Der var gået længe siden Lorgath havde bevæget sig uden for sit hjem. Han havde haft meget travle nætter, og det havde hushovmesteren taget højde for. Han havde ikke sultet mens han havde arbejdet sig gennem sine studier. Ashmon havde været et velkendt ansigt i den lille dal på det sidste, mens han havde været på jagt for sin herre. Der var stadig ingen tegn på mistro fra nogen, for Lorgaths omdømme var tydeligt fra starten af hans grevskab. Han var sjældent ude blandt folk og det med god grund.
I nat var dog noget andet. Han havde et behov for menneskelig kontakt og den bedste måde han kunne få det uden at skulle langt væk, var ved den kro der lå godt og vel 5 minutters gang fra hans herregård.

Han havde taget sit mere pæne tøj på i denne anledning; En rød silkeskjorte og en sort jakke med sølvknapper uden over. Bukserne var praktiske som altid og han havde høje støvler på, der var foldede ned, så de var synlige og gik til midten af skinnebenene. Om livet bar han et udsøgt bælte i læder, hvori der hang en sværdskede med et lige så pænt sværd, samt en mindre, men stadig ret lang tynd kniv. Ud over helepåklædningen var han en varm kappe og han havde et sæt mørkebrune ruskindshandsker på. Det kunne jo være, nogle ville ryste hånd, hvis de var af høj status og Lorgath havde lært, man ikke gav hånd uden noget på den, når man var kold som et lig.
Nu sad han med et glas vin på kroen. Han sad ikke i hjørnet, men derimod henne ved en væg, lige ved indgangen, hvor han observerede de unge mennesker. Hans blik endte på den lille krodreng, der knoklede hårdt for dagens føde. Han var overraskende et af de eneste småfolk, Lorgath ikke overvejede at dræbe, for knægten var ikke et barn. Det var sjovt som fattigdom kunne få de fleste til at vokse op meget hurtigere end overklassens rigdom gjorde.