Hun havde ingen idé om hvor mange år der var gået, men hun var begyndt at kede sig. Der var stadig masser af mad som hun kunne tage af og de fleste af hendes trænings redskaber var stadig intakt. Men hun savnede at mærke vinden mod kroppen. Så derfor valgte hun at søge til overfladen.
Efter en time i mørke tuneler, med kun en lille fakkel som lyste hendes vej, nåede hun endeligt til overfladen.
Una tog nogle skridt ind i den sorte dal og mærkede for første gang den kølige vind mod sit ansigt. Hun lukkede øjnene og strakte sine arme mod den mørke himmel.
Den lange lasede kappe hun bar, dansede rundt i vinden, side om side med hendes sorte hår. Hendes bløde mørke læber bar et tilfreds smil af en form for lykke.
Her stod hun bare og nød den frihed hun ikke længe havde følt.