Omsider var der lidt ro i huset. Det havde været en lang morgen med kaos på arbejdet kun for at komme hjem minutter før, Luigi skulle af sted på arbejde og opdage, den unge mand var mere eller mindre bundet til en søjle, mens trillingerne tumlede omkring ham. Ikke videre tilfreds med situationen, havde George brugt de næste par timer på at få situationen under kontrol og iværksat passende straffe for ulydighed… og dernæst sørge for, de blev opretholdt.
Men omsider var der ro på; ungerne var faldet til, deres lærer havde taget over, og de modtog undervisning ovenpå i lokalet der, mens han selv fik et par timers fri. Og til hvad? Han vandrede op og ned ad gulvet i arbejdsværelset, forsøgte at samle sig omkring mere arbejde, men kunne knapt nok. Hans hænder rystede let, hans tanker ville ikke stå stille, og hver gang, han drejede omkring på hælen for at skifte retning, svimlede det for ham. Hjertet slog hårdt, og han var alt alt for stresset til, det var sundt for ham. Han trak let i kravatten, der syntes nærmest kvælende, vred sig let i jakken, der syntes meget snær, vrikkede tæerne i de lidt for spidse sko … og blev igen angrebet af trangen til at stilne det hele i bunden af en flaske.
*Det her er ikke en god ting …*

Ude i hallen blev der banket på, og butleren - Georges tidligere kammertjener - lukkede op. Gæsten blev ledt til arbejdsværelset, hvor der blev banket på.
"Sir, De har en gæst," lød det en anelse hovent fra manden, der ikke var faldet det mindste til på trods af de mange år i landet. George på den anden side af døren, kvalte sine frustrationer, stoppede sin vandring og fik i hast trukket sit lommetørklæde frem og duppede sveden af sin pande, før han fik placeret sig ganske roligt i en position, så det i det mindste så ud som om, han havde arbejdet med noget.
"Kom ind," bad han, og døren blev åbnet. George lukkede kort øjnene fast i, før han så op, rettede sig op i sin fulde højde og så hen imod den besøgende med et venligt smil.

Det var hverken utålmodighed, stress eller ubehag der havde drevet det endnu unge havfolk op på den tørre vinterkolde landjord. Det var ren og skær kedsomhed. Klokken havde ikke været mange da Isis først havde set det orange lys brede sig på bølgernes overflade, inden hun brød igennem den for mange mennesker iskolde havoverflade. Et øjeblik havde de store gule øjne skulet indover havnen med et årvågent blik, inden hun med den store hale i dvaske slag havde nærmet sig for til sidst at hoppe op på kajen og nyde solopgangen.
Efter den første halve time var håret tørt, og musikken på de fleste kroer var efterhånden døet helt ud, da hun antog menneskelig skikkelse og (splitternøgen som hun oftest var) havde vandret de første hundrede meter til busken, hvor hun havde gemt lærredssækken med den fine kjole George havde givet hende med, sidst hun havde sagt farvel til ham.
Nu var det på tide at finde gevandterne frem til at aflægge ham endnu et besøg, kjolen blev trukket over hovedet med en vældig forsigtighed, til stor ærgelse for en tydelig beruset sømand, inden den blå kvinde begav sig igennem landet. Det var udelukkende takket være omvejen til Cassas palæ, at Isis ikke var dukket op tidligt om morgenen, men en flink, vældigt køn udseende kvinde anviste, at George ikke længere var bosat på palæet, men hos sig selv.
Til sidst havde hun fundet vej, på trods af lange nysgerrige blikke, det var ikke just størstedelen af befolkningen der i den kolde vintertid kunne begå sig i en simpel sommerkjole, men for Isis var det mere end rigeligt, da hun fra havets uskånsomme kulde og derfro var vant til de kolde temperaturer. af samme årsag var det ikke mere end den hun havde på, da hun trådte den vældigt stressede George i møde.
De gule pupiller faldt med det same på den velpåklædte herre og lyste op i et stort men for de fleste drabeligt smil. Så slog hun armene ud til siden og afventede tydeligvis et kram.
"George!" Stemmen var rå og let syngende, men kendte man Isis var der bestemt varme og glæde at finde.

Smilet blev mere oprigtigt ved synet af Isis, og han rykkede sig fra sin plads ved arbejdet og kom roligt hen imod hende, mens butleren trak sig tilbage og efterlod hende i døren. Det drabelige smil, de gule øjne og den sommerlige påklædning havde han vænnet sig til, og det skræmte ham ikke. Han havde trods alt også haft Flora boende en god bid tid, så der skulle mere til for hans vedkommende. Lige på dét punkt, var han hærdet … Faktisk var det mere de udslåede arme, der voldt ham lidt problemer. Bortset fra børn og sine søstre, kunne det tælles på én hånd hvor mange, han havde givet et kram – eller ladet kramme sig … og der ville stadig være et par fingre til overs. Hans privatsfære var temmelig stor, og han fandt det faktisk ubehageligt at have folk så tæt på sig. Dog kæmpede han for at holde styr på sig selv og ikke vise ubehaget, som han nåede hende og varsomt lagde hænderne på hendes skuldre – hvor kjolens stof var imellem hans hånd og hendes hud – og lænede sig ind mod hende, hvor han forsigtigt lagde kinden mod hendes et kort øjeblik.
”Det er godt at se dig igen, Isis.” Han trak hovedet lidt ud og så spørgende på hende. ”Jeg håber ikke, du havde for svært ved at finde frem til mit hjem? Jeg var ikke helt sikker på hvordan, jeg skulle kontakte dig og fortælle dig hvor, du kunne finde mig.”

Isis lyste op, til forskel fra George var hun vant til en vældig masse fysisk kontakt, de havde andre normer og stort set ingen grænser for fysisk kontakt. Det var alt fra voldelige slagsmål i hvad der mindede om brydergreb til at sidde lårene, eller rettere finnerne af fremmede til rådsmøder. Kindkys, kram og klappen på skuldre var derfor heller ikke unormalt for Isis.
Krammet fra havkvindens side var heller ikke diskret, George blev klemt til en yderlighed de færreste mennesker kendte til, men hun var ikke længe om at slippe ham. Så skævede hun spørgende rundt i lokalet.
"Nah. Der var en kvinde der anviste mig retningen. Du kunne have lavet et røgsignal!" Smilet blev igen fundet frem og ironien var tyktflydende nok til at den kunne skæres ud.
"Hvordan går det? Du ser stresset ud!" Det var Isis, hun havde ikke mange hæmninger, eller var diskret for den sags skyld, hverken over eller under overfladen, fandt man en diskret Isis, var det en god indikator på, at hun var syg eller døende.
Havkvinden var ikke længe om at stryge igennem lokalet, og over til et af vinduerne hvor udsigten nøje blev taget i betragtning, det kolde vinterlandskab var småkedeligt, men alligevel formåede George at få holdt området omkring sin bolig smukt, måske kunne de gå en tur senere.

Kontrasten mellem hvad, de to var vant til, var slående, og George havde efterhånden fundet ud af, det var en ganske normal ting for Isis. Og måske derfor forsøgte han, hvad han ellers ikke ville have gjort. Det var dog ikke let, sådan som hun maste ham, og han kæmpede en del for at virke naturlig i sin fremtræden fortsat. Det var dog en lettelse, som hun slap ham, og han samlede selv hænderne bag ryggen, som hun så rundt. Et skævt smil trak i den ene side af hans ansigt ved kommentaren om røgsignalet. Han ledte halvt efter et svar, som hun så bramfrit, som han nu så småt havde vænnet sig til det, pointerede, hans forsøg på at skjule sin sindstilstand var grundigt forgæves, og han opgav og sukkede træt, mens han slog ud med den ene hånd.
”Som altid rammer du hovedet på sømmet,” bemærkede han, ”Der har været en del pres siden vi sidst så hinanden … Trillingerne er faldet godt til, hvilket så kun gør dem det sværere at styre, om end vi arbejder på det, min ældste søn er utilfreds og mener, jeg vil kontrollere hans liv og bestemme over ham, og samtidig er der forretningerne.” Begge hænder gled til siderne i en fejende bevægelse. ”Men jeg vil tro, det ikke er mere end hvad, der er forventeligt for enhver i min situation. Så det er næppe mere end hvad, jeg burde kunne klare.” Hvorfor faldt det ham så så svært? Så udmattende? Halvdelen af tiden fandt han sig selv nærmest ligeglad med alting, og glæden ved at have sin familie hos sig, holdt kun så længe, han så på dem eller tilbragte tid med dem … og på det sidste dårligt nok der, når trillingerne rigtigt foldede sig ud. Og han bebrejdede sig selv en del, om end han ikke rigtigt talte om det; det var ikke så lidt af et nederlag for ham. Faktisk var ordene til Isis mere omkring hans situation end nogen anden havde fået fra ham.

Isis vendte sig langsomt om fra udsigten da George begyndte at snakke, det virkede lidt som om, at hun havde fået taget hul på en byld der nok skulle have været kigget på for længe siden. Hun begyndte næsten selv at se helt forpustet ud da han først begyndte at snakke, så nikkede hun forstående. Ikke at hun havde dej fjerneste anelse om hvordan det var at holde styr på børn, men med de kuld hun af og til have set på bunden krævede det sin mand eller kvinde at have kontrol over mere end én unge.
"Kan du ikke bare sætte ham på plads?"
Spørgsmålet var ganske reelt og kom helt fra bunden af hjertet, hos dybahavsfolket var det i hvert fald ikke unormalt, at man fik et lag tæsk hvis man ikke rettede ind, men nu var hun også godt klar over, at hendes folk på visse områder var væsentligt mere dyriske end de meget civiliserede mennesker.
Pludselig ændrede Isis ansigtsudtryk sig, hun sendte George et stort smil. Op fra en lille diskret lomme ved kjolens side trak hun en lille pakke op, den var pakket fint ind, men tydeligvis ikke noget der kom fra havet.
"Jeg har en lille ting med til dig, faktisk. Det er ikke noget særligt. Jeg fik en til at pakke den ind på markedet!"
Isis sendte ham igen det sylespidse smil, inden hun rakte pakken frem imod ham. Det var ikke normalt at pakke ting ind under vandet. For det første, var det sjældent man forærede hinanden ting, for det andet var der ikke rigtigt noget at pakke ind i. Men Isis elskede at vise, at hun faktisk godt kunne finde ud af at falde til, på trods af, at deres kulturer var vidt forskellige.

Udtrykket i havkvindens ansigt var på en underlig måde temmelig dulmende. Det var altså ikke bare ham, der ikke helt kunne følge med fra tid til anden? Og havde hans børn så blot været helt menneske, som han selv, men nej, de var halvt keidraner og havde tilbragt de første fem et halvt år i en skov sammen med en tigerkeidran. Halvmennesker. Og Floras instinkter og levevis havde altid været.. ja. George kunne stadig huske hvordan, hun havde flået i møblerne i starten og krøllet sig sammen på gulvet foran pejsen – dog nægtende at forlade rummet, han var i, selvom det tydeligvis ikke var hendes rette element. Om ungerne opførte sig som vilde dyr fra tid til anden? Åh ja, mon ikke! Og Luigi? Den unge mand, han efterhånden var, forstod stadig ikke, at det ikke rørte George, om han var far til ham af blod; han havde opdraget ham, taget ham til sig og elskede ham som sit eget kød og blod. Og George forstod såmænd også godt, det var hårdt for ham, og det var begrænset hvad, han selv kunne fortælle knægten om sine forældre. Om sin moder, jo en del, men om faderen? Han havde end ikke et navn. Det var indviklet, og ved Isis’ ord, sukkede han let.
”Gid det var så let. Men han kan klare sig selv, og det er i øjeblikket mere mig, der har brug for ham end omvendt. Sidst jeg søgte – som du udtrykker det – at sætte ham på plads, stak han af herfra, og jeg fandt ham først efter to år, hvor han klarede sig selv udmærket. Jeg vil ikke miste ham og forsøger at tale ham til fornuft … Som om det går meget bedre med det …” Han tog sig let til hovedet og så så på hende en anelse mere nysgerrigt. Hun havde vendt sig med et smil og fundet en lille pakke frem – tydeligvis den, der fik smilet frem. Og han nød skam også et venligt ansigt – hvor lidt venlighed nogen så ville læse i det. Han smilede selv, som hun talte og rakte den frem til ham, og han tog ærbødigt imod den og lod kort hånden hvile over hendes.
”Det er alt for meget, kære Isis, det behøvede du virkelig ikke,” sagde han venligt og høfligt, før han kom i tanker om, det måske ikke var den slags respons, hun var vant til? Han tilføjede hurtigt: ”Men tak, jeg er meget glad for, du har tænkt på mig!” Ganske forsigtigt og omhyggeligt pakkede han den op og holdt indholdet op for at studere det nærmere, nysgerrigt og beundrende, hvor simpelt det end kunne se ud for nogen. Efter opdagelsen af sin magi havde George dog lært at værdsætte og forundres over selv den mindste af jordens gaver.