Langt om længe bliver krattet revet fra hinanden og det kommer bag på Blodrus der er kort fra at snuble ud i lysningen.
Blodrus er i en forfærdelig forfatning, hans engang pæne sorte uld kappe hænger i laser og afsløre det meste af hans arrede overkrop. hans øjne er fjerne efter knapt et års vandren i krystallandet, i hans søgen efter hvem han var før han vågnede i en sump. De eneste ledetråde er to rustne øksehoveder der hænger i læder remme fra hans bukser.
Han når lige at vinde balancen da han kommer ind i lysningen, hvorefter han retter sig op og spejder rundt i lysningen for derefter at sætte sig med ryggen op af et træ og åbne hans mad sæk.
Han kigger ned i den med et let suk, Jeg skal snart have fundet en måde at fylde den op på... tænker han mens han rækker ned og tager en humpel tørt brød op og tager en bid. mens han tygger på det hårde brød sidder han roligt og kigger sig omkring som søgte han efter flygtige minder der gemte sig i skovbrynet.