Det var aften på Tusmørkedalens kro. Folk drak og hyggede sig. Folk spillede med terninger. Nogle råbte. Andre sad i hjørnerne og stirrede skræmmende ud på resten af befolkningen. Krofatteren serverede sine sprudlende drikke og storbarmede kvinder sendte dem ud, sammen med mad, hvis der skulle haves noget. Det var denne mur af larm, sved, alkohol og røg, der ramte Hakim Shakeel, da han trådte ind i kroen. Han var en lidt sær sag at se her. Hans mørklødende hud samt den lidt lyse og farveringe påklædning, virkede lidt anderledes her. Men samtidig var hans bidske ansigt åbenlyst; Han var en ulv og han ville bide, hvis nogen troede, de kunne gøre ham noget. Hvis ikke hans ansigt talte for sig selv, så gjorde den store stav han holdt i hånden: Jernbeslået i begge ender og når den slog mod gulvet, var det til at høre. Det kurvede sværd i hans bælte fortalte også om en historie af ødelæggelse og død.

Hvis ikke dette heller var nok, så måtte de tre mænd der var med ham, være det perfekte bevis. Torak var en stor mand iført læderrustning med lette ringbrynjedele og pels over skuldrene; sandsynligt fra en død ulv. Han havde en håndøkse og et halvandet håndssværd siddende i bæltet.
Stygg var ikke helt så stor, men hans langsværd og skjold bar bevis på at han var kriger. Og så var der Cate, en kvinde, hvis kasteknive og kortsværd sad åbenlyst fremme på hendes læderrustning.
Men det var mest Hakim der stod frem for måden han bar sig på var meget uvant den gængse befolkning. Han kiggede på folk, som om han næsten.. Ejede dem? Der var intet arrogant over det. Det sad bare i hans hårde, intense blik, som han trådte gennem rummet og fandt et bord, mens Stygg gik op for at bestille mad og mjød til dem.
Som Hakim sad der, søgte hans blik gennem rummet. Måske kunne der hverves lidt flere her.

Ragna havde brugt den sidste uges tid på at hjælpe en forretningskvinde gennem det farlige område i tusmørkedalen. På vejen var de faldet over kroen og det var blevet besluttet at det var bedst og sikrest for kvinden og hendes folk hvis de fik sig et rum for natten der. Som sagt så gjort.
Efter et måltid mad var størstedelen gået op til deres værelser, mens Ragna selv havde valgt at blive nede i krostuens varme hvert fald lidt endnu. Hun følte sig ikke træt, og tanken om et lille kammer med tynde vægge og en kold seng, tiltalte hende ikke videre meget.
Hun havde bestilt et nyt krus mjød og var egentligt på vej ned til sin plads idet en mindre gruppe ankom til kroen.
Den sært udseendet blanding sendte et blik imod de nyankomne, de lignede ikke ligefrem det bedste prak at begive sig i kamp med, selvom tanken dog morede hende kort. Nej de var bestemt ikke nogen man skulle gå om hjørner med, akkurat som hun selv ikke var det, og dem der nu engang gjorde det og troede de kunne snyde eller udnytte hende kom altid til at fortryde det bitterligt igen.
Hun vendte sig mod sin plads på bænken overfor deres, sendte et kort blik til sin hellebard for at sikre sig at hun vidste hvor den var, tanken om at have den væk fra hende i for lang tid af gangen var ikke det mest tiltalende for den høje muskuløse kvinde.
Endnu engang gloede hun over imod ham hun regnede med var den lille gruppes leder, der var et eller andet ved hans opførsel, hele hans væsen og udstråling... Hun kunne sku ikke lade være.
Før hun vidste af det havde hun rejst sig op og istedet placeret sig på bænken foran snotten på manden, med hellebarden i en hånd og kruset med mjød i den anden. Et skævt smil forlod hende som hendes fri øje mødte hans, hævende det ene øjenbryn som hendes øje nærmest syntes at sige det hele -'' hvad fanden er du for en +''
Hun forholdt sig dog tavst som hun afbrød øjenkontakten og tog en kort slurk af mjøden, skævende over imod de andre i den lille trup. Hellere være sikker på de ikke tog det som en provokation.

Hakim sad ikke længe i stilhed sammen med sin trup før maden kom ned til dem sammen med en kande mjød. Som altid vidste Stygg hvad der skulle på bordet.
Toraks latter fyldte rummet efter Cate havde udtalt en vits, der måske ikke ligefrem var helt stueren. Hakims latter var heller ikke til at tage fejl af. Han lo med sine folk. Andet var absurd og ville få ham til at virke uopnåelig. Det ønskede han ikke. Men var man en god ansigtslæser, kunne man sagtens se at hans smil ikke nåede øjnene, der stadig undersøgte lokalet. Han skovlede en skefuld af den ragout der var i skålen, op og skulle egentlig til at kaste sig i gang med maden, da en komplet fremmed satte sig over for ham. Hendes hellebard var ikke til at misse og hendes spørgsmål var ikke til at misforstå.

Toraks dybe knurren hørtes kort, indtil Hakim lagde sin stav på bordet med et let smæk. Tegn for stilhed fra de andre parter, mens et let smil prydede hans ellers ret kantede og hårde ansigt.

"Jeg er én der gør ting for penge. For det meste med mine våben, og mine frænder,"

Svarede han ærligt på hendes spørgsmål. Hans sydlige ørkenaccent gav genklang i hans ord når han talte. En let rullen på r'erne var det mest afslørende for ham. Han var i hvert fald ikke fra egnen.

"Så er det vidst på tide, at jeg spørger. Hvad fanden er du for én?"

Smilet dukkede op igen, mens han skovlede sin mundfuld indenbords. Igen virkede det mærkeligt, at han ikke bare skovlede i sit som et svin, ligesom Torak og Stygg, men derimod havde etikette. Derudover var guldringen på hans venstre hånds ringfinger mere end bare tydelig. Kobraslangehovedet der var indgraveret, men som virkede en kende falmede, sammen med selve ringen. Han havde ikke den store trang til at tage sig af, at hans hænder var småbeskidte, men stadig virkede han ikke helt så beskidt som de andre, han sad med.

Ragna betragtede, overvågede nærmest truppen, mens hun forsøgte at afløse deres kropssprog, dog var interessen størst for den lidt mere rene af de 4.
Hun end ikke blinkede da staven blev lagt på bordet med et smæld, istedet tog halvdværgen det som et tegn på at hun havde frit slag for at tale uden at blive afbrudt eller angrebet. Ergo genviste hun den fremmedes respekt og placerede sin hellebard op af væggen, et stykke fra hende, men dog ikke langt nok til at hun ikke i en håndsrækning kunne have den i hænderne igen hvis noget skulle dukke op.

Kruset blev drejet kort i hendes hænder, der syntes at virke en smule makabre i deres lange dog nærmest buttede bygning. Øjet faldt kort på guldringen på hans hånd. Måden han snakkede på, hans bevægelser for ikke at snakke om aura og den mere eller mindre renlighed der var om ham talte nærmest for sig selv, ringen på hans finger satte blot en prik over i'et. Han kunne næsten kun værre af nobel byrd på et eller andet plan. Hvordan han så var endt sådan her undrede hende en smule,.

En kort, hæs latter hørte fra hende som han gentog hvad hun tavst havde spurgt ham om for øjeblikke siden.
'' Tjae det kunne vel næsten gøre os til frænder. Betales der nok kan jeg yde beskyttelse eller kæmpe kampe. ''

Et kort nik forlod hende.

'' Navnet er Ragna ''

Hakim nikkede respektfuld, da kvinden over for ham stillede sin hellebard op af væggen. Selv havde han fjernet hånden fra sin stav.
Han tog et par skefulde mere af sin stuvning, som kvinden svarede på det spørgsmål han havde stillet hende. Han var allerede begyndt at kunne lide hende. Hun så anderledes ud, men han kunne ikke helt sætte en finger på det. Til gengæld var Torak ikke så tankefuld. Han klappede en finger let på bordet, mens et skævt smil dukkede op i hans grumme ansigt.

"Så du slås med den pind dér?! Kan de arme godt det?"

Spurgte den store mand ganske bramfrit. Hakim kiggede op på ham, mens hans blik blev hårdt.

"Torak, klap kæften,"

Sagde han lige ud. Det var bedst at tingene blev sagt på den måde, til den store vildmand. Han nikkede med et "hvis du siger det" og begyndte hurtigt at gemme sig bag sit eget frådseri med maden.

"Godaften Ragna. Kvinden her hedder Cate, manden ved siden af mig hedder Stygg og du har allerede fået navnet på Torak. Mit navn er Hakim. Vi er lejesvende, som du,"

Hans præsentation bar endnu en gang præg på hans opfostring. Normalt ville man introducere sig selv først i pøblen, men Hakim havde lært det på den hårde måde, at det var til sidst man gjorde det.

Hvor andre nok bare ville have klappet kaje til Toraks kommentar, kunne Ragna ikke lade være med at komme med en kæk svaren igen.

'' De arme her kan langt mere end du går og tror knægt. ''

Hun skulede kort imod ham, var ikke bange for at tage en frisk slåskamp mod ham hvis det kunne bevise hvor hun stod i verden overfor ham. Det kunne godt være at hun virkede slank og kvindelig, men det var ikke kun lag af tøj hun bar, men også slet skjulte muskler og små deller der fyldte til. Hun var veltrænet af sin art at være og det vidste hun godt selv, idet hun foretrak at holde sig selv i form.
Udover det ville hun gerne se hvordan vildingen ville håndtere en hellebard Våbnet så ikke ud af meget, men det vejede til og krævede årevis af hård træning at mestre til fulde.


Opmærksomheden gled igen hen på Hakim som denne talte og gav sig til at præsentere de andre i hans lille gruppe. Ragna sørgede for at give et imødekommende nik til dem alle.
Igen kunne hun fornemme at han ikke var som andre. Måden han talte på. Idet mindste var de ikke des, det ville nok have forvirret hende yderligere, men hun forsøgte ikke at lægge for meget i det. Igen, nogen folk havde en baggrund de ikke ville vide af, også gjorde de drastiske ting, som at sige helt og aldeles farvel til det gamle liv for at starte et nyt.

''Hyggeligt at møde jer.. Har I så fundet noget arbejde heromkring, eller er i bare forbipasserende+ ''
Hun kunne ikke dy sin nysgerrighed, selvom hun egentligt godt vidste at det var uhøfligt sådan at afbryde folk midt i deres måltid, men hun lod dem da idet mindste tålmodigt æde og synke, tage sig den tid de nu engang krævede for at svare. Hvis det havde været andet steds end en lummer og stinkende krostue kunne hun nok godt have grebet hele sagen en smule anderledes an.

Et blik fra Hakim var nok til, at Torak ikke løftede sin store næve mod kvinden, selvom han sagtens kunne se det var det, manden havde forberedt sig på at gøre, ved hendes provokerende kommentar. Uden at sige meget andet end et par grynt, tog han sin mad og mjød med sig væk fra bordet og uden for. Han brød sig alligevel ikke om, at være herinde.

"Det havde han brug for. Gid der var flere af dig, Ragna,"

Lød det fra Cate, der smilede vildt selvtilfredst. Hakim rystede let på hovedet. Han holdt øje med hvordan Ragna tog tingene, som han præsenterede dem og ham selv, og han kunne sagtens se det i hendes blik; Nysgerrigheden. Han vidste, at hun havde lagt mærke til noget, men hvorfor i alverden skulle han da også skjule hvad han var? Sandt at sige, ville det nok virke overvældende for nogen, at måde en nær royal mand, som ham selv, men enhver ville nok komme frem til den konklusion, at han nok ikke stod i god jord hos familien. Hvorfor fanden skulle han ellers være her, sammen med sine lejesvende?

"Vi havde regnet med, at vi ville kunne finde et eller andet. Måske kan du fortælle os om et eller andet? Er du her fra egnen? Du ligner godt nok ikke helt de andre, hvis jeg skal være ærlig,"

Og med de ord mente Hakim naturligvis hendes lidt underlige kropsbygning. De lettere buttede, men lange fingre og hendes attitude. Hun virkede ikke helt som andre mennesker. Der var noget over hende. Nu var hans nysgerrighed også sat i gang.

Hun måtte holde sig selv i nakkeskindet for ikke at grine selvtilfredst af Torak, istedet valgte hun at tage sig en stor tår af mjøden.
Hun stillede kruset fra sig på bordet så det gav et mindre bumb, idet hun sendte Cat et bredt smil.

'' Jeg er sku ikke den fine lille dame-med-hænder-i-skødet-der-er-ååh-så-uskyldig type. Hvis folk vil teste mig af tør jeg love for at det bliver svaret igen med både bid og bjæf. ''

Der var en form for underliggende advarsel i hendes ord, men valgte ikke at gøre dem alt for tydelige. Det ville kun være idioter og fulde folk der ikke ville kunne læse den. Hele hendes opvækst igennem var hun blevet testet af både elvere såvel som dværge, som for at bevise at hun kunne høre til blandt dem begge som den blanding hun nu engang var, uden at bringe dem fuldstændigt i forlegenhed. Dog gjorde det ikke så meget igen, det var sku så sjældent der kom folk forbi bjergene i norden.

'' Tjae, personligt er jeg lige pt. i hyre for en forretningskvinde og hendes truppe. Ved ikke om hun vil føle sig mere tryg ved at have flere omkring sig til at passe på sig selv og hendes varer, ellers ved jeg sku ikke rigtigt noget job lige nu.. ''

Ragna trak på skuldrene inden hun fortsatte med en mindre hovedrysten der gav en smule plingen fra de metalliske dværgesmykker der var bundet ind i hendes hår, idet de stødte imod hinanden.

'' Nah, jeg er fra de nordlige bjerge. Resultatet af en øm nat mellem en dværg og en bjergelver. ''

Hun gav et kort grin fra sig, mange folk syntes det var et groteskt syn at forestille sig disse vidt forskellige racer værende sammen på sådan en måde.. Måske hun til tider ligefrem nød at se folks reaktioner, de var da nu engang temmelig sjove, især hvis det var over for en af de finere folk.

'' Hvad med dig sev+ Du ser mig noget ranglet og.. 'ren' af en lejesoldat at være.. Undskyld mig min ligefremhed. ''

Hakim så fra Cate til Ragna, mens Ragna forklarede hvordan hun var forberedt på at blive testet. Han kunne lide måden hun sagde det på, men samtidig havde han egentlig ikke noget stort behov for at teste hende.

"Folk der intet laver har fine hænder. Dine er ru. Det kan ses, lige som det kan ses på mine. Jeg tager dit ord for sandhed,"

Hans ord var igen lidt fine i det, men Hakim kunne virkelig ikke se, hvordan han ellers skulle sige det til hende. Der var sikkert andre måder, men han kunne ikke komme i tanker om nogen i øjeblikket.

Som hun forklarede situtationen for dem, tog Hakim sit krus op og tog en solid slurk, hvilket jo sikkert nok var overraskende for en mand af hans status, men han havde lært at drikke igennem de sidste mange år.

"Vi må bare se hvad der sker, eventuelt spørge din arbejdsgiver,"

Lød Hakims simple svar, sammen med at han trak på skuldrene. Det var ikke til at vide. Det måtte de vel finde ud af, i morgen. Cate kunne sikkert sagtens stå for det.

Som Ragna åbenlyst forklarede hvordan hun var blevet til, morede Hakim sig indvendigt, mens hans ansigt udadtil var ganske ulæseligt, med undtagelse fra et lille glimt i øjet.

Som hun talte videre, blev han dog lettere overrasket. Hun var præcis lige så ligefrem som Torak havde været. Efter han havde væltet vildmanden i gruset med sin stav, havde han fået ham som medlem i sin gruppe. Permanent. Torak havde sværget i blod.

"Du skulle bare vide. Torak sagde næsten det samme til mig, fem år tilbage. Han undskyldte dog ikke... Før jeg vandt over ham i nærkamp. Men du er nok anderledes end ham. Han brugte korte våben. Din hellebard har med stor sikkerhed god balance? Jeg kunne se det, da du kom herover med den. Det var min stav også.. Meget.. God balance,"

Forklarede Hakim ganske roligt, mens han med sit højre hånd decideret kærtegnede staven. Han elskede at slås. Det lå i hans blod. Han elskede adrenalinen og han elskede at mærke den perfekte balance i alle de våben han besad.

"For nu vil jeg fortælle dig, at jeg var af nobel byrd. Til fandt min lyst til krig, for heftig. Så måtte jeg gå fra dem. Min familie er nu disse. Torak, Cate, Stygg, og de resterende seks mand der overnatter i telte uden for byen,"

Med de ord dukkede et nyt, mere intenst smil op på hans læber. Kamp var noget af det eneste der virkelig kunne bringe ham glæde.

Ragna smilte skævt af den 'fine' lejesoldat foran hende. Hans opførsel var vel en smule anderledes, mere spøjs i det, men ikke desto mindre gjorde det ikke hendes nysgerrighed efter at vide mere om ham mindre. Tværtimod.
En dæmpet latter hørtes fra hende til hans kommentar om hendes hænder.

'' Nej jeg sidder sku ikke med hænderne fint i skødet, det har jeg ikke tålmodigheden til. ''

En nikken fulgte, de kunne altid spørge kvndemennesket når hun engang var vågnet op.
'' Det bliver nok først i morgen du kommer til at tale med hende dog. Hun gik op i sit værelse for ikke så lang tid siden, så jeg skyder på hun er ved at gøre sig klar til at gå i seng, hvis hun da ikke allerede er det ''
Hun trak på skuldrene.

Blikket faldt over på hans stav, derefter over på hendes hellebard med dens særlige mixtur af bjergelvernes yndige hvirvler, og de mere rå konturer fra dvægenes rige, smedet ind i selve våbnet, givenede det et helt specielt særpræg.
'' For mig er dens balance perfekt. Den matcher mig og min kampteknik, som et godt våben burde. Ligger derved også godt i hånden. ''

For hende var hellebarden en skat i sig selv, som en anden højre hånd for hende, hun kunne ikke forestille sig ikke at kæmpe med den. Hendes far havde i sin tid lavet den til hende, med hendes hjælp og ideer. Det havde taget tid men resultatet var et robust og, for hende, smukt våben.

Et drillende smil gled over hendes læber som hun betragtede Hakim igen, lyttende til hans historie. En kampglad nobel var der intet nyt i, men det om vel an på hvilken form for nobilitet han kom fra, måske de bare havde været papirnussere med store gårde og masser af stab. Så ville det vel give en god mening at man ikke så alt for godt på det med en kampglad knægt, men stadig de kunne vel bare have smidt ham over til Lysets krigere eller et eller andet..
Ikke at det kom hende ved dog, hun ville aldrig lære t forstå de rige og deres underlige måde at tænke på.

Hun lænede sig en smule over bordet imod ham, som for at gøre det en smule mere fortroligt imellem dem.
'' Hva siger du til en frisk lille kamp i morgen tidlig+ Så kan du også havde fået fingrene i min arbejdsgiver bagefter. Hvis du er så god som du siger vil hun vel ikke have noget imod at have flere til at beskytte sig selv. ''

Det var en dristig leg, og det vidste hun. I værste tilfælde kunne det få hende til at miste sin arbejdsgiver hvis hun tabte, men i bedste tilfælde kunne det måske give hende en ny makker, eller makkere. En form for familie som ikke havde noget imod lidt beskidt arbejde eller at bevæge sig fra by til by. Et selskab endda.
Nogen gange kunne det godt gå hen og blive lidt ensomt bare at være ene kvinde.
Og hvis det også kunne skaffe ham noget arbejde var det bare to fluer der var slået med et smæk, hvilket hun overhovedet ikke kunne se noget galt i.

'' Taberen vil betale for vinderens morgenmåltid. ''

Stygg åbnede for første gang den aften munden, til Ragnas kommentar om tålmodighed.

"Tålmodighed er en dyd, kun Cate og Hakim har. Jeg kan lide dig, Ragna,"

Med det, sendte den lidt mere civiliserede af de to brødre Ragna et skævt smil. Alle vidste, at når sådanne ord forlod Styggs mund, der ellers meget sjældent blev åbnet, så mente han det. Hakim vidste godt, at Stygg dog også kunne lide ham selv og Cate. Hvad han mente med dette var, at han virkelig godt kunne lide Ragnas væremåde.

Som Ragna forklarede sin hellebards vægt og hvordan den passede til hende, kunne Hakim ikke undgå, at kærtegne sin stav en smule, næsten ubevidst.
"Balance er bedre end alt andet. Så længe våbnet er balanceret, så er det let at håndtere. Jeg har engang oplevet at skulle kæmpe med en økse. Den var forfærdeligt dårlig balanceret. Ikke til at arbejde med overhovedet," indrømmede Hakim, mens han så på Ragna. Stygg trak lidt på skuldrene. Han havde musklerne til at være ligeglad med balancen i våben.

Ragnas forslag om en lille, frisk kamp, fik Hakim til at lyse mere op. Han ville ikke andet end at sige ja, men for hans egen skyld var det bedst, at tage det stille og roligt. Ingen grund til, at fare op som en lille knægt.
"Tjah, hvis det er det der skal til for at overbevise folk her om, at jeg sagtens kan mit arbejde? Så takker jeg ja til udfordringen, Ragna,"
Han rakte en hånd frem mod hende. Sådan lukkede han altid aftaler.

Derefter gik resten af aftenen ganske roligt for sig. Torak blev fuld som altid og Stygg var der til at få sin storebror op på sit værelse. Cate hyggede sig med alle i kroen, mens Hakim var lidt mere tilbagetrukket.

---------------------------

Med morgenen, kom en noget irriteret Torak med tømmermænd ned i krostuen. Kort efter dukkede Cate og Hakim op, efterfulgt af Stygg. Mon Ragna allerede stod og ventede derude. Der var kun én måde at finde ud af det på. Hakim tog et meget kort morgenmåltid, hvorefter han fattede sin stav og gik uden for.

Ragna beholdt sit legende smil på læberne til Styggs kommentar, og nikkede blot til ham, Tålmodighed havde aldrig været en dyd for hende, medmindre der var jagt eller en god slant penge på programmet, så kunne kvinden med det ufatteligt lange og tykke hår, pludselig være særdeles tålmodig og fokuserende.

Det brune øje betragtede Hakim som denne nærmest kærtegnede sin stav, der var altid et og andet mellem en kriger og hans, eller hendes, våben. En ømhed som næsten kunne tilskrives en ægtefælle. Ikke at hun selv havde planer om at blive gift eller stifte familie, guderne forbyde det.
'' Dværgenes økser kan være besværlige at arbejde med, men de er til trods, en del bedre end en simpel brændeøkse, de er forfærdelige at bruge til andet end at hugge brænde. ''

Ragna så godt hvordan hans ansigt på det nærmeste syntes at lyse op ved tanken om en frisk lille kamp, det var næsten som at se en unge få sig en gave overrakt, selvom hun dog havde en smule svært ved at se den let splejsede adelsmand som værende en unge, han var trods alt en voksen mand og havde end ikke det mindste spor af hvalpefedt tilbage, hvert fald ikke af hvad hun umiddelbart kunne se i kroens dunkle belysning.
Hun tog imod hans fremrakte hånd og trykkede den selv med et fast greb, som for ligesom at understrege at hun ikke selv var en spinkel og feminin kvinde, ikke at hendes påklædning dækkede over nogen af delene.

Resten af aftenen blev brugt på druk og socialisring inden Ragna besluttede sig for at få sin søvn så fruen hun arbejdede for for tiden ikke havde noget at brokke sig over. Som det typisk var valte hun at sove ude ved vognene hvor hun let kunne se, høre og fornemme hvis en langfingeret fjols skulle forsøge sig med at stjæle varerne.

---------

Som morgengryen kom vågnede Ragna op med en blød mule lige i fjæset. Med en mindre og knotten bevægelse fik hun daffet den nysgerrige krikke væk fra fjæset idet hun rejste sig op og gik hen for at få en sjat vand fra hestenes vandtryg i ansigtet inden hun gennemtjekkede at tingene stadig var i vognene, selvfølgelig var de det. Selvom det egentligt ikke var så meget varen selvfølge i Mørkets Dal, hvor skygger syntes at være levende, selv i fuld dagslys.
Hellebarden blev grebet om som hun rundede vognene og gav sig til at vente på Hakim, som kom kun få minutter senere. Hun smilede skævt.
'' God morgen Tornerose .'' Lød en kæk bemærkning som hun slentrede over til ham, endnu ikke helt varm i leddene efter at have sovet i høet.'' Så hvad er reglerne+ ingen brug af magi og kun våben og kampteknikker..Indtil blod eller indtil en af os giver op+ ''
Hun forventede dog ikke selv at give op, hvertfald ikke lige med det samme, det kunne godt være at det var tidlig morgen, hendes led var en smule ømme og hun stadig ikke helt havde rystet trætheden af sig, men hun ville bestemt ikke overgive sig bare lige sådan, ikke uden at have givet den unge 'herre' kamp til stregen.

Hakim smilede reserveret, da Ragna dukkede op som aftalt. Han vidste, at han kunne regne med denne kvinde nu, så han kunne kun endnu bedre lide hende. Hvad Cate også havde givet udtryk for dagen før, på vejen på mod værelserne.

"Ja, jeg synes kun kampen bliver fair hvis vi nøjes med vores råstyrke. Måske kan jeg vise dig min tornado en anden dag, hvor jeg føler mig lige så træt som tornerose,"

Kommenterede Hakim tørt, til Styggs lave grin. Selv Torak var kommet ud for at se på. Han virkede mere gnaven end i går, som han stod med krydsede arme og gloede åbenlyst på Ragna.

Selv fik Hakim varmet sig op med et par hop på stedet og et udstræk, hvor staven blev holdt, for at det blev gjort ordentligt. Den understøttede faktisk ganske udmærket, hvis man ville have strukket sine armled. Derefter holdt han den neutralt, støttet mod jorden.

"Men det kommer an på stædighed. Jeg stoler på, at vi kender vores grænser? Jeg ville nødig ende med, at enten du fik dit kranie mast, eller at den hellebard fik mit hoved med sig. Ellers kan vi godt sige til den ene eller den anden part giver op,"

Og som han havde sagt det, gjorde han sig klar og vippede sig stav op i en defensiv position, klar på at modtage hvad end Ragna havde at byde på. Sollyset spillede let i hans brune øjne, så man rigtig kunne se, hvordan han bare følte sig.. Hjemme.

'' Tornado ligefrem+ Er man gået hen og blevet så selvsikker midt under søvnen.+ '' Et rovdyrsagtigt grin forlod hende, alt mens hun selv fulgte Hakims eksempel i at varme leddene og musklerne op, der var bare intet værre end muskler og led der ikke var blevet varmet op, især ikke dagen efter.

Hun betragtede hans mindre forsamling af publikum, det skulle ikke undre hende om der ville komme flere til hvis kampen varede længe, sådan var det typisk med andrenalinen og gamblere. Hun var næsten fristet til at sende en kommentar efter Torak, eller blink til ham bare for at drille ham, men det var knapt klogt, ikke når han så så knotten ud. Som om en eller anden havde pisset på hans sukkermad og derefter holdt ham vågen hele natten igennem.

Istedet vendte hendes fokus tilbage på Hakim, det var trods alt ham hun skulle kæmpe imod. En tavs nikken forlod hende som hun satte sig i kampposition. Da ingen af dem syntes at røre sig ud af flækken, valgte hun at tage det første skridt, ved smidigt at sænke sin krop og få det til at se ud som om hun angreb ham fra neden af, noget der var typisk folk der kæmpede med denne slags våben, kun for at hun hoppede op i luften og istedet tog angrebet opad og fra siden. Prøvende, som en kat der leger med en rotte.
Hun var forberedt på at alting kunne ske nu, og derfor forsøgte hun at holde sin afstand til ham at mens hun blev ved at prikke ud efter ham, næsten konstant i bevægelse.

Ragnas kommentar fik overraskende nok Hakim til at le. Han kunne ikke lade være, det var simpelthen for sjovt. Han rystede bare på hovedet, for Ragna skulle nok få et bevis at se på et tidspunkt. I stedet for at svare hende, holdt han sig fokuseret på, at skulle slås snart. Hans øjne holdt sig på hendes, mens han stod klar. Det så ikke ud til, at nogle af dem ville starte slåskampen, men så gik Ragna pludselig i gang, som om djævlen stod og råbte af hende. Det var næsten som om at han vågnede op til dåd, for da hun lavede finten, og derefter kom ind med det rigtige angreb, parérede han og var pludselig også selv oppe på dupperne.

Han valgte at starte ud defensivt. Han ville se hende an. Sådan gik det lang tid, til hun fandt et hul i hans forsvar og han blev snittet over armen af hendes hellebard. Han havde holdt sig tilbage, men nu slap han det hele løs. Med undtagelse af sin magi. Det var en konkurrence på evner, så han hurtighed var begrænset til hans menneskelige grænse, men alligevel var han en aggressiv stavkæmper og efter et godt stykke tid, fandt han også et hul i hendes forsvar. Han stav endte med at ramme hende i hovedet, hvor den flækkede hendes øjenbryn, hvorefter han fulgte det op med et slag til knæhasen. Da hun landede, holdt han sig uden for hendes række i tilfælde af, at hun ikke havde givet op. Der var et smil på hans læber, men den eneste følelse der skinnede igennem var mani og kampiver.

Ragna var ikke så lidt overrasket over Hakims hurtige og smidige bevægelser. Manden havde tydeligvis gennemgået skarp træning, hvilket egentligt ikke i sig selv burde overraske hende, det var trods al typisk at adelsmænd fik træning indenfor våbenføring.

Hun valgte at ignorere det voksende publikum idet den sært sammensatte kvinde forsøgte at holde sig en vis afstand fra hans stav, parerede og lavede modangreb, hun fik da et par enkelte ind, akkurat som han gjorde, som en slange. Hvis hun før havde frosset var det hvert fald blevet erstattet nu som farten og duellen i sig selv gjorde dem begge varme i den kølige morgenluft.
Et øjebliks uopmærksomhed idet hun var ved at vende sig om fik ham til at få et slag ind ved hendes øjenbryn der umiddelbart flækkede, hun kunne på det nærmeste høre hvordan huden blev revet op ved musklen og varmt blod begyndte at løbe ud, ned imod hendes øje. Hun nåede dog ikke at tørre blodet væk og forhindre at det løb ned, for Hakim igen var på spil med sin stav, der denne gang endte ind i knæhasen på hende. Til hendes irritation mærkede hun hvordan hendes ben gav efter og hun skvattede ned på jorden før hun kunne nå at tage fra med det andet ben.
Ragnas greb om hellebarden strammedes kort som hun så på ham, den bidske grimasse gled langsomt over i et smil som hun valgte at lægge hellebarden ned på jorden foran sig, der var ingen grund til at kæmpe mere, hun havde testet ham af og hun var skam tilfreds i hvad hun havde set splejsen gøre.
Som enhver burde vide, skulle man ikke skue hunden på hårene.
Og denne hund var lidt mere end en hund gik det op for hende. Hans brede, selvsikre smil fik ham nærmest til at virke manisk. Uden tvivl var manden glad for kamp, blod og vold. Det kunne tydeligt fornemmes.

'' Du vinder. Ingen grund til at udgyde mere blod, det kan kun gå hen og ende grimt for den ene eller anden af os.''

Et kækt smil forlod hende som hun fik stavret sig op på benene igen, ømmende sin knæhase mere end det dunkende øjenbryn.