[ Stemnings musik http://www.youtube.com/watch?v=3oSMuTvDHCM ]


Kulden havde efterhånden fået sit tag i Krystallandet, det kunne især føles for samfundets svage og fattige som hultede sig sammen i deres pjalter, sov tæt sammen for at få hinandens kropsvarme, hutlende omkring små bål lavet af det træ og skrald man nu engang kunne finde.

Det var en af disse fattige der på kolde og bare fødder fulgte sine mindst lige så pjaltede børn over mod byens kloster. Det bølgede blonde hår der engang havde været langt, sundt og gyldent skinnende, var nu klippet kort, i et forsøg på at tjene penge nok til mad til sine børn. Eventuelt var de løbet tør for penge, end ikke børnene havde kunnet tigge sig til mad eller mønter, og da kvinden ikke nænnede at se sine børn ende som stjælende gadebørn, havde hun bestemt sig at lade sine børn tage ind og bo i klostret. Det ville være et sølle liv, og muligvis hårdt for den ene af de blåhårede tvillinger, men det var bedre end det liv de levede nu. Hun skammede sig over sig selv, at hun havde ladet det gå så langt ud.

Endelig nåede de frem til klostret hvor hun fik talt med priorinden, som med en barmhjertig hånd tog dem under klostrets vinger.

En kæmpe byrde syntes at være faldet fra hendes skuldre da hun gik derfra igen, grædende havde hun kysset sine børn, selvom de godt vidste hvorfor hun gjorde det. Hun kunne ikke blive ved med at forsøge at tjene sine penge ved at sove med den første den bedste betalende. Men hun nægtede også at gå tilbage til ham og trygle og bed om hans hjælp.
Hun elskede ham stadig, men hun havde aldrig kunnet tilgive ham eller sig selv for de ting han havde gjort, det land der var styrtet sammen, som han havde magten. Kun guderne måtte vide hvor han var nu. Hun skuttede sig i vinterkulden, frysende og rystende da hun endelig befandt sig i fattigkvarteret igen, hendes mave rumlede højlydt.

Sulten steg hende til hovedet men hun forsøgte at ignorere den, det var for sent og mørkt til at hun kunne gå ud og rode i skraldet efter madrester ved kroerne.
Hun huskede tilbage på gamle minder, på dengang hun havde været lykkelig, de fine silkestoffer, ham, hendes børn, det havde været gode dage, en god tid hun aldrig ville få tilbage. Hun ville måske have gjort anderledes, ved nogle valg hvis hun havde vidst at hun ville ende i sådan en forfatning.

Mon han stadig elskede hende?

Kulden indtog langsomt hendes krop, hun følte sig svag, sulten, kunne ikke modstå den som den omfavnede hende i et klamt og koldt tag, svøbte hende i et tæppe der langsomt fik hendes organer og blod til at stoppe med at virke, med at flyde og holde kroppen i gang.
Det var med sidste livsgnist hendes hoved sank ned på hendes knæ og arme, hviskende et næppe hørligt ''Morgoth..''


Hvor mange dage der gik hvor hun bare sad og lignede en der sov ved bålet og de andre fattige, hjemløse, kunne ikke siges, men det var sikkert at den dag den første sne faldt, var den dag hendes hjerte stoppede med at slå.


Kvinden der engang var kendt som Horisont var ikke længere.



[ Og ja dette er noget jeg har tænkt mangt og længe over. Nu er det officielt i den uofficielle tråd. Horisont er død. Håber ikke i tager det alt for ilde op. ]