Izilarna havde på turen til kroen opgivet nogensinde at se sine støvler igen, i og for sig så hun ud til at ligne en der havde været i et stort slagsmål, hun havde mudder langt op ad de nøgne ben og blod spredt over det hele.
Da hun nåede ud af skoven og fik øje på lyset fra kroen hankede hun ekstra op i den sårede Lorgath som hun mere eller mindre havde slæbt de sidste kilometer. Med et anstrengt gisp skubbede hun døren op og slæbte dem begge ind på kroen, hun var selv helt ødelagt, men tvang sig selv det sidste stykke og kiggede så på kvinden bag baren.
"Lorgath Korbin kræver lægehjælp omgående!"
Snappede hun imod kvinden der med det samme fik øje på Lorgath, hans fine klæder og tydelige rigdom. Mest af alt lignede Izilarna en glædespige der havde været udsat for lidt andet end det havde været meningen og hvad hun havde regnet med at blive betalt for, hendes kjole var flænset op, hun var beskidt og rendte rundt med en rig herre under armen. På vejen derhen havde Lorgath formået at støtte hende det meste af vejen og det havde hun gengældt det sidste stykke, hvor hun ligeledes havde været tvunget til at skifte til sin mere menneskelige skikkelse.
Kroens medarbejder skyndte sig hen og hjalp de to op på et værelse, hvorefter han styrtede afsted efter en læge.
Lorgath blev lagt i den store seng mens Izilarna sank ned ved siden af, diskret skævede hun til pilen, kunne vampyrer dø af sådan noget, eller bekymrede hun sig unødigt?

Lorgaths trancetilstand var ikke blevet meget bedre på turen til kroen, men han havde da formået at støtte Izil en del af vejen, som hun støttede ham nu. Han havde intet overskud til at modsætte sig det. Og så var han nok ikke i stand til at gå selv alligevel. Da de kom ind i kroen, vågnede han helt op, grundet larmen der slog sig mod ham som en mur. Det irriterede hans ører og derfor sage han intet. Lod Izil om hvad end der skulle siges. Det var også godt nok, for kroejeren fik dem op på et værelse og løb straks derefter, efter hjælp. Lorgath sank sammen i sengen med et træt og udmattet suk. Han lukkede øjnene kort og var ved at falde hen da nogle begyndte at synge højt nedenunder.

Det var måske for det bedste. Han skulle alligevel af med det meste af tøjet og det ville sikkert tage sin tid. Desuden var der også masken. Den måtte en tur under sengen og det kom den også, hvorefter Lorgath langsomt og metodisk fik trukket alt tøj af, med undtagelse af sine bukser. Den kniv han havde tattoveret på sin ryg, var så godt som forsvundet med undtagelse af noget af skæftet. Resten var brændar. Det kunne slet ikke ses, at han var en del af laug'et og dette ville han selvfølgelig have nævnt for Izil.. Hvis han havde vidst at tattoveringen var væk. For nu var der kun et problem. Lægen skulle under ingen omstændigheder have lov til at røre nogle steder på Lorgath hvor der var puls. Resten kunne nok forklares væk.
"Izil? Klarer du dig?" Spurgte han bekymret, da han blik faldt på hende som hun sad der, på gulvet.

Izilarna lænede træt hovedet bagover, nu hvor hun vidste at det hele ikke længere afhang af hende og hun var kommet ind i varmen hamrede trætheden ind over hende. På trods af at hun efterlod store blodige pletter på væggen bag hende tiltede hun blot hovedet bagover og kunne næsten være faldet i søvn, havde det ikke været for Lorgath der smed sin maske ind under sengen, hvor hun ligeledes skubbede det store sværd indunder.
Så smilede hun skævt, hun kunne ikke lade være, det hele var så ironisk.
"Du ved, vi er nødt til at blive såret på skift i stedet for det her, det holder ikke!"
Så grinede hun let, hun havde heldigvis ingen skader i maveregionen men smerten fra pilesåret bredte sig til det meste af underlivet og fik hende så til at stoppe den hæse klukken.
Efter lidt tid gik døren op og en læge der så meget autoriseret ud kom vadende ind med manden i hælene der havde hentet ham. Manden fra kroen bar et stort vandfad i hænderne som han stillede på bordet på den side af sengen, som Izilarna ikke sad på. Hun var godt klar over, at på trods af, at hun var den levende, så måtte hun vente til Lorgath var færdig med at blive lappet sammen, i deres øjne var hun trods alt ikke andet end adelsmandens skøge.

Lorgath kunne ikke lade være med at grine med, over Izils kommentar. Hun havde mere end bare ret, det her var skidt. Meget skidt. Især da det gik op or ham hvor meget hun blødte. "Ja, det var lidt dumt af os, ikke?" Spurgte han anstrengt, bare for at holde gang i dem begge.
Da en læge og kroejeren dukkede op og lukkede døren efter dem, stirrede han op på dem. Det var nu, at han var nødt til at vise sig som Lorgath, den adelige med auraen af autoritet om sig, på trods af sin forfærdelige tilstand. Han var også nødt til at lyve, for ellers ville Izil dø af sine sår.
Da lægen skulle til at begynde på ham, greb han fat i mandens håndled.

"Jeg vil have du hjælper min kusine først. Hun har ikke samme talent for magi som jeg og kan ikke standse blødninger," forklarede han bestemt. Han var stadig meget kold, men det kunne bortforklares med at der jo var et hvis blodtab. Lægen så ud til at ville sige imod, men det havde Lorgath ikke tænkt sig at lade ham. "Min kusine først!" Beordrede han ganske roligt. Den autoritære aura dukkede op og lægen nikkede, hvorefter han gik på hug nede hos Izil og pillede forbindingerne af hende. Han begyndte at vaske hendes sår rene med en klud og da det var ordnet, fandt han nål og tråd frem og advarede Izil om at det nok ville gøre ondt. Alt imens lænede Lorgath sig op af væggen og kiggede bestemt ned på dem.

Izilarna nikkede bekræftende til hans kommentar og smilede så lidt for sig selv, mens hun pressede den ene hånd imod såret ved hoften så det blødte mindre. Idet lægen nåede Lorgath vendte hun bare ansigtet op imod dem, hun glippede kort et par gange med øjnene, men holdte sig stædigt vågen, det ville være hendes tur om lidt.
Lorgath fik dog formået at vække hende idet han bestemt beordrede lægen til at ordne hendes sår først, kroejeren så ikke videre lykkelig ud over blodplamagen der havde bredt sig på hans hvidkalkede væg, men forsvandt alligevel ud af rummet og hentede så noget der mest af alt mindede om en madras som der blev lagt ved siden af sengen.
Kort bed Izilarna sig i læben og bandede inderligt over Lorgaths gode hjerte, han ville jo afsløre dem begge, men overraskende nok åd lægen hans historie råt og gik med det samme igang med hendes sår på trods af hun bandede som en havnearbejder og vred sig hver gang det gjorde ondt, især i skulderen var det slemt, da såret gik hele vejen igennem.
Lægen var overraskende hurtig, og i løbet af ingen tid havde han forbundet, renset og syet Izilarnas sår, der blev plantet på madrassen med en stor dundyne over sig, stædigt kæmpede hun sig dog op at sidde, så hun kunne følge med når lægen gik igang med Lorgath, hun havde ikke i sinde at hvide før han kunne slappe af ligeledes.
Lægen kastede et overrasket blik på pilen der endnu strittede ud af brystet på vampyren og hævede så øjenbrynene "Det ser slemt ud Hr. Korbin, jeg er nødt til at være ærlig. Den skal skæres fri!"
Izilarna bed sig kort i læben og sendte så et bedende blik til Lorgath, som lægen ikke kunne se da han sad med ryggen til hende, da kroejeren koret efter forsvandt ud af døren formede hun læberne til nogle lydløse ord der mindede ham om at trække vejret, ellers ville det først gå hen og blive kringlet

Lorgath priste sig lykkelig over, at lægen var så hurtig som han var, for der gik ikke længe før Izil lå under en dyne på en madras. Da lægen begyndte at kigge undersøgende på ham og kom med nogle ord om at skære pilen ud, sendte Lorgath ham et lettere overrasket blik. Han lagde godt mærke til Izils mimede ord, og overraskende nok forstod han det faktisk godt. Han fik med nogle anstrengelser sat gang i noget der kunne minde om vejrtrækning og nikkede så til lægen der gik i gang med arbejdet - et arbejde der sendte Lorgath i en smertefuld tilstand, hvor han måtte bruge alle kræfter og al koncentration på at lade lidt mere blod flyde ud af såret end normalt, og at trække vejret mellem de mange udbrud han umuligt kunne holde indenbords. Det tog lidt længere tid denne gang og da han var færdig, syede han alle sår sammen efter at have rengjort dem.

Lorgath var segnefærdig, da lægen endelig gik i gang med at forbinde sårene, og det var næsten ubevidst at han fik givet lægen en god sjat krystaller som betaling, før selv samme mand var ude af døren.
"jeg sværger ved min mor - den gamle kælling - at jeg aldrig nogensinde skal skydes af sådan nogle pile igen," mumlede han for sig selv da de to var alene. Han sendte Izil et lille smil, trods smerterne, før han faldt i en dyb søvn. Han nåede dog at mumle noget i retning af "vil ikke forstyrres" før han gik helt kold.

Izilarna kæmpede for at holde sig vågen under hele seancen da hun ville være sikker på at tingene gik som de skulle, og at lægen ikke opdagede at Lorgath var udød, da det ville skabe en masse problemer og de ville højst sandsynligt skulle flygte, uanset hvor trætte og udmattede de var.
Idét lægen lukkede døren bag sig skævede hun kort op imod vinduet i rummet, det var ret lille og der var nogle hæslige gardiner for, men mon ikke det var nok til at aflive Lorgath alligevel når solen kom?
Med et ødelagt støn fik hun stavlet sig på benene og vaklede så med noget besvær over imod Lorgaths bunke med tøj, først overvejede hun den ekstra pude der lå ved siden af vampyren da der var dækket op til to, men den var nok ikke stor nok. Med noget besvær fik hun fundet den lange sorte kappe og trak så gardinerne fra, ude i horisonten var himlen allerede ved at blive farvet lyserød, så det skulle gå lidt stærkt. Med noget besvær og en helveds masse anstregelser fik hun hængt kappen op, så det mørke stof ville blokere solen mere end de lyserøde brokadevinduer nogensinde ville komme til.
På trods af at hun efterhånden så dobbelt smilede hun lidt over sit arbejde, men sank så igen ned på madrassen hvor hun i løbet af næsten ingen tid faldt i søvn, hun ville nok aldrig vende sig til at sove ved siden af en vampyr, det faktum at de ikke sagde noget, ikke engang en vejrtrækning, var næsten skræmmende, men det forhindrede hende ikke i at glide ned i en tung ubehagelig søvn.

---

Izilarna slog langsomt øjnene op, hun vågnede med et sæt ved at en voldsom sang rungede igennem hele kroen. Langsomt rejste hun sig fra madrassen hun havde ligget på, hends ene arm sov og hun havde satans ondt i de nysyede sår. Hun slog blikket ned på de hvide bandager der var viklet omkring hendes hofte og bryst, de var gennemblødte af blod og sårvæske, hvor længe havde hun sovet?
Langsomt rejste hun sig og gik så over til vinduet hvor hun langsomt trak kappen lidt til side, solen var lige ved at opgive sine sidste stråler og glide ned bag horisonten. Med et stille suk slap hun det sorte stof og satte sig så på sengekanten, på trods af at det eneste hun havde på var de hvide bandager var hun ikke synderligt blufærdig, Lorgath havde set hende nøgen før og desuden var hu bare ikke genert af natur.
Forsigtigt strøg hun fingerspidserne nedover hans ene kind og smilede så svagt til ham.
"Lorgath?"

Lorgath havde faktisk en drøm denne gang da han sov. Underligt nok, for det var ikke altid han havde den slags, som vampyr, men skaderne han havde påført sig måtte have fået hans underbevidsthed til at spille ind.
Drømmen omhandlede kujonen fra før, der stod bøjet over ham med en stor træpæl og et stort smil på læberne. Og Lorgath evne til at tænke sig selv fra drømmen var forsvundet som dug for solen. Han kunne blot ligge stille, mens fyren hånede ham, og til sidst ville give ham nådestødet. Hvor længe dette varede ved, vidste Lorgath ikke, men han havde ligget ganske stille, da en berøring fik ham til at slå øjnene op, næsten forskræmt, hvorefter han meget hurtigt satte sig op, ligeglad med smerterne der lagde sig over hans krop som et tykt, kvælende tæppe.

Han tog sig til hovedet med begge hænder som reaktion, mest af alt over sin desorienterede tilstand. Her lugtede ikke af hjem og heller ikke af Det Sorte Laug. Her lugtede af... Øl.. Sved.. Izil.. Izil. Så gik det nok. Så behøvede han ikke være nervøs for omstændighederne.
Han så op på hende, stadig lige forvirret, før han mærkede det. En sult der rev let i ham. Den var til at gå med for nu, men han var stadig meget sulten. De var i hvert fald snart nødt til at forlade kroen og dens larmende mennesker. Duftende mennesker.
Hans blik var intenst, da han så på hende. "Vi skal ud. Mad. Jeg har brug for mad," sagde han kort for hovedet, mens han gav mindre smertegrimasser fra sig.

Det gav et voldsomt sæt i Izilarna da Lorgath pludselig slog øjnene op og satte sig op i sengen med et ryk. Hun havde stadig ikke vendet sig til tanken om han var vampyr og nogle gange når det kom op i ham vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle stille op, hendes sanser fortalte hende i hvert fald at han var et rovdyr og hun skulle stikke af så hurtigt remmer og tøj kunne holde til det, men overraskende nok gjorde hun det ikke.

Til hans kommentar nikkede hun bare stift og rejste sig så fra sengen, med et mere eller mindre uhørligt gisp fiskede hun kjolen op fra gulvet, den var blevet helt stiv af det indtørrede blod, men der var ikke noget at gøre, det måtte holde for nu. Langsomt men sikkert trak hun den over hovedet, hun lignede stadig en der havde været oppe i et gevaldigt slagsmål, sølet ind i nu indtørret mudder og blod.
Så trak hun kappen ned fra vinduet, solen var lige gået ned over horisonten og kun minimalt dagslys var til at finde endnu.

"Lad os gå, helst inden folk bliver for fulde!"

Konstanterede hun tørt og kastede kappen over til ham, hvorefter hun fandt resten af hans tøj og lagde op til ham, han var trods alt værre tilredt end hende.

Bank bankbankbank lød det let på døren. "Jeg har lidt med i kan styrke jer på" lød kroejerens stemme igennem døren. Telma var ikke sikker på om de var vågne eller ej, men var nået til den konklusion, at hvis støjen nedenunder ikke havde vækket dem, så var de længe døde alligevel.

Mens hun ventede på svar studerede Telma gulvet fra trappen, og hen til værelset med et tilfreds smil. Det havde været noget af et arbejde, men det var lykkedes hende at få alt blodet af gulvet inden aftenrykket var begyndt. Hun turer dog ikke tænke på hvor længe det ville tage at få gjort værelset rent når de var smuttet.

Udover en sirlig mængde sæbe under neglene, lignede Telma sig selv. Hun havde en bunke tøj lagt over armen, mens hun I hånden balancerede en bakke med varm stuvning, et krus stærk mjød, et vinglas og en høj karaffel med lunet blod. Telma var ikke sådan at løbe om hjørner med, og den sårede herre var langfra den første af sin slags hun havde huset. Hendes søn havde lagt mærke til herrens manglende åndedræt da han slæbte ham op på værelset, og havde straks fortalt sin mor det. Telma smilede for sig selv ved tanken. Han var sådan en god dreng! Derefter havde hun skaffet en læge hun viste ikke stillede for mange spørgsmål, fået ryddet op og efter en omgang på huset var det som om det aldrig var sket.

((Siden i er på min kro tillader jeg mig at bryde ind. Hvis i gerne vil holde tråden privat, så ignorere i bare min post, skriver videre og så sletter jeg min post igen.
Der er btw også en tråd der viser hvordan kroen ser ud [url=http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=409&t=7913]her[/url]. Bare så kroen ikke pludselig får en 3. etage eller sådan noget :P))