du taler om, da mine samtaler med dem typisk er begrænset til hvor mange fisk de gerne vil købe,[/color]" pointerede han. Leonidas var ikke den bedste samtalepartner, og derfor var der sjældent mange ord udvekslet med hans kunder når de kom forbi hans bod.
"De mest interessante Krystalianere jeg har mødt, måtte være en gruppe rejsende som kom nedefra piratbyen af. De kaldte sig selv 'en trup'. De, øhm, optrådte for penge?[/color]" gættede Leonidas sig frem. Hans eget folk havde intet der lignede hvad den gruppe havde fortalt ham, så han var ikke sikker på hvordan han forklarede det.

Han stirrede nysgerrigt på kentauren der sagde at de krystalisanere også mindede meget om hinanden. Hvordan kunne sådanne specielle og spøjse væsner minde så meget om hinanden? De havde da i det mindste mange forskellige historier at fortælle, mens skovtrolde mest af alt skældte ud, hvis man kom til at trampe på deres tage af jordhulerne, eller spillede lidt for højt i følge dem. "Jeg har hørt historier om noget de kalder byer, og at deres huler er lavet af sten og lige så høje som træerne, men der er da ingen der kan stable så mange sten så højt uden at det falder sammen. Men det er ellers en sjov leg." Han var begyndt at lade ordene flyde fra munden som et sandt regnskyl over sandjord. "Skal vi prøve at lege det?" Spørgsmålet kom væltende over kentauren uden advarsel, og inden kentauren overhovedet havde tid til at reagere på det pludselige indfald, var han allerede sprunget fra stenen, og var begyndt at lede efter ideelle sten, til at begynde at bygge sit lille stentårn, som han var overbevist om at han var langt bedre til end kentauren. En munter nynnen undslap hans læber mens han hurtigt samlede tilpas flade sten i forskellige størrelser, så han nemt ville kunne stable højest. "Husk at det gælder om hvem der kan få flest sten ovenpå hinanden." sagde han hurtigt, mens han fortsatte med at lede efter flere sten.