Morder; Det er hvad de kalder mig, bag min ryg. Alle de adelige og borgerlige, min broder har samlet under sin fane. De tror. De er overbeviste. De er naive. Min broders løgne har forgiftet deres sind, men der skal mere end et lille bid til, for at forgifte mig. Skønt jeg for et par dage siden blev slået ned på mit eget værelse af vagter, jeg troede var mig tro. Slået ned, sat i lænker og smidt i den mest uhumske celle under jorden. Her er koldt og beskidt, og jeg kan ikke andet end vente. Der har end ikke været en retssag for min faders drabsmand. Drabsmanden, som alle nu tror, er undertegnede. Jeg ved bedre. Det er Ikar, min broder, den lille nidding!

”Kom, Ali, lad os få lord’en op af sit hul. Det er tid for hans rettergang,” lød vagtens stemme uden for. Hakim så hurtigt op fra den plet han havde stirret på de sidste mange dage. Bare det, at skulle sidde i en kold celle hvor hygiejnen var blevet afskåret ham, var nok til, at gøre ham syg. Det, og så naturligvis det sår der sad i siden af hovedet på ham fra den kneppel der var blevet hamret ind i hovedet på ham, da han var blevet taget. Han havde mindst en hjernerystelse, og kunne knapt holde sig oprejst i siddende stilling. Lænkerne gnavede i hans håndled og han var bleg af smerter.
Men det forhindrede ikke vagten i, at prikke hårdt til ham med enden af sit spyd med kommandoen til ham om, at rejse sig. Hakim gjorde sit bedste for, at efterkomme ordren. Han ville under alle omstændigheder gerne ud herfra. Men han var svag. Havde ikke fået noget at drikke eller spise i flere dage. Han kom op kun frem til at sidde på knæene, hvor han under sit anstrengte forsøg, endte helt nede på gulvet med et grynt af udmattelse.

”Vi må bare slæbe ham, Ali,” sagde vagten hårdt, med et skuldertræk. Men før de nåede at få deres fingre i ham, gjorde han en sidste anstrengelse og kom til sidst på benene, svimmel og rystende. Han stirrede hårdt på sine vagter.
”Det er rettergang. Hvad venter I på?” spurgte han, hæs og kold, før han langsomt begyndte at gå mod udgangen. Tilsyneladende havde vagterne stadig en lille smule respekt for deres lord. De fulgte tavse efter, men da han skulle til at gå mod tronsalen, rettede Ali på ham og pegede mod hans egne private gemakker. Forvirret vendte Hakim sig og gik derned. Da de kom ind, sad Ikar der, med en beklagende grimasse. Men Hakim kunne se at broderens øjne skinnede af selvtilfredshed.
”En rettergang for lukkede døre? Hvor lavt er du synket.. Bror?” Hakim talte hårdt, men intet forberedte ham på da Ikar nikkede og der omgående efter blev hamret en spydende i knæhasen på ham. Han endte med at være på knæ foran sin lettere fedladne bror. En stilling, der var usandsynligt ydmygende.
”Ali, ud med dig. Du bliver her,” lød Ikars stemme. Da Hakim så op på sin tidligere ven og livvagt, så Ali trist ned på ham og efterkom Ikars ordre.

”Og nu.. Nu vi hellere finde det rette sted, at holde rettergang. Vagter, før ham ned i det rum, I har gjort klart til ham,”
Da Hakim skulle til at rejse sig, fik han én af vagternes fod losset direkte ind i siden. Han faldt om, og blev taget noget brutalt med i armene. Hevet af sted, mens han svagt forsøgte at hive sig fri. Ned ad gangene, ned ad trapperne – hvor de var så ugudeligt ondskabsfulde at de pludselig slap, så han faldt det sidste af vejen – direkte ind endnu en vagts hårde støvle. Allerede nu var han mørbanket. Da de samlede ham op igen, var han ikke lige så modsættende. Han hang blot slap i deres hænder, mens han hostede let.
Og så kom de til rummet, der var blevet talt om. Der var en lænke der hang fra loftet og utallige værktøjer hang på væggene. Han blev med det samme hængt op i lænken, hvor han så sig årvågent, men mat omkring. Hvordan i alverden skulle dette dog være en rettergang?!
”Nå, broder. Vi ved det var dig, der slog min far ihjel. Spørgsmålet er bare.. Hvem betalte dig, hm? Eller du gjorde det måske af egen fri vilje. Det er jeres arbejde, vagter. Torturmesteren er her, I gør hvad han siger,”
Med de ord kunne Hakim se sin bror sætte sig på en blød stol længere væk.

”Lad os starte med at gøre ham blød. Det gør man, præcis som når man vil gøre kød mørt,” lød en ny stemme. Før Hakim kunne nå at se hvem den tilhørte, haglede slagene ned over ham. Og det var ikke blot slag fra hænder. Det var jernbeslåede køller, der gang på gang ramte hans allerede forslåede krop. Han gispede af smerte forsøgte at vende sig væk fra den og håbede ved alle guderne, at han snart ville miste bevidstheden, så han slap for at lytte til knoglerne i sin krop der brækkede. Armen blev ødelagt, sammen med en masse af hans ribben og til sidst blev alt mørkt.


Men så længe fik han ikke lov til at nyde bevidstløsheden. En ny, mere gennemborende smerte vækkede ham og han skreg højlydt. Hvad end det var, så havde han aldrig oplevet noget så grusomt. Da han åbnede øjnene, kunne han se torturmesterens ansigt. Mandens øjne var grønne. Magi. Magisk tortur. Han havde det som om, at hans indvolde blev flået ud af ham og derefter hamret tilbage i kroppen på ham. Koldsved dryppede fra hele hans krop og han skreg videre, til manden stoppede sin tortur.
”Klar til at tale nu?” lød torturmesterens spørgsmål. Hakim spyttede blod direkte i ansigtet på ham, mens han trak vejret i pinefulde korte stød. ”Ikke.. T.. Til… Dig… Svin,” fik han fremstønnet.
Og så startede det ellers forfra i timevis, til han endnu en gang mistede bevidstheden.
Da han vågnede op, var han alene, stadig hængende fra sine hænder. Han kunne ikke fokusere og hele hans krop brændte. Han følte sig syg, forfærdeligt syg og da han forsøgte at bevæge sig hoved for at se sig omkring, gik hans nakkemuskler i kramper. Hele hans krop var gennemtævet og han kunne knap nok bevæge sig. Men han skulle holdes i live, så efter et stykke tid, dukkede en ny person op i lokalet. En kvindelig læge, så det ud til. Hun så lige så beklagende ud, som Ali havde gjort det, men hun gjorde sit arbejde. Til at starte med, hostede og spruttede han, da hun gav ham vand, men senere drak han grådigt, mens det spildte ned af hagen på ham. Den mad hun gav ham blev også spist uden tøven og da hun begyndte at heale de mest livstruende skader, troede Hakim ikke, at det kunne blive værre.

Men det kunne det godt. Torturmesteren kom tilbage, dagen efter, med en meget sort kniv. Sikkert dækket i gift. Den blev jaget hårdt ind i siden på Hakim, der gryntede lavt, før det gik over i en forfærdelig hosten, mens han forsøgte at lukke smerten ude.
”Ja, det er godt. Byd smerten velkommen, Hakim. Smerten skal nok redde dig. Du kommer aldrig til at dø, Hakim det sørger vi for. Du skal leve dit liv i skam, hernede, med mig som din eneste ven,”
Da kniven blev flået ud, skreg han igen. Ikke fordi kniven i sig selv gjorde ondt, men fordi giften allerede havde sin effekt på ham. Han brændte. Indefra. Eller sådan føltes det. Kort efter tvang torturmesteren en sær væske ned i halsen på ham og smerterne forsvandt. Lænkerne blev fjernet fra hans håndled og han faldt sammen på gulvet som en kludedukke. Han kunne ikke engang trække sig væk, da torturmesteren gik videre med den forfærdelige tortur.

Sådan gik der mange dage. Måske uger. Måske måneder.
Men det skulle heldigvis ikke blive ved sådan, for pludselig dukkede Ali op igen, sammen med selvsamme læge som før. Hun gav al sin energi på, at sørge for at Hakim kunne klare en flugt. Ali havde medbragt nyt tøj, mad og sidst, men ikke mindst, Hakims ring. Han tog imod sine ting og med Ali’s hjælp, flygtede han fra byen, udmattet og komplet ødelagt, men i live.