Izilarna gik roligt men bestemt fra byen af og ud mod skovens mørke. Hun havde ikke behov for at opholde sig i samme by som hun kort inden havde snuppet vigtige dokumenter fra. det ville snart blive opdaget at der manglede noget vigtigt, og af samme grund sørgede hun for, at komme så langt væk fra scenariet som muligt. I et irriteret suk lod hun den lille lædertaske dumpe ned i den regnvåde skovbund, sneen var væk og forårets første tegn begyndt at vise sig i form af de mindste små blomsterhoveder der stille kiggede frem. for den hvidhårrede kvinde var der dog ikke meget tid til beundring, men med en gnaven mine satte hun sig ned på en stor gren. Jobbet havde været langtrukkent og anstrengende, desuden havde betalingen slet ikke været arbejdet værd, men det var der intet at gøre ved nu, det hele var aftalt på forhånd, så der var ikke så meget at rafle om. I en langsom bevægelse snørrede kvinden det lange mankelignende hår op i en tyk uregerlig hestehale, inden hun åbnede tasken og trak et æble op. Hun var sulten og trængte til at hvile benene efter at have siddet urokkeligt stille med hovedet nedad i adskillige timer. efter jobbet havde hun iklædt sig en tætsiddende sort bluse, et par store sorte posebukser og en stor tung rejsekappe i en kedelig grå farve, på den måde skildte hun sig mindst muligt ud, på trods af håret der lyste op som en kridhvid baune i landskabet. Diskret vippede hun med skuldrene, hun var øm, og trængte egentligt mest af alt til et langt varmt karbad, men den slags skulle sikkert støves op på en eller anden gudsforladt kro, og hvor lå der lige sådan en?
De isblå øjne spejdede kort ind mod byen, inden hun tog endnu en bid af æblet og lænede ryggen op ad et stort træ, som grenen hun sad på, lå op ad. Egentligt havde det bare været en helt igennem elendig dag.

Han havde forfulgt hende længe. Igennem byen til dennes udkant, og hen imod begyndelsen af skoven. Her var han så standset, imens han så blot så til. Hendes kropssprog, hendes bevægelser, fortalte ham at hun var træt; udmattet, men dog synes hun at være rolig. Det var en betryggende tanke, for hans vedkommende, yderst betryggende faktisk. For hvis hun var rolig, vidste han at hun var uvidende om hendes skæbne. Hun vidste ikke han havde været i hælende på hende det sidste stykke tid, og blot havde ventet på at hun ville træde ud af de vildere omgivelser inde i byområdet. For han ventede kun på en enkelt ting: at hun var alene.
Det var ikke så ufatteligt længesiden lejemorderen havde været på sin sidste mission. Faktisk kunne han tælle dagene på en hånd, for hvor længe der havde gået. Han var en ønsket mand, i sandhed en ønsket mand, og dette med ganske god grund: han var god til hvad han gjorde, nok en af de bedste af hans slags. Men dette var heller intet under, nej tværtimod. Siden barnsben havde han lært at mestre våben af enhver slags, og i en lige så ung alder – som mange nok ville betragte som for ung – havde han lært kunsten af dræbe. Det var derfor heller ikke så underligt, at han var blevet sat på en mission som denne. Missionen havde en høj vigtighed, for målet var i stor grad anset som værende en plage. En pest og plage i sandhed. Izilarna havde skabt sig et navn i Krystallandets undergrundsmiljø, og dette blev aldrig udtalt med velbehag. Hun, lederen af tyvelauget Det Sorte Laug, havde skabt sig fjender og de så allerhelst at hendes sammensværgelser imod dem snart havde en ende. Hun var farlig, det ville være dumt at tro andet, men hun var trods alt også den største bedrager af alle. At sælge informationer på tværs af landet, uanset pris og person, var et livsfarligt arbejde. Ja, hun havde virkelig gjort sit liv farligt at leve.
Som lejemorderen trådte udover kanten på et af byens tage, lukkede han øjnene. Han lyttede til vinden, den susende lyd i hans ører, og lod den blidt kærtegne ansigtet, imens han faldt. I det splitsekund han ramte jorden, trak han sig selv i knæ. Langsomt rejste han sig i en rettet stilling, og nåede netop at spotte hvordan Izilarna bevægede sig ind imellem træerne. Velvidende at ingen var i nærheden, vandrede han forsigtigt fremad. Han vidste der var en chance for, at nogle ville træde ind i det scenarie, der netop skulle til at finde sted, fordi – og dette var ham ikke en overraskelse – alt kunne trods alt ske. Hun kunne skrige på hjælp (næppe noget han forestillede sig ville ske), hun ville løbe i retningen af mennesker, og derimod tilbage ind imod byen (heller ikke noget, han næppe ville forestille sig ske) eller hun vil forsøge at skabe sig opmærksomhed, der ville trække sig til dem. Han var aldrig forberedt på konsekvenserne af sit angreb, for oftest nåede der aldrig at falde en anden konsekvens, end total stilhed for ofret. For i de fleste tilfælde så de ham hverken hører eller komme. Uanset hvad, var han altid på den sikre side: han var altid maskeret.
Han trådte fremad. Buen fra hans ryg var trukket, og han havde placeret to pile derpå. Da han nåede udkanten af skoven, og dermed fik direkte udsyn til Izilarna, spændte han buen. Han sigtede imod hendes ansigt og hals, i håb om hun ville falde med det samme. Men han kunne aldrig vide sig sikker. Han vidste aldrig om han ramte, men han gjorde sig altid et forsøg. Derfor skød han.

Sandt at sige var Izilarna ved at blive en vaskeægte plageånd, både i undergrunden såvel som i overklassen, der var efterhånden lidt for mange der så hende død og endnu flere der kendte hende ved navn. Måske skulle hun havde holdt sig væsentligt mere diskret, men det var lidt for sent at fortryde nu, hun kunne ikke rigtigt ændre sit udseende og tatoveringen på indersiden af hendes overarm der indikerede hendes medlemskab i Det Sorte Laug, var heller ikke til at fjerne. Men dét var faktisk ikke grunden til at Izilarna forblev halvt forvandlet efter jobbet, det var af ren og skær frygt for, at hun blev forfulgt af vagter der havde været lidt for opmærksomme. Det havde hun lært på den hårde måde og havde ligeledes også et langt ar der vidnede derom. Det var udelukkende takket være Lorgath at hun endnu var i live, ret ironisk at det var en vampyr der skulle ende med at redde livet på hende.
Igen tog hun en bid af æblet, hun lod øjenlågene glide nedover de isblå øjne et øjeblik, hun var virkelig træt, faktisk nåede hun kort at overveje en lille lur, inden den følsomme næse opfangede noget ganske svagt, noget båret af vinden. Interesseret strakte hun ansigtet opad og hævede de hvide øjenbryn, inden hun duftede, var det duften af.. hud?
Kvinden slog øjnene op, de før isblå øjne var nu komplet rovdyrgule, hun stirrede direkte imod Loke, inden hun satte af i et knap så elegant spring fra træstammen, lige præcis rettidigt til, at den ene pil fór igennem bruset af hendes hår og trak en hvid lok med sig, som den borrede sig ind i træet bag hende. Som et lyn slog ned var Izilarna forvandlet, ihærdigt pressede hun sig op af et stort træ i skoven, modsat af Lokes side, mens hun krængede støvlerne af. Var.. var det en morder der var i hælene på hende? Krampagtigt blinkede hun med øjnene, det var en brat opvækning fra den lille drømmeverden hun ellers havde bevæget sig ind i. Hendes hjerte hamrede pinefuldt i brystet på hende, og nervøsiteten bredte sig lynhurtigt, men så kom den dyriske vrede op i hende, og hun krængede det sidste tøj af, inden hun satte af fra jorden og sprang op i træet, hvor hun forsigtigt prøvede at kigge frem fra et par af grenene, for at finde sin modstander. Hans valg af våben krævede at hun ikke bare for i hovedet på ham, men at han måtte komme tættere på, før hun satte ind, alt andet var for farligt.