Vejret var ganske godt i aften, og George havde fundet modet til en friaften ... som naturligvis blev brugt til at studere og øve. Dog krævede han noget mere plads, end hvad han kunne finde i sin have. For slet ikke at tale om, han kunne risikere at vække børnene. Derfor var han fortrukket til denne mark. Her kunne han fumle rundt, som det nu passede ham, og det gjorde han skam også. Han eksperimenterede med en ny type plante, der på mystisk vis plejede at eksplodere i hovedet på ham. Han tænkte, det måske var en bivirkning fra hans anden evne, og nu ville han altså finde ud af det. Han sad derfor på knæ med fingrene godt begravet i mulden og lod dem vokse op på sikker afstand af sig selv. Og jo, ganske rigtigt eksploderede de igen, når de nåede et vist vækststadie. Det var frustrerende! Dog var det ikke første gang, hans mentale tilstand var gået ind og havde rodet rundt med hans evner, men derfra og så til at blande sig sammen og eksplodere for ham?! Han koncentrerede sig; lod en ny stikling vokse op ... og det så ud til at gå bedre... eller nej; den eksploderede også i et stærkt, hvidt lys, resulterende i plantesaft ud over det hele. Frustreret kom han på benene og trak fingrene tilbage gennem håret, der blev revet en del løs fra hestehalen ... og først der kom han i tanker om, han stadig havde jord på fingrene.
"Fantastisk! Simpelthen fantastisk!" udbrød han højlydt og utilfredst og slog ud med begge hænder mod himlen i frustration.
Snart opgav han og satte sig på enden i græsset, svedne pletter omkring sig, plantesaft på ærme og bukseben, og han sukkede tungt og tog sig i stedet til at betragte stjernehimlen. Det var lang tid siden, han sidst havde taget sig tiden til den slags ... og han havde faktisk savnet det. Meget endda.

Netop som Alzeid havde slået fødderne op, havde han hørt en høj forstyrrende lyd. I den efterfølgende tavshed, lyttede han intenst. Da den ikke umiddelbart havde gentaget sig efter et stykke tid, antog han blot at han var begyndt at høre syner igen. Det ville ikke være første gang, og i det mindste var den illusoriske lyd ikke specielt irriterende denne gang. Han mindedes stadig hvordan han sidste år havde været nød til at skaffe sig af med sit gamle ur. Lyden havde drevet ham vanvittig for et par årtier siden, og han havde endeligt taget sig sammen til at fjerne det.
Underligt nok havde det ikke hjulpet. Han var ikke blevet mindre tosset, og han kunne stadig høre det tunge klokkeslag fra tid til anden, hvilket gjorde ham i tvivl om han egentligt havde haft et ur til at starte med. Det var ikke altid nemt at være sindssyg.

Men der var lyden igen. Han rejste sig op, og gik udenfor. Lyden var fjern og ganske langt væk. Han ville hurtigt kunne finde personen bag. Hvis da ikke det var endnu et figment af hans fantasi. Nu var han nysgerrig. Her havde han en enestående mulighed for at finde ud af, om det var ham eller verdenen, der var tosset.

Guidet af den stigende intense lyd af eksplosioner, var han nået frem til udkanten af en mark. På den kunne ses den umiskendelige skikkelse af en mandsperson, der tilsyneladende sprængte planter i luften. Hver gang en af planterne sprang, undslap et kraftigt lys, der irriterede Alzeids følsomme nattesyn, og efterlod ham ude af stand til at orienterede sig en kort tid. Han dækkede sin øjne til, og ventede på at manden ville stoppe. Da dette endeligt skete, fremkaldte han sin lange sorte stok med et afslappet kast af sit håndled. Uset og lydløs som kun en vampyr kunne være det, bevægede han sig rundt om marken, og bevægede sig op bag manden. Kort overvejede han om han skulle slå ham ned og drikke hans blod, men besluttede sig for at det ville være for uciviliseret. Og desuden var han ikke rigtig sulten.
”Godaften, min gode herre,” sagde Alzeid med en kultiveret stemme, der næsten knækkede midt i sætningen. Det var længe siden han havde sagt noget til nogen andre end stemmerne i hans hoved.

George sad en smule i sine egne tanker og hørte ikke den stille vampyr – åbenlyst nok. Og grundet sin sindstilstand opfattede han heller ikke bevægelserne i græsset bag sig. Først et par enkelte sekunder før, en stemme lød, fornemmede han ændringen i planterne bag sig, og han var opmærksom. Han blev dog hilst på, og om end stemmen knækkede, var formuleringen nok til at lægge en dæmper på den uro, der kort havde grebet ham. Var han virkelig så paranoid for tiden? Svaret måtte vel være ja, men givet; han var også blevet overfaldet nogle gange. Han vendte sig halvt og så op på manden, før han kom på benene og bukkede høfligt.
”Godaften hr.. Jeg troede ikke, der var nogen i området. Forhåbentligt har jeg ikke forstyrret Deres fredelige aften?” hilste han selv høfligt og oprigtigt beklagende, hvis det sidste var tilfældet. Dog udadtil virkede han så rolig og poleret som altid med et svagt, høfligt smil til at skjule sine frustrationer, og et blik, der trods en høflig interesse, nok gjorde det klart for de fleste, George var en noget privat mand. Alzeids udseende blev gransket nærmest umærkeligt, som han nu var vant til at gøre det. Ganske smagfuldt.